Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1163Visninger
AA

8. Morgans historie


Jeg vågner om natten. Alt i min krop gør ondt. Pure ligger og sover ved siden af mig. Nathan sidder på en stol ved siden af sengen, han er faldet i søvn op ad væggen. Jeg smiler. Min hals snører sig sammen, og jeg begynder at hoste. Nathan vågner, han må have sovet let. Han støtter mig, så jeg kommer op at sidde, og sætter et glas vand for min mund. Jeg drikker grådigt af vandet, det er to år siden, jeg sidst fik noget at drikke. Jeg læner mig tilbage og sukker.

   "Hvordan har du det?"

   "Lad os bare sige, at jeg er lykkelig for at være overjordisk." Kvalme vælder op i mig. Jeg holder mig for munden og stønner.

   "Kvalme?" Jeg nikker. "De kom efter dig. I din lejlighed?" Nathan sukker. "Morgan, sidste gang jeg så dig, var lige da Maya og jeg var flyttet til New Castle. Vil du ikke fortælle mig, hvad der er sket?" Jeg nikker igen.

   "Jo. Øjeblik." Jeg tager et par dybe indåndinger. "Som din datter allerede har fablet løs om, så har jeg brugt mit lille talent på scenen for første gang, med succes. Men lad mig begynde med begyndelsen.

   Jeg stod på scenen. Røg væltede mod mig, over højtalerne sagde de, at der var et problem med røgmaskinerne, og at det ville blive fikset så hurtigt som muligt. Jeg gik ned til min garderobe, da scenen var umulig at opholde sig på. En kvinde sad allerede i garderoben. Hun sagde, at hun var en fan, som havde vundet et backstage-pas i en radiokonkurrence. Jeg troede at hun talte sandt, for der er konstant konkurrencer med backstage-pas som præmier. Jeg lod hende vente i et venterum, mes jeg klædte om. Men... Jeg nåede at se hende putte noget i mit vand. Jeg holdt øje med hende gennem nøglehullet. Hun talte i telefon med nogen. 'Jeg tager Morgan med,' sagde hun. 'Jeg har puttet bedøvelsen i hans vand. Nok til at slå en halvblods omkuld i flere timer.' Du forstår vel, jeg blev bange. Jeg stak af fra koncerten og tog hjem til min lejlighed.

   Derhjemme troede jeg, at jeg var sikker. Jeg troede, at den fremmede kvinde bare var en fanatisk beundre, jeg mener, jeg er blevet revet ned fra scenen, folk har prøvet at dope mig, det er den mørke side af at være berømt. Jeg lagde mig til at sove, låste døre og vinduer. Min familie var oppe hele natten og holdt vagt.

   Men de kom ind. Jeg blev vækket ved at Pure mjavede. Jeg gemte mig. Der var omkring fire personer. En af dem var den kvinde, der havde prøvet at bedøve mig. De tre andre var halvblods, jeg kunne mærke det i luften! Jeg tror nok at kvinden var dæmonisk. Hun blev vred, da de ikke kunne finde mig. De gennemrodede hele min lejlighed. De var ikke så grove mod mine ting, nej, det gik først galt da de fandt mig..." Min stemmer dør hen. Nathan ligger en hånd på min skulder.

   "Morgan. Jeg ved godt, at det kan være hårdt at fortælle om, men du er nød til at fortælle mig resten. Også om angrebet. Jeg lover dig, jeg vil aldrig bede dig om at gengive det igen, bare fortæl mig det." Jeg nikker.

   "De bad mig om at følge med. Jeg nægtede, selvfølgelig. Så begyndte de at bruge vold. Først slog de mig ned i køkkenbordet, det flækkede. Jeg tror nok jeg blev såret i ryggen. Jeg prøvede at løbe ud, men en af den greb fat om mit hoved og slog det ind i spejlet i entreen. Jeg kunne næsten ikke gå. Min familie prøvede at forsvare mig, men de kunne selvfølgelig ikke stille noget op imod halvblods.

