Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1181Visninger
AA

20. Stilhed


Far og jeg tog ad sted så snart jeg fortalte om Remiels planer. Men da vi når frem til det sted, Morgan og Remiel blev set tage hen, er alt vist forbi.

   Remiel sidder forskrækket og bleg på jorden, ser tomt ud i luften. Morgan ligger bevidstløs på et stenbord, sår strækker sig over hans bare bryst og mave, hans pulsåre har været skåret over. Far skynder sig hen til ham. I græsset ligger Pure. Hun er død...

   Cornelia og Jesus dukker op lige efter os. Hun ser forskrækket rundt, slår hænderne for munden, da hun ser det indtørrede blod på Morgan, samt den døde kat på jorden.

   Far løfter Morgan op. Han er helt væk, bløder stadig fra et sår i panden. Jesus ser rasende på Remiel.

   Jeg når desværre ikke at se, hvad der sker med Remiel. Far tager os med tilbage til Helvede. Vi kommer ind på slottet. Det er kæmpestort, ligner Sagrada Familia fra forsiden, lidt uhyggeligt... Far lægger Morgan i en seng, viger ikke fra hans side. En falden kommer med Pures lig, far lægger hende på en pude, så det ligner, at hun sover.

   Cornelia græder lidt, jeg sidder ved siden af hende i en stue og trøster hende. Der er en kamin, ild knitrer stille i den. Det må være lyden af stilhed. Sagte, knitrende ild. Over kaminen hænger et maleri af en lidt uhyggelig mand med en fjeret kappe og en kvinde, der virker både sød, kærlig og streng. Kvinden, en engel, holder et lille spædbarn ind til sig. Barnet sover.

   En dør går op. Jeg ser hen mod den. Lyser op i et smil.

   "Mor!" siger jeg glad. Cornelia ser hen mod hende, smiler og snøfter.

   "Cornelia, Dexter, hej!" Hun omfavner os og kysser op på vores pander, smiler. Hun ser yngre ud... Er det overhovedet muligt? "Hvor har jeg dog savnet jer!" Vi sidder i sofaen lidt, stille. Så ser mor op på maleriet, nikker mod det. "Det er jeres far," siger hun. Jeg rynker panden.

   "Hvad, manden?" Idr... Mor ler.

   "Nej nej, babyen. Manden er jeres farfar, Lucifer, og kvinden er jeres farmor. De er begge to døde... Gabrielle var ærkeenglen Gabriels søster, Lucifer var... Jah, djævlen."

   "Så far er i familie med to ærkeengle?" spørger jeg. Mor tænker sig om.

   "Tja, alle ærkeengle er i familie, såeh..." Cornelia slår hænderne for munden. Mor og jeg ser på hende. Hun ryster lidt.

   "Så er vi jo i familie med Morgan!" Hm... Sandt... Jeg ser ned.

   "Jah, det er vel rigtigt nok," smiler mor. Hun ler lidt. "Sjov tanke." Stilhed.

   "Har du været her med far hele tiden?" spørger Cornelia. Mor nikker.

   "Ja, der har været så meget at gøre... Men dæmonerne vender tilbage nu. I har skabt fred." Hun har tårer i øjnene. Smiler. "Åh, jeg er bare så stolt af jer to." Hun krammer os igen. "Hvordan går det med Morgan?" spørger hun mildt. Cornelia bryder ud i gråd igen. Mor ser forskrækket på hende, holder hende ind til sig. "Nej, Corny, ikke græde, ikke græde, såh..." Hun trøster Cornelia ligesom da vi var små. "Kom, vi gå alle sammen ind og ser til ham."

   Vi går på gangene på det store slot, faldne engle ser på os. Cornelia smiler, jeg er lidt utryg. Hun er prinsesse nu, og hun ved det. Og jeg er prins... For far er djævlen, konge i Helvede og hersker over underverdenen. Og en af os skal arve den tjans... Det ved hun til gengæld ikke...

   Morgan ligger stadig ubevægeligt i sengen, han ser dog lidt roligere ud. Mor ser sørgmodigt på Pure, der ligger på puden.

   Hun kysser far på kinden, han smiler skævt til hende. Sidder med en hånd på Morgans.

   "Hvordan har han det?" spørger mor far. Far bider sig lidt tænksomt i læben.

   "Han klarer sig. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men hans sår er næsten helede." Han ser på os. "Remiel kommer i skærsilden. Han skal ikke slippe ustraffet for det, han har gjort." Cornelia og jeg nikker indforståede.

   Morgan bevæger sit hoved lidt. Viser alle fire på ham. Han klynker lidt, åbner langsomt øjnene. Han hoster, far giver ham noget vand. Han begynder at ryste. Smiler og ser på far.

   "Jeg så min mor," siger han hæst. Far smiler skævt.

   "Morgan, det var bare en drøm. Du er i sikkerhed nu, vi..."

   "Nej, Nathan, jeg så hende virkelig. Hendes ånd, den havde besat Pure, hun..." Han får øje på Pures ubevægelige skikkelse. Hans smil blegner. Han ser rundt på os. "Er hun... Jeg mener, er hun virkelig..." Cornelia nikker, snøfter lidt. Morgan lader sig falde tilbage i puderne med et suk, lukker øjnene. "Selvfølgelig er hun det... Mor forlod hende..." Far smiler medfølende til Morgan. Morgan åbner øjnene og ser på os. "Gik alt i orden med Codexet?" Jeg nikker.

   "Dæmonerne er på vej tilbage."

   "Un-Known?"

   "Nu, da din far er væk," siger far, "og Cleo er..." Han skæver til os. "Øhm, nu, hvor Cleo er som før, bryder de vel snart sammen." Morgan nikker. Han sætter sig lidt op.

   "Så vi er færdige med at lede?" Min mave bliver pludselig tom. Vi er færdige. Vores eventyr er slut... Det har ikke engang været særlig langt... Jeg bliver lidt ilde til mode.

   "Ja," siger mor. "Du kan tage det roligt nu." Morgan smiler.

   "Dejlig..." Hans ansigt fryser. Hans smil falder sammen, hans øjne bliver slørede. Far vinker foran hans øjne. Sukker.

   "Han får et syn," siger far. "Ikke noget slemt. Han er tilbage om lidt." Cornelia ser forvirret på mig. Hun har vist fået nye idéer om sit idol.

   Morgans læber bevæger sig. Han begynder at mumle. Mor rejser sig op og ser på os.

   "Kom, det angår ikke os, hvad Morgan ser." Hun går ud af lokalet, Cornelia følger modvilligt efter. Jeg skal til at gå ud, da Morgans stemme øges i styrke:

   "En at kende, en at fortælle, lykken vil vende, hjertet vil fælde." Far ser indtrængende på Morgan. Morgan gisper pludselig hæst, blotter sin hals og holder en hånd for hjertet. "ROBIN!" siger han uhyggeligt. Han synker sammen på sengen. Far ser på mig. Han ser noget bleg ud.

   "Hvad er det, far?" spørger jeg. Far synker en klump.

   "Morgan har set sin soulmate... Den ene person, der kan elske ham højt nok til, at han kan fortælle, hvem og hvad han i virkeligheden er." Jeg rynker panden.

   "Og hun hedder Robin? Pænt navn..." Jeg læner mig op af dørkarmen. Morgan åbner øjnene en smule. Han begynder at græde. Jeg ser forskrækket på ham, ligeledes gør far.

   "Morgan, hvad er der dog galt?!" spørger far chokeret.

   "Robin er ikke en pige!" græder han. "Det er en mand!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...