Krystalkrigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2015
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Igang
På vej hjem fra sin yndlingsboghandel bliver Arrea overfaldet af de såkaldte Tricktyve, der har plaget beboerne i Santerra de sidste mange år. Normalt er Tricktyvene kendt for at plyndre deres ofre for penge og derefter tæve dem, men dette er ikke tilfældet ved Arrea. Hun har noget, de meget hellere vil have. En krystal. Men langt når de ikke, før Arrea bliver reddet af en mystisk kriger, der har sine egne planer med krystallen. Pludselig bliver hun trukket ind i et opgør, der viser sig at være en del af en ældgammel strid, der øjensynligt kan befri Santerra fra en skæbne, den har lidt under de sidste mange år.

26Likes
38Kommentarer
478Visninger
AA

2. Kapitel 1

”240 zitakoer,” beder Otolf om og retter en ekstra gang på sine runde briller, da hans blik lander på de præcis 240 zitakoer, jeg rækker frem i mod ham til fordel for mit nye fund - en notesbog, hvis forside skinner mere i det svage lys i boghandlen end de halvslidte zitakoer, der er endt i Otolfs rystende hånd. Den ældre mand tæller dem halvhjertet, inden han lader mønterne glide ned i kassen én efter én, så de klingrer og rasler, da de blandes med de andre.

Krystallen på forsiden af notesbogen kaster regnbuefarvede lys tilbage, da jeg løfter bogen op fra bordet og stikker den i min brune skuldertaske, der truer med at give efter for de mange bøger, den har båret rundt på de sidste par år - notesbøger og almindelige bøger.

”Du må have det godt, Otolf. Hils Gerdga,” siger jeg så høfligt, som min mor har lært mig, og jeg kan tydeligt høre hendes ’Høflighed er en dyd, vi ikke må glemme, selvom vores land ikke længere er det, den har været,’ for mine ører. Jeg har hørt det så mange gange, og jeg vil ikke stoppe med at høre det, selvom det næsten sidder på ryggraden.

”Du må også hilse derhjemme, Arrea,” siger den skrøbelige stemme, som passer meget godt til mandens kun 50 centimeter, og det faktum, at han tilsyneladende har brugt en stor del af sit liv i boghandlen. Alligevel formår stemmen at komme bag på mig hver gang, jeg er her, hvilket er ved at blive mere end to gange om ugen.

”Det skal jeg nok,” forsikrer jeg ham om, inden jeg træder ud af den lille genbrugsboghandel, der de sidste par måneder, er blevet mit andet hjem. Et sted, jeg søger tilflugt hos, når hjemme bliver lidt for trængt, fordi både mor og far stresser med deres arbejde, og fordi Arreon stadig er i den alder, hvor han smider rundt med sine ting, uden at vide, hvordan man rydder op efter sig selv. Men hvem bebrejder også den stakkels knægt, når halvdelen af huset flyder med hans fars forhandlingspergamenter, og den anden halvdel flyder med hans mors utallige malerier, som hun ikke kan få solgt, fordi folk ikke længere værdsætter kunst som kunst?

Jeg bebrejder ham i hvert fald ikke. Han har jo ingen chance for at lære det. Ikke at jeg er så meget bedre med hensyn til at holde tingene rydeligt, men alt det her stressværk var ikke et så stort problem, da jeg var på Arreons alder. Faktisk mærkede vi det først for alvor for nogle måneder og siden, og da var jeg fyldt sytten.

 Jeg trækker min frakke tæt om mig, da en kølig brise kommer svævende og pakker mig ind i sit tæppe. Det er december; måneden, der burde være den varmeste i Santerra, men siden krigen for knap hundrede år siden, har der ikke været meget varme at se.

Jeg oplevede den ikke, krigen altså; det gjorde mine forældre til gengæld, og det sidder stadig som et foreviget ar i deres sind. Det er nok en af grundene til, at de arbejder som sindssyge. Fordi vi nærmer os hundredeårsdagen for krigen, der fik hele vores verden til at ændre sig. Og det er ikke kun befolkningen, jeg mener. Men bogstaveligtalt verdenen.

Jeg har set billeder af Santerra fra før krigen. Jeg har også set film, men de virker ikke på samme måned, fordi de fleste er i sort/hvid. Jeg kunne ikke se farverne på landet. Farverne er vigtige for det gamle Santerra, for lige nu er det hele for det meste gråt. Himlen er for evig grå. De ukendte ansigter, som jeg går forbi har en nuance af grå. Den hænger mest på de, der har oplevet krigen. De, der var en del af krigen. De, der mistede i krigen.

