Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1161Visninger
AA

19. Min elskede far


 

Min far er Remiel. En maskulin, smuk engel, der er varetager om loven for karma. Han er ærkeengel for visioner og klarsyn. Det er hans skyld, at jeg kan se ud i fremtiden. Det er hans gener, der har givet mig min stemme, min synske evne, mit lyse hår, mit menneskelige udseende... Min mor var en bakeneko, hun har givet mig alle mine evner med katte. Pure er åbenbart fulgt efter mig, for hun kom os pludselig i møde. Jeg sidder med hende på skødet, hun er ikke så glad for far. Åh, det er dejligt at kunne sige det. Far. Far. Min far.

   Far og jeg sidder i en lille del af paradis, bogstaveligt talt. Den er blevet taget som en have i Himlen, som englene kan slappe af i. Vi sidder på et stenbord. Der er stille mellem os. Jeg aer Pure på ryggen, hun ligger og spinder. Far ser på mig.

   "Du er musiker?"

   "Sanger," svarer jeg. "Jeg optræder - optrådte - rundt omkring i verdenen. Det er meget sjovt."

   "Har du aldrig tænk på det som, undskyld mig, et misbrug af din englestemme?" Jeg ser tøvende på ham. Han ser ikke ud til at være én dag over tredive, selvom jeg godt ved, at han er mange tusinder af år gammel. Jeg ryster på hovedet.

   "Nej. Jeg spreder et budskab med den, til mange tusinder af mennesker, det syntes jeg ikke er et misbrug." Far nikker.

   "Okay..." Stilhed igen. Jeg synker en klump. Tager mig sammen.

   "Hvordan døde mor?" spørger jeg lavt. Far ser på mig, lidt urolig.

   "Hvad?"

   "Elskede du hende?" spørger jeg lidt højere. "Mor?" Far svarer ikke lige med det samme. Han holder mit blik fast. Ser så ud i luften, sukker.

   "Jeg mødte din mor på Jorden, da jeg var sendt ned for at frelse en hertuginde fra at ægte en dæmon i forklædning. Da mit job var overstået, blev jeg lidt tid, for at sikre mig, at det hele var godt, og at dæmonen var væk. Jeg fandt din mor i skoven. Hun havde været ved at bære vand fra den nærliggende flod og hjem til sit tempel, hun var en yokai, en japansk dæmon." Far smiler lidt. "Hun var meget smuk. Jeg kunne se hendes ører og hale, og hadede hende ved første øjekast. Men hun havde slået sin ankel slemt, og mit instinkt bød mig at hjælpe hende hjem.

   Hun viste sig hurtig at være anderledes fra andre dæmoner; hun var sød, kærlig, hjælpsom og forstående. Og så var hun smuk som dagen er lang. Hun havde langt, glat hår, og en helt fin, bleg hud. Hun havde altid sine katteører og hale fremme, bar altid en yukata og traditionelt hårpynt. Hun var meget reserveret, men også meget betagende.

   Jeg fik lov til at blive lidt hos hende, og jo længere tid jeg blev, desto mere kom jeg til at elske hende. Men jeg var nød til at tage tilbage til Himlen." Far ser på mig. Sørgmodigt. "Da jeg fik at vide, at hun havde fået dig, var jeg blevet ærkeengel, og kunne ikke vende tilbage til Jorden." Jeg ser ned. Synker en klump. Ser på ankelkæden.

   "Hvorfor får jeg altid hukommelsestab?" Far trækker på skuldrene.

   "Tja, det er ikke altid sikkert at barnet bliver... helt fuldkomment, når en dæmon og en engel blander blod." Jeg nikker, ser ned på græsset under bordet. Pure gnider sig ind mod min mave.

   "Hvordan døde mor?" spørger jeg igen. Far tøver.

   "Det er nemmere at vise dig det," siger han. "Læg dig på bordet og se op på skyerne. De er magiske, de kan vise dig det." Jeg krummer tæer.

   "Jeg ved ikke, om jeg vil se det..." Far lægger en hånd på min skulder.

   "Jeg syntes, det ville være en god idé." Jeg nikker tøvede. Gør som han siger, og lægger mig på stenbordet. Pure springer ned på jorden, hvæser lidt.

   Far lægger en hånd over mine øjne.

   "Du kan se ud i fremtiden, ikke?"

   "Mhm," siger jeg kort. Jeg kan overhovedet ikke se noget - men jeg kan mærke det, da noget lukker sig om mine håndled og ankler.

   "Du skulle have set det her komme." Fars stemme er lav, kølig og fjendtlig. Han fjerner sin hånd. Min hund bliver fyldt med noget, jeg kan ikke sige noget! Pure hvæser, far tager hende op i nakkeskindet. Jeg ser ham lave en håndbevægelse, og Pure falder fra hans hånd og ned på græsset. Solen skinner over paradis, men far vil gøre noget ondt - jeg kan se det.

