Konkurrence bidrag til online forfatter games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2015
  • Opdateret: 22 jan. 2015
  • Status: Igang
Mine konkurrence bidrag til "Online forfatter games" af Viora.

2Likes
5Kommentarer
217Visninger
AA

2. Sommerfugl/Sommerfugle

Her er mit bidrag til anden udfordring: At skrive et one-shot til ordet sommerfugl.

Man skal prøve at forestille sig at der der er skrevet i kursiv er flash-back og alt der er skrevet normalt er nutid. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Av” klynker jeg fortabt, da en fod endnu engang rammer mig hårdt i ribbenene, og jeg falder ned på knæ. Folk griner, et andet spark rammer mig i den modsatte side. Tårrene begynder at trille ned ad mine kinder, og falder som regnen på et bilvindue.

Sparkene forsætter. Jo mere jeg græder, des mere griner de.

Jeg prøver at rejse mig op, men det hele er udtværet takket være mine tårer. Mit blik er sløret. Nogen skubber mig hårdt i maven, og jeg falder bagover og knalder hovedet ned i asfalten. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg vil ikke se hvad der forgår. De griner. Alt er sort, og det hele føles koldt.

Hvorfor kan man ikke bare være barn igen. Løbe rundt og nyde livet, lege fangeleg, og bade når det er varmt om sommeren. Jeg savner den varme, og min eneste varme lige nu, er et hul i baghovedet, hvorfra blodet fosser ud i og bliver til en pøl, mens det godt og grundigt fedter mit hår og farver det mørkerødt.

 

Jeg kan stadig mærke smerten. Både den fysiske og den psykiske.  Den sidste er den værste. Man kan ikke bare putte et plaster på, og vente på at såret heler. Smerten kan kun behandles, aldrig heles. Aldrig helt. For lige meget hvad, kan man ikke komme udenom at smerten har sat ar på dig. Store fede psykiske ar, der aldrig helt forsvinder.

Hvis de psykiske sår bliver for store, og hvis de aldrig får en skorpe, giver det ingen andre udveje, end selv at lave fysiske, tænker jeg, og knuger mit barberblad i hånden, før jeg fører det ned mod håndledet.

 

 Jeg er udmattet efter at have grædt. Jeg finder min computer frem, og logger på Facebook. Nogen har lagt vores nye klassebillede op, og jeg er tagget i det. Jeg læser kommentarerne igennem, men der er ikke andet end alle de finkede piger der skriver cheesy ting som: ”Ej hvor er jeg altså grim” ”Fuck hvor er jeg fed” osv. Dog er der en enkelt kommentar der fanger mit blik:

”Rolig nu piger, det bliver ikke værre end klamme Amanda”.

 Mine øjne er frosset til skærmen, og jeg læser atter kommentaren igennem. Jeg prøver at lukke computeren ned, men den er selvfølgelig i gang med en opdatering, så jeg bliver bedt om at vente et par minutter. Jeg begraver mit hoved i puden, og prøver at holde min vejrtrækning stabil, da en lille lyd, fortæller mig at der er en ny kommentar på billedet:

”Haha.. Carla har ret. Amanda er klart den værste!”

Flere og flere kommentarer popper op:

”Sandt.. Tjek hendes næse!”

”Hahahaha slemt!”

 Deres kommentarer bliver værre og værre. Jeg prøver febrilsk at lukke computeren ned, men får gang på gang dem samme meddelelse smidt i fjæset:

Computeren opdaterer. Vent venligst.

Mit internetvindue vil ikke lukke ned:

Internet Explorer svarer ikke.

Jeg knalder min hånd ned i slukknappen.

Computeren opdaterer. Vent venligst.

Tårrene overvælder mig, og jeg er endnu engang nødt til at begrave mit ansigt i den hjemmestrikkede pude, jeg engang fik foræret af min mormor, og jeg nødt til at skrige. Så det gør jeg. Skriger. Giver alt lortet til puden, der minder mig om at min barndom for længst er forsvundet sammen med mormor.

”En eller anden.. Photoshop hende lige ud af billedet!” er der en der skriver. ”Hun ødelægger jo hele billedet”,

”Hun burde skydes!” skriver en anden.

Men jeg er allerede blevet skudt.

