Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1168Visninger
AA

10. Ingen kære far


Vi tilbringer nogle få dage i Bellingham, som ligger cirka 20 kilometer væk fra landegrænsen. Så kommer dagen, hvor far vil tage væk.

   "Jeg har nogle ting, jeg er nød til at ordne."

   "Men... hvad skal vi gøre?" spørger Dexter ængsteligt, da far skal til at tage væk.

   "I skal alle tre lede efter Codexet, sammen. Morgan vil passe på jer."

   "Men hvor skal vi lede?" spørger jeg. Far smiler hemmelighedsfuldt.

   "Overalt. Jeg ved ikke, hvor Codexet eller Paradis på Jorden er, men I er alle tre børn af Helvede, og I skal nok finde det. Der sker mærkelige ting omkring Codexet. Unaturlige ting. Bare gå efter det usædvanlige."

   "Kunne du ikke være lidt mindre kryptisk?" Far trækker på skulderne med et lumskt smil om læberne.

   "Desværre. På den måde er jeg bange for, at jeg ligner jeres farfar." Hans ansigt stivner. Han tænker sig om. Så gyser han. "Lucifer som farfar? Uh, uhyggelig tanke." Dexter skæver til Morgan.

   "Morgan? Vil du have os undskyldt i et øjeblik?" Nej! Morgan må ikke gå... Jeg siger ikke noget. Morgan går ud af det værelse, vi står i. Dexter ser alvorligt på far. "Far, Morgan kan ikke beskytte os lige nu. Måske slet ikke. Han er stadig svag efter det, de gjorde ved ham i Un-Known. Han har ikke nærmere fortalt, hvad der egentlig skete. Desuden, så er han stadig syg. Jeg kan ikke se, hvordan han skulle kunne..."

   "Du bør ikke undervurdere Morgan," siger far mørkt. "Han er farligere end han ser ud. Bare vent. Han er stærk, stærkere end de faldne og dæmonerne fra Helvede. Han har bare glemt det."

   "Nårh ja, der er også det med hans hukommelsestab," påpeger Morgan. Gid han dog ville lade værre med at være sådan efter ham! "Hvad hvis han glemmer igen?"

   "Hvis han gør det, så skal I bare fortælle ham om hvem I er, få ham til at falde til ro, og ringe efter mig."

   "Ringe til dig?" siger jeg forvirret. "Er der mobildækning i Helvede?"

   "Nej, men der er en ret god én i Himlen," siger far henkastet. "Jeg skal tale med en vis Jesus, omkring en tjeneste han skylder mig." Dexter og jeg ser forvirrede på hinanden. Far omfavner os og træder lidt væk. Morgan kommer ind igen. Far vinker farvel og omsluttes af flammer. I næste øjeblik er han væk.

   Et øjeblik står Dexter og jeg og ser forvirrede ud i luften. Så ser vi på Morgan.

   "Nå," siger Dexter. "Hvor skal vi så hen?" Morgan trækker på skulderne.

   "Hvor skulle jeg vide det fra?" Morgan stryger en blond hårlok om bag øret. "Jeg foreslår at vi finder de steder på Jorden, der syntes at være mest magiske, skriver dem ned og undersøger dem ét for ét."

   "Det vil jo tage flere årtier!" mukker Dexter. Kan han ikke bare lade Morgan komme med sine forslag?

   "Jeg syntes at det er en god idé," siger jeg, og smiler stort til Morgan.

 

Det er mærkeligt, at far ikke længere er sammen med os - nu havde jeg lige vendt mig til ham. Men Morgan er en god "trøstepræmie". At se ham på plakater, albumcovers og i musikvideoer er én ting, men tæt på er han bare ud over kanten lækker! Flere gange overvejer jeg at finde en computer, så jeg kan skrive til mine veninder og prale lidt. Man er vel fan!

   Vi køber nudler til aftensmad, varmer vand i den elkedel, der står på værelset, og spiser dem fra den cup emballage, vi købte dem i. Morgan sidder i vindueskarmen og virker fjern, hans lyse øjne tindrer. Dexter prikker til mig. Jeg ser spørgende på ham. Han himler med øjnene. Først nu opdager jeg, at jeg har hældt min nudelsuppe ud på gulvet.

   Jeg skynder mig at tørre det op. Morgan spiser resten af sine nudler, smider emballagen ud og går ud på badeværelset. Bruseren går i gang. Jeg kan ikke lade være med at smile og rødme en smule. Pure ligger dovent og sover på en stol.

   Dexter smider sig i sin seng med en bog. Jeg leger med Pure, hun jagter mine snørebånd, hopper efter dem og prøver at spise dem - hun er mega nuttet!

   Pludselig stopper Pure med at lege. Hun rejser børster og vender ansigtet mod et hjørne af værelset. Begynder at hvæse. Jeg rejser mig op. Dexter ser varsomt på hjørnet.