Vi unge har kun en meget svag nuance, som af og til kan blive lidt stærkere, for vi har ikke oplevet krigen, men vi lider stadig under dens efterskælv. Vi har et land og et samfund, der skal bygges op, for vi er landets fremtid. Når vi fylder 20, er det vigtigt, at vi har et arbejde, som vi kan beskæftige os med mindst hundrede år frem. Karrieren er vigtig; det har den altid været, men nu er den vigtigst. Den kommer inden familiestiftelse, for det har vi jo alligevel så lang tid til. Vi bliver trods alt i gennemsnittet 573 år gamle. Mine forældre fik mig, da de var omkring de 200 år. Karrieren og krigen kom i vejen for, at det kunne ske tideligere. Seksten år efter min fødsel fik de Arreon.

Da jeg når enden af fortovet, stiller jeg mig ind i mængden af grålige frakker, der venter på at lyset skal blive grønt for fodgængerne. Selvfølgelig er deres frakker ikke grå, men det er som om, at lyset, der forsøger at skinne igennem de tætpakkede skyer, får frakkerne til at miste deres rigtige farve.

Som om lyset vasker det af.

Det samme gælder bilerne, der passerer os. Selvom de er røde, gule, blå og grønne, er de stadig grålige og matte. Til dels på grund af lyset, til dels på grund af støvet, der har lagt sig på dem. Man siger, at det er asken fra de afdøde. At den stadig hænger i luften nu hundrede år efter, men det er nok mere et dårligt forsøg på at forklare fænomenet, end at det er sandt. For støvet begyndte efter krigen, har jeg fået at vide, men jeg tror næppe, at det er aske.

Jeg følger med flokken over vejen, da den grårøde mand bliver til en grågrøn mand, men sørger for at holde mig i midten af flokken. Biler har aldrig været noget, jeg har været særlig begejstret for. Ikke i trafikken. Jeg nyder af at sidde inde i en bil, men ikke at stå uden for, hvor jeg er lillebitte, og de er kæmpestore. Det er som om biler ikke hører til i vores verden. Men det skyldes nok, at de først er kommet hertil for nylig. Efter krigen altså. For mange var det noget af det bedre, der er sket i Santerra efter krigen, for nu behøver man pludselig ikke være født med evnen til at komme fra sted til sted på rekord tid. Man kan bare køre i sin bil.

Det er ikke fordi, jeg ikke er glad for biler - eller busser eller toge, der ligeledes er kommet til med tiden efter krigen -, men jeg føler mig ikke tryg. Ikke med de mange ulykker, vi hele tiden hører om. Fordi førerne mister kontrollen over deres bil. Som om bilen har sit eget liv.

Da størstedelen af flokken fortsætter lige ud efter lyskrydset, drejer jeg til venstre for at komme hjem. Det er en omvej, men det er en omvej, jeg altid tager for at møde synet af nogle af resterne fra det gamle Santerra. Løvebjergsfloden, der løber igennem vores område. Den starter oppe fra Løvebjerget, der befinder sig nogle tusinde kilometrer væk og flyder igennem hele Santerra. Selvom vandet i floden er blevet brunt og grumset, er der alligevel noget helt særligt ved stedet. Det er som om solen formår at trænge igennem skyerne og ned i vandet, og på den måde bruge det som sit medie til at lade solstrålerne skinne.

Hvis ikke, det er fordi, her altid er så koldt, ville jeg bruge stedet som mit yndlingslæse- og skrivested. I stedet nøjes jeg med mit værelse, hvor man kan se en lille flig af floden. Men det er bare ikke helt det samme.

”Razzie! Plads!” Jeg hører stemmen et sekund inden en dragund kommer løbende i mod mig. Med sine smidige ben, der tilhører en hund, er den så hurtig, at jeg ikke når at få mine egne ben til at flytte sig for at komme af banen.

Heldigvis er dragundens ejer hurtigere end mig. ”Stop, Razzie!”

