Unormal *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2015
  • Opdateret: 20 feb. 2015
  • Status: Igang
Cathy går på en helt almindelig High school, da rektor giver hende to muligheder: hun kan blive i denne her kedelige by og blive hos sine venner og sin kæreste, eller hun kan forsvinde. Hvis hun forsvinder kommer hun direkte ind på en overnaturlig skole, hvor man lærer at beherske sit sind, sine evner, sin fysik, sin intelligens og man for muligheden mellem at vælge mellem forskellige karriere muligheder. Som fx. skuespiller, sanger(inde) politiker, kunstner og mange andre. Cathy er dog ikke sikker på at den sidste mulighed rent faktisk er virkelig - og ikke bare en ualmindelig dårlig joke - før rektor afsløre sit sande jeg. Der er få betingelser for det sidste valg: hun må kun fortælle det til tre personer, hun skal have et dyr med, hun skal slå op med sin kæreste, og hun skal være en god student. For første gang i sit liv, må Cathy vælge mellem en problematisk fremtid dog med store muligheder, eller en nem og ligetil fremtid med ikke helt så store chancer. Lige da hun har besluttet den nemme løsning møder Cathy nogle højst mærkværdige personer, som dog gør at hun må overveje sit valg en ekstra gang.

3Likes
3Kommentarer
255Visninger
AA

4. ...Eller måske ikke

Jeg løftede forvirret det ene øjenbryn. "Hvad mener du?"

Samuel sukkede og lød lige så forvirret som jeg. Der var et eller andet over ham - som om jeg vidste noget om ham, men ikke kunne huske hvad det var. Det var virkelig frustrerende. "Du er tydeligvis ikke dødelig," sagde han. "Men du er tydeligvis heller ikke udødelig. Hvilket må betyde at du er en af os, men samtidig stinker din aura langt væk af menneske! Føj, for pokker..."

Jeg kunne ikke lade være med at snuse til mit håndled. Jeg kunne ikke dufte noget mærkeligt - bare mig. Samuel rystede på hovedet med et skævt smil. "Jeg sagde 'din aura,' ikke 'dig,' gadekryds."

"Hvad var det du kaldte mig?" Jeg sænkede hånden og skulede til ham. Så vidt jeg vidste er et gadekryds en blanding af forskellige hunderacer.

"Gade-kryds," sagde han langsomt.

"Ja, den fangede jeg, men hvorfor kalde mig et gadekryds? Jeg er ikke nogen hund!" Jeg kneb øjnene sammen, og forventede næsten at han ville modsige mig, men i stedet trak han på skuldrene og sagde: "er du sikker?"

Det tog ærligt talt pusten fra mig. "Hvad?!"

"Er du sikker på du ikke er varulv?" Han løftede spørgende det ene øjenbryn og sukkede igen da jeg kiggede uforstående på ham. Så vendte han sig mod pigen med der røde hår. "Jeesh, når vi endelig finder en, skal hun også være langsom. Hvorfor, Tammy? Hvis du havde fortalt mig at..."

Jeg afbrød ham, da en tanke pludselig faldt mig ind. Det der havde irriteret min bevidsthed var nu endelig dukket frem som om den var steget op til overfladen i en grumset sø, og nu endelig er blevet synlig. "Vampyr, Seer og.." Jeg tøvede usikkert. "Troldmand... Eller i hvert fald lærling," afgjorde jeg. De stirrede lamslået på mig. "Problemet er," fortsatte jeg. "Hvem er hvem?"

De stirrede endnu mere, og gjorde ikke mine til at sige nået, så i stedet sukkede jeg dybt og overdrevet. "Så bliver jeg nødt til at gætte. Dig med det røde hår - var det Tammy? - du må være Seeren. Dig bagerst med den der sjove amulet, må være vampyren. Og så må du jo være lærlingen, ikke sandt?" Jeg så direkte på Samuel. Og forsøgte at holde mit ansigt omhyggeligt neutralt. Jeg ved ikke om det lykkedes.

Samuel og de to andre stirrede tomt i hvad der for mig føltes som en evighed. Til sidst sagde den ukendte dreng: "helt håbløs er hun altså ikke, Sam. Jeg tror faktisk jeg vil driste mig til at sige hun er bedre end dig, selv med din gave og din træning." Han sendte mig et smil og gik hen med hånden strakt frem. Jeg tog den. Hans hånd var som ventet kold, men det var ligesom skyggen, behageligt. "Michael."

Navnet sendte en gysen igennem mig, også selvom ham her på ingen måde mindede om min kæreste. Ham her virkede roligere, mere selvsikker og ærlig. Og mere muskuløs... Michael lagde mærke til min reaktion og løftede det ene øjenbryn, men sagde ikke andet end: "Kald mig bare Mike."

Jeg formåede at smile til ham. "Cathryn. Eller Cathy om du vil." Han nikkede og slap min hånd og hviskede et eller andet til Samuel, men jeg kunne ikke høre det. Samuel så koncentreret ud, men han nikkede til Mike og fangede så mit blik. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Så du skal altså også på Lake High?"

Jeg kneb øjnene let sammen. "Hvorfor tror du det?"

"Fordi det ville være det mest logiske." Han slog ud med armene og var ved at ramme Tammy i hovedet, og havde sikkert også gjort det hvis hun ikke havde dukket sig. "Det er den eneste skole for os her i landet. Og du er tydeligvis en af os."  

"Det har du allerede fortalt."

"Jaja, men det er altid godt at blive husket på ting og sager, right?"

Den vil jeg bruge mod ham senere, tænkte jeg. Vent, hvad? Senere? Jeg ville højst sandsynligt aldrig se ham igen - medmindre jeg tog på Lake High... Hmm... Men jeg skulle jo blive her. Ikke? Hmm...

"Men du svarede ikke på mit spørgsmål. Skal du så gå på Lake High?"

"Det..." min mund svarede noget andet end det min hjerne havde tænkt sig, at få den til at formulere. "Ja. Jeg tager afsted..." jeg lukkede øjnene, og forsøgte at huske om Pomerory havde nævnt noget om afgangstidspunkt. Det havde hun vidst ikke. "Det ved jeg faktisk ikke."

Samuel smilede. "Jamen, så, på forhånd, velkommen til vores verden."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...