Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1180Visninger
AA

4. Los Angeles


Dexter og jeg kommer løbende nedenunder. Jeg skal til at løbe ind i stuen, men Dexter griber hurtigt fat i min krave og holder mig tilbage. Han ryster på hovedet og nikker mod glasdørene ind til stuen. Vi går i skjul bag trappen og ser stjålent på mor og far.

   Mor græder. Far smiler kærligt og holder hende ind til sig. Han stryger hendes hår.

   "Jeg har sådan savnet dig," siger mor halvkvalt.

   "Du har haft tid sammen med børnene."

   "Jeg ved det, og misforstå mig ikke, jeg elsker dem, men de er ikke dig. Nathan, jeg var kun tyve da jeg fik dem. Det har været så hårdt."

   "Jeg er her nu. Bare rolig. Ifølge Helvedes love er de myndige. I kan alle tre komme og bo hos mig på slottet." Mor ser med store øjne på far.

   "Mener du det? Åh, Nathan, mener du virkelig det?" Far nikker og lukker øjnene med et stort smil. Mor kysser ham på munden.

   "Adr," siger Dexter og jeg på samme tid. Mor ligger armene om far, han trykker hende ind mod sig. Okay, måske er det lidt sødt. Dexter slår stille foden ned i gulvet, så det lyder som fodtrin. Mor trækker sig væk fra far og sætter sig på sofaen. Dexter trækker mig med. Vi har begge to pakket en sportstaske med tøj, et tæppe, en pude, toiletsager og telefoner. Vi har begge to hoodies på, Dexter har cowboybukser på, jeg har et miniskørt og strømpebukser på. Under hoodien har jeg en strammere top på. Jeg kan ligefrem se fars unge, vilde glimt i øjet kort erstattes af et faderinstinkt.

   "Er I klar?" spørger han. Vi nikker. Mor kommer hen og siger farvel. Vi går hen mod døren. "Hvor skal I hen?" spørger far. Jeg ser på ham.

   "Ud. Er det ikke dér, din bil holder?" Far klukker og ryster på hovedet.

   "Nej..." Noget ser ud til at slå igennem ham. Han ser på mor. "Maya... Jeg tror jeg glemte min bil i New Castle." Mor fnyser.

   "Mener du dér for snart sytten år siden?" Dexter og jeg bryder i latter. Far ser ned.

   "Den er sikkert væk for længst... Nå, men, vi rejser altså gennem portalgrotten." Far kaster noget ind i kaminen, ilden blusser op og danner en stor, rund portal. På den anden side er kun mørke. Far kysser mor farvel og vinker os med. Han går igennem portalen og forsvinder. Vi står tøvende og ser på mor. Hun vifter os ad sted.

   "Det er okay. Der sker jer ikke noget." Hun virker sikker. Dexter tager en dyb indånding. Så går han igennem portalen. Og forsvinder. Jeg gisper og ser forskrækket på mor. Hun smiler opmuntrende til mig. Jeg lukker øjnene og springer igennem.

   Alt er mørk. Nogen ligger deres hænder over mine øjne. Jeg skriger. Far siger beroligende ord. Han fjerner sin hånd, og jeg kan se igen. Hvilket jeg pludselig ikke har lyst til... Dexter virker lige så overrasket som jeg. Jeg ved ikke, om det er frygt eller overraskelse.

   For det første, så er vi pludselig i en grotte. Under os, flere kilometer, er en gigantstor by, større end Singapore, det er jeg sikker på! Drypsten sender vand ned enkelte steder. Et kæmpe stort slot tårner sig op for enden af den enorme grottehule. Men det er ikke det, der er skræmmende. Det er far.

   Han har gråsorte vinger med mærkværdige mønstre foldet ud på ryggen. Rundt om hans øjne er sorte billeder af ranker (jeg tror i hvert fald at det er billeder), som snor sig hen mod hans tinding. Hugtænder glimter i hans mund. Hans negle er spidse og ser farligt klolignende ud. Han strækker vingerne og ruller med skulderne.

   "Vi skal den vej." Han peger op ad en smal sti. Vi ser op på den.

   "Det kan vi ikke," siger Dexter fornægtende. Jeg giver ham ret. Den er knap nok tredive centimeter bred, og jeg ved ikke hvor lang! Far trækker på skulderne.

   "Hvis I falder, lover jeg at gribe jer." Okay... Så det er altså vores far? Betryggende...

   Turen går overraskende fint. Vi snubler et par gange, men vi falder ikke ned. Da far endelig siger, at vi er hvor vi skal være, er vi ved indgangen til en mindre grotte. Vi går ind. Dexters nørdegen slår til.

