LiveForLife -one direction horror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2015
  • Status: Igang
I 2013 blev verden angrebet af en virus, som ramte alle over 15 år. voksne og teenagere er blevet til blodtørstige væsner, og børn og unge må klare sig selv. I denne historie følger vi Emma som kommer ud på en farlig og vild rejse, hun møder nye mennesker, nogle hun kan stole på og nogle ikke,. Finder de nogensinde en kur mod virusen?

1Likes
0Kommentarer
117Visninger
AA

3. Almost there

 

​             If there is one thing i didn't expect.. This would be it.

Solen var begyndt at gå ned, de røde og orange farver gav kornmarkerne et næsten brændende udtryk. Jeg havde mødt nogle flere vandrere på vejen, men havde løbet fra dem. 
Mit hoved dunkede fra sammenstødet mod asfalten imorges, jeg havde bundet det revne stykke tøj om blødningen.
Jeg kunne mørke en dråbe løbe ned langs mit ansigt, stoffet var allerede blevet helt rødt af blod. Jeg var nu så langt at jeg kunne se London i det fjerne, de små højhuse der stak op fra den flade jord.

Jeg var sulten, og åbnede en dåse tomatsovs jeg kan huske at mine forældre plejede at lave spaghetti med kødsovs.
Mens jeg spiste tomatsovsen, var vejen blevet dunklere. Ingen af gadelygterne virkede længere, så jeg gik egentlig bare efter de små lys fra byen. 
Min krop var så svag og udkørt, jeg blev næsten sur på mig selv over jeg ikke kunne gå mere. 
 
Det føltes som om jeg havde gået i flere timer, da jeg endelig nåede til byen. 
Jeg kunne fornemme vandrene omkring mig, de høje huse gjorde det umuligt at fornemme hvad klokken var. Jeg kunne høre deres hæse vejrtrækning, og slæbende skridt.
Mit hoved dunkede, og min krop var helt udkørt. Jeg kunne ikke gå mere, tænk at det var nu jeg skulle dø. Lige når jeg var nået til byen. 
Jeg lagde mig ned på den kolde jord, kunne høre vandrerne komme tættere på. Jeg lukkede øjnene, krummede mig sammen. Jeg kunne høre nogle råb i baggrunden, det kunne ikke være vandrere. Det måtte være mennesker! Jeg prøvede at rejse mig, jeg kom på benene. 
"hjælp!" der kom kun en lille klynkende lyd ud. Men alligevel fik jeg øjenkontakt med en af dem. Mørkhåret med krøller, han kiggede mig i øjnene og råbte noget til de andre.
Jeg kunne høre nogle skud, og vandrenes hæse stemmer stoppede. De måtte være omkring 7 personer, ham med krøllerne kom løbende hen til mig.
"Hej, han smilte" jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt fordi det var så mørkt, men jeg kunne se på den robuste skikkelse at det var en mand.
"Hej," Jeg vaklede lidt.
"DU ER EN PIGE?!" jeg kunne mærke, at manden tog mig i armene, han lænede sig frem og kyssede mig. Hvad bilder han sig ind? Jeg prøvede at skubbe ham væk, 
"Stop!" Jeg gik et par skridt bagud. Selvfølgelig hvor havde jeg været dum. Jeg er sikkert det eneste normale menneske tilbage på denne jord. 
Jeg prøvede at løbe men, jeg stødte ind i en anden person.
"Harry er det dig?"
En mand til! Jeg løb udenom ham og løb mod landevejen igen. Men jeg nåede ikke langt før en hånd tog fat om min arm.

"Bare rolig, vent nu lidt! det er kun fordi det er 3 år siden jeg har set en pige!!" Det var ham fra før. Jeg stoppede, jeg samlede kræfter til at svare tilbage.

"Slip mig," Min stemme var hæs og svag. 

"Kom nu, tag nu med os hjem! vi har mad og senge!" Han tog strammere fat, jeg kunne høre de andre personer nærme sig.

"Harry?, hvad laver du, vi skal hjemad!" En anden skikkelse med lyst hår kom hen til os med en lanterne.

"EN PIGE?, sagde den anden dreng" Der blev helt stille, alle kiggede på mig. Mit hoved dunkede, jeg var dehydreret og træt. Jeg nåede ikke engang at blinke før alt blev sort.



 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...