Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1173Visninger
AA

2. Femten år senere


"28 B - stop her Dexter!" Dexter bremser op. Jeg hopper ned fra cykelkurven, snupper en avis fra bagagebæreren og løber hen til postkassen med den. Da jeg har puttet den i løber jeg tilbage til min bror og hopper op på cyklen.

   "Hey Cor, skal vi ikke spise frokost?"

   "Lyder godt, Dex. Taco Trivial?" Dexter slikker sig om munden og laver en "m-mhm!" lyd. Jeg ler. Dexter begynder at køre. Vinden leger med mit hår. Jeg er ikke bange for at falde af, han er ikke væltet med mig endnu, og vi har delt aviser ud sammen i de sidste to år. Det er en af de få ting, vi kan lave sammen uden for skolen. Vi er ret forskellige, til trods for at vi er tvillinger.

   Jeg er den atletiske, løb, svømning, football, fodbold, tennis, basketball, al den slags, bare kom an, jeg er klar! Dexter er mere den stille type. Han er indadvendt, en rigtig bogorm, han er god til næsten alle fag i skolen, bortset fra sport. Han er klog, men en smule overbeskyttende, han er forresten min bedste ven, og så er han bare for sjov!

   Taco Trivial er vores absolutte yndlingsspisested. Der er ikke noget fint eller fancy over det, det er bare en tacorestaurant med en ekstra stærk chilisauce. Vi bestiller det sædvanlige, to taco grande med to store colaer. Mens vi venter på maden, sidder vi og væder om, hvem af turisterne der først vil løbe efter vand. Det er en dagligdags ting, som vi så ofte nyder at gøre.

   Uden for vinduet går Damian Smith forbi. Jeg følger ham med blikket. Dexter sukker og smider en sammenrullet serviet i mit ansigt.

   "Helt ærligt. Hvad er så interessant ved Smith? Han er lige så klog som en østers!" Jeg trækker på skulderne.

   "Tja. Han er populær, høj, stærk, venlig, gavmild og følsom." Dexter hæver øjenbrynene.

   "Du ved godt at han lukkede mig inde i mit skab i forgårs, ikke?" Dexter bliver henne i skolen betragtet som en nørd. Jeg ved selvfølgelig bedre, men det er lidt hans egen skyld, han er med i fysikklubben og er altid en smule, tja, bedrevidende i timerne. Det mest irriterende er, at han altid har ret, selv når han retter på lærerne...

   "Ja, jeg ved det godt..."

   "Og som min søster..."

   "... skulle jeg ikke interessere mig for personer der gør dig ondt, jeg ved det godt Dexter. Men hey, lad nu en teenagepige drømme, okay?" Vores mad kommer. Vi piller begge to agurkerne ud. Det er sjovt, nogle tvillinger fjerner sig mere og mere fra hinanden jo ældre de bliver. Men Dexter og jeg ligner stadig hinanden, både af udseende og indeni. Bortset selvfølgelig for vores interesser. Vi hader begge to agurker, vi er begge to bange for hajer, vi kan ikke fordrage de samme lærere, har de samme holdninger til diverse ting. Det eneste der mangler, er at vi forelsker os i de samme personer, hvilket heldigvis ikke sker. Eller... Der var jo dengang med Johnson tvillingerne... En dreng og en pige, det var syvende klasse, og det blev desuden aldrig til noget.

   Vi er færdige på næsten samme tid. Derefter deler vi de sidste aviser ud og kører hjem. Det er en halvlang tur, men da den lille toetagers gård endelig er i syne, syntes resten af turen at være ligegyldig.

   Dexter smider cyklen neden for trappen, vi springer op på verandaen og går ind. Duften af nybagt kage og te når os med det samme. Mor kommer os i møde. Hun smiler til os.

   Jeg har set billeder af mor fra da hun var på min alder, og vi ligner hinanden meget. Vi har de samme brune slangekrøller, de samme øjne og det samme, øhm, brystmål... Mor siger, at Dexter ligner vores far. I så fald må vores far have været meget smuk.

   Dexters hår er sort og pjusket. Hans ansigtstræk er lige og fine, minder om mine. I ottende skete der et uheld i fysik, han fik giftige kemikalier i øjnene. Indtil 9. gik han med briller, nu har han skiftet til kontaktlinser. Hvis han dyrkede lidt mere idræt ville han være muskuløs og sikkert få fjernet sin nørdestatus, men han foretrækker algebra frem for atletik. Til gengæld hjælper han mig altid med mine lektier. Jeg er ikke så god i skolen...

   "Cornelia, Dexter, hvordan gik det?"

   "Fint nok," siger Dexter.

