Hvis du leger med ilden...?

Valerie er en pige på ca. 16 år. Hun mistede sin far som lille, men det gør ikke noget for hendes mor elsker hende over alt på jorden - selvom hun nogle gange har svært ved at vise det. Valerie har sammen med sin mor rejst gennem flere lande, og gået på tonsvis forskellige skoler, da hun ender i Louisiana. Da hun ender hos William. William en dreng hun lige har mødt ,men føler sig fuldstændig, håbløst forelsket i. Dog virker han selv som en person med lidt for mange skeletter i skabene.

2Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. William...

kapitel 1

William..

 

Gløden lyste det lille rum op. Sluk. Mine fingre legede åndsfraværende med den lille lighter. 
Mor ville gå amok hvis hun vidste jeg havde den. Tænd. Sluk. Lige så længe jeg kunne huske har hun gemt alt væk der bare minder om ild. Tænd. Den lille flamme dansede let i takt med at jeg åndede ud. Sluk. Hvordan kan nogen hade noget så smukt? Men så igen, jeg bliver aldrig klogere på min mor. Jeg udstødte et suk og rejste mig.
Kiggede rundt i det der skulle være mit nye værelse. Læggede så lighteren i bukselommen og gik hen til den første flyttekasse. Jeg må se at komme i gang, mor gav mig strenge anvisninger om at pakke kasserne ud. Jeg åbnede den første kasse, som var fyldt til randen med små nips ting, porcelæns skulpturer og så videre. Jeg stirrede olmt ned på indholdet som vis det var dens skyld. Jeg hader at pakke ud, næste lige så meget som jeg hader at pakke. Man skulle ellers tro jeg havde vænnet mig til det. I mit nu 16 års lange liv havde jeg prøvet at flytte cirka 11-12 gange. Jeg fatter bare ikke pointen med at pakke ud når vi alligevel skal flytte igen om en måned eller sådan. Mor siger at det bliver anderledes denne gang. Jeg udstøder et fnys. Ja klart! Den har jeg hørt før. Jeg ved bare ikke hvad jeg gør galt, vi flytter altid efter et af mine 'anfald' som mor kalder det.Jeg kan ikke styrer det, det kan komme det ene øjeblik og være væk det næste. Det starter som regel med let prikken i kroppen, jeg føler mig rastløs.Så kommer varmen. Den kaster sig over mig som en flodbølge, jeg kan ikke tænke klart.
Jeg fortæller altid mor når 'det' har været der, men jeg har aldrig fået medicin.
Hendes løsning er altid at flytte. Altid.

