Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
det handler om en pige der hele tiden hører nogle der banker på toiletdøren/væggen det bliver ved i flere dage, hun tænker tilbage på den gang hvor mor var der¨, til sidst kan hun ikke klarer det mere, så hun begår selvmord...

2Likes
0Kommentarer
194Visninger

1. Engel

Engel
En engel: Men jeg græder ikke. Det gør jeg aldrig. Kun dengang hvor mor var her...
 Jeg kan kun høre lyden af dem, der hamrer på døren. Jeg bliver forskrækket hver gang. De bliver ved. De stopper ikke. Jeg krymper mig sammen på toilettet som en rund kugle. Ligesom da jeg var lille og var ked af det. Så sad jeg ved min mor, så hun kunne passe på mig. Der kunne jeg dufte til hendes lange sorte hår og mærke varmen fra hende. Der var det som om, at den kolde og tunge sten inden i mig forsvandt.
Jeg fik det bedre, når jeg kunne græde ud hos hende. Men sådan er det ikke mere. Nu er jeg ked af det hele tiden. Og bange. Mest bange. De råber af mig. Igen. Og igen. De stopper ikke. Jeg har prøvet det her mange gange, men hver gang de hamrer deres kolde hænder ind i døren og råber ad mig, er det som at blive stukket med en kniv i maven. Igen. Og igen. Det samme sted hver gang. I det samme sår som aldrig er blevet helet. Men jeg græder ikke. Det gør jeg aldrig. Kun dengang hvor mor var her. Men det er hun ikke mere. Så hvorfor græde. Det hjælper jo ikke. Ikke når der ikke er nogen til at trøste.
Jeg kigger på væggen. Den væg der har været grå, men nu er fyldt med sorte ord. Beskidte ord. Der er åbent i toppen og i bunden af det lille toilet, så jeg føler mig ikke særlig tryg og beskyttet her. Jeg prøver at lukke deres stemmer ude og tænke på noget andet end dem, men det kan jeg ikke. Deres ord giver genlyd i mit hoved. Som hvis jeg var en stor dal, hvor man bare kan råbe og råbe, uden at det skader. Men jeg er jo ikke en dal. Lige så stille forsvinder lyden af latter og skridt ude fra gangen. Næsten alle er taget hjem. Pludselig står han i den anden bås. Jeg havde ikke opdaget, han stod der. Men det har jeg nu. Jeg vil ikke kigge på ham, men alligevel gør jeg det.
Han smiler ned til mig. Et ondt smil. Et, vi skal nok få fat i dig, smil. Pludselig stopper han brat med at smile og kigger bare på mig. Jeg prøver at løsrive mig fra hans øjne, men jeg kan ikke. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Det er som om, der er en usynlig snor imellem os, der er umuligt kan kappes over. Og så spytter han på mig, og råber så højt han kan, at jeg er en vag lille tøs. Vag. Det er et stærkt ord. Vag. Jeg hører ordet for mig igen og igen. Følelsen trækker mig tilbage til fortiden med mor. Et sted langt borte kan jeg stadig høre ham råbe, men hans stemme bliver svagere og svagere. Nu er det kun min mors stemme jeg hører. Hendes blide og varme stemme. Vi er ved at pynte juletræet. Julen betyder meget for mig, så jeg pynter altid juletræet med min mor.
Glaskuglerne skinner i de levende lys, og englene drejer rundt om sig selv. Jeg har altid godt kunnet lide englene. Men der er en engel, jeg holder mest af. Det er en engel, jeg har fået af min mor til min dåb. Den hænger altid oppe i toppen, så den kan passe på os og holde øje med os. Mens jeg er ved at lægge sølvstrimler på juletræets grene, finder mor stjernen frem. Hun pakker den forsigtigt ud af papiret, og så løfter hun den hen til mig meget nænsomt og forsigtigt. Stjernen er stor, og den glimter af guld. Den er meget smuk. Hun giver den til mig, mens hun smiler, og så blinker hun en enkelt gang til mig. Men hun ved godt, at jeg passer på den, så hun ligger den i mine små hænder.
