Anonym531

Emma og hendes fem venner udgør til sammen skolens populære gruppe. I årevis har de mobbet klassens outsider, Anna, på internettet. Lige indtil den dag, hvor Anna tager livet af sig selv. Vennerne finder tilfældigvis hendes selvmordsbrev, og i det står, hvad de har gjort mod hende. Én af dem ødelægger det i frygt for, at blive afsløret i at mobbe Anna til døde. En dag får vennerne en mærkelig besked på en online chat. Personen påstår, at hun er Anna, som vil dræbe dem én efter én, indtil nogen fortæller, hvem der tog hendes selvmordbrev... Inspireret af traileren til den nye film 'Unfriend'

7Likes
11Kommentarer
423Visninger
AA

2. Chatten

'Savnet for altid,' 'For evigt i vore hjerter,' 'Tænker på dig hver eneste dag,' var bare nogle få af de opslag, der kom op på Annas Facebookside nøjagtig ét år senere. Jeg havde overvejet at skrive noget, men fandt det akavet og mærkeligt. Selvom jeg fortrød det, havde jeg jo alligevel været med til at mobbe hende - med den konsekvens, at hun til sidst begik selvmord. Og hvad nu, hvis en af de andre så det? Jeg slog tanken hen. Hvad så? Siden begravelsen havde Anna været et tabu samtaleemne mellem os.

Jeg skulle lige til at lukke computeren, da en besked poppede op i chatten. Den var fra Chris. Jeg fik helt hjertebanken bare af at se på hans profilbillede.

'Vil du chatte på FriendsChat i aften kl. 20.00 sammen med mig og de andre?' skrev han.

Jeg smilede. 'Jep, ses der,'

Dagen sneglede sig meget langsomt frem. Lørdag og jeg havde intet at lave andet end at være derhjemme. Jeg fik dagen til at gå med tv'et og en bog.

Klokken blev endelig otte, da jeg loggede på FriendsChat. Vi oprettede en gruppechat, som bestod af mig, Jacob, Julie, Sofie, Chris og Mathias. Vi brugte naturligvis webcam, så vi kunne se hinanden.

Vi havde talt sammen lidt tid, før jeg tog mod til mig og styrede samtalen hen på Anna. Jeg vidste, at det var tabu, men vi var altså nødt til at tale det igennem.

"Hun døde for ét helt år siden," sagde jeg.

"Ja," sukkede Julie.

Ingen turde tale om brevet. Jeg overvejede, om jeg turde, at bringe det på bane, da en bruger uden profilbillede pludselig dukkede op på skærmen.

"Hva' fuck?" sagde Mathias.

"Hvem er Anonym531?" spurgte Chris.

"Afvis personen," tiskede Julie og rystede på hovedet.

Der var sikkert Mathias, der gjorde det, for hans arm bevægede sig i et kort øjeblik, og så forsvandt brugeren fra skærmen. Pludselig dukkede brugeren op igen. Jeg rynkede brynene. De andre så også lettere forvirret ud. Denne gang var det mig, der afviste personen. Men så dukkede personen op endnu en gang.

"Nogen forstår vist ikke vores budskab," smilede Sofie.

"Idiot," sagde Jacob og afviste personen for tredje gang.

Men personen dukkede op igen. Hvad foregik der her? Pludselig dukkede det ikon op, der viste, at personen skrev til os, hvilket man ikke kunne, hvis man ikke var en del af samtalen.

"Hvad?! Vi har sgu da lige afvist fyren?" sagde Sofie. Det lød nu mere som et spørgsmål end en konstatering.

'Hej,' skrev Anonym531.

Julie tiskede. "Skrid," Vi smilede alle af hendes afvisning. "Hvordan kom du herind? Vi afviste dig ligesom,"

'Arrogant som altid :)'

Vi kiggede på hinanden mere forvirret end vi var før.

"Kender vi dig? Show yourself!" sagde Chris. Vi grinte kort.

'Hvem tog det?' skrev personen.

"Tog hvad?" spurgte jeg.

'Du ved, hvad jeg mener, Emma. Brevet. Er der nogle klokker, der ringer? Mit brev, som I smed væk,'

Vi stirrede alle frem for os i total chok. Ingen kendte til brevet. Ingen andre end os.