   "Kom med ud i køkkenet, jeg har bagt chokoladekage." I køkkenet sidder vi i tavshed og spiser. Mor fifler med småting rundt omkring i huset. Dexter og jeg er trætte, vi har delt 300 aviser ud. I den tørre have hopper en fugl rundt på jagt efter nødder, frø eller smådyr. Jeg gaber. Klokken er så småt ved at blive fire. Da vi er færdige med vores kage sætter vi tallerkenerne i opvaskemaskinen og går op på vores værelse. Da vores hus ikke er så forfærdeligt stort, deler Dexter og jeg en tredjedel af første sal. Jeg smider mig på min seng og ser på plakaten i loftet. Morgan Le Fay ser ned på mig. Jeg hviner og sparker med benene. Dexter sukker. Han kan ikke lide mit idols musik. Jeg er ligeglad. Nogle gange hører jeg det så højt, at Dexter bliver vred på mig, men det er okay.

   "Hvorfor er du så besat af... dét?" Jeg sukker.

   Den rigtige Morgan Le Fay forsvandt på mystisk vis for lidt over to år siden. Siden da er hans sange blevet remixet, hans videoer er blevet legendariske. Han kan (eller kunne) alle former for sang, opera, hip hop, pop, rap, jazz, blues, rock, heavy metal, og så spille han alle former for instrumenter, selv jødeharpe. Plakaten i loftet er fra hans sidste album. Kun en sølle las af hans trøje hænger endnu på, og blotter derved hans sexede overkrop. Hans øjne er gemt i skygger. Han pjuskede blonde hår stritter. Hans hænder er bundet over hans hoved, og han står som om han ikke rigtig kan finde fodfæste - hvilket vil sige at han står på en fræk, skødesløs måde. I munden har han en nøgle. Rosenranker snor sig om hans ben. Under billedet står der med svungne bogstaver "Key for Bloody Heart", navnet på albummet.

   "Hey, Cornelia," siger Dexter. Jeg ser på ham. Han står foran sit skab. "Dit undertøj ligger i mit skab igen!" Jeg smiler og ler. Det sker somme tider at den, der ligger vasketøjet på plads, bytter om på vores skabe, og så ender min BH i hans skuffe, og hans boxershorts kommer ned i min. I starten var det noget pinligt, men nu er det bare irriterende.

   "Undskyld Dex." Jeg fniser. "Men jeg er ellers sikker på at det ville klæde dig." Han gyser ved tanken. Jeg ser på kalenderen på væggen. Så ser jeg på Dexter. "Dex... Det er i dag..." Dexter ser på kalenderen. Hans irriterede ansigt falder sammen.

   "Vi må hellere gå i gang med maden."

 

Hvert år, på vores fars fødselsdag, efter mørkest frembrud, går vores mor i sort. Hun magter ikke at lave aftensmad eller at lave noget. Det skete første gang da Dexter og jeg var tretten. Heldigvis var en af mors veninder, Maria, på besøg. Hun lavede aftensmad og prøvede at f mor til at få det bedre. Men mor savner virkelig vores far. Hvilket ikke helt passer med hendes beskrivelse af ham.

   Dexter og jeg laver aftensmad. Mor spiser med, men hun er ikke helt sig selv. Hun er deprimeret og trist. Vi ved ikke, om vores far er død. Hver gang vi nævner det, fornægter mor det og siger, at han helt sikkert har det godt. Min teori er, at vores far var et ledt svin, der knuste hendes hjerte så snart vi blev født. På vores fødselsdag er der altid en gave til hver af os, på kortet står der "fra far". I de første år hoppede vi på den. Men efterhånden fik vi mistanke om, at det var mor, der købte dem. Det er sørgeligt, men heldigvis kun en gang om året. Nogle gange to, men det er sjældent.

   Efter maden vasker vi op. Mor går ind i stuen og tænder op i kaminen, selvom det er sommer, og tager det spejl, far gav hende for så længe siden. Jeg spurgte engang hvorfor hun gjorde det. Hun sagde, at nogle gange kunne hun se hans ansigt i ilden, og mærke ham gennem spejlet.

   Dexter og jeg børster tænder og tager nattøj på. Vi spiller lidt videospil, så kommer mor op for at sige godnat. Måske er vi ved at være lidt for gamle til at blive puttet, men mor bliver så glad af det. Hvordan vil hun mon have det, når vi engang flytter hjemmefra?

   Selv syntes jeg at mor er meget smuk. Hun ser ung ud, til trods for at hun næsten er fyrre. Hun har stort set ikke nogen rynker, hendes hår er ikke farvet men har stadig den samme brune farve som for ti år siden.

   "Mor," siger jeg stille. Hun ser på mig. "Hvordan var far? Sådan, rigtigt?" Hun smiler og ser ned. Så sætter hun sig på min sengekant. Dexter sætter sig op for at høre med.

   "Hm... Lad mig nu se... Tja, han var venlig. Stille. Året inden jeg blev gravid med jer to, havde han nogle, hm, psykiske problemer. Hans far, Lucifer, ville have ham til at overtage en meget vigtig plads i familiens, øhm, firma."

   "Hvad skete der?" spørger Dexter.

   "Jeres far var ude på et sidespor i et par måneder. Men da han så kom tilbage var han forvandlet." Hun smiler. "Han var djævlen."

   "Det er jeg ked af," siger jeg. Mor stryger mit hoved.

   "Nej. Det skal du ikke være. Han er en god mand." Hun ryster på hovedet og rejser sig op. "Godnat I to. Sov godt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...