Anonym531

Emma og hendes fem venner udgør til sammen skolens populære gruppe. I årevis har de mobbet klassens outsider, Anna, på internettet. Lige indtil den dag, hvor Anna tager livet af sig selv. Vennerne finder tilfældigvis hendes selvmordsbrev, og i det står, hvad de har gjort mod hende. Én af dem ødelægger det i frygt for, at blive afsløret i at mobbe Anna til døde. En dag får vennerne en mærkelig besked på en online chat. Personen påstår, at hun er Anna, som vil dræbe dem én efter én, indtil nogen fortæller, hvem der tog hendes selvmordbrev... Inspireret af traileren til den nye film 'Unfriend'

7Likes
11Kommentarer
423Visninger
AA

1. Annas død

"Jeg har fundet noget! I skal bare se det her!" råbte Mathias. 

Som han kom løbende mod os, møvede han sig gennem mængden af festende mennesker. Hans øjne var spærret helt op. Han var skrækslagen, og samtidig desperat over noget.

    "Hvad har du fundet?" spurgte Julie og lagde armene over kors.

    "I vil simpelthen ikke tro det! Kom med!" 

Jeg, Julie, Sofie, Chris og Jacob fulgte efter, da Mathias igen skubbede til folk for at komme forbi. Normalt ville folk sige noget, men ikke når det kom til skolens populære gruppe. 

   Festen blev holdt ude i en af vores klassekammeraters have. Vi var selvfølgelig inviteret. Det var aften og der var blevet hængt små papirlanterner op i alle regnbuens farver, og der var det ene bord efter det andet med chips, slik, sodavand, champagne og punch. Det virkede som om, at folk morede sig.

    Mathias havde trukket os ud ved parkeringspladsen. Der var helt stille bortset fra lyden af den dunrende musik henne i haven og lyden af en politibil, der kørte længere nede ad vejen.

    "Hvad laver vi her?" spurgte Sofie og strøg begge sine arme. "Jeg vil gerne tilbage. Her er iskoldt,"

    "Bag containeren," sagde Mathias og sank en klump. Han var pludselig blevet alvorlig.

Chris og Jacob kiggede mærkeligt på ham. Så gik de over vejen og hen bag containeren, der stod i en gyde.

    "Fuck!!" råbte Jacob pludselig.

Derefter løb vi alle derhen, uden så meget som at se os for over vejen. Jeg skulle lige til at skrige, da jeg så, hvad de drengene stirrede på. Men skriget kom aldrig over mine læber. Bag containeren lå Anna, klassens kiksede pige. Det var tydeligt, at hun var død. Hun trak ikke vejret og i hendes hånd lå et tomt pilleglas.

"Vi har sgu slået hende ihjel!" sagde Jacob følelsesløst.

"Vel har vi ej," benægtede Julie og pillede nervøst ved sit skinnende, sorte hår.

 

Ingen sagde noget et par minutter. Vi stod bare og stirrede på liget foran os. Julie kunne benægte alt det hun ville. Det kunne de andre også for den sags skyld. Men inderst inde vidste vi alle, at vi havde noget med hendes død at gøre. Vi havde mobbet hende på internettet i snart tre år, primært på Facebook. Vi havde skrevet til hende, at hun var grim og postet pinlige billeder af hende samt drillet hende med hendes lidt nussede og slidte udseende. Hun blev tit ked af det, og nu fortrød jeg lidt, at jeg var med til det. Men dengang syntes jeg, at det var sjovt, og senere hen blev det på en måde umuligt at bakke ud igen.

    "Hvad er det?" spurgte Chris.

Han samlede et stykke papir op fra jorden, og hans smukke, havblå øjne studerede det intenst. Julie blev utålmodig og tog det ud af hånden på ham og læste det.

    "Hvad?" spurgte jeg.

    "Det er hendes selvmordsbrev," hviskede Julie. "Hun har nævnt os... 'Til jer, der gjorde mit liv til et helvede, Sofie, Christoffer, Julie, Mathias, Jacob og Emma...'"

 

Det gjorde ondt i hjertet, da hun læste mit navn op. Julie læste videre inde i sit hoved.

    "Hvad står der?" spurgte Sofie nervøst og pillede ved en lilla tot hår. I går var det brunt med blåt dip-dye. Hun farvede nærmest håret lige så tit som hun vaskede det.

Sofie tog det ud af hænderne på Julie begyndte at læse. Julie blev vist lidt fornærmet, men ignorerede hende.

    "Hun har skrevet, hvad vi har gjort," stammede Julie.

    "Hvad fanden gør vi?" spurgte Jacob panisk. "Skal vi stjæle det?"

    "Hvad fanden tænker du på, din idiot?!" råbte Chris. "Man stjæler ikke folks selvmordsbreve. Det er at gå langt over stregen!"

    "Er vi ikke allerede langt over den streg?" spurgte Sofie stille.

    "Vi stjæler det ikke," sagde jeg. Det var nærmest en ordre.

    "Hvad så, når de finder hende, og læser brevet. Så ser de, at det hele er vores skyld," sagde Julie. Hendes lange hår blæste vildt i vinden.

    "Vi må tage vores straf. Vi gør det ikke. Vi stjæler ikke brevet," konkluderede Chris. "Aftale?"

Jeg kiggede på ham og beundrede et øjeblik de havblå øjne, det korn-blonde hår og hans beslutsomhed. Vi kiggede alle på hinanden. Så nikkede vi.

    "Aftale!"

 

 

Begravelsen fandt sted en uge senere ude på den lokale kirkegård. Det blæste lidt og jeg fik mit gyldne, brune hår i ansigtet. Himlen var blå uden en eneste sky. De gule og orange blade faldt af træerne hver gang der kom selv den mindste vind. Det var faktisk på en måde lidt smukt, sådan som de langsomt dalede ned. Hele klassen, inklusiv vores klasselærer, var mødt op. Vi, og Annas familiemedlemmer, stod alle rundt om kisten med bøjede hoveder. Præsten var i gang med sin tale, om at Anna var gået bort alt for tidligt. Jeg hørte faktisk ikke rigtig efter, før han sagde en sætning, der ændrede alt.

    "Desværre efterlod hun ingen beskeder til os, om hvorfor hun tog sit eget liv, men det..."

Jeg kiggede op og mødte mine venners blikke. Vi kiggede rundt på hinanden. En af os havde brudt aftalen. Hvem? Jeg mødte Chris' blik. Han var smuk og jeg var lidt forelsket i ham. Han smilte et skævt og måske medfølende smil til mig. Jeg prøvede, at benægte det, men det kunne ligeså godt være ham, som det kunne være en af de andre. Så så jeg hen på Sofie - min bedste veninde. Var hendes venlige, loyale sind overhovedet i stand til at bryde så vigtig en aftale mellem os? Julie så fraværende ud. Hendes diamant næsepiercing skinnede i solen og forstyrrede mit syn. Nok så hun hård ud med sin lidt rockede stil, men det betød ikke, at hun havde gjort det. Jacob, Chris' bedste ven, kunne han finde på det? Han plejede aldrig at trodse Chris. Men havde han gjort det denne gang? Mathias var den sidste mulighed. Den altid så nervøse dreng. Var han i stand til det?

Det kunne være hvem som helst. Jeg sukkede og kiggede på præsten, som om jeg hørte efter, hvad han sagde. Én ting var sikker; nogen havde brudt aftalen. Vi kunne ikke gøre det om nu. Vi kunne ikke bare lægge brevet tilbage. Dette her måtte forblive en hemmelighed, som vi måtte tage med os i graven...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...