   Jeg faldt vist om inde i stuen. Det sidste jeg så, var kvinden, der bøjede sig ned over mig. Hun stak en sprøjte i min skulder. Da jeg vågnede igen, var jeg lænket til en væg. Hun stod foran mig. Hun ville have mig til at slutte mig til Un-Known. Åh, Nathan, du kan ikke forestille dig hvor smertefuldt det var bare at sige nej. Hun blev rasende." Jeg tager et par dybe indåndinger og lukker øjnene. At genopleve det er ikke ligefrem det, jeg har drømt om. "De begyndte at torturere mig. Først lod de mig være lænket. Menneskelig gift, dræber os ikke, men åh hvor gør det ondt! Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg nok skulle komme ud, men..." Min stemme knækker over. Jeg ryster. Pure mjaver og gnidder sig op ad mig. Jeg smiler anstrengt.

   "Det satte mig i bur. Et glasbur. Fyldt op med saltvand. Som du ved, mister dæmoner deres evner i vand, og saltvand svækker dem. Derudover..." Nathan nikker.

   "Jeg ved det. Du er bange for vand." Jeg nikker.

   "De satte strøm til vandet. Flere minutter i et smertehelvede - ikke for at fornærme dig. Hver gang spurgte de mig, om jeg var klar til at slutte mig til dem. Jeg tror slet ikke de opdagede, at de var ved at slå mig ihjel." Jeg sukker rystende. "Så kom dine børn og reddede mig." Jeg smiler til Nathan, prøver at holde min skræk og rædsel tilbage. Han smiler venligt til mig.

   "Du skal ikke være bange mere. Jeg vil bede dig om at fortælle mig én ting til - hvordan så kvinden ud?" Jeg tænker mig om. Rynker panden. Jo mere, jeg prøver at genkalde mig hendes udseende, desto mindre husker jeg.

   "Hun... havde... vist nok sort hår. Ja, sort hår. Hm... Hun lignede en asiater - nej, egypter! Hun var meget køn, tror jeg nok... Det eneste, jeg rigtig kan huske om hende, er, at hun virkede helt kold og ond. Tom?" Jeg tager mig til hovedet. "Åh, jeg kan ikke huske det! Hun lignede en egypter med sort hår!" Nathan spærrer øjnene op.

   "Åh.. Nej..." Han rejser sig op og begynder at trave rundt. "Det er ikke godt det her, slet ikke godt!" Jeg ser spørgende på Nathan. "Cleoprata... Er hun leder af Un-Known?!"

   "Hvor skulle jeg vide det fra?" Nathan stopper op. Han ser på mig.

   "Morgan... Jeg er bekymret for dig. Du er i farezonen."

   "Hvad?"

   "Farezonen. Jeg ved godt, at jeg ikke har fortalt dig så meget om din fortid, og det er kun for dit ejede bedste. Men du er nød til at vide, at du højst husker ind i firehundrede år."

   "Okay... Og hvad vil det sige?"

   "Du plejer at glemme de sidste årtier eller hundreder efter højst firehundrede år. Du glemmer alt, mig, de venner, du har fået og mistet, hele dit liv. Så starter du forfra. Jeg når ikke altid at finde dig. Du er min bedste ven, og det smerter mig at se dig glemme dig selv århundrede efter århundrede."

   "Jamen, hvorfor er jeg i farezonen? Jeg forstår det ikke."

   "I år er det 301 år siden, du sidst mistede hukommelsen. Du kan glemme når som helst det skal være. Farezonen er, når du risikerer at glemme." Jeg nikker langsomt.

   "Ahm... Men... Burde jeg så lede efter Codexet sammen med Cornelia og Dexter?" Nathan nikker.

   "Ja. Codexet kan genoprette din hukommelse... og..." Han ser på mig med alvorlige øjne. "Måske kan det hjælpe med at finde din far."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...