Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1182Visninger
AA

7. Morgan le Fake


Det tager et stykke tid, før Cornelia ikke længere viser trang til at skrige. Jeg fjerner min hånd, hun har et gigantisk smil klistret over sine læber. Jeg vidste ikke engang at man kunne smile så bredt... Jeg går hen til glasfængslet og banker stille på glasset.

   "Dexter!" hvæser Cornelia. "Han er ikke en guldfisk!"

   "Han ligner lidt en." Cornelia vrisser af mig. "Han er ikke ved bevidsthed." Jeg vender mig mod min søster. "Nogen idé til, hvordan vi får ham ud?"

   "Kun én." Cornelia ser sig om. Der er ikke så meget i rummet, et kontrolpanel og et skab. Cornelia går hen til skabet og begynder at slå løs på det. Jeg tysser på hende.

   "Cornelia, vær nu lidt stille!" Jeg går hen til kontrolpanelet og ser på de mange komplicerede knapper. Forsigtigt trykker jeg på en gul én. En høj summen får både Cornelia og jeg til at fare sammen af forskrækkelse. Der kommer et langt, halvkvalt skrig fra cylinderen. Jeg ser op. På en lang plasticslange er der et skilt. Jeg leder febrilsk efter en afbryderknap på panelet, for jeg har lige tilsluttet elektricitet til Morgans bur. Cornelia hamrer hånden ned på en knap, og skriget holder straks op. Hun tripper hen til cylinderen og omfavner det.

   "Åh, kære Morgan, vi skal nok få dig ud." Det ville jeg ønske, at jeg ikke havde set... Jeg skriver en kode ned på kontrolpanelet. En alarm begynder. Cornelia råber af mig. "DEXTER! Slå det fra!"

   "Det kan jeg ikke!" Hun pruster og gå hen til skabet, sparker det op og undviger de metalrør, der falder ned på gulvet. Hun tager et af dem op og løber hen mod glasburet. "NEJ! CORNELIA! LAD VÆRE..." For sent. Cornelia slår røret ind i glasset. Igen og igen. Saltvand løber ud fra buret. Og så...

   Glasset springer, og Morgan falder ud på gulvet. Han hoster og hakker og tager sig til halsen. Så han var altså kun i dvale? Han ligger sig på ryggen og gisper efter vejret. Åbner ikke øjnene. Cornelia smider røret og løber hen til Morgan. Smilet forsvinder stadig ikke. Hun vinker mig derover.

   "Dexter, kom og hjælp. Vi skal væk, vagterne kan komme hvert øjeblik det skal være!" Som kaldet begynder et rødt lys at blinke i takt med alarmen. I samarbejde får vi den udmattede Morgan på benene.

   "Hvem..." Han hoster og bliver lidt tungere. "Hvem er I?" Han stemme er hæs og langt fra den jeg har hørt fra Cornelias anlæg, computer og telefon. Hans øjne er tågede og fjerne.

   "Vi er Nathans børn," siger Cornelia. Hun fniser. "Og din største fan." Vi begynder at gå, Morgan kan næsten ikke bevæge sig.

   "Min violin... Jeg er nød til at få min violin med..." Cornelia slår sig for panden.

   "Selvfølgelig! Din yndlingsting på hele planeten er din violin. Hvor er den?"

   "Skabet," sukker Morgan. Cornelia løber hen efter den, dumt, da hun er den stærkeste af os. Hun kommer tilbage med en violinkasse over skulderen. Morgan følger svageligt med videre. Far kommer styrtende imod os. Han smiler, da han ser Morgan.

   "Vi skal ud - nu!" Jeg ser på far. Han bløder fra låret. "Kom så. Jeg tager Morgan." Far løfter Morgan op som om han ingenting vejede." Vi løber ned ad gangen. Der lyder skud. Vagter myldrer frem foran os. De retter pistoler mod os. Der lyder skud. Far svinger en hånd, og kuglerne falder til jorden foran os. Han sætter Morgan ned. "Jeg er tilbage lige om lidt." Et sværd dukker op ved hans hænder, og han styrter mod vagterne. Cornelia og jeg lukker øjnene. Vi åbner dem først, da der lyder et pistolskud alt for tæt på os. Morgan skriger. Jeg åbner øjnene.

