Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1179Visninger
AA

5. Den tomme lejlighed


Ingen af os har nogen sinde været så luksuriøst et sted! Der er palmer og rød løber ved indgangen, far bliver budt velkommen med champagne, men takker høfligt nej. Der er mindst fyrre etager, i brochuren står der, at der er syv pools, tre indenfor, resten udendørs, samt et træningscenter, en bar og en femstjernet restaurant. Far opfører sig som om det er hverdag, han får to nøgler af receptionisten, og vi og vores bagage bliver ført ind i en elevator. I elevatoren taler far igen Helvedessproget. Det oprindelige panel med etagenumre forsvinder, og erstattes af 13, 45, 46, 47, 48, 49 og 50. Far trykker på 50, og elevatoren suser opad med unaturlig fart. Vi skriger, men far ser ud som om han keder sig. Elevatoren stopper brat, og Cornelia og jeg flyver et lille stykke op i luften. Dørene åbner, far går ud. Vi tumler efter.

   Til venstre for elevatoren er en tre meter blind gang, som ender i et enormt panoramavindue, hvorfra man kan se helt ud til havet. Væggene er malet hvide, loft og gulv er glat og sort. Far går hen til værelse 5014 og 5015. Han giver os vores nøgle.

   "Sig det til mig hvis I tager nogle steder hen. Det er farlig for jer at gå alene rundt. Forstået?" Vi nikker.

   "Far..." siger jeg tøvende. Han smiler til mig. "Hvor er din bagage?"

   "Det har jeg ikke brug for." Han går ind i værelset over for vores. Vi går ind i vores.

   To dobbeltsenge. Panoramavindue ved endevæggen. Badeværelse med jacuzzi og brusebad. Tæppebelagt gulv, frugtskål, røde fløjlsgardiner, samt et enormt skab. Cornelia falder leende om i sengen, hun har smidt sin taske lige inde for døren, som altid.

   "Hvad griner du af?" Hun ser på mig.

   "Årh, kom nu Dex! Tænk tilbage! Vi sov over os, mødte vores far, djævlen, tog med ham til Helvede, kom til Los Angeles og er nu indkvarteret på det der må være et af verdens fineste hoteller! Det er da hysterisk morsomt!"

   "Tja, din form for humor har altid været en smule, lad os kalde det 'fremmedartet' for mig, kære søster." Hun rækker tunge af mig. Jeg sukker, himler øjne og ryster på hovedet. Jeg falder tilbage på min seng. "Men her er godt nok fedt..." Jeg åbner min taske og finder min toilettaske. "Jeg går ud og børster tænder."

   "Okay."

 

Skrabende fødder. Jeg vågner, men åbner ikke øjnene med det samme. Åndedrag. Lad mig sove, Cornelia! Skrig. Jeg farer op.

   Et hæsligt væsen sidder overskrævs på Cornelia. Dets kløer har fat om hendes hals. Hun sparker og vrider sig for at komme fri. Væsnet åbner sin enorme mund, og blotter flere rækker af sylespidse tænder.

   "CORNELIA!" råber jeg og vælter ud af sengen. Væsnet hvæser af mig. Jeg vakler baglæns og falder over min seng. Takket være det, far gjorde ved vores øjne i Helvede, kan vi sagtens se i mørke. Men jeg er bange, og kan ikke orientere mig. Cornelia gisper efter luft og prøver at slå væsnet væk, men det udstøder en høj, skinger lyd, som godt kunne forveksles med fugleskrig.

   Døren bliver slået op. Far ser forskrækket på dæmonen. Hans venlige ansigt ændres med det samme. Det er pludselig skræmmende. Uhyggeligt. Fremmedartet. Hans øjne er vilde og fulde af vrede, hans krop sitrer. Han farer frem mod væsnet, springer op i luften og vælter det af Cornelia uden så meget som at strejfe hende. Væsnet udstøder et højt piv. Så falder det dødt sammen på gulvet. Far rejser sig op. Cornelia ligger og hoster lidt, tager sig til halsen og prøver at få luften ind igen. Jeg ser bare lamslået på far.

   Hans fingre ligner de samme kløer som dæmonen havde. De drypper af grønligt blod. Han puster lidt. Så slikker han sine fingre rene. Godt at Cornelia har lukkede øjne, for hun ville få et mindre sammenbrud. Jeg ser forvirret på far.

   "Det er nødvendigt for vores overlevelse." Hvad? Taler han om vores, Cornelia, hans egen og min, om at det er nødvendigt at dræbe vores angribere? Eller taler han om, at det er nødvendigt for dæmoner at drikke blod? Far går hen til Cornelia og sætter sig på hendes sengekant. Han ligger en hånd på hendes skulder. "Er du okay, Cornelia?" Hun nikker, trækker stadig vejret besværligt.

   "Ja... Hvad... Hvad var det for én?" Hun får øje på den døde krop på gulvet og skriger. Fra prøver at berolige hende, da hun panikker. Han tager fat om hendes skuldre og taler beroligende til hende.