Vinden blæste op i mit lange gyldne hår så snart jeg havde lukket hoved døren bag mig. Jeg havde altid holdt af at løbe og uanset hvor man var kunne man jo altid finde en løbe rute.
Det var en af de få ting jeg havdet holdt på hele livet. 
Mor var modvilligt taget afsted på sit nye arbejde. Det krævede en del overtagelse fra min side, det var jo trods alt min 16 års fødselsdag. Jeg er bare glad for at hun gik med til ikke at holde en fødselsdags fest, vi havde et stort skænderi men jeg ente med at få min vilje da jeg udpegede at jeg jo alligevel ikke kendte nogen jeg kunne holde fest med. Det lukkede munden på hende, hun vidste at jeg savnede mine gamle venner men hun gjorde ikke noget. Det gjorde mig sur, hun siger det er til mit eget bedste at vi flytter, men fortæller mig ikke hvorfor, hun er så hemmelighedsfuld. Det føltes som om vi er på flugt eller noget, med i en dårlig tv serie. Jeg lyttede til mine fødders lette trommen på fortovet imens jeg løb. Jeg vidste ikke hvor langt jeg var løbet da jeg kom til en lille skov. Luftfugtigheden gjorde mit hår uregerligt. 
Jeg havde endnu ikke vænnet mig til Louisianas hede klima. Himlen blev mørkere jo længere ind i skoven jeg kom, ikke at det gjorde mig noget. Jeg har aldrig været noget nær mørke ræd siden jeg var 5 og selv der beroligede min mor mig altid ved at stryge mig over håret og sige at så længe jeg kunne se lyset, ville mørket ikke finde mig. Men det her var ikke den slags mørke hun snakkede om. Jeg rynkede panden, jeg må have forvildet mig væk fra stien. Jeg små løb lidt og stoppede så helt. Træerne skyggede for solen der allerede var ved at gå ned."hvad i - " jeg tav brat da der lød en raslen fra busken knap 4 meter fra mig. Det vendte sig i min mave. Bladene raslede, vendt? En Kvist knækkede. Sikkert bare et dyr. Bortset fra at det var det ikke. Skyggerne blev levende, tog form. Jeg snurrede rundt om mig selv. En til, lige ved siden af det gamle træ. En brændende frygt gik gennem mig. Jeg løb ned af den sti jeg var kommet fra. Grene og kviste rev sig fast i mit tøj og hår, men jeg var ligeglad. Jeg kunne næsten se udkanten af skoven da jeg stødte ind i noget - eller nogen -. Al luft blev slået ud af mig og jeg faldt til jorden som en sten. Min ryk tog det meste af faldet men mit hoved bankede ned mod undeskoven. Jeg kunne ikke holde et skrig tilbage. " hey! - er du okay??"
Langsomt kom jeg til mig selv, og kiggede lige op i nogle blå bekymrede øjne. Den 'nogen' jeg var stødt ind i var tilfældigvis høj, blå øjet og med noget smukt sort hår. 
Ilden skød gennem mine årer. Jeg følte mig som en tændstik der lige var blevet strøget. Jeg brød øjenkontrakten men mærkede stadig hans blik på mig lige så tydeligt som hvis han havde rørt mig. Tanken spændte en behagelig rislen ned ad rykken på mig. Drengen bøjede sig bekymret ned over mig og tilbød mig en hånd, blodet steg til mine kinder.
Jeg blev endnu en gang opmærksom på varmen og det faktum at jeg rent faktisk svedte.
Han tog blidt min hånd som for at hjælpe mig op, men slap den igen som om han havde brændt sig. Oh Gud, det kunne være tilfældet! Min hud føltes alt andet end normal. Jorden var dejlig kold, men jeg vidste at jeg ikke kunne blive der nede for evigt så jeg kom klodset på benene. Jeg lod som om jeg tørrede jord af i mine jens, mumlede en tåget undskyldning og små løb videre.
Den her dreng var helt klart en man skulle holde sig fra.
"Vendt - hvad?!" Han havde ingen problemer med at komme op på siden af mig og løb lige så stille i mit tempo. "Jeg kan ikke bare lade dig gå, jeg tror du har feber. Vil du have mig til at ringe efter nogen??"  Han smuttede ind foran mig så jeg var nødt til at stoppe og så på mig med et spøgrende udtryk og let rynkede bryn. Jeg bragte et falsk smil frem. " jeg har det fint og for resten så er mit navn Valerie"
Okay jeg indrømmer at jeg kun sagde mit navn for at han skulle sige sit men det føltes uhøfligt at omtale ham som 'drengen' selv i mine tanker. " okay... Valerie" han sagde det prøvende, som om han smagte på mit navn. Jeg mistede pusten. Lyden af mit navn på hans læber var lige til at slå mig ud. Alt i mig skreg at jeg skulle trykke mig ind til ham, fører hænderne hen over de brede skuldre og op gennem hans hår; finde ud af om det var lige så blødt som det så ud til.
Jeg bed mig hårdt i kinden, jeg kendte ikke en gang drengens navn! "William" sagde han som om han kunne læse mine tanker. Han stak en hånd ud men lod den så falde da han så at jeg ikke havde tænkt mig at tage den. Jeg smilte skævt til ham vendte så rundt og begyndte at gå igen.
Jeg kunne høre hvordan hans skridt gik i takt med min pulds da han fulgte efter mig. For hvert skridt han tog hen i mod mig flammede ilden yderligere op og drev mig til vanvid. "Er du ny her?? I så fald kunne jeg vise dig rund og - " jeg vendte mig om mod ham, og blev straks opmærksom på hvor tæt vi stod, hvor sødt hans skæve smil var. Ilden flammede op i mig og jeg vendte rykken til ham med et ryk overbevist om at jeg efter hånden måtte ligne en tomat i ansigtet. Jeg begyndte at løbe igen og denne gang løb han ikke efter mig. Det var lettere at tale til ham nu hvor jeg ikke behøvede at se på ham. Over skulderen råbte jeg " Har ikke brug for din hjælp og vil ikke have den" jeg hade at være ubehøvlet men det måtte han altså bare komme sig over.
Jeg ville hurtigst muligt væk fra ham men følte mig underligt mat, som om jeg havde løbet et marathon og ikke bare et par få meter med en fremmed. Ilden rasede stadig i mig som en efter virkning af mødet med William. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...