Dragunden stopper. Noget, der må være to centimeter fra mine fødder. Den stirrer mig direkte i øjnene med dens glasagtige askegrå øjne på den måde, der gør mig klar over, at hvis den får lov, vil den angribe mig. Det er også det, der får mig til at træde adskillige skridt bagud. Bare så er der er lidt mere afstand i mellem den og mig. Dragunder er heller ikke de kønneste væsner i verden, når de er ophidsede. Kombinationen af en hund med dragehoved- og vinger kan blive noget smukt, men når de er vrede, er det kun de skarpe tænder og den svage røg fra deres næsebor, der falder én i øjnene.

Jeg træder endnu et skridt væk. Bare for en sikkerhedsskyld.

”Det må du undskylde,” siger dragundens ejer, da han når hen til os, og jeg ender med at spærre øjne op, da mit blik ender på messingskiltet på hans bryst. Det har Santerras symbol - et gyldent træ med en krystal på midten af stammen.

Han er betjent.

”Øh…” er det mest begavede, jeg kan sige. Til dels fordi jeg stadig forventer at dragunden springer på mig, og til dels fordi betjenten får mit hjerte til at banke hårdere end nødvendigt. Han er ikke ret gammel - på udseendet at dømme, er han ikke mere end 120 år gammel. Af væremåden at dømme, er han ikke mere end 20 år. For udseendet kan tit narre; aldringsprocessen går i stå, når man bliver tyve, og begynder først igen hundrede år efter, for at gå i stå, når man er blevet 130 år gammel og sådan fortsætter det med en aldring igennem ti år efterfulgt af hundrede års pause, indtil man dør.

Måske er det hans hvalpelignende brune øjne, der får mine ben til at lege budding. Eller måske er det det halmfarvede hår, der bølger på grænsen til at krølle.

Nej. Det må nok være uniformen.

”Han er først lige ved at lære at finde ud af, hvordan det skal gøres. Der er sikkert ikke noget, men jeg vil gerne have lov til at tjekke din taske alligevel,” siger betjenten og nikker mod min taske, som jeg allerede har taget halvt ned fra min skulder. Jeg rækker ham den og retter derefter på mine briller med min pegefinger, inden mit blik lander på dragunden, der pludselig er optaget af tasken og ikke mig. En dyb knurren forlader dens hals, men da betjenten sender den et par hævede øjenbryn, tier den stille.

”Må jeg kigge i den?” spørger betjenten, da han trækker mit nye fund op af tasken og vender bagsiden i vejret, da han har set på forsiden.

”Jaja, der er ikke noget i den. Det er en notesbog,” svarer jeg og forsøger at lyde så åndsfraværende som muligt. I sandhed er jeg bare glad for, at det ikke er en af de notesbøger, jeg har skrevet i. Tanken om, at han - eller en hvilken som helst anden person - læser i min private notesbog er så grænseoverskridende, at min mave giver sig til at vende mine indvolde et par grader.

Han bladrer lidt i bogen, inden han ser op på mig.

”Skriver du? Altså historier? Eller hvad bruger du dem til?” spørger han, og jeg er ret sikker på, at det ikke er noget en betjent normalt spørger om, men glæden over, at han spørger ind til det, er for stor til, at jeg gider gøre noget ved hans lille mangel på at kunne skelne arbejde fra privatliv. En mangel, der i øvrigt bare får mine ben til at blævre lidt mere.

”Det er mest bare tanker lige nu, men jeg vil gerne forsøge at skrive en roman engang,” fortæller jeg og sender ham et forsigtigt smil. Jeg kan godt mærke, at der samtidig med glæden over hans spørgsmål også kommer en følelse af ubehag over at bevæge sig ind på et emne som min skrivning. Det er ikke noget, jeg normalt snakker med folk om.  

”Fedt,” siger han og putter notesbogen tilbage i min taske, inden han rækker mig tasken.

”Så der er ikke noget mistænkeligt?” spørger jeg, halvt jokende, halvt alvorligt, for man kan aldrig vide sig sikker længere. Jeg har læst om folk, der putter ting i andres tasker, men det sker for det meste kun ved den offentlige transport, hvor man forsøger smugle noget til en anden del af landet.

”Nej, alt ser ud som det skal være. Ha’ en god dag og undskyld ulejligheden,” siger han og tilføjer et: ”Kom så, Razzie, din bandit,” inden han sammen med dragunden går ned af vejen igen. En enkelt gang vender dragunden sig om i mod mig, stirrer på mig med dens askegrå øjne, før den igen følger med sin ejer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...