Angel Of Somebody To Love

Der har været så meget krig. Medierne har svælget i død gennem året. Nogle episoder har de hængt længe ved og andre er de gået let henover. De har hængt ved morderne, men ikke rørt ofrene på samme måde. Børn er altid ofre, religion er ligemeget. De er født ind i en konflikt de ikke har skyld for og ikke kan ændre. Når jeg hører om angreb bliver jeg ofte overrasket over hvor få der dør. Måske har jeg set for mange film hvor en enkel bomber og folk med rifler dræber 100. Måske er virkelige bomber bare ikke så kraftige, måske er folk bare virkelig dårlige til at lave dem og til at sigte. Måske findes skytsengle? Hvordan kan babyer ellers overleve at falde ud fra balkoner og hvordan kan så mange overleve angreb?

2Likes
1Kommentarer
215Visninger

1. ...

Jeg tror jeg skal dø. Ansigtet over mig afslører det. Det siger ikke noget, men jeg kan læse dommen i trækkene. Munden der står vantro åben og øjnene der lyser med rædsel. Et sted gør det ondt, men kun når jeg taler eller ler. Der er ikke noget at grine over, men jeg gør det alligevel. For det er det eneste jeg kan. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kender ikke længere mine arme og ved ikke om mine ben stadig er en del af mig.

Verdenen er et underfundigt sted. Omkring mig er der kaos. Folk råber, det ved jeg de gør, for jeg kan se deres munde åbne og lukke sig som fisk. Det går lige så langsomt og de ser ud som om der er en mur af vand mellem os. Måske er jeg ved at drukne i død.

Min verden er uden indtryk. Jeg ved de burde være der. Jeg ved at luften burde stinke af røg, jeg ved at der burde være gråd i mine øre og at mit blod burde være rødt.

Jeg tror det er min krop. Den har en mærkelig facon og jeg genkender den ikke. Kun fordi den sidder fast på mit hoved og jeg genkender tøjet der er mere sort end noget andet, at jeg ved at det er mig jeg kan se i udkanten af mit synsfelt. De sorte plamager er mit blod. Det flyder over det hele.

Hvorfor er jeg ikke død? Det overrasker mig gang på gang, hvor meget jeg kan klare. Bare fordi jeg er en ideologi, en følelse. Sandheden er at jeg er udødelig. Jeg skal dø, men jeg vil leve videre. Det må gøre mig guddommelig.

"Jeg er Gud."

Ansigtet over mig skifter udtryk. Fra vantro rædsel til morbid morskab.

En arm bliver mast under mig og først nu går det op for mig at jeg halvt sidder op. Smidt op af en bombesmadret mur som en ødelagt kludedukke. Jeg gør mit bedste for at holde min mave lukket og dække det store hul med med min lige så hullet bluse. Den sorte farve breder sig længere op af mit ærme.Jeg kan ikke finde ud af om mine tarme er på vej ud af min mave eller mund. Lige nu vil jeg dog helt beholde dem hvor de plejer at være. Også selvom ‘plejer er død’.

Jeg har stadig mine ben.

 

Jeg ved jeg skal dø. Men jeg skulle dø først. Det var det jeg lovede da jeg påtog mig rollen som engel. Jeg så på det lille barn der sov og lovede at jeg ville gøre alt for at han skulle få lov til at lege, spille fodbold og danse. Le og leve som ethvert barn burde. Jeg kan ikke udføre mirakler, hvor meget jeg end vil og hvor meget magi og gode intentioner jeg smider afsted.

Endnu en bombe ryster området. Gaden ryster, puds og mursten falder fra ødelagte bygninger. Denne gang er der intet kaos, for det er ingen tilbage. Kun os og soldaterne. De kan ikke se os og vi tager os ikke af dem, så længe de holder sig fra børnene.

Hvor er mit barn?

 

Og dagen startede ellers så godt. For en gangs skyld havde barnet ikke tisset i sengen og der havde ikke været ekkoer af bomber eller skudvekslinger i løbet af natten. Det var den slags øjeblikke der gjorde det værd at beskytte en lille menneskedreng. Mennesker tror jeg er en skytsengel, men nej. At beskytte børn er ikke et privilegium til dem med et særligt navn eller titel. Jeg beskytter mennesker fordi det er det rigtige at gøre og jeg beskytter denne dreng fordi det var ham jeg fik.