   "Cornelia, det er okay, det er okay. Det er ikke menneskeligt. Det var en dæmon, fra Helvede. Én af dem, der er løbet løbsk. Du skal ikke være bange, der sker jer ikke noget."

   "Du dræbte den!" siger hun hysterisk. "Du dræbte den rent faktisk!"

   "Cornelia, hør nu på mig. Det er mit job at beskytte Jorden mod dem. Jeg skal holde styr på dem, og hvis de ikke vil lytte, så må de væk." Cornelia begynder at græde. Far trækker hende ind til sig. Jeg sætter mig tungt på min seng og ånder ud. Jeg har holdt vejret under hele forløbet.

 

Den næste morgen spiser vi morgenmad i restauranten sammen med far. Jeg tror ikke, at jeg nogen sinde har smagt så godt mad. Cornelia faldt hurtigt i søvn, da først far havde fjernet den døde dæmon. Efter maden går vi alle tre op på værelserne, Cornelia og jeg tager tøj på, far var faktisk allerede påklædt i nat. Jeg tror ikke, at han sover om natten. Nede på gaden får far, med hjælp fra stenen, fat på en dæmonisk taxa, som kører os hen til en biludlejning, hvor far allerede har bestilt en bil. Den er ikke noget særligt.

   "Far," siger jeg, da vi kører ud fra biludlejningen. "Hvorfor ikke bare tage en taxa? Jeg mener, hvis ham vores guide alligevel bor i nærheden?" Far smiler til mig i bakspejlet.

   "Det haster ikke lige nu. Desuden, så er han mest aktiv om natten. Han er i hvert fald langt sjovere dér. I mellemtiden kan vi jo lege turister."

   "Du har sikkert været her før," siger Cornelia spændt. Åh nej... Hende... Fars penge... Et shoppingcenter i Los Angeles? En eller anden, dræb mig!

   "Selvfølgelig," siger far. "Men da var det bare en lille nybygger fiskerby, fyldt med skydegale cowboys og tossede spaniere."

   "Det må du ikke kalde dem."

   "Hvad, spaniere, eller tossede?" Cornelia trækker på skulderne.

   "Bare glem det." Jeg rynker panden.

   "Far? Hvor gammel er du egentlig?" Far trækker på skulderne.

   "Det ved jeg ikke, nogle titusinde år, tror jeg nok." Cornelia og jeg ser på hinanden, far lader til at være fuldstændig upåvirket. "Nå, hvor vil I hen først?"

   Cornelia har intet til overs for nåde. Hun hiver brutalt far og mig ind i samtlige centre og butikker, blot for at gå ud igen med visheden om, at hun sagtens kunne købe butikskæden. Klokken ét har far og jeg endelig en chance for at undslippe, det er nemlig frokosttid. Vi finder en mexicansk restaurant. Tjeneren kommer hen til os og tager imod bestilling - men han taler spansk.

   "Tres platos del día, por favor, una botella de agua, una Coca-Cola y un ..." Jeg ser på far. "Hvad skal du have?" Far ser på tjenere.

   "Dos plato del día, un taco, una botella de agua y dos Coca-Colas. Gracias. Para el postre nos gustaría reservar ... Una banana split, helado de chocolate y la mezcla de la fruta. ¿Podemos pagar por adelantado?

   "Sí señor."

   "Gracias." Tjeneren går. Vi ser målløse på far.

   "Hvad i alverden talte I om?" spurgte Cornelia, som ikke ligefrem er en haj til spansk.

   "Vi bestilte bare mad," mumler jeg. Hun ser på mig. Så bryder hun i latter. Far ser forvirret på hende.

   "Dexter har altid troet at han var den bedste til spansk!" griner hun. Jeg krymper mig i mit sæde. Far klukker.

   "Det er okay. Jeg taler 9000 forskellige sprog, de fleste af dem flydende."

   "Så mange findes der slet ikke," påpeger jeg.

   "Nej, de fleste er dem er uddøde, det har du ret i, men mange af dem taler dæmoner stadig. De ældste gør." Vores mad kommer, og vi begynder at spise. Dagens ret er en form for pandekage med ris og en lækker sovs. Cornelia gumler lidt på sin pandekage.

   "Vidste I at pandekager er Morgan Le Fays yndlingsdessert?"

   "Du har kun nævnt det sådan cirka tredive gange - i den her måned. Og ikke for noget, Cornelia, men det er den sekstende!" Far ser spørgende på Cornelia.

   "Jeg kendte Morgana Le Fay, men hvem er Morgan Le Fay?"

   "NEJ!" udbryder jeg og slår hovedet ned i bordet. Så begynder det... Cornelia lyser helt op ved chancen for at kunne fortælle om sit idol.

   "Morgan Le Fay er såmænd bare den største stjerne nogen sinde! Han er musiker, danser, sanger, skuespiller, forfatter og velgører. Han spiller stort set alle instrumenter, der findes, og har rejst hele verdenen rundt. Ingen kender hans nøjagtige alder, men ved at regne den tid, det tager at lære instrumenterne og vokaler, samt hans udseende og antallet af hans sange og musikvideoer og film og koncerter og..."

