Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1166Visninger
AA

16. New Orleans

Jeg sidder og betragter Morgan. Vi sidder på flyet på vej til New Orleans. Han ser fraværende ud af vinduet. Han ryster stadig, eller også er det bare flyet... Jeg tager hans hånd, han ser på mig.

   "Hey," siger jeg. "Vi har en masse steder, vi skal se. Du skal ikke være bange." Han ser ned.

   "Jeg er ikke bange," siger han.

   "Hvad er du så?" spørger Dexter. Morgan trækker på skuldrene.

   "Rystet." I det samme ryster flyet. Morgan skæver op. "Ha ha," mumler han.

   "Hvem taler du til?" spørger jeg.

   "Jesus," siger Morgan henkastet. "Han har det med at blive lidt for ironisk, hvis han keder sig." Dexter og jeg ser på hinanden.

   "Okay..." siger jeg tøvende. Morgan ser på os.

   "I må altså møde ham en dag, han er meget flink." Dexter fnyser.

   "Jeg er ikke kristen," siger han med et bedrevidende smil. Morgan hæver øjenbrynene.

   "Sagde fyren, hvis far var djævlen, guide var halvengel og sad i et fly på vej til New Orleans for at besøge en anden halvengel." Dexter nikker lidt.

   "Du har en pointe." Ih, Morgan ved altid lige hvad han skal sige!

 

I New Orleans finder vi et hotel tæt ved vandet. Morgan lukker sig inde på hans værelse, vi har et familieværelse, Dexter og jeg sover på børneværelset, Morgan sover på forældreværelset. Åh, hvor ville jeg godt dele soveværelse med ham...

   Inden far tog ad sted, fortalte han os om nogle ting, der måske kunne få Morgan i bedre humør. De lyder stadig latterlige, når jeg gentager dem i mit hoved, men hey...

   Kast med garn.

   Leg med laserpind med ham.

   Køb elektriske mus og lad dem kør rundt på gulvet.

   Ha! Som om den fantastiske Morgan Le Fay er så dum.

   Men Dexter syntes selvfølgelig, at det er fantastisk morsomt. Så han køber en laserkuglepen i den nærmeste butik, og banker på døren ind til Morgans værelse. Han lukker op efter lidt ventetid.

   "Hvad?" knurrer han stille. Dexter tænder pennen.

   "Vil du lege, misser?" Morgan kniber øjnene sammen og snerrer stille. Men så ser han pindens lys...

   Det er tydeligt, at han prøver at kæmpe imod. Dexter går lidt væk, vifter med lyset. Morgan følger det. Jeg griner hånligt af Dexter.

   Men så springer Morgan faktisk efter det. Ører og hale er fremme. Han prøver at fange det, det ser virkelig komisk ud!

   Efter kun tredive sekunder sker der noget, hverken Dexter eller jeg havde forudset. PUF! Morgan er væk. Pure mjaver og traver hen til den nye Morgan - den nye, lille, mega nuttede, pelsede Morgan, med fire poter og knurhår. De to katte jagter lyset sammen. Dexter bliver forskrækket og taber pennen. Lyset går ud. Morgan er paralyseret et øjeblik. Så bliver han menneske igen. Han ser på Dexter. Samler Pure op.

   "Legede du lige dum kat med lys med mig?"

   "Nej," siger Dexter hurtigt.

   "Jo," svarer jeg. Han ser på mig.

   "Hvad blev der af 'bak mig op, jeg er din tvilling' tingen?" Jeg trækker på skuldrene. Morgan sukker og aer Pure. Heldige mis...

   "Hør, stranden ligger lige nede ad gaden, skal vi ikke gå derned?" spørger jeg. Dexter og Morgan svarer straks det modsatte af hinanden. Dexter ser på Morgan.

   "Stranden lyder da som en fed idé," siger min bror. Morgan ryster hurtigt på hovedet. Er det bare mig, eller er han lidt bleg?

   "Ikke standen, det er en dårlig idé!"

   "Jo, vi går nu!" siger jeg bestemt. Han vil protestere, men jeg har allerede fået overtøj på.

   På stranden sopper Dexter og jeg lidt, selvom det ikke er den varmeste dag på året. Vi råber efter Morgan, der sidder på nogle klipper så langt væk fra vandet som muligt. Han ryster på hovedet. Pure sidder ved siden af ham. Hun sidder med rank ryg og stirrer ud over havet - holder vagt.

   Jeg går op til Morgan, ser strengt på ham. Vinker Dexter over til mig. Morgan rykker nervøst på sig.

   "Kom i!" siger jeg smilende. "Vandet er dejligt!" Han ryster på hovedet.

   "Nej, jeg vil helst ikke..."

   "Jo, kom nu, ellers bærer vi dig!" siger Dexter. Morgan ryster stadig på hovedet. Dexter trækker på skuldrene og finder laserpinden frem. Så snart Morgan er kat igen, lader vi lyset gå ned mod vandet. Morgan følger efter. Nede ved vandkanten løfter jeg ham op og løber ud i vandet med ham. Dexter og jeg griner. Morgan bliver menneske igen.

   Jeg falder ned over ham. Han kommer under vandet. Jeg kommer med. Jeg ser sløret på ham, griner. Han skubber mig pludseligt væk.

   Morgan styrer ind mod stranden igen, falder på knæ på sandet, ryster og skælver. Dexter og jeg kommer ind til ham, vi skraldgriner.

   "Du skulle have set dit ansigt!" griner Dexter og knækker sammen. Jeg ser på Morgan. Han syntes ikke, det er sjovt. Han ser faktisk ud til at være på grådens rand - rædselsslagen. Det går op for mig.

   "Du er bange for vand?" Han nikker, tørrer sine øjne. Dexter klapper i.

   "Hvad?" Jeg hjælper Morgan på benene. Pure mjaver og sætter sin pote på hans ene ben. Han snøfter og aer hende.

   "Hvorfor sagde du ikke bare noget?" spørger jeg. Han trækker på skuldrene.

   "Jeg bekæmper dæmoner og kan klare at stå foran tredivetusinde mennesker og danse poledance, men jeg kan ikke klare at gå ud i havet. Beklager."

   "Nej, Morgan, du skal da ikke sige undskyld!" siger jeg. Jeg ser på Dexter. Han ser spørgende på mig. Han farer sammen.

   "Øhm, ja, det er os, der skal undskylde." Morgan smiler skævt, aer Pure der smyger sig om hans ben.

   "Det kunne I ikke vide..." Han ser op. "Skal vi se om vi kan finde Skyla?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...