Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1172Visninger
AA

3. Hjemkomst


Som altid ligger Cornelia og jeg og snakker et par minutter. Så slukker vi lyset og ligger os til at sove. Vores airconditionanlæg kører for fuld blus, det er ulideligt varmt. Jeg falder alligevel i søvn, vi er jo så vante til det varme eller kolde vejr.

   Men inden jeg falder i søvn, ligger jeg og tænker på mor. Hun er altid så ked af det på fars fødselsdag. Hun vil ikke sige hvorfor. Hun savner ham vist meget. Bare der var noget, jeg kunne gøre for hende. Desværre er jeg jo bare mig, ikke sej, ikke hård, bare klog.

 

"DEXTER! DEX! Vågn nu op! Vi har sovet over os! KOM NU!" Jeg farer op og ser på mit digitalur. 10:21 AM. Jeg falder ud af sengen og flår mit skab op. Vi finder begge to vores skoleuniformer frem og hopper i dem, vi er ligeglade med at se hinanden nøgne, vi er trods alt tvillinger. Der er ikke tid til et bad. Skolen har været i gang i mere end to timer! Cornelia løber ned ad trappen, jeg glider på gelænderet.

   "MOAR!" råber jeg. "Hvorfor har du ikke vækket os?!" Vi tager franskbrød i skabet og leder efter vores skoletasker. Men så hører vi pludselig latter inde fra stuen. Vi stopper op og ser på hinanden. Så går vi hen til døren til udestuen.

   Mor sidder i den gamle, kedelige sofa, på bordet foran hende ligger bunker af fotoalbummer. Det er der som sådan ikke noget særligt ved, ind imellem rydder hun op i dem. Det særlige er, at hun ikke er alene. Ved siden af hende sidder en fremmed mand. Han smiler, ligesom hende, og ser på de billeder hun peger på. Han har sort, pjusket hår og rødgyldne øjne. Han har en arm om hendes skulder. Han kan højst være tyve.

   "Mor?" siger Cornelia stille. Mor ser hen på os. Hun rejser sig op.

   "Cornelia. Dexter. Så vågnede I endelig."

   "Hvorfor har du ikke vækket os? Vi kommer alt for sent i skole!" Mor vifter af min bekymring.

   "I skal ikke i skole i dag."

   "Virkelig?" udbryder Cornelia. "FEDT!" Hun ser på den fremmede. "Hvem er den sexede fremmede?" spørger hun mere henvendt til ham end til mor. Mor og den fremmede ser på hinanden. Så bryder de i latter. Cornelia rynker panden. Cornelia er populær henne i skolen, og hun er vant til at fyrene falder for hendes interesseintroer. Den fremmede rejser sig op, han er meget høj og er tilpas slank.

   "Tja," siger han. "Det var ikke lige sådan jeg havde troet at jeg ville møde dem igen." Mor smiler og ryster på hovedet. Hun går hen til den fremmede.

   "Cornelia. Dexter. Det her er Nathaniel Lucifer Montiara. Jeres far." Cornelias kinder bliver rødere og rødere af skam. Ha ha, hun har lige kaldt vores far for sexet. Mor tager fat om Nathaniel - jeg mener fars - arm og ligger hovedet ind mod ham. Det er længe siden at jeg har set hende så glad. Jeg ryster på hovedet.

   "Mor, hvad fanden har du haft gang i? Han er mindst tyve år yngre end dig, ellers holder han sig pokkers godt." Jeg ryster fornægtende på hovedet. "Desværre. Jeg tror ikke på det." Mor ser nervøst på Nathaniel eller far eller hvem det nu er.

   "Børn... Sit jer ned." Cornelia sætter sig i en lænestol, jeg sætter mig på dens fodskammel. Mor ser på den fremmede. "Vil du fortælle det, eller..." Han tager hendes hånd.

   "Sammen." Hun synker en klump og nikker. Så ser hun på os.