   Far er for det første ved at aflive samtlige af Un-Known vagterne. For det anede, så er Morgan krøbet sammen op ad væggen. Han holder sig for panden og stønner i smerte. Cornelia har stadig lukkede øjne. De hvide gulve og vægge er plettede af blod. Far kommer hen til os, løfter Morgan op og trækker os videre.

   Op ad trapper, hen ad gange, ud af hoveddøren. Far nærmest kaster sig ud af barrieren. Vi følger efter. Vagterne gør ikke. De ser rasende på os. En af dem hiver en telefon op og begynder at udstede ordre.

   "Dexter, du sætter dig ind foran. Cornelia, tag dig af Morgan."

   "Javel!" Cornelia og far får Morgan ind på bagsædet, han bløder voldsomt fra panden. Far smider sig ind på forsædet, spænder selen lynhurtigt og kører væk ekstremt hurtigt. Pure springer om på bagsædet og krøller sig sammen på Morgans skød. Han smiler træt og stryger hendes pæls. Cornelia ser med gigantiske øjne på ham.

 

Far kører og kører og kører. Tidligt om morgenen vågner jeg ved, at vi pludselig kører off-road. Jeg ser spørgende på far.

   "Vi kører uden om sikkerhedskontrollen. Velkommen til Canada." Jeg måber.

   "Igen," siger jeg. "Ikke et godt eksempel." Vi kommer snart ind på en vej igen, og efter et stykke tid når vi til en mindre by ved navn Abbotsford. Far finder nemt et hotel med en afdeling for engle og dæmoner. Cornelia og jeg ser med store øjne til, da en ansat hjælper far med at få den sårede og sygelige Morgan op på et værelse, uden at stille så meget som ét spørgsmål, eller lade til at blive overrasket.

   "Værelset" deler vi alle fire, fem med Pure, det er næsten en lejlighed. Der er to værelser, i det ene er der en dobbeltseng, i den anden er der er så kaldt børneværelse med to senge. Far får lagt Morgan ned i dobbeltsengen, den ansatte får en balge vand ind. Far tvinger Morgans hånd væk fra hans pande. Jeg er næsten ved at kaste op, da jeg ser den blodige sår i panden. Men far vasker det helt roligt. Pure gnubber sig op ad Morgan og ligger sig ved siden af ham. Inden den ansatte går, beder far ham om at få bilen til at forsvinde. Vi har taget vores bagage med op.

   Cornelia og jeg går ind på vores værelse og lukker døren. Alligevel kan vi høre de halvkvalte smerteskrig og støn fra Morgan gennem væggene. Der går mindst en time før far kommer ind til os. Hans hænder og tøj er blodigt, og han ser træt ud. På en eller anden måde får det ham til at se et par år ældre ud.

   "Jeg har forbundet Morgans sår. Han hviler sig. Vil I to smutte ned i restauranten efter mad til ham. Cornelia, du ved vist hvad han kan lide." Cornelia nikker hurtigt. "Husk at tage den overnaturlige afdeling. Vi skal ikke have mennesker til at rende omkring her." Vi nikker indforståede og løber nedenunder. Igen overraskes vi af den lethed, der bliver taget på en såret person. Vi kommer op med maden. Far sidder i en stol ved siden af den seng, Morgan ligger og sover i. Hele den ene side af Morgans ansigt er forbundet. Igen må jeg holde Cornelia for munden, så hun ikke skriger og vækker Morgan. Far sætter tallerkenen med mad på sengebordet. Han genner os ud, men bliver selv inde hos Morgan. Inden far lukker døren, siger jeg:

   "I to er gode venner?" Far smiler og trækker på skulderne.

   "Jeg har kendt ham længere end han husker. Han er den bror jeg aldrig fik." Så lukker han døren.

 

Cornelia skriger skingert. Morgan ømmer sit hoved. Far sender hende et af de der forældre blikke der bare udstråler "Ti nu stille...". Morgan læner sig udmattet tilbage i de puder, der er sat til at støtte hans ryg og hoved. Hans øjne er meget lyseblå, næsten hvide. Han ligner mest af alt en gammel, fransk porcelænsdukke, blond, lyse øjne, hvid hud og blege læber. Pure ligger og spinder på hans skød. Cornelia sætter sig på sengekanten, jeg bliver stående op ad væggen.

   "Morgan," siger far stille. "Det her er mine børn. Cornelia og Dexter Nathaniel O'Conner." Morgan smiler.

