Den Onde Natur

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2015
  • Opdateret: 16 jan. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
106Visninger

1. Den onde natur

~~Uhyret fulgte stadig efter, det var lige ved at fange os, men så stoppede det op…


Min klasse og Mig var på tur i Kaukasusbjergene, som deler sig mellem Europa og Asien, vi var af-sted en uge, vi havde haft en underlig fornemmelse, af ondskab over dette sted, vi tror det er for-bandet, jeg går hen til en af de voksne, som er med på lejren, det er Maria, hun er den sødeste af dem og siger det, men hun tror mig ikke. Personerne i historien er Sara og mig, vi er begge 13 år og har oplevet overnaturlige ting hele vores liv som fx ånder og dæmoner, og det er alt sammen ånder der ikke kan finde fred på jorden, det er ikke det eneste, vi ser også syner hele tiden.
Vi synes at lejren er ved at blive kedelig, så vi vælger at vi vil ud på opdagelse i natten, og lave no-get sjovere end bare at være her. Men ingen må opdage os. Vi lægger os ind på værelset, tiden går og går, og det føles som lang tid. Endelig slukkes lyset ovre hos de voksne, og jeg vækker Sara. Vi har hele tiden haft tøj på under dynen, så vi hurtigt kan komme ud. Vi vil ud for at se hvorfor vi har sådan en fornemmelse, af ondskab ”i luften”, vi smutter ud af døren. Vi skal forbi de voksnes væ-relse, men gulvet knirker og knirker, Jo længere vi går.
Vi hører lyde inde fra værelset, så vi gemmer os bag en reol. Døren bliver åbnet. En voksen kommer ud. Vi er ikke blevet set endnu. Den voksne er Maria, den sødeste af dem. Hun går hen ad gulvet, det knirker. Nu har hun været væk i 10 minutter, og hun kommer stadig ikke. Det føles som lang tid. Endelig kommer hun tilbage. Lige da hun kom, kom jeg til at skubbe til noget i mørket. Jeg kunne ikke se hvad det var, der var for mørkt. Maria vendte sig om for at se efter hvad der var sket. Hun kom tættere og tættere på. Hun var ved at kigge om bag reaolen, men hun kunne ikke se eller noget, så hun gik ind på værelset igen. Vi gik videre hen ad gangen. Gulvet knirkede stadig. Nu kom vi endelig ud, så vi kunne åndede lettet op, og gik videre. Vi gik længere og længere ind i skoven. Det blev mørkere og mørkere, Jo mere vi gik.
 Men så, så vi lys i det fjerne. Vi tænkte at vi måske kunne få lov at sove der i nat, for vi kunne alli-gevel ikke finde tilbage igen, når det er så mørkt. Vi skyndte os hen til huset. Det så ud som om der var nogen hjemme, men vi kunne ikke se nogen. Vi gik hen for at banke på døren, men ingen lukke-de op. Jeg kiggede ind af vinduerne, men jeg så ikke andet end lys. Vi gik lige så stille ind i huset. Det knirkede og knirkede da vi åbnede døren. Nu fik vi den der fornemmelse af ondskab igen. Hvor kom den fra? Den var ikke god. Vi så pludseligt så noget i mørket!
Det lignede noget i retning af, gule øjne. Det var gule øjne! Det er et uhyre og det kommer lige imod os. Det sprang ud af mørket, og satte i løb efter os, vi flygtede. Vi løb ud af huset, videre hen ad stien. Men uhyret, fulgte stadig efter os. Og var lige ved at fange os. Så stoppede den pludseligt op, og så meget forvirret på os. Med de uhyggelige gule øjne. Så stoppede Sara også op, og kaldte på mig. Vi stod fem meter fra uhyret og vi turde ikke rører os. Vi tænkte over hvorfor den stoppede, i stedet for at fange os, Men pludselig hørte vi en lyd af sten der faldt langt og ramte en bund.