   "Det her er jeres far, det kan I trygt regne med. Hm, hvordan skal jeg forklare det. Åh, Nathan, hjælp mig." Han nikker. Mor sætter sig ned.

   "Som jeres mor allerede har sagt, så er jeg Nathaniel Lucifer Montiara. Jeg er djævlen i Helvede, dødsriget, underverdenen eller hvad I nu ellers kender det som. Jeg ved, at det kan være svært at forstå. Men der er mere mellem den himmel og jord, som I kender og er vokset op med. Himlen, Helvede, Gud, Jesus, engle, dæmoner, det hele er virkeligt.

   Jeg mødte jeres mor i mit eksil på Jorden. Jeg var løbet væk fra min far, Lucifer, den gamle djævel. Hun fulgte med mig til Helvede, da jeg skulle oplæres som den nye mester over Underverdenen. Kort sagt, så var der, øhm, lidt turbulens i det år, vi tilbragte i Helvede. Men så blev hun gravid med jer to. I blev født, og i nogle få timer troede vi, at vi endelig kunne slappe af."

   "Fra hvad?" spørger jeg.

   "I har sikkert hørt om Historie Hullet. Den del af verdenshistorien, hvor der hverken er optegnelser af krige, forbrydelser af nogen art, up- eller downloads på nettet, musikindspilninger, militærøvelser, skoleprøver eller noget af den slags. I de fem-seks uger, hullet varer, var der en krig mellem Himlen og Helvede. Jeg indrømmer, jeg anførte for Helvede. Jeres mor fik menneskene over på englenes side. Da krigen var slut, blev menneskenes hukommelse slettet, og al aktivitet fra den periode fik Jesus, Michael, Gabriel, Rafael og jeg gemt af vejen, så ingen ville finde ud af det.

   I blev født ni måneder efter. Men... Selveste Vorherre fik jeres mor til at flytte herhen sammen med jer, så I ikke ville få nogen indflydelse fra Helvede. Jeg måtte ikke se jer, I måtte ikke høre om mig, og åh hvor har jeg savnet jer." Cornelia og jeg ser på hinanden. Det er svært at tro.

   "Hvad laver du så her nu?" spørger Cornelia. Mor ser på... okay, mor ser på far, hun ser heller ikke ud til at vide det.

   "Jeg har brug for jeres hjælp," siger far. Mor rejser sig op.

   "Nathan, uanset hvor meget vi så ville hjælpe dig, så kan vi ikke bare forlade..."

   "Nej, Maya... Cornelia og Dexters hjælp." Mor sætter sig stille ned og ser bekymret på os. Far fortsætter. "Under krigen havde jeg en, øhm, ven, Cleoprata, en gammel ånd vækket til live i en ung krop. Vi fandt hende aldrig efter krigens afslutning, men nu ved jeg, hvor hun er." Mor gisper.

   "Nathan, du vil vel ikke..." Hendes stemme ryster. Far ler og stryger hendes kind.

   "Maya, du ved at du er den eneste for mig." Okay, måske lidt for sødt.

   "Vil du fortsætte?" spørger jeg. Far bliver igen opmærksom på os.

   "Ja, undskyld. Jeg er kommet for at bede om jeres hjælp, jeg har fået tilladelse fra Himlen. Som sagt, så ved jeg nu hvor Cleoprata har været. Igennem de sidste femten år har hun samlet en gruppe mennesker, som ønsker at udnytte Himlens væsner, og genoplivet deres hukommelse fra krigen. De har indfanget halvblod, halve engle halve dæmoner, og muteret deres gener og evner.

   Jeg kan ikke længere styre dæmonerne i Helvede. De tager ad sted som det ønsker det, og skaber kaos og raserer Jorden. Cleopratas gruppe kalder sig Un-Known. Deres eksperimenter på halvblods forstyrrer den skrøbelige sfære mellem Himlen, Helvede og Jorden. Den skal stabiliseres, og Un-Known skal lukkes ned, ellers kan Himlen blive invaderet af dæmoner."