   "Rart at møde jer. Jeg ville bare ønske at vi kunne mødes under lidt fredeligere omstændigheder."

   "Hvordan har hovedet det?" spørger jeg i samme tonefald som far. Bandagerne er røde flere steder. Morgan sukker.

   "Åh, det går. Jeg har prøvet værre."

   "Du er så sej..." sukker Cornelia drømmende. Morgan ser forvirret på far og mig.

   "Hun er en stor fan," siger jeg lavt.

   "Nårh..." siger Morgan langsomt, som om det kun langsomt siver ind. Han nikker stille, men virker ikke specielt... Ja, specielt "åh, jamen jeg er jo også bare fantastisk" og alt det dér. Far ligger en hånd på Morgans skulder.

   "Morgan. Kan du huske, hvem jeg er?" Morgan smiler.

   "Selvfølgelig kan jeg huske dig, Nathan." Far smiler lettet. Morgan ser på Cornelia og mig. "Hvor er Maya?"

   "Hun kommer ikke med. Og det gør jeg heller ikke." Far ser lidt ned. "Morgan, kan du huske, da jeg engang bad dig om, at hvis Codexet nogen sinde skulle findes, så skulle du hjælpe med at finde det?" Morgan nikker. "Det skal finde, nu. Cornelia og Dexter skal lede efter det sammen med dig."

   "Okay..." Morgan ser på far. "Hvor længe var jeg hos Un-Known?"

   "To år."

   "TO ÅR!?" Morgan sætter sig brat op. Han stønner og slår armene om sig selv.

   "Pas på!" siger far, og lægger en hånd på Morgans ryg. "Du har ikke rigtig bevæget dig længe."

   "To år!" mumler Morgan. "Men... Men... Min agent, mit job... Mit hjem!" Far trækker på skulderne. Cornelia rømmer sig.

   "Din agent har fået et nyt job. Der blev ledt en eftersøgning efter dig i mere end seks måneder. Som sådan har du stadig dit job, dine cd'er og albums sælger som aldrig før. Angående dit hjem, så besøgte vi det... Det er ikke kønt." Vi ser alle tre på Cornelia, måbende eller overraskede. "Hvad?"

   "Måske skulle du blive min nye agent..." mumler Morgan. Cornelia fniser.

   "Med glæde, Le Fay." Morgan ryster på hovedet.

   "Le Fay er bare et kunstnernavn. Jeg fik et syn en af de første gange på pladeselskabet om, at en livsfarlig situation kunne undgås, hvis dem på selskabet gjorde nogle særlige ting. Det viste sig at der på en eller anden måde var havnet en giftladning under studiet, som kunne have dræbt os alle. Derfor blev jeg opkaldt efter Morgana Le Fay fra legenden om kong Arthur."

   "Syn?" spørger jeg. Morgan virker træt, far ser det, derfor overtager han.

   "Morgan kan se ind i fremtiden. Til gengæld gør det, at han glemmer sin fortid." Morgan slår far i brystet, far stønner og bøjer forover.

   "Og jeres stædige far nægter at fortælle mig om mit liv fra før, selvom han godt kendte mig der!"

   "Åh, av, Morgan, du slår stadig hårdt."

   "Far, er du okay?" spørger jeg. Cornelia er forgabt i Morgan.

   "Ja, ja, jeg har det fint, Dexter... Åh... Jeg skal bare lige have vejret ned i lungerne igen!" Morgan klukker. Cornelia sukker.

   "Så du er altså fake?" spørger jeg Morgan. Morgan ser spørgende på mig.

   "Hvad mener du?"

   "Du kan ikke synge, kan du?"

   "Jo da. Jeg er halvengel, hvad regner du mig for?" Far ler stille.

   "Smart, Morgan. Du bruger altså din englestemme? Ja ja, kvik, det er du."

   "Hvad er en englestemme?" spørger Cornelia drømmende.

   "En hel ren stemme, som engle bruger til at berolige mennesker, så de ikke bliver skræmte, når bevingede væsner flyver ned fra himlen," siger Morgan træt. "Men siden jeg er halvblods, så er den bare ren. Ikke nødvendigvis beroligende." Pure mjaver. Morgan aer hendes hoved. Far rejser sig op.

   "Cornelia. Dexter. Morgan skal hvile sig." Vi går alle tre ud. Morgan er faldet i søvn, inden vi alle er ude af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...