Unormal *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Igang
Cathy går på en helt almindelig High school, da rektor giver hende to muligheder: hun kan blive i denne her kedelige by og blive hos sine venner og sin kæreste, eller hun kan forsvinde. Hvis hun forsvinder kommer hun direkte ind på en overnaturlig skole, hvor man lærer at beherske sit sind, sine evner, sin fysik, sin intelligens og man for muligheden mellem at vælge mellem forskellige karriere muligheder. Som fx. skuespiller, sanger(inde) politiker, kunstner og mange andre. Cathy er dog ikke sikker på at den sidste mulighed rent faktisk er virkelig - og ikke bare en ualmindelig dårlig joke - før rektor afsløre sit sande jeg. Der er få betingelser for det sidste valg: hun må kun fortælle det til tre personer, hun skal have et dyr med, hun skal slå op med sin kæreste, og hun skal være en god student. For første gang i sit liv, må Cathy vælge mellem en problematisk fremtid dog med store muligheder, eller en nem og ligetil fremtid med ikke helt så store chancer. Lige da hun har besluttet den nemme løsning møder Cathy nogle højst mærkværdige personer, som dog gør at hun må overveje sit valg en ekstra gang.

3Likes
3Kommentarer
258Visninger
AA

1. Valg

Jeg så mig omkring i det snævre forkontor, for hvad der føltes som 1000. gang. Jeg sad på en hård plastisk stol, og ventede på at rektor skulle lukke mig ind. Hun havde ganske uventet kaldt mig til kontoret - over højtalerne (Ms. Cathryn Eright bedes komme til kontoret) - midt i matematik timen, og jeg havde selvfølgelig straks undret mig over hvad jeg havde gjort. Jeg tjekkede en mental liste; nej, jeg var ikke kommet for sent, nej, jeg var ikke faldet i søvn i timen - tro det eller ej, men Matthew Koole sover i timen. Ikke at jeg har noget imod det... Okay, jeg indrømmer at det var en løgn. Jeg lyver ellers ikke. Men jeg synes det er spild af tid, hvis man tager i skole men alligevel ikke kan holde sig vågen. Det er også spild af tid fordi, man rent faktisk kan bruge noget af det de forsøger at mejsle fast i vores hjerner. Lød det totalt snob-agtigt? Forhåbentlig ikke... (Jeg kan ikke fordrage de der 'kys min røv, eller jeg sparker din,' mennesker der tror de er bedre end alle andre!). Sidespring.

Nu åbnede rektor døren, og kaldte mig ind. Jeg rejste mig nervøst, og hun sendte mig et beroligende smil. En skam det ikke virkede. Rektor Pomerory var i trediverne, høj slank med mørkebrunt hår løst om skuldrene. Hendes øjne havde samme farve som violer, sådan lidt lilla i det. Underligt. Hun havde en nederdel, og en lilla skjorte på der matchede et par violette øreringe.

Kontoret var som jeg have forestillet mig. Et bord, med en computer, diverse papirer og en kaffekop. Der var en stol bag og foran det. Der var et vindue hvor man kunne se skolegården, og på væggen var der en reol. Der var bøger, en radio, mapper og nogle få pynte genstande. På den modsatte væg hang et spejl, og jeg kunne se mig selv. Lyst hår sat op i en hestehale, grå- grønne øjne, som stirrede nervøst tilbage på mig. Jeg havde et par sorte jeans på, med en hvid T-shirt og en grå vest, og et par sorte øreringe. Jeg bed mig i læben og spejlet efterlignede mig.

"Sæt dig ned, min ven. Ingen grund til at være nervøs." Rektor stemme skar mig fri fra min genspejling. Jeg satte mig hurtigt ned. Rektor sukkede. "Okay, Cathryn. Jeg må gerne kalde dig Cathryn, ikke?" Hun hævede spørgende det ene øjenbryn.

"Hvis det kan få mig ud af problemer...?"

Hun lo. "Du har ikke problemer... endnu, i hvert fald." Hun sendte mig et skævt smil. "Godt så. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde... jo, først må jeg bede dig om noget. Det jeg skal fortælle dig, vil højst sandsynligt udstille mig som en vanvittig, men jeg må bede dig lade være med at afbryde, eller råbe, eller gå eller noget i den retning. Kan du gøre det?"

"Måske. Jeg lover ikke noget." Jeg kneb mistænksomt det ene øje let sammen. "Hvorfor er jeg her, Mrs. Pomerory?"

Så spurgte hun ganske uventet: "Har du nogensinde en følelse af ikke at passe ind?"

"Det har alle," svarede jeg og undgik spørgsmålet. Sandheden er at jeg tit føler sådan. Som om verden fører et helt normalt liv, mens mit er totalt unormalt. Som om der er noget galt med mig, som gør at jeg ikke kan være som alle andre. Det gav ikke mening, gjorde det?

Rektor smilede. "Jeg mener... nå, ligemeget. Okay. Hvis jeg nu fortalte dig, at du ikke er en normal teenager..."

"Så ville jeg fortælle dig, at det var du lang tid om at finde ud af," afbrød jeg irritabelt.

"Jeg mener ikke på den måde. Hvis jeg fortalte dig, at du ikke hører til i den normale verden..."

"Ville jeg fortælle dig, at det gør jeg i hvert fald."

"Nej, det er lige præcis det du ikke gør. Du hører til i min verden, den magiske verden, den verden hvor alt er muligt." Hun kunne se jeg skulle til at afbryde, men hun løftede hånden og fortsatte. "Og derfor skal du have et valg. Der findes en skole, skjult i den anden side af landet, hvor folk som os udvikler os. Lærer at kontrollere vores evner. Det er dit valg, om du vil blive her til denne kedelige tilværelse, eller om du vil tage afsted..."

Jeg måbede. Hun var virkelig gal. "Hvad i alverden taler du om?"

Hun sukkede. "Der findes magi, overnaturlige ting, varulve, vampyrer, hekse, dæmoner. Der findes mange ting menneskene ikke har den fjerneste anelse om."

"Du er ikke rigtigt klog!" Men inderst inde gav det hun sagde mening. Jeg havde jo altså følt mig udelukket fra normale samtaler, nogen gange.

Hun smilede bare. "Skal jeg bevise det?" Jeg nikkede trodsigt. "Okay." Hun rystede lidt på hovedet som for at klare tankerne, og så løftede hun den ene hånd, og pegede på en bog i reolen. Den fløj ud af reolen, og hen imod os, da den pludselig stoppede op, og begyndte at læse op:

"... Vikelig?" spurgte løjtnanten. "Og hvis det ikke var Dem, var var det så?"

"Jeg har ikke den fjerneste anelse, sir."...

Bogen klappede sammen og fløj tilbage til sin plads. Jeg stirrede. Og så vendte jeg blikket mod rektor Pomerory. "Okaaay? Hvad skete der? Jeg mener... det er umuligt. Passer det virkelig?"

Hun lo. "Du stirrer som om jeg har fået tre øjne eller er blevet neon orange ellersådan noget. Men ja, det passer. Og nu vil jeg gerne fortælle dig om nogen af de krav der er til skolen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...