   Pure ligger ubevægeligt i græsset. Hendes bryst og mave hæver og sænker sig lidt. Jeg vrider mig, vil fri, vil hjælpe, vil væk, men jeg er fanget!

   Far fremdrager en dolk fra sin kjortel. Jeg vrider mig endnu mere, prøver at skrige og hjælp, men der kommer ikke andet end halvkvalte lyde. Han kommer hen til mig. Ser koldt på mig.

   "Jeg elskede din mor. Men jeg ønskede ikke et barn med hende! Hun tiggede mig om det, men da jeg gang på gang afviste hende, forheksede hun mig! Da jeg opdagede, at du blev født, fandt jeg hende, og dræbte hende! Men en bonde var i nærheden, og tog dig væk, før jeg kunne gøre mit arbejde færdigt! Han adopterede dig, og jeg kunne ikke hæve en finger mod dig!

   Jeg har prøvet alt for at slippe af med dig! Jeg har gang på gang slettet din hukommelse, prøvet, virkelig prøvet at sende dig i ulykke, men i al din ynkelighed havde du altid en beskytter! Først bonden, så Vorherres søn, og så, i flere hundrede år, Nathaniel! Da han endelig forlod dig, til fordel for den menneskepige Maya, fik jeg nogle besatte mennesker til at starte Un-Known! Til mit held ville Cleoprata overtage styringen, da Nathaniel havde vækket hende til live, men nu er jeg led og ked af at vente på, at nogen skal gøre en ende på den plage du er for mig! Nu gør jeg det selv!" Tårer løber fra mine øjne, jeg ser rædselsslagen på min tågede far, da han river min skjorte af mig og sætter dolkens takkede stenblad mod mit kraveben. "Så nu dømmer jeg dig, Morgan, i faderens..." Han laver et langt, lige snit hen over mit kraveben. Jeg prøver at skrige og vrider mig, vil væk fra stenbordet og dolken. "... sønnens..." Han lavet et blodigt kort over mit bryst og mave, jeg hulker og vrider mig, det gør ondt, det gør så forfærdeligt, smerteligt ondt! "... og Helligåndens navn!" Han sætter dolken mod min hals. Med sammenbidte tænder hvisler han: "Til døden, for uægtelighed." Han laver ét lille snit, og blod begynder at sprøjte ud fra min pulsåre. Jeg gipser hæst, vrider mig.

   Hjælp! HJÆLP! NATHANIEL! Nathan, hvis du kan høre mig, så hjælp mig! Far slår mig ihjel! Remiel slår mig ihjel! Cornelia! Dexter! Pure! Mit syn bliver endnu mere sløret. Far bliver underlig fjern. Jeg spjætter. Vrider mig en smule.

   "Morgan?" Jeg kan se, at fjerne Remiel bliver forskrækket. Han ser på noget, jeg ikke kan se. Tager fat om mig og slår mig brutalt i ansigtet. En, to, tre gange. "Remiel, stop!" Det er en kvindes stemme. Der løber blod ned i mit øje. Jeg kan ikke mærke min krop... "Morgan, alt er godt nu. Jeg er her. Jeg er hos dig nu." Far, Remiel, englen ved siden af mig bakker væk. Han ser bange ud. En varm hånd lægger sig på min kind. Jeg kan ikke få vejret...

   En kvinde fylder pludselig hele mit synsfelt. Hun er ufattelig smuk... Hendes hår er virkelig langt, helt sort og blankt. Hun har sorte katteører, er iført en blomstret, gammel yukata. Hårpynt skinner fra den lille hestehale, hendes pandehår er samlet i bagtil. Hendes øjne er ravgyldne, svag, lyserød øjenmakeup er lagt ved dem. Jeg kan genkende hendes lugt. Det er... Pure?

   "Morgan, min egen dreng," smiler hun. Hun er en smule gennemsigtig. "Lad mig hjælpe dig." Hun rør min hals. Blodet holder op med at løbe. Stryger mit bare bryst og min mave. Sårene lukker sig ikke, men blodet holder op med at løbe. Jeg kan trække vejret igen. Kan næsten se. Jeg kan tale.

   "Mor..." siger jeg hæst og ru. Hun smiler. Mine hænder og ankler bliver frie igen. Jeg begynder at hoste og græde. Mor holder mig ind mod sit bryst, trøster mig. Hun ser på far. Ligegyldigt.

   "Remiel, hvordan kunne du?!" spørger hun vredt. Far bakker væk, falder på halen og ser paf på os. Jeg kan ikke mere. Mor kysser mig på håret. Jeg glider hen i bevidstløsheden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...