Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1163Visninger
AA

6. Un-known hovedkvarteret


"Hvad mener du med at vores guide skulle bo her!?" udbryder jeg hysterisk. "Hvad er der sket?! Hvor er han?!" Katten, Pure, kravler op på fars skød og krøller sig sammen dér. Far stryger hende over ryggen.

   "Jeg mener det jeg siger. Jeg ved ikke hvad der er sket, men jeg har en idé om det. Jeg tror, at Un-Known har taget ham."

   "Hvad skal vi så gøre?" spørger Dexter. Far sukker. Han tager Pure og rejser sig op.

   "Tja. Vi må vel hente ham." Dexter ryster hurtigt på hovedet.

   "Vent! Hvis vi tager til deres hovedkvarter, hvorfor så ikke bare lukke dem ned dér?"

   "Det ville ikke stoppe dæmonerne. Nej, vi skal bare have ham tilbage, så I kan finde Codexet."

   "Nårh ja, apropos det... Hvorfor skal vi finde det?" spørger jeg.

   "Har jeg ikke allerede sagt det?" spørger far.

   "Det ved jeg ikke, jeg kan ikke huske det." Far smiler.

   "I to har både DNA fra en engel, en dæmon og et menneske. Det er I de eneste i alle tre verdener, der har. Derfor er det kun jer, der kan røre ved Codexet. Jeres guide skal beskytte jer mod dæmonerne, og, måske, englene og de faldne. Det finder I ud af."

   "Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til at du hele tiden siger I og jer, og ikke os og vi. Du tager ikke med os?"

   "Jeg har mine egne ting at ordne. Men bare rolig. Jeres guide er meget stærkere end mig." Han ser på Pure. "Jeres guide har et tæt bånd til katte. Han kan kommunikere med dem. Det her er Pure, en sjælden mau race fra det gamle Egypten. Hun ved, hvor han er."

   "Men du kan ikke tale kat, kan du?" spørger Dexter.

   "Nej. Men jeg kan oldtidsegyptisk, og det er godt nok her." Han sætter Pure ned og siger noget til hende på et fremmed sprog. Hun mjaver og går ud af døren. Dexter og jeg ser spørgende på far. Han trækker på skulderne. "Hun viser vej." Skønt. Så vi skal følge efter en kat... Godt at vi er i USA, her er så mange tosser.

   Pure går faktisk ned til bilen. Far låser op, og hun springer ind på passagersædet. Dexter og jeg sætter os ind på bagsædet. Pure sidder med poterne samlet og rank ryg. Far begynder at køre. Hver gang vi når til en skillevej, skæver han til Pure, nogle gange drejer hun hovedet til højre eller venstre. Far drejer så den vej, og snart er vi ude af byen. Jeg kan ikke lade være med at sige det:

   "Far. Du bruger en kat som GPS. En kat!"

   "I Himlen og Helvede er alt ikke som det ser ud til." Pure vender hovedet mod os.

   "Dumme mennesker." Jeg skriger, far er lige ved at køre galt.

   "Cornelia!" udbryder han og Dexter på samme tid.

   "K-k-k-katten! Den talte!" Pure vender hovedet mod vejen igen. Utroligt at hun kan se ud.

   "Det må være fra min side af familien," mumler far. Han drejer til højre.

 

Jeg falder vist i søvn, for da jeg åbner øjnene igen, er det nat, og vi er på vej ind i en stor by. Jeg strækker mig.

   "Hvor er vi?"

   "Portland." Jeg er ved at blive kvalt i en vejrtrækning.

   "Portland! Hvor længe har jeg sovet?"

   "Nogle timer?" Jeg tror ikke, at det er muligt at rejse så hurtigt i bil, men et byskilt siger ganske rigtigt at vi er i Portland... Min mave knurrer. Pure har krøllet sig sammen på sædet, sikkert fordi hun ved, at far ikke har nogen intentioner om at køre længere i aften. Han kører en halv time mere, for at finde et hotel. Jeg vækker Dexter, og vi tjekker ind på hotellet. Der er ikke noget overnaturligt over det, det er ikke fint eller fancy, men klokken er to om natten, og Dexter og jeg er trætte. Vi falder i søvn med det samme.

 

Den næste dag vækker far og Pure os ekstremt tidligt. Klokken er fem. Jeg smider en pude efter far og kryber under dynen. Pure kravler ind til mig. Hun ser fordømmende på mig. Jeg pruster og sætter mig op. Vi tager tøj på, og far genner os ud i bilen. Vi kører ikke så langt, så er vi uden for byen. Pure viser igen vej, og der går kun et par timer, så når vi Pures destination. Det er... ingenting. Absolut ingenting. Der er granskov omkring os, grå himmel og en øde landevej, ellers er her absolut nul og niks! Jeg ser vredt på Pure. Far går ud af bilen. Vi følger tøvende efter.

