Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1175Visninger
AA

14. Far tilbage

Vi kan ikke aflede vagterne mere, og går derfor ind i klubben. Vi spejder efter Morgan, finder ham hurtigt. Han sidder i baren med en fyr med lilla hår. Den fremmede ser bekymret på Morgan, der er ved at drikke det, der ligner et stort ølglas med vand.

   "Morgan?" siger jeg. Vi sætter os ved siden af ham. Han er rød omkring øjnene, har grædt. Han holder fast om glasset med begge hænder, skælver en smule. Cornelia lægger en hånd på hans skulder, men han ryster den af.

   "Lad mig være!" knurrer han faretruende. Den fremmede rejser sig op og kommer hen til os. Vi vender os mod ham.

   "Det er Morgan Le Fay, ikke?" mumler han, så det kun lige er hørligt. Jeg nikker.

   "Hvad er der med ham?" spørger jeg. Fyren sukker.

   "Øhm, nu kan jeg selvfølgelig ikke fortælle fra Morgans synsvinkel, men øhm... Jeg så, at han gik med ejeren hen til baglokalerne, øhm... Han virkede ikke helt ædru, og ejeren er ikke ligefrem én man skal stole blindt på. Jeg fulgte efter, og så ejeren skubbe ham ind i et andet værelse. Der stod vagter udenfor. Der var noget postyr et eller andet sted i klubben, de forlod deres poster. Morgan begyndte at råbe om hjælp. Øhm, ejeren var vidst blevet lidt for venlig, han, øhm... Han var ved at rive tøjet af Morgan." Cornelia gisper og ser på Morgan, der bare stirrer stift ned på glassets indhold.

   "Tak fordi du hjalp ham," siger jeg. Fyren trækker på skuldrene.

   "Ingen årsag. Øhm, det er forresten ikke vand, han drikker, det er vodka, og jeg tror I skal få ham hjem nu."

   "Hvorfor lod du ham bestille det?!" spøger Cornelia forskrækket.

   "Han knurrede af mig da jeg prøvede, han er ikke lige den type jeg vil have problemer med!" Jeg nikker forstående.

   "Endnu engang tak." Han nikker, ser på Morgan.

   "Klarer du dig?" Morgan nikker kort og drikker af vodkaen. Fyren sukker og går.

 

Vi får med noget besvær Morgan med væk, men først da han har drukket al vodkaen og er helt væk. Han vakler og skumler, er ret ubehagelig at være sammen med. Hverken Cornelia eller jeg har nogen sinde været fulde før, mor har heller ikke, og vi er ikke begyndt at gå til fester endnu. Vi er femten år gamle, og egentlig helt normale.

   I taxaen tager jeg Morgans telefon og finder faktisk fars nummer. Jeg ringer til ham.

   "Hej Morgan," siger far efter anede ring.

   "Det er Dexter." Stille lidt.

   "Hvad er der galt med Morgan?"

   "Hvordan kunne du vide der var noget galt?" spørger jeg.

   "Morgan ville aldrig lade sin telefon ligge. Hvad så?" Det er mærkeligt, det lyder altså som at tale med nogen fra de ældre klasser.

   "Øhm, Morgan er rimelig fuld, for, øhm, han var ligesom, øhm, ved at blive voldtaget på en gaybar her i Michigan..."

   "HVAD?!" Av... "Jeg kommer med det samme, hvor er I nu?"

   "Vi er på vej til hotellet." Jeg giver ham adressen på hotellet. Jeg sidder på forsædet, chaufføren lytter ikke til samtalen mellem mig og far, heldigvis. Cornelia sidder med hænderne i skødet og nedslået blik. Morgan ser ud af vinduet. Han virker helt tom.

   "Jeg kommer så hurtigt jeg kan."

   "Okay. Vi ses." Jeg lægger på og putter telefonen i lommen. Morgan er ikke helt forsvarlig lige nu.

   På hotellet får vi Morgan i seng. Værelset er delt i fire, en lille stue i midten, sofa og TV, to dobbeltværelser og et badeværelse. Cornelia og jeg sover i seng sammen, vi kæmper lidt om dynen, og til sidst tager jeg et tæppe fra sofaen. Far banker på omkring firtiden om morgenen. Jeg står op og åbner for ham.

   "Morgan sover derinde," siger jeg og nikker mod hans soveværelse. Far nikker.

   "Han vågner om en times tid," mumler han. Jeg rynker panden.

   "Ved du det med sikkerhed?" Far nikker.

   "Ja, så slår tømmermændene til."

   "Uh..."
   "Ja..." Far sætter sig på sofaen med et lille suk. "Hvordan går det ellers med at finde Codexet?" Jeg sukker.

   "Vi fik ikke spurgt Morgan - han var allerede pænt fuld, da vi kom."

   "Hvem, øhm, fik ham væk fra, øh - hvem var det egentlig?"

   "Ejeren, øhm, Sean O'Neal hed han vidst." Far ser ud i luften. Nikker.

   "Okay, det skal jeg huske - jeg river ham med til Helvede når jeg tager videre." Han lyder altså som om han taler om vejret! Det er uhyggeligt. Jeg gaber. Far smiler til mig. "Bare gå i seng igen. Jeg tager mig af Morgan, når han vågner." Jeg nikker.

   "Tak. Det vil han sikkert sætte pris på." Jeg går ind på soveværelset. Cornelia ligger ud over hele sengen og snorker. Jeg sukker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...