Så kiggede jeg ned på huset. Jeg vendte mig straks da jeg hørte et stort skrig, og noget der ramte jorden hårdt, og meget hurtigt. Jeg stod som lammet. Da jeg så at Sara var væk, væk som om hun var sunket i jorden. Så gik det op for mig at hun var faldet i en kløft. Dem var der jo mange af i bjergene. Jeg skyndte mig at finde en vej ned til Sara, men der var meget langt ned. Men jeg nåede endelig bunden. Jeg turde ikke kigge på min ven Sara, men gjorde det alligevel. Det jeg så var, min ven Sara. Hovedet lå, ved mine fødder.
Kroppen lå længere væk. Det var blevet afhugget på en klippe. Hovedet var indsmurt i blod, jeg måtte videre, men kunne ikke forlade min bedste ven. Jeg gjorde det alligevel. Hun kunne alligevel ikke komme tilbage. Jeg gik hele vejen op igen mens jeg græd og græd. På vejen hen til helikopter-pladsen tænkte jeg over dramaet der var ske, for mindre end et kvarter siden. Men jeg kunne ikke finde tilbage til de andre.
Og jeg har mistet sin bedste ven. Så nu kan det ikke blive værre. Men nu går det den rette vej, og nu vil jeg bare finde den helikopterplads som ligger lige i nærheden, troede jeg. Jeg kiggede lige en ekstra gang hen på dødsstedet. På min ven, men der var mørkt. Jeg så min ven Sara komme flyven-de som ”a ghost in the night”, jeg kunne ikke tro mine egne øjne, Jeg gned mine øjne og så igen, men det var der stadig. Jeg flygtede fra stedet. Nu troede jeg for alvor stedet var hjemsøgt, og nu havde det taget Sara. Jeg løb, og løb.
Uden at vide hvorhen. Jeg skulle bare væk. VÆK fra det gyselige sted. Jeg flygtede ind i noget der lignede en skov. Jeg faldt over noget, der føltes som en sten eller en stor gren, det var for mørkt til at se hvad det var, jeg slog benet og fik mange smerter i benet. Men jeg skulle bare væk. Jeg løb og løb videre ned ad stien, med store smerter i benet. Jeg prøvede at få benet til at komme ind i måne-lyset. Det lykkedes. Men det gav bare flere smerter. Jeg så at min hoftebensknogle stak ud, af min hud og der var blod overalt på mit ben og tøj. Jeg så mod øst. Solen var ved at slå sine første stråler over landet. ”Helikopteren flyver snart” sagde jeg til mig selv. Jeg skyndte mig hen over den frie natur. Som er et åbent sted med græsgange, og et par træer.  Men det gjorde sygt ondt i min fod og det blødte meget. Jeg så lys forude, og det gav mig et lidt større håb for at overleve smerterne.
Jeg kæmpede med at komme derhen, på grund af smerterne i benet. Jeg nåede endelig pladsen. Jeg så de andre, ved helikopteren. Alle de andre børn fra klassen, alle mine venner var der, undtaget Sara jeg begyndte at græde lidt, på grund af at min ven er væk, og på grund af smerterne i benet. De tre voksne var der også, de skyndte sig hen for at hjælpe mig op i helikopteren. Jeg besvimede da de bare flyttede lidt på mig. Jeg vågnede igen i helikopteren. De spurgte hvor Sara var. Jeg sagde det lige ud ”Sara døde, hun faldt i en kløft” og såret i mit ben var meget alvorligt, det var blevet forvær-ret ved at jeg løb så langt, og jeg mistede meget blod. Og min ven.
