Forfulgt

Denne historie hander om en pige ved navn Selena Smile. Hendes liv er sådan set perfekt. indtil den dag hendes søster ender i koma. Selena finder ud af hun bliver forfulgt. Hun ved ikke hvem denne mystiske person er men hun ved hun ikke er alene når hun ligger sig til at sove.

1Likes
2Kommentarer
94Visninger
AA

2. kapitel 2.

Min mor og jeg skulle vente ude foran operationsstuen. Mor fortalte hvad de havde fundet ud af i ambulancen.

”Du ved godt Camryn tager de der smertestillende piller” Sagde mor stille.

”Ja. De hjælper mod hendes mave smerter” Svarede jeg så.

”Lægerne har fundet et stof i hendes piller som man først besvimer af og senere dør af hvis man ikke fjerner pillen med det samme”

”Dør hun?”

”kun hvis pillen er opløst og de ikke kan få stoffet ud af hendes krop” Jeg begyndte at græde. Jeg lyttede til væggen for at høre hvad der skete. Jeg hørte nogle små bip lyde. Bip bip bip bip. Jeg tog mit øre væk fra væggen. Lidt efter kom der en læge ud.

”Camryn ligger i koma”

”Er hun død?” Spurgte jeg med tårer i øjnene.

”Nej hun ligger i koma. Det betyder at hun på en måde sover men uden at kunne blive vækket” Jeg kiggede på mor. Hun kiggede bare ud i luften. Ligesom Camryn bare lidt anderledes.

”mor?” Hun kiggede på mig. Jeg kunne se at hun havde tårer i øjnene.

”Jeg vil gerne ind til hende” Mor spurgte lægen om vi måtte komme ind. Han sagde vi først måtte se hende når hun var kommet ind på sin egen stue.

”i skal desværre tage hjem” sagde lægen med sørgelig stemme.

”Jamen vi har ingen bil” Sagde mor.

”En sygeplejerske vil gerne køre jer hjem” Sygeplejersken kom hen mod os og viste os vej.

”Bilen er lige her ude” Sagde hun med lidt munter stemme. Jeg var i fuldstændig chok. Hvorfor skulle det lige ske. Vi steg ind i bilen. Den lugtede ny. Måske var den også det. Sygeplejersken startede bilen. Jeg fik nærmest et chok af motorens brummen. Jeg tog selen på. Mor sagde intet hele turen og det samme med mig. Vi var tavse begge to. Jeg gik ud af bilen og det samme gjorde mor. Sygeplejersken sagde farvel med et smil og vinkede. Jeg begyndte at løbe. Jeg ved ikke helt hvorhen men jeg løb bare. Hvem kunne finde på at putte det stof i mine søsters piller? Jeg satte mig på en sten. Den var kold. Lidt efter kom mor. Hun havde et tæppe og en pude med.

”Hvis du skal være her ude hele natten så skal du i det mindste ligge godt” Jeg smilede men jeg havde ikke lyst. Hvorfor skulle mor også altid være så god til at opmuntre folk. Jeg tog imod tæppet men ikke puden. Jeg slog tæppet om mig så jeg fik det lidt varmere.

”Jeg er virkelig ked af alt det her mor” sagde jeg med svag stemme.

”Det er ikke din skyld. Det kunne også have været sket hvis jeg var hjemme” Vi snakkede ikke et lille øjeblik men til sidst sagde mor vi nok hellere skulle gå indenfor at sove. Jeg gik ind i stuen. Der var koldt, men ikke alt for koldt, faktisk helt tilpas koldt. Jeg gik langsomt op ad trappen til mit værelse. Jeg åbnede døren. Der så ud som det plejede. Der var bare meget varmt. Jeg undrede mig lidt over hvordan der kunne være så varmt inde på mit værelse når der var så koldt nede i stuen. Jeg tog min dyne, gik nedenunder og ind på min mors værelse. Jeg lagde mig lige så stille ved siden af mor. Hun vågnede heldigvis ikke. Jimereg lå bare der og kiggede op i loftet i flere minutter, måske timer og bare tænkte på hele episoden der var sket. En ting var klart, jeg måtte finde ud af hvad der var sket.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...