Hvorfor kan jeg ikke bare være ligesom alle andre? Hvorfor skal jeg være en freak? Hvorfor mig? Jeg kan jo ikke gøre for det. Jeg skriger ned i puden igen.

 

Jeg spekulerer tit på, hvordan folk der ikke kendte mig, ville reagere, hvis jeg fortalte dem om min hverdag.

Ej hvor er det synd for dig, ville de nok sige, hvorefter de ville lægge hovedet på skrå, og prøve at se oprigtigt triste ud.

Jeg vil altid være der for dig. Du kan altid komme til mig og snakke, hvis du en dag for brug for det ville de nok sige, men inderst inde havde de håbet på, at jeg aldrig ville komme.

For sådan er mennesker. Egoistiske, selvoptagede og i bund og grund komplet ligeglade med andre. For hvad rager det dem, hvordan andre mennesker har det? Hvorfor skulle de spilde deres tid på at tænke på andre?

Jeg har aldrig betragtet en sådan tankegang som menneskelig. Mennesker var ment til at være elskende.

Men sådan er de ikke.

Sådan er mennesker bare ikke.

Jeg står og ser ud ad vinduet mens solen skinner. Det er absurd at vejret er så godt, når alt jeg føler er smerte.

Pludselig lander en sommerfugl i vindueskarmen, og jeg står helt forsigtigt og betragter den.

Den hvilker sine store safirblå vinger, før den flyver væk igen.

Jeg står længe og ser efter den, og jeg mindes dengang jeg var lille, og plejede at jagte sommerfugle om sommeren.

Da den er væk bliver jeg stående i lang tid og venter forhåbningsfuldt at den vil vende tilbage, selvom jeg inderst inde godt ved, at den ikke kommer igen. 

 

”Se, Amanda har en vandflakse” råber en tilfældig. Jeg småløber, så cirkusset ikke når at tænde sin gnist, men selvfølgelig hører alle hvad han siger, og da de alle begynder at bevæge sig i retning af mig, begynder jeg for alvor at løbe. En anden tilfældig når at indhente mig, og gribe fat i mig. Han vrikker min arm om på ryggen, og tvinger mig ned på asfalten, hvilket gør det fysisk umuligt for mig at flygte. Snart er alle kommet og de står nu i en ring omkring mig. Jeg lukker øjnene og hører kun hvad stemmerne siger.

”Giv mig den”, ”Kom, vi pisser i den”, ”Ja, og nu du er i gang så giv også hæfterne en omgang.”

Minutterne går, de griner.

”I forstår mig ikke”, tænker jeg. ”I kender ikke følelsen af at ligge her.”

Da de endelig begynder at kede sig, bliver jeg efterladt med en flaske fuld af pis, og en taske med gennemblødte hæfter.

Jeg forlader stedet uden at medbringe nogen af delene.

 

Tårrene strømmer forsat ned ad kinderne på mig, da jeg drejer nøglen om, og går ned ad flisegangen med hastige skridt, før jeg en sidste gang vender mig mod huset, og mærker et sidste stik i hjertet før jeg forlader grunden for at gå i skole.

 

Cirklen er endnu engang blevet lavet, og den er rundt omkring mig. Opsluger mig.

De griner som sædvanlig. Høje, lange, hånlige grin

 

Folk står nede i gården og glor på mig,  men denne gang er det mig der ser ned på dem. Vi har lige fået fri, som den sidste klasse på skolen, og der er ikke andre end os i gården. Hverken elever eller lærere.

”Styr dig” er der en der råber, men jeg ignorerer det.

”Du tør jo ikke” råber en anden, men med en smule nervøsitet i stemmen, og jeg formår uden besvær, at smile for mig selv, trods tårrene der forsat raser. Selvfølgelig tør jeg godt.

Jeg tager en dyb indånding, lukker øjnene, og træder et skridt frem og så sker det.

 

Det er en fantastisk følelse. Jeg er fyldt med både vrede og glæde, og adrenalinen suser igennem mig.

Endelig kan jeg mærke deres chok og deres fortrydelse. Så kan de lære det.

Jeg tænker på den smukke sommerfugl, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne os.

” Nu er vi begge fri” tænker jeg, og lukker øjnene og smiler.

”Jeg er en sommerfugl” er min sidste tanke inden min svage krop skaber kontakt med den iskolde asfalt og alt bliver sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...