Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1170Visninger
AA

9. Tilbage til USA


Morgan kommer sig chokerende hurtigt. Efter bare tre dage har han det meget bedre. Okay, han kan gå. Han er stadig træt og ser ud til at være på dødens rand, men far har lovet ikke at tage hans liv. Ja, det er noget man lige skal vende sig til...

   Cornelia er ved at skrige hver gang hun ser Morgan. Vi drenge er ved at være en smule trætte af det. En uge efter at vi befriede Morgan, sidder vi alle sammen på en restaurant. Der er stilhed omkring bordet. Cornelia er ved at eksplodere af spænding, hun betragter det som en date med Morgan. Morgan selv prøver at undgå hendes blik, han ryster meget. Men det har han nu gjort siden han blev befriet, jeg bebrejder ham det ikke, han har været fanget i lang tid. Far prøver en gang imellem at få en samtale i gang, men den falder hurtigt til jorden.

   "Nåh..." siger jeg langsomt. "Morgan. Øhm... Hvad kan du lide at lave, ud over at synge og danse?" Morgan smiler og skal til at svare, men Cornelia skal til at svare for ham. Jeg kaster mig over hende og holder en hånd for hendes mund. Jeg smiler til Morgan. "Fortsæt du bare, du må gerne sige en sætning nu." Morgan smiler.

   "Fægtning, kampsport og løb. Klatring. Men jeg kan også godt lide at læse, især bøger som Rosens Navn, Harry Potter og Dracula." Far ler kort.

   "Det er kun fordi det er sjovt at sammenligne ham med den rigtige Dracula." Morgan trækker nikkende på skulderne.

   "Sandt nok." Jeg spærrer øjnene op.

   "Kender I grev Dracula?!" Cornelia slikker mig på hånden. "AD!" Jeg trækker den til mig. Far sukker.

   "Kendte. Han er pænt meget død nu," smiler Morgan og ser ned på sin salat. En tjener kommer hen med vores hovedretter. Morgan får laks, far får oksekød, det samme gør jeg, og Cornelia får kylling. "Hvad med jer?" spørger Morgan lavt.

   "Læsning, mest. Jeg er ikke så god til sport." Jeg slår blikket ned, jeg har ellers aldrig skammet mig over at være klogere end atletisk. Cornelia smiler bredt til Morgan.

   "Jeg elsker atletik. Og sport. Jo vildere desto bedre!" Morgan nikker venligt.

   "Far, Morgan, hvad er det sjoveste I har prøvet sammen? Jeg mener, hvis I har levet lige så længe som I siger I har." Far og Morgan tænker sig om.

   "Det må være..." starter far. De gisper og ser på hinanden.

   "Vive la revolution!" siger de i munden på hinanden. De bryder i latter. Cornelia og jeg ser forvirrede på dem. Far tager sig sammen og ser på os.

   "Nej, det må være at lege cowboy og indianere i det rigtige vilde vest." Cornelia rynker panden og ser spørgende på Morgan.

   "Hvad?"

   "Kender I Lucky Luke?" Vi nikker. "Ja, noget i den stil. Bare i det virkelige liv, og med meget mere fare."

   "Uh, uh!" siger Morgan. "George Washingtons udnævnelse til den første præsident var nu også sjov!" Far nikker.

   "Ja." Han ler dystert. "Men Rusland var nu den største fest af dem alle." Morgan ser mørkt på far.

   "Søde, kære, irriterende Nathaniel - det må du ikke engang lave sjov med!" Far ler. Vi ser spørgende på Morgan. Han trækker let på skulderne.

   Da vi har spist er vores samtale endelig kommet godt i gang. Pludselig smiler Morgan bredt og ser op mod højtalerne i loftet. Cornelia smiler til ham.

   "Superworld?" Morgan nikker.

   "En af dine sange?" spørger far.

