Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1163Visninger
AA

15. Hangover

Jeg slår øjnene op, fordi alt i min krop protesterer. Jeg river dynen af mig og styrter ud på badeværelset, læner mig over toilettet og kaster op. Nathan kommer frem bag mig, jeg kan lugte, at det er ham. Han sætter sig på knæ ved siden af mig, ser lidt forsigtigt på mig.

   "Hvordan har du det?" spørger han. Som svar kaster jeg op igen. "Du har aldrig været god til at drikke." Jeg fnyser, puster lidt. Spytter. Han tøver. Jeg sukker.

   "Rædsomt." Jeg venter lidt, hvis der nu er mere. Så sætter jeg mig op ad væggen, lukker øjnene. Tørrer mig om munden med toiletpapir. Jeg føler mig svag efter at have kastet op. Men ud over det, føler jeg mig sårbar og skrøbelig. Jeg har altid troet, at jeg havde styr på alting. At jeg var den stærke, der kunne kontrollere alt. At få den magt taget fra mig så hurtigt, så nemt... Jeg er helt tom. Nathan rejser sig op, rækker mig en hånd. Han støtter mig ind på soveværelset. Jeg lægger mig på sengen. Sukker og lukker øjnene.

   Jeg begynder at græde. Jeg er så bange. Verdenen er pludselig så stor og ond. Så forfærdelig kold. Nathan prøver at trøste mig, men jeg er bundulykkelig. Han holder mig ind til sig, aer mit hoved og tysser stille på mig. Klokken er vist halv seks om morgenen eller sådan noget.

   Hvor er jeg bare dejlig lige nu - jeg har tømmermænd, for mig bedre kendt som murens fald inde i mit hoved og en rutsjebane i min mave, samt en ildebrand i min hals, og så er al min selvtillid lige blevet suget ud af mig.

   "Jeg vil aldrig mere!" græder jeg. Nathan sukker.

   "Morgan, du kan ikke bare holde op med at elske, så..."

   "Nej, jeg vil aldrig mere have sex!" græder jeg. "Aldrig, aldrig, aldrig mere! Jeg tør ikke! Jeg vil ikke!" Nathan sukker og aer mit hår.

   "Det er dit valg. Men husk nu hvad der sker, hvis halvblods ikke føler sig elskede."

   "Jeg er ikke som dig!" siger jeg spydigt. "Jeg behøver ikke gå i seng med nogen, før jeg føler mig elsket!" Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det til ham. Nathan er min blodsbror, han blev endda syg da vi blandede blod sidst... Jeg er hans lillebror, han er min storebror. Vi beskytter hinanden, vi bebrejder ikke hinanden noget. Men han lader det bare prelle af, nikker og giver mig ret i alt. Jeg er i chok, og han ved det. Men jeg ved også godt hvad jeg siger. Jeg vil ikke være sammen med noget igen. Aldrig nogen sinde! Der kommer ikke noget godt ud af det!

   Nathan ser på mig.

   "Skal jeg tager Sean med til Helvede?" Jeg nikker snøftende. Nathan nikker. Han smiler til mig. "Hey. Så snart I har fundet Codexet, kan du begynde som sanger igen?" Jeg trækker lidt på skuldrene. Det ved jeg ikke, om jeg vil... "Eller du kan komme og på med mig og Maya - på slottet, i Helvede?" Jeg trækker på skuldrene igen. Jeg klapper mig på skulderen. "Mangler du noget?" Jeg ryster på hovedet. Nathan smiler skævt. "Sikker?" Jeg nikker. Han tager noget frem fra lommen. Jeg kan ikke lade være med at smile.

   Chokolade.

   Jeg har elsket chokolade lige siden jeg smagte det første gang. Og Nathan ved det. Han har endda købt det, jeg bedst kan lide. Jeg tager imod det, sidder med det i hænderne.

   Det er faktisk et problem. Jeg er afhængig. Saltvandet i Un-Known har dæmpet abstinenserne, og alle mine andre evner og sanser, men de begyndte så småt at vende tilbage for et par dage siden. Bare ét lille stykke, når abstinenserne går i gang.

   Jeg åbner pakken, spiser et stykke. Det gør mig roligere. Og fjerner smagen af bræk. Jeg læner mig tilbage i sengen. Ser tomt ud i luften.

   "Tror du de ville tage mig ind i et kloster?" Nathan bryder i hjertelig latter. Jeg smiler.

   "Niks!" Selvfølgelig ikke. "Men hvorfor ville du da også det? Så skulle dit fine hår jo barberes af."

   "Nårh ja..." Jeg elsker mit hår. Men jeg kan faktisk ikke lide at være sammen med andre, der har lyst hår. Det gælder både piger og drenge. I Helvede er det faktisk kun mig og en håndfuld andre halvblods, der er blonde. Hårfarven varierer alt efter faren. Var ens far en engel bliver man blond, var han en dæmon bliver det sort. Dæmoner kan forklæde sig som mennesker, og har gennem tiden forført engle og mennesker. Det har givet en del problemer, men... jah. Jeg ser på Nathan. "Har du fundet ham?" Hans blik bliver mørkt. Han ryster på hovedet.

   "Beklager makker." Jeg nikker.

   Jeg har aldrig mødt min far. Jeg ved ikke så meget om ham, men jeg har ledt efter ham længe. Jeg vil gerne møde ham. Jeg har brug for ham. Jeg har bedt Nathan gennemsøge arkiverne i Helvede for at finde ham - alle børn i Helvede bliver registreret. Der kommer ikke mange, så der er ikke meget efterforskning. Men at finde fædrene, det er straks sværere. Der er ikke nogen engle, der vil indrømme, at de har været sammen med en dæmon. Kun Gabrielle, Nathans afdøde mor og ærkeenglen Gabriels søster, turde stolt sige til Gud personligt at hun havde fået et barn med Lucifer.

   Det er derfor, Nathan er så stærk. Jeg føler mig slet ikke stærk lige nu. Tværtimod. Jeg føler mig lillebitte og svag.

   Nathan aer min skulder.

   "Har du det bedre?" Jeg trækker på skuldrene. Er jeg så svag? Skal jeg bare skræmmes, så kan jeg ikke gøre modstand? Jeg gyser, da jeg tænker på, hvad O'Neal ville have gjort med mig.

   Så kommer jeg i tanke om min redningsmand. Jeg fik aldrig fat i hans navn. Jeg fik aldrig takket ham. Jeg bliver kold. Trækker dynen tættere om mig. Nathan sukker.

   "Kan jeg gøre noget for dig?"

   "Nej," mumler jeg.

   "I kan ikke vente her for længe." Jeg ved det godt... "Fik du noget ud af Sean?" Jeg nikker stille. Men jeg vil ikke gentage det. Det er hans ord. Ikke mine. Jeg vil ikke have dem i min mund.

   "En halvengel i New Orleans kender det," mumler jeg. Jeg får lyst til at spytte dem ud. De fylder min mund, truer med at kvæle mig! Nathan nikker.

   "Skyla... Ja, det burde jeg have regnet ud."

   "Hvem er Skyla?"

   "Hun er en meget gammel halvblods, ældre end du og jeg. Hun ved lidt om alt, bogstaveligt talt. Ja... Hun skal nok vide lidt om det." Jeg synker en klump. Lidt om alt? Så ved hun sikkert også hvem min far er?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...