Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1170Visninger
AA

1. Prolog

Mit navn er Maya O'Conner. Jeg blev født i Washington DC den 5. marts. Min mor arbejdede som rengøringsdame i et eller andet firma. Min far var mekaniker. Men det har ikke noget med sagen at gøre.

   Nathaniel Lucifer Montiara troede jeg først var halvt japaner halvt latiner. Det viste sig så at være forkert. Han var halv engel og halv djævel, og min mest elskede og skattede ven. Nathan og jeg tog sammen til Helvede, hvor hans far, djævlen Lucifer, ville oplære ham som sin arvtager. Nathan og jeg var meget igennem, og vores eventyrer førte os helt til Himlen, hvor jeg blev venner med selveste Jesus og de tre ærkeengle, Michael, Rafael og Nathans onkel, Gabriel.

   Nathan og jeg levede et godt liv i Helvede, men noget gik galt. Da Nathans vinger første gang viste sig, begyndte mærkelige ting at ske med ham. Han begyndte at drikke blod, blev vild og utæmmet, og da Lucifer døde, og Nathan skulle overtage herredømmet, var han bogstaveligt talt ikke til at kende.

   Jeg søgte tilflugt i Himlen, hvorfra vi begyndte at samle allierede til den store kamp mod Helvede. Jeg måtte gå undercover blandt Nathans folk som hans elsker. Et øjeblik glemte jeg min mission, at ramme Nathan med et ildsværd, og efter at vi havde været i seng sammen, var der sket noget, tja, lad os sige overraskende.

   Da vi mødte Nathan og hans hær på slagmarken var det vores plan, at jeg skulle dræbes af Nathan, så han kunne angre, og blive sig selv igen.

   Da det hele var overstået, og da jeg havde fået min elskede Nathaniel tilbage, var det tid til at afsløre over for ham, at jeg var blevet gravid. Jeg fødte tvillinger, vores dejlige søn, Dexter, og vores smukke datter, Cornelia. Desværre, skulle vores lykke ikke holde.

   Selveste Gud, Vorherre i Himlen, besøgte os i Nathans slot i Helvede, hvor han fortalte os, at børnene og jeg måtte fjernes fra Nathan.

   Det var smertefuldt at forlade Nathan, især da jeg endelig havde fået ham tilbage. Og der går ikke én dag, uden at jeg savner ham så det gør ondt.

   Børnene og jeg flyttede ud på en gård i Kansas, lidt uden for Kansas City. Jeg skrev mine beretninger ned og solgte dem som bøger, kort sagt, jeg blev forfatter.

   Åh, hvor jeg dog savner Nathan. Jeg er toogtyve, jeg har ikke set ham i to år. Nogle gange savner jeg ham så meget at jeg græder. Det er ikke svært at opdrage eller forsørge mine to børn. De er meget søde og ordentlige. Desuden får jeg støtte fra Himlen. Det var trods alt Gud selv, der skilte mig og børnene fra Nathan. Nogle gange ser jeg ind i ilden i pejsen, og forestiller mig Nathans ansigt i de dansende flammer. Jeg savner alt ved ham. Han varme krop mod min, hans blide kærtegn, hans venlige ord... Han tilstedeværelse. Hans plads som rollemodel over for børnene.

   I starten bad jeg til Gud om at sende os tilbage til Nathan i Helvede. Jeg tror ikke, at der er mange, der beder om at komme i Helvede. Jeg bad og bad, i kirken, i bilen, om aftenen, ved middagsbordet. Men han svarede mig aldrig. Og som tiden gik, begyndte jeg at fokusere mere på børnene. Hvis Nathan ikke kunne være der for dem, så kunne jeg være der.

   Men jeg ville nu ønske, at Nathan kunne se dem. Se deres første skridt. Høre dem sige "farmand" og "mama", høre dem sige hans navn. Jeg ville ønske, at han kunne se første gang de kørte på cykel. Første gang de var i svømmehallen. I biografen. Sagde en sætning. At han så dem vokse op.

   Da jeg forlod Helvede, gav Nathan mig et spejl. Han sagde, at han gennem det kunne se vores børn. Somme tider vender jeg spejlet mod børnene, og siger "kan du se, Nathan? De har det godt. Jeg savner dig." Jeg ligger altid spejlet ved siden af mig i sengen. Jeg mangler Nathan ved siden af mig, når jeg sover. Også når jeg er vågen.

   Nogle gange, når jeg sidder og kigger på himlen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det. Da Nathan var blevet ond, havde han en elskerinde, ud over mig - Cleoprata, vækket til live fra de døde, smuk som få. Hun forsvandt, da Nathan blev god igen, og englene har endnu ikke fundet hende. Savner han hende mon? Savner han mon mig? Elsker han mig stadig? Tænker han på mig?

   En gang imellem får jeg besøg af en engel i menneskeforklædning. Det er enten Gabriel, Michael, Rafael eller Marie Magdalene. De kommer mest af alt for at holde mig med selskab, jeg har ikke længere kontakt til mine gamle venner og familie. Desuden bor de alle sammen i Washington DC, og det ligger alt for langt væk. Det lykkes mig en sjælden gang at spille medlidenhedskortet, og få dem til at overbringe en besked til Nathan, efter at jeg har grædt samtlige salte tårer. Ikke alle er falske. I starten var hver og en af dem ægte.

   Jeg er en selvstændig kvinde, men jeg har brug for Nathan. Jeg vil ikke have andre, selvom jeg er blevet inviteret ud flere gange. Ingen er lige så god som Nathan, hverken til at få mig til at le, rødme eller kaste mig over ham.

   Med tiden udvikler jeg et bedre moderinstinkt. Jeg tænker mindre og mindre på Nathan, og mere og mere på mine børn. Men jeg vil aldrig glemme Nathan. Aldrig. Og jeg ved, at jeg en dag skal se ham igen. Om ikke andet kommer jeg enten i Helvede eller Himlen. Jeg kan stikke af fra Himlen, og i Helvede vil han tage mig tilbage.

   Men jeg ældes. På Jorden ældes jeg. Nathan gør ikke. Når jeg er firs er jeg stadig yngre end ham, men jeg vil se så meget ældre ud. Måske vil han ikke have mig så?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...