'Så blev man tavs, hva'? Hvem tog det? Sig det!'

Ingen sagde noget.

Anonym531 forlod chatten.

"Skete det der lige?" spurgte Chris.

Jeg kiggede dybt ind i hans blå øjne. Selv her bag skærmen kunne jeg ane et glimt af frygt i dem. Noget, som jeg aldrig troede, at jeg skulle se hos ham. Jacob grinte. Det gjorde han altid, når han blev målløs eller nervøs, hvilket var ret tit.

"I tror vel ikke, at det var Anna," grinte han.

"Du må ikke sige sådan noget," sagde jeg og tog begge mine hænder op for mit ansigt.

"Hvad hvis personen sladrer?" mumlede Sofie.

"Er det det eneste du tænker på?" spurgte Julie arrigt. "Det er sikkert dig, der har taget det, ikke?"

"Mig?! Det var sgu da dig, der var så bange for at blive opdaget!" svarede Sofie.

"Lad nu være med at beskylde hinanden," sagde Chris. "Måske var det bare en person, der lavede sjov?"

"Som kender til vores hemmelighed?" svarede Jacob.

"Det her er lidt ligesom Pretty Little Liars," mumlede Sofie.

Julie rullede med øjnene og skulle lige til at komme med en spydig kommentar, da en besked poppede op på skærmen. Den var fra Anonym531.

'I vil stadig ikke sige, hvem det var?'

Ingen sagde noget.

'I forstår det jo slet ikke! Brevet omhandlede ikke kun jer! Hele verden handler ikke kun om jer! I brevet skrev jeg også farvel til min familie og de få venner jeg havde. Det var min afsked med dem. Og mine ord til dem hver især nåede aldrig frem pga. én af jer. Så hvem var det?'

Okay, så nu udgav personen sig altså for at være Anna. Men hvorfor? Hvad ville personen opnå med det? Og hvordan vidste personen det med brevet?

'Ingen har tænkt sig at melde sig?'

Ingen svarede. Jeg kiggede rundt på dem hver især. De så alle lige nervøse ud.

'Så lad os lege en lille leg...'

Anonym531 forlod chatrummet igen.

"Hvad i..?" spurgte Julie.

Pludselig gik loftlyset i mit værelse ud. Alt blev kulsort. Kun computeren lyste svagt. Jeg skreg, da jeg mærkede noget koldt pludselig flyde mellem mine fingre. Jeg prøvede desperat at ryste det af. Frygten fyldte min krop og jeg gik i panik. Da jeg ikke kunne se noget stødte jeg min fod ind i reolen.

"Hjælp!!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Jeg vidste ikke, hvad der skete, og min mor kunne ikke komme mig til undsætning, da hun var på arbejde.

"Emma! Hvad sker der?!" skreg Sofie.

"Emma!!" råbte Chris.

"Hjælp!!" skreg jeg. "Der er noget!"

Mine venner kunne kun se til, eller det kunne de ikke engang, for værelset var mørkt og de kunne derfor intet se, mens jeg skreg hjælpeløst.

"Stikkontakten!" råbte Mathias.

Jeg fægtede med armene foran mig og arbejdede mig gennem værelset og fandt til sidst stikkontakten. Da lyset vendte tilbage, stirriede mine venner på mig. Jacob sad med helt åben mund. Julie pegede nedad med øjnene. Jeg turde ikke kigge ned på mine klistrede hænder, men gjorde det alligevel, og så, at de var sølet ind i blod.

Sofie, der ikke kunne holde synes af blod ud, gispede efter vejret. "Skat, er du okay?"

Mine hænder gjorde ikke ondt overhovedet. "D-Det er ikke mit,"

Ingen så meget som rørte på sig. Hvis blod var det? Og hvordan kunne sådan noget lade sig gøre? Jeg troede hverken på spøgelser eller ånder. Men det her var for sygt...

Inden jeg slutter kapitlet, vil jeg bare lige sige, at der ikke er noget, der hedder FriendsChat... Ikke hvad jeg ved af i hvert fald ;) FriendsChat er en hjemmeside, som jeg har opdigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...