Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
852Visninger
AA

4. Kapitel 3: General Sort

"Se hvad jeg fandt." udbrød Barka. Hun var lige kommet tilbage fra den ødelagte hytte og lagde tingene ud på bordet. Naoki og Layla så nærmere efter på det. Næsten hver ting var i stykker, men ikke så at man ikke kunne bruge tingen. Mystisk nok var næsten alle tingene ud af egetræ. Bomben havde altså ikke kunne udrydde egetræ, tænkte Layla. Især én ting skilte sig ud fra de andre ting. "Hvad er det?" spurgte Naoki og pegede på noget, Layla aldrig havde set før. Der var en lang tråd, og en mærkelig ting, der hængte fast. "Jeg ved det ikke. Jeg fandt den i ruinen. Måske var det noget mor og far havde, som jeg bare aldrig har set?" sagde hun med et skuldertræk, men da hun nævnte "mor og far" rystede hendes stemme lidt. Layla duttede lidt til den. "Den er ikke lavet waibaer. " sagde hun kort.

Naoki og Barka vendte forvirrede deres hoveder mod hende. "Hvad mener du med det? Hvad lavede den så i ruinerne?" spurgte Barka forundret. Layla rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke." svarede hun med et skuldertræk. Hun tog det op i sin hånd, vendte og drejede det, som om at hvis hun kiggede på det, ville det afsløre sin hemmelighed, men det gjorde det ikke. "Det er en ret mystisk ting der hænger fast til den." tilføjede Naoki.

Layla nikkede. "Ja, men den så ikke lige så hærget ud som de andre ting." tilføjede Barka eftertænksomt."Jeg tog den bare med. Nå, men prøv at se her! Jeg fandt et egetræsportræt, af mig og min familie!" hun viste et stort billede af hende og hendes mor og far. På billedet stod de ved siden af Den Store Eg. Barka sukkede og rørte ved deres ansigter. Layla tænkte på, hvordan Barka måtte savne sine forældre. Naoki tænkte på hvem det mon kunne være, der gjorde sådan noget? Noget så forfærdeligt. Barka vendte sig mod dem og de kunne begge se at der var nogle små dråber ude i øjenkrogen. "Det skal nok gå." trøstede Layla hende og strøg hende over ryggen. 

"Ja, vi skal nok hjælpe dig." tilføjede Naoki. Barka tørrede øjnene med baghånden og så lidt på billedet. "Ja, j-jeg må nok komme videre." sagde hun med skælvende stemme. "Du må godt bo hos mig. Vi har et ekstra rum." sagde Layla med et lille smil. 

"Det vil jeg gerne. Tak." svarede Barka glad. Hun stod stadig og rørte ved ansigterne på billedet. "Nå, men jeg må hellere komme hjem. Ellers tror far bare at jeg har lavet et lydfrit sprængstof og sprængt mig selv i luften." lød det fra Naoki og han lavede en grimasse. Layla grinte og Barka kom med et lille smil. Så var Naoki ude af døren. "Det er godt vi har ham. Hvordan skulle vi ellers nogensinde blive i godt humør?" fjollede Layla og fik et lille smil frem fra Barka. Så gik de hen og gjorde et værelse klar til hende. 

Lidt efter, var Layla ude og gå en tur. Barka sad derhjemme og mindedes de tider de havde haft sammen. Hun gik en tur i landsbyen og der var hektisk aktivitet. De fleste var meget rystede over det der var sket for Tryja og Bárk. De gik omkring i grupper og børnene blev strengt beskyttet. Mærkeligt hun ikke var særlig rystet, tænkte Layla. Hun gik lige så afslappet rundt som hun plejede. Nærmest som om hun ventede på noget, men hun vidste ikke hvad. 

Hun drejede rundt om et hjørne og pludselig hørte hun ophidsede stemmer. Hun var en meget nysgerrig én, så hun sneg sig nærmere.

"...går ikke. Jeg er bange for at der er nogle der prøver at udrydde os. Jeg ved ikke hvem, men jeg ved at de kommer tilbage." Layla kunne genkende Uris stemme, men da den anden begyndte, kunne hun ikke identificere stemmen.

"Vi prøver at finde ud af hvad der sker." svarede den person, som Uri talte med.

"I skal ikke prøve, i skal!" sagde han skarpt. Layla så lidt frem, fra sit gemmested. Dér stod der en høj waiba, hans pels var sort og han havde ravgule øjne. Det opdagede Layla, fordi at han så hen på hende, hvor hun lige nåede at gemme sig. Han havde en stor sort rusning på, men i stedet for at den skinnede, gjorde den det mørkere rundt omkring sig. 

"General Sort, dig og din hær bliver nødt til at lave en mur rundt om landsbyen." lød det fra Uri. Layla var nær ved at vælte af forbløffelse. General Sort! Han var byens beskytter, men de havde ikke været truet i meget lang tid, så han havde ikke haft noget at gøre. Han var kendt for at være den mest kolde waiba i hele skoven. 

Uri og general Sort vendte sig om og gik i mod Laylas gemmested, så først listede hun afsted, men så begyndte hun at løbe, og stoppede først da hun var hjemme. Hun styrtede hen til sin fugl, (den hed Guld, fordi at når den fløj, lignede den guld) og sendte den afsted med en besked til Naoki, om at komme så hurtigt som muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...