Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1167Visninger
AA

17. Codexet


Skyla bor i en gammel sump. Den er ækel, så er det sagt. Hendes bopæl er ikke rigtig nogen hemmelighed, nogle landsbyboere tæt på er hunderæd for hende, men de viser os gerne i den rigtige retning.

   Skylas hytte er stor. Tre etager, gammel og forfalden. Morgan stiger ud af båden først, han ser på os. Vinker os med. Bådsmanden sejler straks videre.

   Vi går hen mod hytten, villaen, er det vel snarere. Cornelia og jeg følger forsigtigt efter. Morgan banker på den faldefærdige dør. Den går op med en ubehagelig knirken.

   "Feen Morgana," siger en lige så knirkende stemme. Gnæg. Morgan træder lidt tilbage.

   "Skyla, vi..."

   "Jeg ved hvorfor I er her," gnægger Skyla. Hun åbner døren, Morgan går tøvende ind. Vi følger efter. Skylas stue er stor men støvet. Hun holder sig i skyggerne, så jeg ikke rigtig kan få set hende. Hun går rundt om os, gnægger. "Ja ja, I er da en køn flok, hva'?" Hendes stemme er knirkende.

   "Hvis du ved, hvorfor vi er her, vil vi gerne have nogle svar," siger Morgan. Hans stemme ryster lidt. En kroget hånd tager pludselig fat om hans arm. Han river den til sig med et lille, forskrækket skrig. Skyla griner koldt.

   "Missekatten er bange, hm?" Morgan lægger armene om sig selv. Han er stadig rædselsslagen, kan man se. Han har violinkassen over skulderen. Hans hænder ryster. "Tja, jeg kan ikke fortælle jer noget, hvis I er sammen."

   "Ej, det er da strengt!" siger Cornelia, da hun har set, hvor hurtigt Morgan har mistet modet. "Vi er jo ligesom et team! Et superteam!"

   "Beklager meget snut," siger stemmen fra skyggerne. "Missekatten skal gå ovenpå, hvis han vil vide noget." Morgan skæver til os. Vi nikker stille. Han går med tøvende skridt hen til trappen. Forvandler sig til en kat og lunter op ad den.

   Pludselig sidder Cornelia og jeg i en sofa. Over for os sidder en gammel, venligt udseende kvinde. Hun skænker te op til sig selv.

   "Nå, nu hvor missekatten er væk, så fortæl mig, hvordan det går med jer to?" Jeg ser undrende på Cornelia. Hun ser helt paf ud.

   "Øhm, fint nok," siger hun tøvende. Skyla nikker.

   "Godt godt, I er lige så søde som jeg husker jer! Så, fortæl mig, Dexter, hvor lang tid tog det at finde Co denne gang?" Jeg tænker mig lidt om. Ahvafornoget?!

   "Øh, hvad?"

   "Hvor lang tid ledte du efter hende? I er så søde sammen! Det er en skam med den genfødsel, men nu er I her jo, så..."

   "Dexter er min bror," siger Cornelia forvirret. Skyla ser på os. Hendes hud er rynket som en elefants. Hun rynker panden endnu mere.

   "Hva'?" Jeg nikker.

   "Tvillinger." Hun spærrer øjnene op.

   "Åh! Jamen det ændrer jo det hele!" Skyla klapper i sine hænder, hun minder mig om en eller anden... Hun ler triumferende. "Så kan I jo blive aktiverede!" Cornelia farer sammen.

   "HVAD?!" siger hun højt. Skyla smiler tandløst og tager hendes hånd, klapper den lidt.

   "Søde Co, Dex skal nok forklare!" Jeg rynker panden. Co... Dex... Har vores forældre leget ordspil med vores navne?

   "Øh, nej," siger jeg. "Hvad foregår der?" Skyla hæver sine buskede øjenbryn.

   "Hm. Der kan man bare se..." Hun læner sig tilbage i sin lænestol igen. "Lad mig gøre det kort - Codexet er ikke en ting. Det er en person - to personer, faktisk. Jer to." Cornelia og jeg ser forsigtigt på hinanden. Hun rynker lidt på næsen.

   "Ha?"

   "Den er skam god nok, Missekatten kan forklare det!" Jeg begynder at ryste. Læner mig tilbage i sofaen og lukker øjnene. Det her er bare for mærkeligt!

   Et pludseligt lys breder sig fra trappens åbning. Vi må knibe øjnene sammen. Der lyder et hårdt BUMP! Skyla rejser sig op. Lyset fortager sig. Hun tramper vredt i gulvet.

   "NEJ NEJ NEJ!" skriger hun skingert. "PORTALEN SKAL IKKE ÅBNE NU!"

   Morgan ligger ubevægeligt lidt væk fra trappen. Cornelia springer op og er hurtigt henne ved ham. Hun rusker lidt i ham. Han åbner forslået øjnene. Rynker panden og sætter sig op. Tager sig til hovedet.

   "Hvad skete der..." mumler han fortumlet.

   "PORTALEN ÅBNEDE SIG!" skriger Skyla helt ude af sig selv. Morgan spærrer øjnene op og ser på os.

   "Har I fundet Codexet?!"

   "STOP!" råber jeg. "En eller anden, forklar! Jeg forstår slet ingenting!"

 

Codexet var en pagt mellem de tre verdener, Jorden, Himlen og Helvede. Den sikrede, at kun ærkeenglene, Vorherre og Jesus kunne sende engle fra Himlen, djævlen kunne kontrollere dæmonerne og monstrene fra Helvede, og menneskene ville ikke kunne blande sig i de to andre verdeners affærer. Codexet blev forseglet i to kvartblods, der besad evnerne fra alle tre verdener. De to mennesker var rene af hjerter og skarpe af sind, og blev derfor kaldet Paradis på Jorden.

   Hvert århundrede genfinder de to dele af Codexet hinanden, for at passe på magien sammen. Hvis Codexet skal "genstartes" skal de to dele befinde sig i henholdsvis Himlen og Helvede på samme tid, og velsignes af en ærkeengel, Vorherre, Jesus eller djævlen.

   Morgan er færdig med at fortælle. Han er ikke sig selv. Hvis han har vidst det hele tiden, burde han have sagt det! Der er også noget sært ved hans øjne. De har en lidt anderledes farve, men jeg kan ikke helt sætte min finger på det.

   Skyla nikker. Hun kradser sig på hagen.

   "Tja, og nu hvor portalen er åben, kan I vel lige så godt tage ad sted." Cornelia og jeg ser forundrede på hinanden.

   "Vent lidt," siger hun. "Siger I, at vi er Codexet?" Skyla og Morgan nikker. Morgan ser altså underlig ud. Hans blik er så fjernt, han virker næsten zombieagtig...

   "Morgan," siger jeg. "Er du helt okay?" Cornelia ser på ham, det samme gør Skyla. Morgan nikker. Han smiler.

   "Jeg så ham," siger han lavt. "Min far. Det var ham, der åbnede portalen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...