   "Husk at trække vejret." Cornelia tager en dyb indånding.

   "... hans rejser, kan man regne ud, at han er omkring de tyve, mindst atten! Hans har mange livretter, blandt andet pizza, salat og taco med oksekød, champignoner, oliven og hvidløg..." Cornelia snakker videre. Jeg kan ikke undgå at ligge mærke til, at det er præcis den samme taco, far sidder og spiser. "... ejer fem huse verden over, og har doneret masser af penge til forskellige velgørende formål." Hun gisper. "Han skulle faktisk have en lejlighed her i Los Angeles!"

   "Skal vi besøge ham?" Cornelia skuespiller en besvimelse.

   "Kan vi?! Nej, det kan vi ikke. Han forsvandt for to år siden." Far stopper midt i en bid af sin mad. Han synker og ser på Cornelia.

   "Hvad?" Er han oprigtig interesseret i sådan en dille?

   "Ja, det skete under en koncert i Sacramento. Det var under sangen 'Key for Bloody Heart'. Han var nået til anede vers, 'If no one can find the Key, death can easily take me away'. Scenen blev overblæst med røg. Sangen stoppede, musikerne forlod scenen. Over højtalerne sagde de, at en af røgmaskinerne var gået i stykker, og at det ville tage et øjeblik at fikse. Så lød der et skrig, Le Fays mikrofon faldt til gulvet, og han har været væk lige siden." Far nikker mens han nipper til sin cola.

   "Vi skal af sted. Kom." Han rejser sig op og tager os med.

   "Vent, hvad med betaling?"

   "Jeg har betalt."

   "Jamen du bestilte dessert..."

   "De kan beholde pengene." Vi sætter os ud i bilen. Vi kører hen ad strandvejen, palmer svajer let i vinden, mørke skyer er ved at samle sig på himlen. Vinduerne er lukkede, og jeg sværger, far overtræder stensikkert fartgrænsen! Han overhaler samtlige bilister. Endelig parkerer han bilen foran en gammel boligskyskraper. Han venter næsten ikke på os, går bare hurtigt hen til indgangen. Han trykker på en knap, og venter på svar fra en af lejlighederne. "Hallo?" siger han. "Hallo!" Han banner lavmælt. Han går hen til dørene, tager i håndtaget og tvinger den op. Han styrter op ad trapperne. Cornelia og jeg ser urolige på hinanden, så løber vi efter ham.

   Oppe på syvende sal vælger vi at tage elevatoren, men den er i stykker, og jeg må slæbe mig videre. Cornelia, der er i god form og er vant til at løbe op og ned ad stejle skråninger, har ikke synderlige problemer, men jeg er ved at falde om.

   På Tiende sal finder vi far. Han står foran en åben dør, ser tomt ind i lejligheden. Vi ser over han skulder.

   Lejligheden ligner noget der er løgn. Et vindue står åbent, gardinerne er lasede og ødelagte. Gulvet under det er vådt. Far træder ind. Vi går stille efter. Et spejl i gangen er knust, der sidder røde plamager på skårene. Blod. Far går ind i stuen. Hans blik er fjernt. Cornelia kommer til at træde på et gammelt billede. Far tager det op. Glasset er knust, billedet er ved at glide ud af rammen.

   Sofaen er revet op. Der ligger fjer rundt omkring. En kat ser ud til at have revet i gulvtæppet på den engang luksuriøse lejlighed. Noget mjaver inde fra et soveværelse. Jeg går derind. En kat sidder på en bred seng, det eneste møbel i hele lejligheden, der ser ud til at være nogen lunde intakt. På det tilstødende badeværelse er bruserens forhæng blevet revet halvt af.

   Køkkenet er også hærget. Låger og skuffer er blevet revet ud, marmorspisebordet er flækket over i to. En vinflaske er blevet knust mod ruden, flasken ligger på gulvet, men indholdet er for længst forsvundet. På det flisebelagte gulv er der revner, som om noget eller nogen er blevet slået brutalt ned i det. Noget smyger sig om mit ben. Jeg springer forskrækket væk, men det er bare katten. Nej... Ikke den samme. Den her har en anden farve. Nu jeg tænker over det... Jeg ser mig omkring. Så løber jeg ind i stuen. Far sidder på sofaen og ser på ravagen. Også her er der katte alle vegne. Hvorfor så vi ikke dem før?

   "Far?" siger jeg stille. "Hvorfor er der så mange katte?" En smuk kat springer elegant op ved siden af far. Han stryger den over hovedet.

   "Hej, Pure." Katten gnider sit hoved op ad fars arm. Han har stadig fotoet i hånden. Cornelia er ved rode rundt i en gammel kiste, koreansk, ser det ud til.

   "Far?" Han ser på mig som om han først ligger mærke til mig nu. "Hvor er vi? Hvem boede her?" far synker en klump.

   "Jeres guide."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...