Han blev født i et land i krig og mine øjne har hvilet på ham siden da. Hans første sygdom. Han havde feber og var underernæret. Jeg sad ved hans madras sammen med hans mor og bad til han blev rask. Jeg husker første gang han gik og bad igen for at han ikke ville ende på en landmine, hans første ord og da han oplevede sin første bombe. Jeg har våget over ham fra den dag han blev født.

 

Indtil nu. Blandt de ødelagte bygninger, hvor der kun burde være soldater, indtrængere, frihedskrigere eller terrorister er mit barn. Det er håbløst. Hvor skal jeg lede? Jeg lader min krop synke sammen igen. Smerten er næsten gået væk. Jeg ved ikke om jeg stadig bløder, men sådan som jeg tror min mave ser ud, må jeg gå ud fra at jeg stadig gør.

Støttet til den gule murstensvæg lykkedes det mig at komme op igen. Måske har han gemt sig på legepladsen?

Vi har tilbragt mange gode timer der. Han gik stort set aldrig i skole. Enten manglede der lærere, bygningen var for beskadiget, materialer var ødelagt eller der var kamp i omegnen. På legepladsen var der plads til at være barn en gang imellem. Jeg elskede at sidde og se på ham. Hvordan lyset gled over hans ansigt og skinnede i hans sorte hår i takt med vippen.

 

Legepladsen ligger forladt hen. Gyngerne er rustne og malingen skaller af vippen. Der var også en karrusel af en art, men en skudveksling ødelagde den fuldkommen. Ikke engang legepladser er hellige i krig.

Jeg kollapser på gyngen. Igen er jeg uden mål. Hvor gemmer et barn sig, når hjemmet er sprængt i stykker? Der er intet andet at gøre end at stirre op i den lyse blågrå himmel. Den eneste trøst er at den også vil være her i morgen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder. Det kan ikke have været særlig længe, da en slår sig ned ved siden af mig. Der er det samme håbløse udtryk af at have mistet noget vigtigt.

“Har du også mistet dit barn?” spørg jeg i håb om en af dele sorgen med.

“Ja, sidste måned. I at angreb. Dig?”

“I morges... sukker jeg. “Han forsvandt da en bombe gik af tæt på os. Jeg blev ramt. Jeg ved ikke med ham... Jeg må videre og finde ham.” Jeg er så fortabt. “Hvor ville du gå hen, hvis du var her?”

Et skuldertræk som svar. “Måske skolen? Skulle det ikke børnenes sikre sted?”

“Måske.” Det lyder fornuftigt, men gælder det samme ikke legepladser?

Verdenen sortner i kanten, da jeg rejser mig fra gyngen. Jeg forsøger at skubbe den væk fra mig. Jeg vil ikke have den sandede legeplads mod min kind. Jeg vil have den under mine fødder og forsøger at skubbe den på plads.

En hiver i mig og jeg fokuserer på et ansigt jeg ikke husker klart.

“Du er færdig. Du kan lige så godt blive her.” Han skal til at smide mig tilbage, men jeg hager mig fast i hans skjorte og river et hul endnu større.

“Nej, jeg skal videre. Jeg skal finde ham. Jeg lovede at han ikke skulle være alene.” Min stemme knækker over af smerte og gråd.

Der er ikke andet at gøre end at fortsætte og jeg søger mod skolen. En tør lugt af støv og krudt har lagt sig i byen. Velkendt og skræmmende på en gang. Jeg undgår at se mig tilbage, af frygt for at se et rødt spor. Hvert skridt bliver tungere og min hjerne kan ikke regne ud hvor langt væk skolen ligger. Om den er rundt om hjørnet eller flere husblokke væk.

 

Riffelskud har sin helt egen lyd. Når man først har hørt den en gang glemmer man den aldrig eller den sylespidse frygt den efterlader. Skolen dukker op, sammen med soldaterne. De står stimlet sammen omkring bygningen der ser værre ud end ellers. Jeg kan ikke huske hvordan den så ud før krigen, men nylige angreb pynter ikke på den gamle bygning.

Byens indbyggere, dem der endnu er tilbage, holder øje med dramaet på sikker afstand og fra vinduer uden glas.

