Codex (Tertio 4)

Fortsættelsen til Hans Navn Er Nathan - Maya er flyttet til en gård i Kansas, hvor hende og Nathans børn, Cornelia og Dexter, kan vokse op. Nathan er djævel i Helvede, men da en trussel truer alle tre verdener, må Nathan opsøge sine børn. Da de er symbolet på Himmel og Helvede i kød og blod, er det deres opgave at finde Codexet, et objekt, der skal føres til Det Glemte Paradis. Cornelia og Dexter må forlade deres hjem, og gennemsøge hele Jorden efter Codexet, sammen med deres tildelte beskytter, Morgan. Men noget er galt med Morgan, som jagtes af en hemmelig organisation kaldet Un-Known, og efter mange år i fangenskab, kan ingen helt vide, om Morgan er til at stole på. Mistro og fjendskab bliver daglige trusler, og Cornelia og Dexter må kommer overens med deres fars gamle ven, hvis de da ikke skal kaste Jord, Himmel og Helvede ind i det samme, forfærdelige kaos, deres far herskede over for år tilbage...

4Likes
15Kommentarer
1161Visninger
AA

12. Beskytteren

Morgan siger, at han kender en halvengel, der ejer en gaybar i Michigan. Han har mange penge og kan sikkert hjælpe os. Men Morgan siger også, at han er en ond og kold mand, der ikke har meget til overs for følelser og sådan - med mindre det gælder hans harem. Jeg gyser, da Morgan nævner det.

   Vi befinder os i Wisconsin. En kort tur over broen på Route 75, så er vi i Michigan. Morgan kører, selvfølgelig, han er den eneste, der har kørekort. Vi kører i stilhed. Havet er så smukt på begge sider. Jeg sidder på bagsædet. Morgan ser en smule anspændt ud.

   "Er der noget galt?" spørger jeg ham. Han ryster på hovedet.

   "Nej nej," siger han hurtigt. "Jeg bryder mig bare ikke om vand." Mere snakker vi ikke om det. Det tager godt to timer at nå frem til byen, og yderligere en halv time at finde et hotel. Vi går rundt i byen, kommer forbi baren. Enchanté, hedder den.

   "Hvordan skal vi komme ind?" spørger Dexter. "Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er altså ikke homo."

   "Heller ikke mig!" siger jeg hurtigt.

   "Jeg er bi, og jeg ved udmærket hvordan vi kommer ind." ... Virkelig? Hm, jeg må skrive til fan-siden... Uh! Jeg skal også spørge Morgan, om jeg må sige, at han er tilbage.

   Vi går videre, Pure følger tæt efter Morgan. Hun er en klog kat. Og heldig. Morgan kæler for hende, med hende, nusser og aer hende.

   Frokost spiser vi på en burgerbar, Pure må ikke komme med ind, så Morgan bliver udenfor med hende, mens vi henter burgere. Pure får noget af Morgans, jeg ved ikke helt, om hun kan tåle det, men Morgan ved bedst.

   Da vi har spist, sidder vi lidt på en bænk i solen. Pure ligger og spinder i Morgans lår, han aer hende på ryggen. Heldige lille mis...

   På vej tilbage til hotellet går Morgan og Dexter og diskuterer foran mig. Pure går lige bag Morgan, lunter og ser ret sød ud.

   Men pludselig drejer hun ind i en gyde. Morgan ser sig over skulderen.

   "Jeg henter hende!" tilbyder jeg straks. Han smiler, mit hjerte smelter. Jeg løber efter Pure.

   Gyden er lang og dyster. Pure står og hvæser for enden, hun rejser børster og lyder som en lille tiger. Jeg samler hende forsigtigt op.

   "Så, Pure, Morgan vil ikke have, at du bare sådan løber din vej." Hun kradser mig, hvæser. Jeg slipper hende forskrækket, hun løber ud af gyden.

   En kold, klam hånd lægger sig langsomt om min mund. Jeg vil skrige, men kan ikke. En ulækker væske fylder min mund. Den er tyk, klæbrig og stinkende! Jeg vrider mig, jeg kan ikke få vejret! Jeg bliver kvalt!

   "Fine pige," hvisler en spaltet tunge i mit øre. "Djævledatter, hva'?" En anden hånd strammes om min hals. Jeg piver og vrider mig endnu mere, det gør det bare værre...

   Hænderne slipper mig, jeg spytter væsken ud af munden. SHUIP! Bag mig lyder et blidt bump. Jeg vender mig om og skriger.

   Et rødt, fjeret hoved ligger på jorden, øjnene er hvide og opspilede. Morgan står med en sort pisk i hånden. Hans ører er erstattet af katteører, en hale svinger lidt bag ham. Han hvæser af dæmonen. Slår med pisken. SHUIP! Den forsvinder. Ører og hale fortrækker. Han ser på mig og Dexter. Jeg ryster lidt. Det var anden gang, en dæmon angreb mig...

   "I skal holde jer til mig fra nu af," siger han humorforladt. "I må ikke gå nogen steder uden mig, med mindre jeg har givet jer lov." Dexter peger måbende på ham.

   "Du... Du havde... Og der var... Og du..." Morgan nikker irriteret.

   "Ja, min mor var bakeneko, kom over det." Pure springer op i Morgans arme, han stryger hende på ryggen.

   "Så..." Dexter synker en klump. "Din 'familie' er altså alle de katte, vi så i din lejlighed?" Morgan nikker. Fugledæmonens hoved og krop er ved at gå i opløsning, det er så klamt, men stanken af skrald i gyden overdøver heldigvis lugten af forrådnelse. Morgan nikker væk fra gyden. Dexter fører mig væk. Sjovt... Jeg ved alt om Morgan Le Fay - men jeg kender slet ikke Morgan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...