Jeg begyndte at græde. Men ingen vidste hvad der ville ske ”men jeg havde en fornemmelse” vi var kommet op i helikopterens fulde højde. Da den begyndte at sige underlige lyde, det sidste jeg nåede at sige var, ” nu er det ovre, jeg dør, jeg hader den forbandelse, den har taget min bedste ven og nu også mig, jeg hader den! ” idet hun sagde sætningen færdig, døde jeg og eksploderede helikopteren i tusinde af små stumper, og det endte med at der var 24 lig, Midt i bjergene, Og vi blev aldrig fun-det igen…
Jeg satte mig op i sengen, med det samme. Jeg sagde ”det var bare en drøm, en ond drøm” jeg gik ud på gangen. Den knirkede og knirkede ligesom i drømmen, ”men det kan kun være en drøm, for jeg er stadig i live, og det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden” men først nu gik det op for mig at, at jeg var i mit eget hjem igen, i Danmark, og ikke et eller andet sted i bjergene som i min drøm. Jeg gik ind på mine forældres soveværelse. De var der ikke, jeg kiggede i hele huset. Jeg finder en sed-del på bordet, hvor der står //Hej min skat, jeg er taget til Kaukasusbjergene, for at finde Saras lig, hun var jo ude på tur sammen med dig, jeg leder sammen med de voksne der var med på turen og Saras mor, jeg kommer måske hjem om en uge, hvis jeg ikke finder hende, efter en uge, kommer jeg hjem hurtigst mugligt, der står mad i køleskabet som du bare kan varme i ovnen, og nogle penge til at købe noget slik for, ses, elsker dig min pige, Hilsen mor//. Jeg blev ked af det, det var lidt uhyggeligt det hele og jeg tænkte med det samme at ”hvad nu hvis min mor aldrig kommer tilbage, hvad nu hvis der sker det samme som i drømmen. Jeg kan ikke klarer det mere”.
Jeg skynder mig ud på gaden. Alle mennesker er væk. Jeg går hen til min vens hus. Jeg banker på. Hendes mor åbner ikke. Så jeg spørger mig selv ” hvor mon Sara er, er hun stadig ude i bjergene” jeg tænker på drømmen og jeg skynder mig hjem igen. Alle mine venner og familie, de er alle sammen væk. Jeg sætter mig ned og begynder at græde. Jeg føler at jeg er meget træt, og lidt efter lidt falder jeg i søvn. Jeg drømmer, om at alle dem der er væk, kommer tilbage, og alt bliver normalt igen. Men pludselig kommer der et spøgelse, som ligner min ven SARA! Det er hende! Hun tegner et penta-gram på væggen med hendes eget blod, det er et symbol på djævlen, det onde, og de fem symboler, jeg tænker ”hvordan kan det lade sig gøre hun er jo død, det kan ikke passe, hun faldt jo i kløften”, hun svæver lige imod mig. Nu er jeg meget forvirret. Jeg forstår slet ikke noget af det der sker, jeg vil væk fra det her sted, det giver mig kuldegysninger.
Jeg vågner med et sæt i min seng, og ser at pentagrammet er væk, det var bare et maridt for anden gang, og nu er det min egen seng, jeg tænker ”jeg håber ikke det her er endnu en drøm, hvis det er, så dræber jeg mig selv, for jeg vil ikke ud for det samme en gang til” Jeg begynder at græde lidt, men det hjælper at hører min forældre nede i køkkenet. Nu er jeg fast besluttet på, at jeg ikke vil sove mere. Jeg skynder mig ned af trappen, hen af det kolde gulv. Løber hen til mine forældre, og omfavner dem. Mine forældre forstår slet ikke hvad der er sket med mig. Men det gør jeg, jeg er helt klart forandret, efter den rædsels nat. Jeg tænker ”måske tror de jeg er blevet sindssyg, hvad hvis jeg er ved at blive skør, jeg kan ikke klarer det mere”
Jeg skynder mig hen til min bedste vens hus, hun er hjemme! Det hele er normalt igen, men nu tør jeg ikke at sove mere, jeg er nærmest angst for at drømme igen, jeg VIL aldrig sove igen, jeg går til læge, men får det ikke bedre, og sådan gik det til, at mit liv er blevet ødelagt for altid, og jeg lever nu et liv med spiseforstyrrelse, depression, og, nu er jeg nærmest angst for at drømme, sove og dø…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...