   "Men hvis du er djævlen, er du så ikke glad for at kunne overtage Himlen?" Far ryster på hovedet.

   "Nej nej, tvært imod! En djævel har to sider, en god og en ond, to sider af samme mønt. Hvis der ikke er nogen i Himlen som min modsætning, åh, tro mig på mit ord, I vil ikke syntes om mig sådan."

   "Jeg ved nu ikke om jeg syntes om dig nu," mumler jeg. Cornelia rækker en hånd op, som om vi var i skolen.

   "Uh! Uh! Må jeg lige sige: Hvordan kan vi tro på at du er djævlen? Jeg mener, jeg havde forestillet mig lidt mere... ja, mere." Far ler.

   "Du mener..." Flammer omslutter ham, og han syntes at vokse til dobbelt størrelse. "... sådan her!" buldrer han. Vi farer alle sammen, mor har vist ikke set det før. Flammerne forsvinder og far ler i normal størrelse. "Undskyld." Cornelia nikker hurtigt.

   "Jeg tror dig nu." Hun ser på mig. "Hvad med dig, Dex?" Jeg nikker stille.

   "Så, øhm... Far... Hvordan skal vi kunne stoppe Un-Known? Vi er jo bare to mennesker, og... Hvad er halvblods egentlig?" Far sætter sig i sofaen ved siden af mor, der læner sig ind mod ham. Det er rart at se hende så glad.

   "I to er ikke bare mennesker. I to er det, vi i Helvede og Himlen kalder kvartblods. Halvt menneske, halvt engel eller dæmon. Halvblod er, som jeg har sagt, halve engle og halve dæmoner. De er sjældne, men magtfulde. Mange frygter dem, både engle, dæmoner og enkelte mennesker.

   Der er én måde, hvorpå vi kan afslutte Un-Known. Men jeg kan ikke følge jer hele vejen. Jeg har fundet en guide her på Jorden, en af mine gamle venner, en halvblods som jeg selv. Han vil beskytte jer og vise jer vej.

   For at stoppe Un-Known må I finde Codexet. Det er en ældgammel aftale mellem de tre verdener, ældre end De Ti Bud. Den vil få menneskene til at glemme de to andre verdener, og lukke sfæren mellem Helvede og Jorden." Jeg ser på Cornelia. Hun lader også til at overveje det, selvom hun ellers ofte handler hovedløst.

   "Vores guide, beskytter, det dér," siger hun så. "Hvor er han?" Far smiler.

   "Han bor, så vidt jeg ved, for tiden i Los Angeles. Jeg har godt nok ikke hørt fra ham i et stykke tid." Cornelia og jeg ser på hinanden.

   "Skal vi til Los Angeles?" spørger vi samtidig. Mor smiler lidt nervøst, far ser på hende.

   "Jeg kan ikke tage jer med mig, hvis ikke jeres mor tillader det." Han ser på hende. "Maya?" Mor tøver. Hun bider sig i læben og ser på sine hænder.

   "Hvad med deres skole?"

   "Det her er meget vigtigere end skole. Det her drejer sig om hele verdenens sikkerhed." Mor ser ned. Hun sukker og nikker stille.

   "Ja. Selvfølgelig, du har ret." Hun ser på os. "I kan tage ad sted med jeres far." Mor ser på far. "Bare lov mig at passe godt på dem. De må ikke drikke, ikke ryge, ikke..."

   "Moar!" siger jeg strengt. "Vi er fornuftige mennesker. Vi kunne da ikke finde på noget så dumt. Vi er kun femten." Hun nikker.

   "Ja, undskyld. Men jeg ved jo ikke rigtig hvor I tager hen. Eller hvor længe I er væk. Jeg kommer til at savne jer." Hun ser igen på far. "Hvornår tager I ad sted?"

   "Hurtigst muligt," siger far. Mor rejser sig op.

   "I må hellere gå op og skifte. Det går ikke at I går rundt i jeres skoleuniform i Los Angeles."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...