jalousi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Færdig
dette er en opgave til skolen. som en af mine veninder vil have op

1Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

1. første og sidste

 

Helena sad stille inde på sit værelse og læste, da hun pludselig fik en besked fra sin bedste veninde Isabelle om at mødes ved åbningen lige inde skoven. Helena skyndte sig at få sin jakke og sko på og gik så hurtigt ud af døren for at mødes. Da hun ankom til åbningen var Isabelle ingen steder at se,  først troede hun bare at Isabelle kom for sent, det ville ikke undre nogle. Men efter omkring en halv times venten begyndte det at undre Helena og hun skulle lige til at gå hjem igen. Da der pludselig var en der tog fat rundt om hendes mave og trak hende med ind i skoven. Det sidste Helena så før alt blev sort var noget langt blond hår.

 

Helenas mor var helt oppe og ringe, hun havde haft ringet mindst fem gange i dag for at høre om vi havde fundet hende. Helena var ikke kommet hjem i går efter hun var taget hjemme fra for at mødes med en henne ved åbningen. Politi havde ledt over alt ved åbningen og var nu begyndt eftersøgningen inde i skoven.

Efter at havde sat flere timer og ventede for et opkald om at hun var kommet hjem, valgte jeg at rejse mig op og gå en tur med Millie. Vi gik ned mod åbningen, der hvor det var meningen at Helena skulle mødes med en i går.

Da vi nåede der ned stilede jeg mig bare til at kigge rundt. Jeg tog min mobil op af lommen og bare for at prøve, uden rigtig at tænke over det ringede jeg op til Helena, det sagde et par bib. Jeg var ved at ligge på, da jeg pludselig hørte hendes ringetone. Jeg gik over i mod lyden og der i kanten af en busk lå hendes mobil, med det lyserøde cover på. Jeg samlede den op og begyndte at kigge den igennem for at se om der var nogle der havde haft ringet eller skrevet til hende.

Da jeg gik ind under hendes beskeder, så jeg at der var en der havde skrevet til hende. Der stod mit navn men det var ikke mit nummer da jeg gik ind under navnet. Personen der åbenbart havde haft skrevet havde bedt hende om at mødes med hende ved åbningen lige før skoven. Selvfølgelig havde Helena bare taget det som om det var mig der havde skrevet.

Efter lidt overvejelse og mere kiggene rundt valgte jeg at tage mobilen i lommen og gå lidt længere ind i skoven.

Da jeg havde gået i omkring 10 minutter var jeg kommet godt langt ind i skoven, Millie var begyndt at være træt og jeg overvejede flere gange at gå hjem igen, men der var et eller andet savn i mig der gjord at jeg bare ikke vil stoppe.

Da jeg havde gået omkring en halv times tid så jeg nået der lignede en sko ligge lidt længere fremme. Jeg begyndte og små løbe der over og smed mig ned på jorden, da jeg så at det faktisk var en sko der lå der, Helenas sko. Jeg samlede den op. Da jeg kiggede op var der nogle spor i jorden som om nogle havde trukket en efter sig ind i skoven. jeg begyndte at følge efter sporende i jorden. Pludselig lå der et træ på jorden og efter træet var der ikke flere spor af at nogle. Jeg kiggede rundt om træet prøvede og se om der var noget under træet, men der var intet at se.  Jeg satte mig ned på træet både for at tænke mig om men også for at slappe lidt af.

Jeg har besluttet mig nu, jeg giver ikke op før hun er fundet.

Jeg ringede hjem til min mor og sagde at jeg kom sendt hjem og at hun ikke skal være bekymret. Jeg begyndte at gå længere og længere ind i skoven og der blev mørkere og mørkere jo længere ind jeg kom ind i skoven. Da klokken var omkring tre og tyve var jeg kommet så langt ind i skoven at jeg langt fra selv ville kunne finde ud selv. Da jeg var lige ved at vende om for at finde ud af skoven igen, så jeg en stor skygge. Skyggen lignede noget alla en campingvogn. Jeg gik stille hen til campingvognen med min mobil i hånden, jeg lyste diskret ned i jorden for at være sikker på at ingen så lyset, men så jeg stadig kan se noget. Jeg gik hen til en af vinduerne og kiggede ind af det. Der var mørkt men jeg kunne se nogle der inde. Jeg gik videre hen til det næste vindue og kiggede igen ind af det. Der sad en blond kvinde, bedre kendt som Marissa. Helenas far ex-kone. De gik fra hinanden for omkring to år siden. Nede på gulvet lå Helena, jeg kunne ikke se om hun sov, bare lå der eller noget meget værre. Jeg gik stille væk fra campingvognen og stillede mig bag et meget stort træk. Tog min mobil op af lommen og ringede til politiet. Da de tog telefonen fortalte jeg at jeg var langt inde i skoven, ved en hvid campingvogn. Da jeg havde lagt på gik jeg igen hen til campingvognen. Denne gang lå Helena ikke nede på gulvet men sad oppe i sofaen over for Marissa, så hun sad og kiggede mig lige i øjnene. Hendes øjne viste så meget rædsel at det ikke var til at holde ud. Pludselig rejste Marissa sig op og gik hen og trak Helena med sig op. De gik ud af døren til campingvognen og stillede sig lige ud foran den, i mellem tiden var jeg gået hen på siden af campingvognen i skyggen, så Marissa ikke kunne se mig. Marissa fandt et reb frem og trak Helena med sig hen til et stort træ hvor hun bandt hende fast, i både arme og ben og med et tørklæde for munden. Der efter gik hun hen til siden af campingvognen og åbnede en låge. Ud fra det lille rum trak hun en bue og pil frem, lukkede lågen igen og stillede sig foran Helena.