Hun tager mig om livet og løfter mig op mod toppen af juletræet, indtil jeg kan nå spidsen. Jeg sætter langsomt stjernen på toppen, mens jeg holder vejret og stikker tungen lidt ud. Jeg er meget koncentreret, indtil den sidder fast. Så tager jeg en dyb indånding og smiler. Mor sætter mig ned og kysser mig på panden. Jeg slår armene om hende og klemmer til, selvom jeg ved, at hun ikke kan mærke det. Jeg vil bare holde om hende hele tiden, så hun aldrig forlader mig. Pludselig møder lyden, af hænder der hamrer på døren mig, og jeg får et kæmpe chok. Jeg gisper efter vejret, mens jeg kæmper for ikke at falde ned fra wc’et.
Det går langsomt op for mig, at jeg ikke er i en varm stue, hvor juletræet er pyntet, hvor juleanden dufter skønt nede fra køkkenet af, og hvor mor kysser mig og passer på mig. Det går op for mig, at alt dette bare er fortid. At det aldrig vil blive sådan igen. Så hvorfor overhovedet leve. Man trækker jo bare tiden ud, indtil man dør. Og når man så bliver gammel, så sidder man bare og kigger ud af vinduet, og ser på at sommeren og vinteren går. Man sidder og ser på, at blomsterne springer ud, så alt bliver farverigt og smukt, og hvordan fuglene bygger reder.
Men en dag er alt visnet, og lige pludselig før man ser sig om, er det blevet vinter. Så er alt koldt og gråt. Og sådan bliver det ved, indtil man en dag ikke vågner op igen. Hvorfor så ikke gøre det nu? Jeg lyner lommen op i min ødelagte jakke. Det ligner, at den er købt på genbrug. Men det er den ikke. Det er dem, der har ødelagt den. Med rystende hænder finder jeg den lille lommekniv frem, som jeg har fået af min far til min 14 års fødselsdag. Den er stadig ny, og jeg har aldrig brugt den før. Den røde maling er helt blankt og skinnende, så jeg passer meget på med ikke at ridse den. Jeg hiver kniven frem. Den er så blank og flot. Jeg kører min finger hen over bladet og ender ved spidsen af kniven. Der falder en dråbe blod ned og ender på mine hvide bukser.
Jeg kniber mine øjne sammen, lige idet kniven går i gennem min hud uden problemer. Men det gør ikke ondt. Det kan slet ikke sammenlignes med smerte. Jeg kender alt for godt til, hvad smerte er. Hvis man falder og får et lille sår eller brækker en arm, så tror de, at de har mærket, hvordan smerte er. Men det har de ikke. Den smerte jeg føler hver dag, er meget værre og meget mere sårende. Den smerte går lige ind i hjertet, som en pil der kun er ude på at skade og såre mig.
Som om den kun har en mission. At få mig til at føle den værste smerte der er så ubeskrivelig voldsom. Jeg fører langsomt den glatte side af kniven op ad min hånd, indtil den ender ved mit håndled. Ved den store pulsåre. De er der stadig. Jeg kan høre, de snakker sammen. De er holdt op med at banke og råbe, men de venter på, at jeg skal komme ud. Det er det, de plejer at gøre. Hver dag. Men hvem siger, at jeg skal komme ud. Hvem siger, at de nogensinde vil holde op med at genere mig. Hvad har jeg at blive her for? Min far. Min elskelige dumme far. Min far som ikke tænker på andre end sig selv. Det er som om, der er to personer inden i mig. De gør mig sindssyg.
Jeg kniber øjnene sammen i håb om, at stemmerne vil forsvinde. Men det gør de ikke. Den ene siger med en blid, men fast stemme at jeg ikke kan forlade min far. At det hele nok skal gå. At det hele vil løse sig.
Men pludselig udbryder den anden højt og øredøvende, at mit liv aldrig vil løse sig, og at min far nok skal klare sig uden mig. At han ikke vil savne mig. Og at jeg ikke har noget at leve for. Stemmen i mit hoved hvisker bestemt og skræmmende, at jeg er en vag, lille, uduelig tøs. Og så trykker jeg til. Hårdt, men hurtigt…. Det gjorde ikke ondt men, alt blev sort, og jeg kunne høre lyde i de fjerne, og så forsvandt de hen og blev til en gråd, og så var det væk, alt, lydene, jeg tænkte, nu kan jeg ikke lave det om, det var en stor fejltagelse, som jeg har begået, og nu er mit liv forbi, forbi, en ting er sikkert, skrigende og bankende er væk for altid, det samme er jeg…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...