   Der er alle mulige religiøse objekter, artefakter og billeder. Vi går rundt, far advarer os om ikke at røre ved noget. Imens vi ser på de mange sjove, smukke og mærkelige ting, så leder far efter den portal, der skulle føre til Los Angeles. Jeg skal lige til at røre ved en halskæde, da far siger:

   "Her er den! Kom her hen." Vi kommer hen til ham. En cirkulær portal svæver frit et par centimeter over jorden. "Er I parate?"

   "Tja, det er jo efterhånden normalt at rejse gennem portaler," mumler Dexter. Far går igennem. Vi følger efter.

 

Det er nat, da vi kommer ud. Jeg er ikke sikker på, hvor længe vi har været nede i Helvede. Vi står midt på et torv i Los Angeles. Far pejler en taxa, som holder ind ved siden af fortovet. Han siger noget på et mærkeligt sprog. Taxachaufføren ryster forvirret på hovedet. Far sukker og går væk fra taxaen, som kører videre igen.

   "Hvad sagde du? Nej, glem det. Hvilket sprog sagde du det på?"

   "Det forklarer jeg senere." Far finder en lille sten i sin lomme, den skinner som nattehimlen. Han holder den i sin hånd, men gør ikke mere. Jeg ser rundt på den store bys mange lys. Kasinoer, hoteller, butikker, centre. Noget slår ned i mig.

   "Far, hvor skal vi sove?" Far smiler til mig, oprigtigt og hjerteligt. "Hvad?"

   "Du aner ikke hvor lang tid jeg har villet høre jer kalde mig det." Han peger op mod en høj, lysende bygning et stykke væk. "I alle større byer er der et hotel drevet for engle og dæmoner, så de kan besøge Jorden så ofte de har lyst. Selvfølgelig, jeg bestemmer hvilke dæmoner der skal gå (det plejer jeg i hvert fald at gøre), og englene bekymrer sig ikke rigtig om Jorden."

   "Jamen... Skal de ikke passe på os?" spørger Dexter. Far trækker på skulderne.

   "Tjo, skytsenglene skal passe på deres mennesker, men ellers skal de bare sørge for at jeg passer mit job."

   "Hvad får du i løn?" spørger jeg åndsfraværende. Dexter og far ser på mig. De bryder i latter på nøjagtig samme tid, på nøjagtig samme måde. De kunne faktisk godt være tvillingebrødre... Selvfølgelig ikke enæggede.

   "Løn?!" griner far.

   "Han er djævlen!" Jeg ser irriteret på dem indtil de falder ned. Far tørrer en lattertåre væk fra øjenkrogen.

   "Jeg har et slot, en milliard tjenere, samt et rige større end Jorden til min tjeneste. Nårh ja, der er selvfølgelig skattekammeret i katakomberne, men det kan jeg ikke bruge til noget."

   "Hvor meget?"

   "Hva'?"

   "Hvor meget er der i skattekammeret?" Jeg lægger armene over kors. "Du hentyder til at vores familie er rig, eller?" Dexter dasker til mig.

   "Corny!"

   "Nej nej, Dexter, det er helt okay. Jeg forstår hende godt. Lad mig se." Far ser ud til at tænke et stykke tid. Så rynker han panden. "Jeg tror ikke at der er et tal til at dække det." Dexter og jeg stønner.

   "Og så har vi arbejdet i to år som avisbude! Ikke fair!" siger Dexter.

   "Hvis jeg kom og besøgte jer var vi alle fire enten brændt op eller sendt i skærsilden," siger far henkastet. En taxa kører ind til siden. Far smiler lettet. "Kom så, ind med jer." Vi går målløse ind i taxaen, far putter vores bagage i bagagerummet. Derefter sætter han sig ind på passagersædet. Chaufførens ansigt er dækket af en kasket. Far siger igen noget på et underligt sprog, chaufføren svarer på samme dialekt. Begges accent er lidt som slangehvislen. Chaufføren sætter taxaen i gang. Far ser på os i bakspejlet. "Det er det sprog, dæmoner nogle gange bruger mellem hinanden i Helvede. Det er sådan vi genkender hinanden når vi er i menneskekroppe."

   "Du mener at det dér ikke er din rigtige krop?" spørger Dexter. Han gyser.

   "Tjo, I så jo den rigtige i Helvede."

   "Så du er ikke en øgleagtig, skællet, slimet, øhm... ting?" Far ler ikke engang. Han ser koldt på os i spejlet.

   "Nej." Det kommer kort og humorforladt. Det minder lidt mere om en rigtig djævel... "Jeg er Halvblods. Min mor var en engel. Desuden, så er dæmoner ikke slimede... Så ofte."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...