Bønner mumles over hele pladsen og informationer gives frem og tilbage både foran og bag afspærringen. Journalister og soldater er allerede tilstede, så det må have stået på et stykke tid. Jeg deler en bøn inden jeg lægger dem alle bag mig. Det er nemt at komme forbi soldaterne der holder alle tilbage, da ingen kan se mig. På en måde eksisterer jeg slet ikke. Det er ikke altid ligetil, Nogen gange fatter jeg det ikke engang selv. Hvordan kan jeg dø når jeg ikke lever?

 

Men mit barn lever. Det er mit fokus. Lukkede og barrikaderede døre er ingen hindring og jeg kan se det. Flere skytsengle på stedet. Få ligger allerede døde ved indgangen. Jeg gætter på at det var nogle af de første der røg. Blod fra børn og dem der skulle beskytte dem er spredt langs væggene, som et abstrakt vægmaleri. Jeg kan ikke undgå at få det på hænderne, da jeg bruger væggen som støtte, mens jeg går længere ind.

Ud over riflerne og de automatiske våben er der stille og ingen mennesker i syne. Andre som mig bevæger sig udtryksløse gennem gangene og lokalerne, til de finder hvem de søger og bliver ved personen.

Det eneste der afslører liv er skrig når riffelsalver rammer levende mål. Derefter ekkoen af løbende sko, flere skud og flere skrig. Det går hurtigt. Løb, skud, skrig. Løb, skud skrig. Skramlende møbler, løb, døre der smækker, skud, skrig.

Det går op for mig at han gemmer sig her.  Endnu en ting vi kan. Hvordan kan man beskytte en som man ikke ved hvor er? Normalt er det en smal sag. Ikke mindst fordi man lever sit liv gennem dem og aldrig forlader deres side. Hvordan skulle man ellers kunne afbryde fald fra altaner, blokere ved trafikuheld eller holde dem oppe, så de ikke drukner.

Men mit hoved er mos og jeg er færdig. Jeg har ikke mere at byde på, snart ikke flere evner eller tricks at give af. Kun loyalitet og mit liv.

 

Jeg drejer til højre. De angribende mænd er drejet til venstre. Måske ses vi aldrig igen. Gangene her er tomme. De fleste døre her er lukkede som var det en normal weekend, men bag dem er borde og stole stablet op som forts. Det kunne have været en sjov leg, havde det ikke galt liv eller død.

Gamle skudhuller afslører at det ikke er første gang og man må lovprise menneskers håb og deres vilje til at gøre ting bedre. At blive ved med at prøve på at forbedre verdenen og tro på den næste generation.

 

Klasseværelset ser tomt ud. Det ligner fire skytsengle der hænger ud og venter, men jeg ved at de ligesom mig venter til truslen kommer til dette rum eller døden stopper. Selv gør vi intet for at standse det. Vi beskytter, vi angriber ikke. Så firkantet er det sat op.

Skuddene lyder længere væk med den lukkede dør. Angste klyng og lav gråd kan ikke undgås. Alt andet ville være umenneskeligt.

Mit barn græder også. Han gemmer sig bag nogle borde der er væltet om på siden, sammen med to andre. Den ene er jævnaldrende, men den anden er meget yngre. Er sikkert flygtet fra massakren og håbet at redningen ville være at finde i dette lokale.

Udenfor bliver der råbt i megafon og man kan høre helikoptere i luften. Det lyder så fjernt, som om det slet ikke vedkommer os.

Vi venter og lytter. Jeg falder sammen ved siden af mit barn. Nu hvor vi igen er sammen kan jeg ikke mere. Gennem en tynd sprække holder jeg øje med døren. Den er sløret i kanterne og jeg er ved at syne hen. Lydene bliver irrelevante og verdenen bliver mindre.

 

Jeg kan godt høre lydene, men jeg registrerer dem ikke før døren bliver sparket op med en sådan kraft at den er ved at falde af hængslerne. Lyden bliver med det samme fulgt op af skud.

Patronerne gennemborer møbler og kroppe med samme lethed. Jeg blokere så godt jeg kan. Jeg vil gerne kaste mig over mit barn og beskytte ham. Det er det vi gør. Vi tager den værste skade. Det er derfor vi kan holde til så meget, men selv vi er dødelige.

Mit syn svigter igen. Verdenen bliver på ny sorthvid. Masser af sort omkring mig og på ham.

“Undskyld”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...