Hvis du leger med ilden...?

Valerie er en pige på ca. 16 år. Hun mistede sin far som lille, men det gør ikke noget for hendes mor elsker hende over alt på jorden - selvom hun nogle gange har svært ved at vise det. Valerie har sammen med sin mor rejst gennem flere lande, og gået på tonsvis forskellige skoler, da hun ender i Louisiana. Da hun ender hos William. William en dreng hun lige har mødt ,men føler sig fuldstændig, håbløst forelsket i. Dog virker han selv som en person med lidt for mange skeletter i skabene.

2Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

2. " den nye pige"

kapitel 2

" Den nye pige"

Jeg vågnede tidligt om morgnen. Mit vægge ur skulle først ringe om 2 timer. 2 timer til min første skoledag. Igen. Mine tanker faldt hele tiden tilbage til mødet med William. Om han måske havde de samme timer som mig. Jeg havde aldrig følt sådan for en fyr før, især ikke en fyr jeg lige havde mødt. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på Will. Jeg var sur over hvordan kælenavnet faldt mig så naturligt ind. Selvfølgelig havde der været andre drenge, men det endte altid med at jeg var nødt til at rejse og teenage drenge er ikke sådan helt vilde med langdistance forhold. Så nu har jeg besluttet mig for ikke at få et forhold til nogen. Det var så meget bedre at være alene, end at savne dem efter at jeg var væk. Jeg rejste mig fra sengen, tilfreds med min beslutning og gik ud i bad for at gøre mig klar.   

Jeg gik over skolens parkerings plads på vej mod kontorbygningen da det pludselig begyndte at regne. Jeg tilbagelage pladsen i et par få skridt. 
Der var dejlig varmt inde på kontoret og jeg slog min hætte ned mens jeg var på vej hen mod skranken. "ja? hvad kan jeg gøre for dig, søde??"  Jeg forklarede damen bag skranken hvem jeg var, og hun rakte mig mit nye skema.
"Okay godt, jeg kan se at du skal have matematik i første time. Jeg skal nok vise dig vejen." Hun smuttede rundt om skranken og ud af døren, uden at se om jeg fulgte efter.
Det var jeg jo alligevel nok også nødt til, så jeg traskede efter hende uden at besvare de nysgerrige blikke jeg fik af de få andre elever på gangen. Da vi nåede lokale 13B havde klokken lige ringet. 'Skranke damen' - jeg kunne ikke helt huske hendes navn - forlod mig uden for døren og jeg bankede forsigtigt på, hvor efter jeg tråde ind. Læren stoppede lige så snart jeg tråde ind og alle eleverne vendte hovederne som for at få et glimt af hende den nye. Jah som om jeg ikke var vant til det! " åh du må være Valerie Grey. Her har du så dine bøger og der er en ledig plads nede bagved" Læren gav mig fumlene mine bøger og gjorde en håndbevægelse ned med en ledig stol i den anden ende af lokalet. Jeg stivnede midt i et skridt da jeg så hvem jeg skulle sidde ved siden af. Jeg ville kunne kende det midnats sorte hår hvor som helst. William sad lige ved siden af min stol med hoved begravet i sin notesbog. Han havde ikke set mig komme. Okay, oh okay... det skulle nok gå så længe jeg ikke rørte ham. Jeg begyndte langsomt at gå igen og hurtigt - alt for hurtigt - sad jeg ved bordet, helt ude ved kanten så langt væk jeg kunne komme fra William.
 Jeg kunne ikke dy mig for at skæve over til ham et par gange og mit blik faldt på den tegning han var så travlt optaget af. Det var et billede af en ung pige, hun havde langt gyldent hår og en smuk rød kjole. Men intet ansigt.
" hvem er det??" Han skævede langsomt til mig, og spærrede øjene op i overaskelse, da han genkendte mig. Jeg vente blikket mod læreren med kinder der sikkert var alt for røde end sundt var. Jeg kunne mærke han blik se gennemborende på mig, mens han overvejede mit umådeligt dumme spørgsmål.
"Jeg ved det ikke" da han så mit forvildede udtryk, tilføjede han stille "Ikke endu i hvertfald"  ude af stand til at forstå meningen med hans ord, vendte jeg tilbage til undervisningen. Det var mit hovet åbentbart ikke tilfreds med, ligningerne på tavlen begyndte at danse og det samme gjorde mine tanker bare ikke omkring matematik, de fandt derimod hele tiden tilbage til Williams kryptiske ord. Ha! Som om jeg havde brug for mere mystik i mit liv lige nu.

