Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
850Visninger
AA

5. Kapitel 4: Et angreb til

"Hvad er der los?" spurgte Naoki. Han var lige kommet løbende ind af døren. Barka og Layla sad ved bordet og så på ham. "Du havde godt nok fart på. Eller også var Guld meget hurtig. Jeg sendte ham afsted for kun 3 min. siden!" udbrød Layla og rakte sin arm frem, så at Guld kunne lande. Han så også ret så forpustet ud. Layla så undersøgende på ham. "Okay, jeg tror at i begge har skyndt jer." sagde hun med et smil. Barka sad helt stille og betragtede Naoki. "Hvordan kunne du egentlig løbe så hurtigt? Der er jo over en kilometer derhen!" 

Naoki så lidt stolt ud. "Jeg tror, at jeg har fundet mit Tegn! Jeg er en Hurtigløber!" sagde han og løftede op i nakkehåret, så man kunne se et lyn. 

Han nåede næsten udenfor for at vise hvor hurtigt han kunne løbe, men Barka nåede lige at holde ham i pelsen, før var væk. "Layla ville fortælle os noget. Hvad er det Layla?" spurgte hun Layla, der var igang med at gøre Gulds hus klar til at han kunne slappe af. "Huh? Nårh, ja. Øjeblik." sagde hun hældte lidt vand og mad op. Så gik hun hen og satte sig ved bordet. Naoki stod og trippede og det lignede, at hvis Barka ikke holdte fast i ham, så var han allerede over alle bjerge. 

"Da jeg var ude og gå en tur, altså den dér bytur, overhørte jeg din fars samtale med general Sort." sagde hun og skulle til at gå videre med sin fortælling, men Naoki afbrød hende. "Taler du om min far? Han hader general Sort! Han ville aldrig tale med ham, medmindre der ikke var nogen anden udvej..." han tav, da det gik op for ham hvad han lige havde sagt. "Jeg er 100 % sikker på at det var general Sort. Uri sagde noget om "det går ikke" eller sådan noget." sagde Layla.

Barka tænkte. Hun tænkte på, at hvis hun nogensinde fik fat i den person der slog hendes forældre ihjel, så ville hun med glæde kværke dem med de bare næver. "JEG KVÆRKER DEM!!!!!" råbte hun og rejste sig med et sæt, så at de andre blev helt forskrækkede. "Øhm, Barka, hvem kværker du?" lød det forsigtigt fra Naoki. Barka stod og så ned i gulvet og kunne mærke, hvordan vreden boblede i hende. "Dem der slog mine forældre ihjel." fik hun fremstammet. Hun havde en mærkelig følelse.

En følelse af at være så vred at hun bare kunne sparke til alt og en anden følelse af at være ked af det og bare have lyst til at lægge sig ned i hjørne. Layla fik sat hende tilbage i stolen og satte sin hånd frem. "Barka, jeg lover at jeg vil gøre alt for at hævne dine forældre. Er i med mig?" spurgte hun. Uden tøven lagde Barka sin hånd oven på Laylas. "Jeg vil hævne mine forældre." sagde hun vredt. Så så de hen på Naoki. "Jeg er med." sagde han og lagde sin hånd oven på deres. "Vi hjælpes ad, hvad end der sker." sagde de i kor og fjernede deres hænder. 

" Vi er et rigtigt team, hva'?" sagde Naoki med et skævt smil. Layla nikkede. Hun havde gode fornemmelser til deres eventyr. 

"Nå, men jeg tror jeg går i seng." lød det fra Barka. Lidt efter lå hun i sin seng og sov. "Jeg må hellere også komme hjem. Gaaab, far siger at jeg skal i seng ved solnedgang. Vi ses i morgen!" sagde han og så var han ude af døren. Layla stod lidt og betragtede døren, som Naoki lige var forsvundet ud af. Pludselig føldte hun sig meget ensom. Hun gik ud af døren og lyttede til fuglenes vuggevise for deres unger.

Hun lod sig vugge med i sangen og kom med sit eget bidrag til sangen. Langsomt dansede hun væk fra landsbyen og ind i skoven. Fuglene sang, Layla sang og glemte alt om sig. Det eneste hun lange mærke til, var at fuglene sang. Alt om hende syntes at være gået i stå. Pludselig lød der et brag, Layla væltede og fuglene stoppede øjeblikkeligt med at synge. Åh nej, tænkte Layla. Et angreb igen? Hun løb som om det galdt hendes liv og da hun kom frem, var det et nyt angreb. 

Denne gang, var det en familie med 2 børn. Moren og faren havde været ude for at plukke svampe, men da de hørte braget, var de skyndt sig tilbage til huset. Hele huset var sprunget i luften, og der lå 2 små waibaskeletter. Igen var alt ud af egetræ uskadt. Moren og faren, sad ved skeletterne og prøvede at få dem ud af ruinerne. "Tánka! Svenjá!" råbte moren og faren. Ligeglad med alt blodet, krammede de skeletterne, med tårene løbende ned af kinderne. "Hvem kan det være, der er så ond?" spurgte alle waibaerne hinanden. Alle børnene pressede sig ind tilderes mødre/fædre, imens at de så på det skrækkelige syn. "Få børnene væk. De er allerede blevet skræmt nok." Uri pegede med sin stok på børnene og gik så hen til general Sort. Som sagt var Layla nysgerrig, så listede efter. 

Lidt efter hørte hun dæmpede stemmer. 

"Jeg forstår det ikke. Vi har vagter hele vejen rundt om landsbyen. Jeg ved virkelig ikke hvordan de er kommet ind og lagt den bombe!" general Sort's ellers så sikre stemme, skælvede. "Jeg har aldrig oplevet noget..."

"Du skal finde ud af det." afbrød Uri ham "Jeg har på fornemmelsen at det er menneskene der er på spil." lidt efter gik han tilbage til sin hytte og general Sort sneg sig tilbage til skoven. Ingen vidste hvor han boede, men Layla var også ret ligeglad, så hun listede tilbage til ruinerne. Moren og faren havde lagt deres børn tilbage til ruinerne, men de græd stadig.

Nogle af deres venner gik ind og ført dem væk, imens at de prøvede at trøste dem. "Tánka....Svejá" hviskede moren. 

Layla så medfølende efter dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...