Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
850Visninger
AA

11. Kapitel 10: Grunden

"Hej Tayako." Tayako så allerede ud til at have det bedre, for han stod op. "Hej Layla." hans lille mund smilte. Layla pegede mod stolen foran hende. "Sid ned." Han satte sig og tog en af kiksene, foran ham. "Taro fortalte mig, at du ville fortælle om min evne?" han så spørgende på hende. "Ja, men først skal jeg spørge dig om noget. Svinger det ofte, hvordan du har det?" spurgte hun. "Ja, altså, det bliver tit slemt, lige efter jeg taler med ånder. Men så går det altid godt igen." sagde han eftertænktsomt. Hun norterde det ned og fortsatte: "Har du altid haft den evne?" 

"Ja, det har jeg." 

"Hvor gammel er du?"

"otte"

"Hvordan opdagede du din evne?"

"Det var faktisk til min fødselsdag. Jeg blev fem. Lige pludselig, stod der en mand foran mig. Han stod der bare, lige pludseligt, men alle andre kunne ikke se ham. Han ønskede mig tillykke og kort efter var han væk. Jeg mistede pludselig al min energi og besvimede."

"Kunne du genkende den mand?"

"Ja og nej"

"Hvad mener du med "Ja og nej"? Kendte du ham, eller kendte du ham ikke?" hun løftede et øjenbryn. Han tøvede. "Ja. Jeg kendte ham. Det var min oldefar." Layla noterede det ned. "Hvorfor din oldefar?" han tøvede igen. "Mange siger, at han havde den samme evne som mig."

"Okay, nu har du fortalt mig nok. Så er det vist på tide, til at det er DIN tur, til at spørge." sagde hun og smilte til ham. Han tøvede lidt. "Faktisk..."

"Ja?" han tog en dyb indåning. "Jeg vil gerne prøve, om jeg måske kunne andre ting, eller prøve at stabilisere min energi. Da du besøgte mig, havde jeg lige set en ånd, hvilket betød at jeg var meget udmattet, så jeg hørte ikke det meste af det du sagde. Men jeg hørte du sagde, at jeg var speciel og at i havde en med samme evne i din landsby." Tayako så afventene på hende. Hun så sine notater igennem. "Ikke med den samme evne...evnerne er forskellige, lige så forskellige, som mennesker og dyr er. Men jeg tror, jeg har set en med samme evne..."

"Tror du fi kan få nogle til at følge mig derhen?" spørgsmålet kom helt bag på Layla. "Hvordan havde du tænkt dig at tage derhen? Du ved jo ikke hvor det er!" sagde hun forvirret. Han trak på skuldrene. "Du kommer jo derfra. Kunne du ikke vise vej? Idet øjeblik, forstod Layla, at hun ikke sad foran en lille dreng, men en voksen mand, med dømme og handlekraft. "Joo...det kunne vi godt. Vent et par dage, så tror jeg at jeg kan lave et kort."

Tayako smilede over hele ansigtet. "Godt." sagde han og hoppede ned fra stolen. "Vi ses" sagde han og gik. Layla så først nu, hvad hun var gået med til. Så hun trak papir og blyant frem og begyndte at afmærke steder.

Senere på dagen, kom Taro på besøg. Da han så hendes store arbejde, stod han bare og stirrede. "Hvad?" spurgte Layla. "Skal du blive stående, eller kommer du herover?" han gik hen til bordet og satte sig ned. "Hvor er Hamuko?" 

"Hun sover."sagde Layla og tegnede videre. Taro satte hovedet på skrå og kiggede længe på kortet. "Hvad er det?" Layla stoppede med at tegne og så irriteret på Taro. "Din lillebror bedte mig om at hjælpe ham til waiba-landsbyen, så nu laver jeg et kort." sagde hun og tegnede videre. Han rystede på hovedet. "Layla, Layla." så vendte han sig om og gik hen til sin egen hytte. 

Hun blev ved med at tegne i et par timer. Hun satte hver eneste lille detalje, med sådan en præcision, at Tayako nok ville tro hun ikke selv havde lavet det. Omkring kl. 12, lagde hun sig endelig til at sove. 

"Du ser ud som en død zombie." Layla gned sig i øjnene, inden hun kunne få Tayako til at stå stille. Han stod med hovedet på skrå og betragtede hende bekymret. "Hvornår gik du i seng igår aftes?" hun stilte sig op og strækte sig. "Omkring...sent" svarede hun gabende. Hun gned sig i øjnene, og klaskede vand i ansigtet. "Jeg har lavet kortet til dig." sagde hun og gabte. Tayako så undersøgende på hende. "Og derfor udskød du din nattesøvn?" 