Dagen fløj afsted og det blev hurtigt frokost. Til cafeteriet fulgtes jeg med Lisa; en sød pige jeg havde biologi med.
Vi trådte ind i det larmede lokale, og hun fik os hurtigt møvet ind mellem nogle af hendes venner, som alle var ivrige efter at hilse på 'den nye pige'. 
"Er det rigtigt du har boet i Los Angeles??" Spurgte  pigen til venstre for mig. Hun var spinkel af bygning og havde et lille hjerte formet hoved. "Ja, men kun i et par uger" svarede jeg.
"Hvorfor rejser din familie enligt så meget??" Lød det fra Lisa som havde fået pladsen overfor mig. 
Jeg rodede med min klamme kantine mad, mens jeg prøvede at finde på noget der ikke direkte var en løgn. Jeg kunne af indlysende årsager ikke fortælle om min lille evne; mor ville få et flip og jeg tør slet ikke tænke på hvad den her gruppe ville tænke om mig. Jeg åbnede munden men før jeg kunne nå at svare, kom William slentrende ind i cafeteriet. Jeg fulgte ham med øjende og glemte alt om Lisas spørgsmål. Hvis pigerne ved bordet lage mærke til min opførsel, så skjulte de det godt. Det var kun Lisa der fulgte mit blik, hvorefter hun sendte mig et frækt smil. Ikke at jeg lage mærke til det, hele min verden var skrumpet ind til det sted William stod, hvordan han bevægede sig og hvordan hans hår faldt ned i øjenene på ham da han lage hovet lidt på strå. Ohh baby Jesus, han var lækker! 
Lisa knipsede og det gav et sæt i mig. Hele bordet grinede. "Første dag og allerede forelsket" Lisa sukkede teatralsk, lænede sig ind over bordet til mig og dæmpede stemmen "det er William Holt, den absolutte lækreste fyr i hele universet. Alle pigerne på skolen har været forelsket i ham mindst en gang, også nogle af drengene har jeg hørt" hendes øjne fulgte ham hele vejen ned til hans bord i den anden ende af kantinen. Udentvivl de populæres bord, jeg kunne se at alle ved det bord enden var model tynde piger eller fodbold pumpede drenge. Bortset fra William, jeg kunne ikke lige sætte min finger på det men han virkede langt fra som de andre. Ja klart han var køn men han var ligesom...uopnåelig som om han ikke rigtig fandtes, men bare var en drøm. Han vendte sig pludseligt om og fangede mig i at stirre på ham. Sveden brød frem på min hud, hans bliks intensitet brændte mig, så lige i gennem mig. Jeg tog kvælertag på vanddunken i min hånd og tvang mig selv til at vende ryggen til ham. Hans blik var klisteret til mig og  jeg begyndte at trække været stødvist. " hey - Valerie er du okay?" Alles blikke blev vendt mod mig. Jeg kom fortumlet på benene og mumlede vist nok noget med jaja, men jeg var ærligtalt ikke sikker. Jeg løb så hurtigt jeg kunne uden at tiltrække alt for meget opmærksomhed, ind på pigernes toilet , stadig med min vanddunk i et dødbringende greb.  Skjult for alle andres nysgerrige blikke, tillod jeg mig selv at slappe af. Jeg stillelede vanddunken fra mig på vasken, satte mig tungt på det hårde stengulv og støttede hovet i mine dirrende hænder. Hvad skete der med mig? Jeg havde aldrig før følt sådan. Jeg vidste hverken ind eller ud. Hvorfor skulle der her absolut ske for mig?? Midt i alle mine tanker, trængte en stille lyd ind. Det lød lidt ligesom når børn puster gennem sugerør og der kommer alle de der bobler. Min vanddunk, som stadig stod på vasken, begyndte at ryste og bruse. Den kogte, indså jeg håbløst, ja selfølgelig det var da også lige hvad der manglede; endu en ting der gjorde mig til en freak. 

Efter frokost skulle jeg have Engelsk. Da jeg trådte ind i lokale følte Jeg mig fristet til at vende om og gå ned af gangen hele vejen til de store glas døre der udgjorde skolens hoveddør. Men mor ville være hjemme nu og jeg havde ikke rigtig andre steder at gå hen. 
Jeg bed mig i læben mens jeg stemte for og imod, men jeg kunne havde sparret mig selv besværet for i samme øjeblik, fangede læreren mig og gennede mig hen til en ledig plads - heldigvis langt væk fra William, jeg troede virkelig ikke at jeg ville kunne klare endu en time som i matematik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...