’’hvis bare du vidste hvor meget det her knuser mig’’ startede hun ud, med et lille smil på læben. Der efter tog hun buen og pilen op til at skulle til at skyde. Jeg stillede mig ud med åben mund og bare kiggede. Hun trak buen tilbage tæt på at skyde. ’’men han må bare ikke være lykkelig’’ sluttede hun og slap pilen. Helena faldt slapt og det eneste der holdte hende oppe var rebende. Jeg skreg. Tårerne løb ned af mine kinder jeg stod bare og kiggede på den livløse krop så Marissa, så den nu døde Helena. Marissa begyndte og gå hen mod mig, jeg skreg igen højre i nu. Jeg vendte mig rundt og begyndte og løbe den samme vej som jeg kom fra, jeg kiggede hurtigt tilbage og så at Marissa følte efter mig jeg satte tempoet op og hurtigt kom jeg ud til åbningen, hvor der igen var politi. De opdagede os og kom løbende hen i mod os. To betjente greb fat i mig mens to andre fik fat i Marissa. Da de to betjente havde givet slip på mig satte jeg mig bare ned på jorden. Sad bare og kiggede lige ud i luften mens folk prøvede og komme i kontakt med mig, prøvede at få mig til at stå op eller at tale.

Jeg rejste mig pludseligt op og kiggede på de omkring fire betjente der stod omkring mig. ’’jeg ved hvor hun er…’’ var det eneste jeg sagde før jeg begyndte og gå ind mod skoven. De fire betjente gik lige bag mig ind gennem den lange tur i skoven. Da vi endelig nåde til at jeg kunne se omridset af campingvognen, satte jeg i løb. Jeg løb forbi de mange træer og buske. Hoppede over de grene jeg var nød til, og på nul komma fem var jeg over hos Helenas livløse krop. Jeg løsnede rebende. Hun faldt livløst ned på mine ben. Jeg samlede den livløse krop op og krammede den. Betjentene kom lidt efter hen til mig, selv om jeg kæmpede imod fik de mig trukket væk. De satte mig over med en betjent der skulle prøve og få kontakt til mig. Men der var intet der kom igennem. Det eneste der kørte i mit hoved var at hun var død, at hun ikke var her mere, og det værste at hun døde for øjnene af mig.

Jeg blev hentet ind på politi stationen hvor Helenas mor og far allerede sad. Helenas mor Eleanor, var den første der var henne hos mig. Hun krammede mig så hårdt at jeg ikke var sikker på om hun ville give slip på mig igen. Alligevel efter det der føles som flere timer, men sikker kun var omkring fem minutter gav hun slip. Jeg satte mig ned på en stol, der sad jeg så og stirrede ud i luften uden at sige et ord til nogle som helst. Da jeg havde sat der helt uvist om hvad jeg faktisk ventede på i lidt tid, kom der en betjent der gerne ville snakke med mig. Jeg kiggede hurtigt hen på Eleanor som nikkede, som en måde at sige på at det var okay at gå med, hun skulle nok vente, det var derfor at Eleanor var som en ekstra mor for mig. Jeg følte efter betjenten ind i et lille rum. Jeg satte mig på den ene side af bordet mens han satte sig på den anden side. Jeg rykkede mig ikke ud af stedet jeg sad bare og kiggede ind i væggen bag ved manden. Jeg ved ikke om han regner med at jeg kommer til at snakke som et vandfald om det der er sket.

’’Isabelle jeg ved det har været svært at se ens veninde dø på den måde. Men jeg er nød til at få nogle svar på nogle spørgsmål. ’’ jeg kiggede først skummelt op på ham. Han ved ikke en skid om det at miste en veninde. Jeg nikkede så kort og kiggede igen på den mur bag ved ham. ’’hvad fik dig til at gå ud i den skov? ’’ var det første spørgsmål der blev smidt i hovedet på mig. Jeg tænkte mig kort om og svarede uden at kigge på ham. ’’jeg fandt Helenas mobil og eftersom i ikke var gode nok til at finde spor ledte jeg bare selv’’ han nikkede kort og lidt fornærmet over den måde jeg forklarede det på. ’’okay så hvor længe havde du gået inde i skoven inden du ringede til os’’ igen lod jeg som om at jeg tænkte mig om, selv om jeg godt vidste svaret. Omkring halvanden time. ’’ halvanden time’’ kort og kontant. ’’og i den halvanden time hvor langtid havde du været ved campingvognen. ’’omkring et kvarter’’ sagde jeg og kiggede endelig på den unge betjent der sad foran mig. Han lignede en der næsten lige var startede med at arbejde som politimand. Det fik mig til at få lidt dårlig samvittighed over at være så flabet. Men ikke nok til at stoppe. For hvad regner de med, at en femten årig pige kan håndtere og forklare hvad der er sket omkring en time efter, det faktisk er sket. ’’Sagde fru Johnson noget for hun skød hende? ’’ dette var et spørgsmål jeg ikke var helt sikker på for jeg havde ikke hørt hvad hun sagde, da jeg var for fokuseret på Helena der var bundet fast til et træ. ’’hun sagde et eller andet om at det knuste hende, men han må ikke være lykkelig’’ jeg er ret sikker på hvad det var hun snakkede om. Hun snakkede om at Helenas far Jonas og hende havde gået fra hinanden to år tidligere og at Jonas ikke måtte få lov til at være lykkelig efter at Jonas og Eleanor var endt sammen igen og at han nu havde hans dejlige lille kerne familie.

