Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
848Visninger
AA

2. Kapitel 1: Starten

Lydene ved søen var rolige. Layla lagde sig tilbage og lod et lettet pust forlade hendes læber. De høje bøjede træer, snoede sig i store formationer. Hun lukkede øjnene og lagde sig ind i en fredfyldt dvale. Pludselig kom en løbende ud gennem buskene og væltede direkte ind i hende, så de begge trillede ned af bakken og landede i søen. "Hvad i alle fuglenes stemmer..." udbrød Layla og stirrede på personen, der var væltet ind i hende. "Nå, forstyrrede jeg din meditation?" spurgte personen, imens at hun trak noget andemad ud af håret. Layla slog sig på panden." Var det dig Barka? Du forskrækkede mig!" nærmest råbte hun. Barka trak på skuldrene, med et undskylende smil om munden. "Jeg gav dig da også et bad. Tag det som en bonus. " sagde hun med et drillende smil om munden. Layla himlede med øjnene og sprøjtede vand på hende, som hurtigt udviklede sig til en vandkamp. 

Lidt efter, da de begge var gennemblødte, gik de endelig tilbage til lansbyen. "Hvordan skal jeg nu forklarer det her til mor?" sukkede Layla. Barka så på hende og tænkte sig så om. "Vi kunne sige at der var et par hivhaje der kom efter os og vi med nød og næppe slap fra dem, ud i søen!" udbrød hun og så triumferende mod Layla, som sukkede. Endnu en af hendes utroværdige undskylninger. " Den er måske ikke helt troværdig. Du kender min mor." sukkede hun. Så lagde Barka fingeren på hagen og tænkte. "Hvad med at vi sagde, at du var faldet i søen og så kom jeg og reddede dig. Eller også kan vi sige at du manglede et bad. Eller også..." og sådan fortsatte hun. Layla så op mod hytten og opdagede, at de næsten var der. "Barka?" afbrød hun sin venindes lange undskylnings-tale. "Jeg tror at jeg ikke kan andet end at fortælle hende sandheden..." sukkede hun. Barka så undersøgende på hende. " Hvorfor vil din mor egentlig ikke have, at du falder i søen? " Hun trak på skuldrene.

"Hvad ved jeg? Jeg ved bare, at jeg ikke må og at jeg får en ordentlig skideballe af det her." sukkede hun. 

Nu stod de foran døren til huset og prøvede at tage, i hvert fald en lille smule, mod til sig og gå ind. 

"øh...tør du?"

"At gå ind?"

"ja..."

"næ..."

"Men du behøver jo heller ikke, det er min mor og min skideballe..."

"Men det var jo mig der skubbede dig? "

Layla smilede skævt. "Okay, du kommer også med ind." sagde hun grinende og begyndte at skubbe hende indenfor."Hvad? Nej nej nej, jeg mente det ikke på den måde!" begyndte hun imens, at Layla ufortrødent fortsatte med at skubbe hende ind. Til sidst endte de ind på gulvet i én stor grinende klump. Ara var lige ved at tabe gryden med fiskesuppe. "Hvorfor...hvad i alverden! Layla! Du er jo helt gennemblødt!" 

"Øh...." begyndte Layla, men blev afbrudt af Barka. "Jeg skubbede hende." sagde hun, så at Ara sendte hende et løftet øjenbryn. "Hvor?" spurgte hun, så at Barka blev helt rød i hovedet af forlegenhed. "Øhm...ned i søen..." sagde hun så stille, at man næsten ikke kunne høre det. "Barka..." sagde hun opgivende med hænderne i siderne. "Der er en grund til at i ikke skal ned i den sø. I kan drukne, eller pitafiskene kan få fat i jer! Nå, men sket er sket, gå hen og tør dig af." Barka vinkede og gik så hjemad, for at blive tørt af sin mor, der var begyndt at blive bekymret for hende. Layla smilede skævt og vinkede, imens at hun gik over mod håndklædet, for også selv at blive tør.

Lidt efter fulgte hun sin næse ind i ingangen og blev imødekommet af en fantastisk duft af stegt kokolo bryst. Kokolo er en fugl, der har regbuefarvede fjer og det stort ande-lignende næb, der er skrigorange. "Det var byens jægere der kom med det. " forklarede Ara, imens at hun øste noget kokolo op på Laylas blad (de brugte blade som talerkerner). Pludselig lød der et stort brag, så stort, at Laylas "talerken", røg op i luften og landte på hendes hovedet. "Hvad i...!" udbrød hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...