   "Ja. Jeg har stadig ikke vendt mig til at høre dem i radioen..." Vores desserter kommer. Jeg lytter opmærksomt til sangen. Oh my, the world is big! Oh my, that's crazy sick! Giant buildings rising up, that's not something I can stop. Please just tell me, where'd you go, please just tell he - just a friend or so. Superworlds do not come easy, we only got one. Now, don't judge me being cheesy, for tomorrow I'll be gone. Morgan sukker. "Åh, nej, det er en af dem de lavede efter jeg blev fanget."

   "Hvad?!" udbryder Cornelia. "Er det et replay?! Åh, jeg troede at det var en af dine sange..." Morgan smiler prøvende.

   "Ja, det er det også, men det dér er bare bras, som jeg faktisk puttede i min mappe med 'Skriv Aldrig Sådan Noget Skrald Igen'." Vi, far, Cornelia og jeg, ler hjerteligt. Morgan ler også. Jeg gaber.

   "Åh, jeg er træt. Jeg går tilbage nu. Cornelia?" Hun ryster på hovedet og ser drømmende på Morgan. Vi er kommet ind på et nyt hotel, vores værelse ligger kun tre etager oppe. "Cornelia!" siger jeg lidt strengere. Far ser på Cornelia.

   "Cornelia, gå med Dexter op på værelset. Vi skal tidligt op i morgen." Jeg gisper.

   "Skal vi tilbage til USA?" Far nikker. "YES!" Jeg hiver Cornelia med mig oven på, hun skriger og prøver at rive sig løs.

 

Cornelia og jeg lister ned ad trappen. Vi glemte begge vores jakker nede i restauranten. På vejen støder vi ind i Morgan og far. Jeg kan ikke lade være med at le en smule.

   Far er fuld. Det er der ingen tvivl om. Morgan støtter ham og sender os et undskyldende smil. Vi griner alle tre, bortset fra far, der næsten er faldet i søvn op ad Morgan.

   "Jeg går op med ham," siger vores guide mildt. Vi nikker.

   "Nej nej!" siger far gebrokkent. "Morgan, al-så - ja har børn nu." Han fniser. Morgan himler med øjnene.

   "Vi kommer om lidt, vi skal bare lige hente vores jakker," smiler jeg.

   "Jeg går med Morgan!" udbryder Cornelia. Morgan ryster på hovedet.

   "Nej, det er fint. Vi ses i morgen. Godnat."

 

"Det var din skyld!"

   "Nathan, du er barnlig..."

   "Så, vil I nu ikke nok..." Far tysser på Cornelia.

   "Du udfordrede mig, du skulle have deltaget!"

   "Nathan," siger Morgan med helt rolig stemme, "det smarte ved en drikkekonkurrence er, at det er den, der først bliver fuld, der taber. Hvis man ikke drikker noget, bliver man ikke fuld, og vinder." Far slår Morgan hårdt på skulderen. Morgan piver og ømmer sig, Cornelia sender far et bebrejdende blik. "Hey, Nathan, jeg er alts stadig syg." Morgan laver støre hundehvalpeøjne. Cornelia hviner. Jeg sukker og ser ud af vinduet. Vi kører off-road, og skulle snart komme til det hegn, der indhegner USA. Men... Det kommer ikke. Ikke før far siger:

   "Velkommen hjem!"

   "Far, nu jeg tænker over det, så kørte vi ikke gennem tolden på vej til Canada." Far ler stille.

   "Nej, jeg ville gerne skjule sværdet i bagagerummet."

   "Ligger der et sværd i bagagerummet!?" udbryder Cornelia.

   "Nej da, selvfølgelig ikke!" Morgan ser på far.

   "Du tog forhåbentlig mine nunchakuer med," mumler han til far. Cornelia og jeg spærrer øjnene op.

   "Vær nu ikke dum," hvæser far tilbage. "Selvfølgelig gjorde jeg det, det er mine børn du skal beskytte!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...