"Ja...men du skal jo derhen så hurtigt som muligt..." sagde hun og tog sit tøj på. "Ved du at kongen stadig sprænger landsbyen i luften?" hun så rædselsslagen på ham. "Mener du, at han stadig bombadere min landsby?" 

Tayako kløede sig lidt i hovedet. "Ja." Lige pludselig var Layla helt vågen. Hun trampede ud af døren og var så på vej, afsted mod slottet. "Layla! Layla, vent på mig!" Tayako kom løbende, prustende og halede så endeligt ind på hende. "Den lille idiotiske dumme..." mumlede Layla sammenbidt. Hun åbnede dørene og marcheret lige ind i tronsalen. Tayako kom løbende efter hende. Da kongen så hende, blev han meget forbavset.

"Jamen dog, hvad laver du her? Har du en tid?" spurgte han hånligt og studerede sine negle. "Du sprænger stadig min landsby! Hvorfor? Hvorfor? Har du overhovedet en grund?" hun marcherede hen og løftede ham op i kraven. "Hvorfor?" lo han. "Fordi de slet ikke skulle findes. De har lavet mere ravage end gode ting." han så udfordrene op i Layla's chokerede ansigt."Nå...slip mig." sagde han og Layla gav uvilkårligt slip på ham. Ovre i hjørnet sad en nervøs Tayako og ønskede at han ikke havde nævnt det.

Han kunne let se at Layla var ved at kvæle kongen."TED!" råbte kongen. Ud af døren, kom en meget mørk mand. Han så ud som om han sugede alt lys til sig og skiftede det ud med mørke. "Ja, ærede konge?" hans stemme var dyb og selv kongen måtte lige tage sig sammen, inden han svarede. "Ja, denne unge dame, vil gerne vide hvorfor vi sprænger hendes landsby i luften." hand stemme var sukkersød og han så på Ted, ligsom man ville gøre med et stykke nyt legetøj. 

Ted rømmede sig. "Da jeg var lille, blev mine forældre dræbt. De var ude på jagt, men de kom aldrig hjem. Dagen efter gik jeg ud for at se hvor de var. Da jeg så ligene, vidste jeg, at jeg aldrig ville tilgive dem der havde dræbt dem." 

Layla så uforstående på ham."Hvad har det at gøre med waibaerne?" Ted kunne åbentbart ikke lide uforståendenhed, for han så på hende med et dræberblik. "Det var waibaerne siger jeg! Uden tvivl!" Layla lagde armene over kors og så med et løftet øjenbryn på ham. "Hvordan kan du være så sikker på det? Jeg mener; var der et fodspor, en lugt, en et eller andet! Du kan ikke bare sige at det var dem!" han skulle lige til at sige noget, men Layla afbrød ham. "Jeg er ikke færdig. Jeg boede hos dem hele mit liv! Det eneste de dræber er dyr, vi spiser! Ingen mennesker!" Ted afbrød lige idet hun tog en pustepause.

"Men jeg så faktisk noget...en gepard-pels. Den forsvandt lige, idet jeg kom og jeg nåede kun at se en plet af pelsen. Men der var igen tvivl at det var gepard-pels. Men jeg opdagede også noget andet....mine forældre var blev bidt ihjel. Man kunne tydeligt se tandmærkerne og de havde lidt en grusom død." Layla afbrød ham med en hånd. "Sagde du en gepard-pels?" han nikkede. "Jamen så har i angrebet den forkerte stamme! Der jeg er vokset op, er lillae og lilla-blå." Layla blev helt hysterisk over at tænke på at de havde angrebet den forkerte landsby, uden grund. Men af en eller anden grund så kongen bare ud som om han godt vidste det,

mens Ted så forvirret ud og så frem og tilbage imellem Layla og kongen. "Du sagde at det var den landsby og at det stensikkert at det var den! Men det var det jo ikke! Hvad tænkte du på?"

udbrød Ted. Kongen blev bare ved med at studere sine negle, hvilket gjorde Layla rasende. "Virkelig? Det kan jeg ikke huske..." sagde han og så sig i spejlet. "DIN LILLE MØGUNGE!" Layla var sprunget op. Hun kogte over at han var så ligeglad. De havde ligesom sprangt hele landsbyen i luften, og så var han fuldkommen ligeglad! 

Kongen var egentlig en "lille møgunge", præcist som Layla sagde. Han var en lille dreng på omkring 6 år, men alligevel så meget arrogance som en på 20. "Hvorfor hader du os?" spurgte Layla ud af sine sammenbidte tænder. Han blev bare ved med at smile selvoptaget. "Jeg ved hvilken stamme det rigtigt var." sagde kongen og nu så både Ted og Layla rasende på ham. "Jeg har også en grund til at angribe jeres i stedet for den rigtige." sagde han med lige så stor en arrogance. "Hvorfor?" spurgte Layla rasende. "De dræbte såmænd min søster." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...