   I det samme piler en lille, skorpionlignede ting frem. Den er blå, skællet og løber hurtigt. Jeg skriger og springer op på sengen. Pure hvæser og løber hen mod skorpiontingen. Hun og den kæmper et stykke tid, så ligger den stille i hendes mund. Hun ligger den for mine fødder, som et tegn på at den er død. Dexter og jeg ånder lettet op. Morgan åbner døren til badeværelset. Pure tager skorpionen hen til ham. Han sætter sig på knæ og ser på den.

   Morgans hår er stadig vådt, han har taget det samme tøj på som før, selvfølgelig, han har ikke andet for tiden.

   "God pige," siger han og aer Pure på hovedet. Hun spinder og gnider sig mod hans skinneben. Han løfter hende op og smider skorpionen ud. Ser på os. "Ildskorpioner er ikke livsfarlige. De kan rive hul på huden som bare pokker, men de kan ikke slå jer ihjel." Han ser på Pure og sukker. "Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og vaske blod af hende her." Pure begynder straks at vride sig for at komme fri. Hun sætter kløerne i Morgans hænder og mjaver ynkeligt.

   Dexter læser videre i sin bog. Jeg går med Morgan ud på badeværelset. Han ser spørgende på mig.

   "Jeg kan hjælpe?" spørger jeg entusiastisk. "Med at holde Pure? Vaske hende? Hun virker ikke så glad for det." Morgan trækker på skulderne.

   "Jeg klarer det, ellers tak. Hvis der er en på planeten, der har styr på katte, er det vist mig." Han siger nogle sætninger på et mærkeligt sprog, mens han aer Pures hoved. Hun falder til ro og hopper op i badekarret. Jeg ser imponeret på Morgan.

   "Jeg vidste ikke at du var kattehvisker." Morgan fnyser.

   "Det er mildt sagt." Hvorfor er han så uhøflig? Kan han ikke lide mig? Morgan tænder for vandet og prøver at få blodet og skællene ud af Pures pels. Da den våde kat skal tørres, ser han på mig og sukker. "Vil du hjælpe?" Jeg tager et håndklæde og begynder at tørre Pure, mens Morgan holder den uregerlige kat på plads. Jeg tager føntørren på og vender den mod Pure.

   Både Morgan og jeg ler, da Pures pels bliver blæst op til det dobbelte af den størrelse, den hidtil har haft. Morgan løfter hende op og klør hende på ryggen. Åh, at være den kat et øjeblik!

   Morgan ønsker os en god nat og går ud af vores værelse. Jeg smider mig i sengen.

   "Er han ikke bare..."

   "... dejlig," afslutter Dexter min sætning, han efterligner min stemme - eller forvrænger den. Jeg vrænger af ham. Pure slår til mit hår. Jeg ser på den pelsklump af en kat, som ikke fulgte efter Morgan.

   "Jeg går ind til Morgan med Pure," siger jeg hurtigt. Jeg tager Pure op og bærer hende ud af døren. Hun dufter af shampoo, noget, jeg aldrig har oplevet før - en velduftende kat.

   Jeg åbner døren til Morgans værelse, smiler til ham, taber Pure og smækker døren igen. Jeg slår hænderne op for munden, mit hjerte hamrer ad sted.

   Langt de fleste piger, der er fan af en kendt dreng, animefigur, sanger eller skuespiller, har selvfølgelig set videoer eller billeder af ham uden trøje på. Men det er bare noget helt andet at se det så tæt på! Måske er jeg ikke så forfærdelig modig, når det gælder om at se Morgan topløs?

   Jeg så ham selvfølgelig i Un-Known, men det var noget andet. Der var han forslået og syg. Mit hjerte truer med at hoppe ud af brystet på mig. Morgan åbner døren. Jeg snurrer hurtigt rundt, rødmer. Morgan læner sig op ad dørkarmen og ser spørgende på mig, smiler ikke, virker lidt ligeglad. Pure stryger sig om hans ben.

   "Hvad vil du?" Gid han ville tage en trøje på! Selvom han for tiden er ret tynd, på grund af tiden i Un-Knowns fangenskab, så er han stadig dødlækker!

   "Jeg... Jeg ville bare... Ser du, Pure... Hun fulgte ikke med, så jeg tænkte at jeg ville, øhm..." Jeg gisper efter vejret, da Morgan retter sig op, lægger hovedet på skrå og armene over kors. Han hæver øjenbrynene. Ved han slet ikke hvor attraktiv han er?!

   "Hvad?" spørger han. Hans stemme trygler jo om et skrig!

   "Jeg må gå!" Jeg vender om og går ind ad døren til Dexters og mit værelse. Jeg smækker døren efter mig. Dexter ser spørgende på mig. "Han er så lækker!" sukker jeg og glider ned ad døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...