LiveForLife -one direction horror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2015
  • Status: Igang
I 2013 blev verden angrebet af en virus, som ramte alle over 15 år. voksne og teenagere er blevet til blodtørstige væsner, og børn og unge må klare sig selv. I denne historie følger vi Emma som kommer ud på en farlig og vild rejse, hun møder nye mennesker, nogle hun kan stole på og nogle ikke,. Finder de nogensinde en kur mod virusen?

1Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

2. Road trip to London


                   "Selvom jeg er stærk, føler jeg mig svag indeni"


Solen er lige stået op, det havde været en forfærdelig nat. Jeg havde hørt dem derude, vandrene* som jeg kalder dem. Deres hæse vejrtrækning, de langsomme slæbende skridt. 
Jeg pakkede alt den mad jeg har tilbage, mest dåsemad men også nogle ris og noget gammelt slik jeg havde fundet i butikken.
"Rolig Emma, du skal bare gå en lille tur.." Det er ikke en lille tur, 8 kilometer. Jeg ved godt det ikke lyder særlig langt, men med konstant frygt føltes det nærmere som 20. Mine ben er tynde og svage, jeg har ikke fået den næring og vitaminer jeg har brug for gennem årene. 

Jeg gik udenfor, solen skinnede gennem skyerne og et mat lys skar igennem. Jeg kunne høre dem, men ikke se dem. Det føltes som en endeløs jagt, mig mod alle. 
Jeg åbnede lågen, den knirkende lyd skar igennem og jeg holdt vejret. Jeg løb ud og stod midt på vejen, det var sikrest. Jeg kunne se til alle sider, og var forberedt på alt. Vandrene kunne bare komme an!

Jeg begyndte at gå, det var en lang snoet vej der førte ind til byen. Det var en varm dag, mindst 28°, jeg tørrede min pande og bandt et stykke revet stof rundt om mit hoved. Jeg lignede sikkert en der (prøvede) på at ligne en ninja, jeg lavede et ironisk spark ud i luften. 
Jeg tænkte på min familie, på Darrel… på alle de gamle. Jeg burde havde været lidt mere opmærksom, jeg hørte et hvæs bag mig og svingede øksen. En vandre stod ca. 3 meter væk, og kiggede med tomme øjne på mig. Den manglede en arm, og havde bylder over hele kroppen. 
Dens kræftige lugt, fik det til at svimle for mine øjne. Den tog først et, så to skridt. Jeg tog langsomt min hånd om på ryggen, for at få fat i øksen. Jeg kunne mærke håndtaget og hev, men det sad fast i min rygsæk. Vandreren smilede næsten og kom løbende mod mig, jeg skreg og skubbede den væk med min frie hånd. Jeg prøvede at hive øksen op igen, men den sad stadig fast.
Vandreren løb ind i mig, jeg væltede og slog hovedet ned i asfalten, jeg sparkede ud i luften med mine ben. Jeg kunne mærke jeg ramte noget og vandreren gav et hvæs. Jeg satte mig op og trak øksen ud med begge mine hænder.

Jeg rejste mig op, vandreren var allerede nået hen til mig. Jeg svang øksen og ramte den i brystet, den tog et par skridt tilbage. Jeg svang den igen og ramte vandreren lige i panden. Jeg slap øksen og vandreren faldt til jorden med øksen siddende. 
De kunne kun dræbes hvis man ramte hjernen. Jeg satte min fod ovenpå den og trak øksen ud.
Jeg tørte øksen af i min trøje, svingede tasken over ryggen, og gik videre ned ad vejen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...