   "Den dumme kat aner jo ikke hvad den laver," siger jeg irriteret. "Vi er kørt hele den lange vej for ingenting." Far lytter overhovedet ikke til mig. Han går hen til, ja, ingen steder, og rækker hånden ud i luften. Den flimrer svagt, og fars hånd forsvinder.

   "Jeg tænkte det nok," siger han med et smil på læben. "Det er her! Det her er bare en barriere, der skal holde mennesker væk." Han vinker os med. "Kom!" Far går ind i barrieren og forsvinder. Dexter og jeg ser forundrede på hinanden. Fars arm dukker frem. "Kom nu." Han vinker os med og forsvinder igen. Jeg går stille hen mod barrieren. Jeg lukker øjnene og træder igennem. Min krop summer lidt, men så er jeg på den anden side. Bag mig kan jeg se Dexter stå og se efter mig med store øjne. Far smiler til mig. Jeg gisper.

   Un-Known hovedkvarteret er enormt! Det er mindst fyrre etager højt, og... Ja, ord kan ikke beskrive det! Dexter kommer hen til os. Han ser måbende på bygningen. Far sukker.

   "Så. Vi må hellere finde ham." Han træder et skridt frem, men Dexter og jeg griber fat i hver af hans arme.

   "Vent!" siger vi samtidig. Han ser spørgende på os.

   "Hvad hedder vores guide?"

   "Hvordan ser han ud?"

   "Hvorfor haster det sådan?" Far ser tomt ud i luften. Han åbner munden for at sige noget, men tøver. "Kom nu," siger Dexter. Far sukker.

   "Hans navn er Morgan, og..."

   "Morgan Le Fay!" udbryder jeg. Far ryster på hovedet.

   "Nej, bare Morgan. Vi kender ikke hans efternavn. Morgan lider af hukommelsestab, han mister den ofte og glemmer alt om sig selv. Han er blond, høj, ligner en lidt ældre end jer."

   "Det gør du jo også," siger jeg forvirret. Far trækker på skulderne.

   "Ja, det er en ting der er med Helvede... Kom så."

   Det går nemt med at komme ind, der er ingen sikkerhedsvagter eller overvågning. Far får os ned i kælderen, men stopper os, før han træder ned fra det sidste trappetrin.

   "Herfra bliver det svært. Un-Known holder halvblods fanget i deres gangsystem under bygningen." Han hvisker nu. "Der er fælder, overvågningskameraer, sikkerhedsvagter og højst sandsynligt hjernevaskede halvblods."

   "Lige nu er du verdens værste far, ved du godt det?" siger jeg lavmælt.

   "Lige nu er jeg djævlen Lucifer den anden. Så går vi!" Vi sniger os ned ad lyse, fremtidsagtige gange. Der er ikke noget at gemme sig bag, men far sørger for at vi sniger os i kameraernes blinde vinkel - lige under dem. Snubletråde kan han se, og vi efterligner ham når han træder over dem. Vi ser ingen vagter, men er til gengæld lige ved at gå i en fælde. Gulvet falder sammen under Dexter, og far når kun lige at gribe ham, før han falder ned i... ja, i ingenting.

   Vi når til et sted hvor gangen deler sig i to. Der hænger to skilte på væggen, hvori der er indgraveret tal.

   "I går til venstre, Morgan holdes fanget derhenne, hvis han da er her. Jeg går højre."

   "Hvorfor?" spørger Dexter. "Hvad er der ned ad den gang?" Far ser dystert på os.

   "En gammel fjende. I går lige ned, lad være med at..." En flok vagter råber op og kommer løbende imod os. Far pruster irriteret. "Vi står lige og taler her!" Han løber mod dem. Og før jeg ved af det, ligger alle vagterne og klynker på gulvet. Far børster sine hænder rene. "... Lad være med at gøre opmærksomme på jer selv. Jeg kommer så hurtigt jeg kan. Forstået?" Vi nikker. "Ad sted!" Dexter og jeg løber ned ad den venstre gang. Vi kommer snart til en jerndør med en elektronisk kode. Dexter begynder at rode med den. Han kunne knække koden til skolens sikkerhedssystem i tredje klasse, så forhåbentlig kan han også klare denne. I en film eller en bog ville nogen nok omkring nu sige; "uh, det er ligesom mission impossible!", men ingen af os har set den film.

   Dexter får knækket koden, og vi smutter ind i et skinnende, hvidt rum. Jeg gisper, men Dexter holder en hånd for min mund, inden jeg begynder at skrige.

   I et cylinderformet bur, fyldt med noget, der ligner vand, er vores guide fanget. Både far og jeg havde ret. Det er Morgan Le Fay!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...