’’ved du tilfældigvis hvad fru Johnson mente med det? ’’  Jeg nikkede kort ’’Jonas, Helenas far og MARISSA’’ Marissa sagde jeg med væmmelse. ’’er gået fra hindanden for omkring to år siden. Jonas og Eleanor var gået tilbage sammen og Marissa er blevet jaloux på familien. ’’ jeg tror det var den længste sætning jeg har sagt siden jeg kom ind på politi stationen. Han nikkede kort. ’’et sidste spørgsmål. Var fru Johnson-’’ jeg stoppede ham ’’ kald hende Marissa. Johnson er Helenas efternavn ikke Marissa’’ kom der snerpet ud af mig. Jeg havde prøvet og holde det inde men nu blev det nok. ’’okay. ’’ Sagde han stille. ’’var Marissa og Helena tætte? ’’ jeg rystede hurtigt på hovedet også for han var færdig med spørgsmål. ’’Helena kunne i fordrage Melissa. Hun hadet hende som pesten’’ spyttede jeg ud. Han nikkede mens han skrev det sidste ned. Da han igen kiggede op for at sige noget, Var jeg hurtigst. ’’må jeg gå nu? ’’ han lukkede munden og nikkede kort. Jeg rejste mig hårdt op og gik ud af døren.

Jeg havde grædt så meget at der ikke var plads til at græde mere. Helenas storebror Jonathan, var hurtigt kommet hjem, da han hørte det. Jonathan var en rigtig god ven og min bror fra en anden mor.

Efter der var gået omkring en time, havde vi endelig fået lov til at komme ind og sige farvel til Helena før hun skal gennemsøges også brændes. Vi gik alle fire ind på samme tid. Jeg havde startet med at sige at jeg syntes at de selv skulle gå ind. Jeg var jo ikke rigtig en del af familien. Men de protesteret og jeg endte med at skulle med ind alligevel. Jeg gik tæt på Jonathan da jeg faktisk var bange for at skulle se hende, eftersom jeg var den sidste der så hende i live. I stod i en halv cirkel omkring hende. På den ene side tættest på hendes hoved stod jeg og på den anden side tættest på hendes hoved stod hendes mor. Lige bag ved mig stod Jonathan med en hånd på min skuldre. Jeg kunne mærke at mine tåre begyndte igen og trille ned af mine kinder. Jeg mindes den første gang jeg mødte hende. Den bedste dag i mit liv.

Jeg sad nede i min sandkasse ude i haven. Min mor var lige gået ind fordi der var nogle der havde ringet på døren. Lidt efter kom hun ud igen efter fuldt af en dame og en pige på min alder. Min mor kom hen og satte sig i en af de to stole der stod ved bordet lige ved siden af sandkassen. ’’Isabelle, det her det er Helena og hendes mor Eleanor. De er lige flyttet ind ved siden af’’ jeg sad og kiggede på Helena som stod og kiggede på mig. Så rakte jeg hende en skovl og gjord plads til at hun også kunne side der. ’’

Lige siden den dag har vi været uadskillelige og faktisk også blevet kaldt tvillinger et par gange efter som vi faktisk ligner hinanden ret meget. Langt brunt hår og brune øjne, samme tøjstil.

Efter en halv time inde hos Helena blev vi bedt om at gå igen. Da de skulle undersøge hende inden for tolv timer.

Marissa havde fået livstid på manddrab og truende beskeder mod Jonathan.

 

Efter tre dage på politi stationen, har Helena fået lov til at blive begravet. Hun blev begravet på den lille kirkegård ved kirken. Det var en stor gravplads så der var plads til mig den dag jeg nu skulle afsted. Men alligevel var den fyldt med blomster fra hele byen. Byen er ikke speciel stor så alle var dukket op for at sige farvel til en teenager der ikke havde fået lov til at nyde sit liv færdigt før hun skulle væk.

Helena en person alle kendte og ingen kendte. Ifølge mit hoved verdens dejligste person.

 

Helena Johnson

4/7-1999 – 25/6-2015

Altid elsket

Aldrig glemt

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...