Afkørsel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2015
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Om det at tage et selvstændigt valg, og hvordan det er når alle andre ryster på hovedet.

30Likes
22Kommentarer
604Visninger

2. Afkørsel

De siger allesammen, at vi skal tænke på fremtiden. Allerede i folkeskolen skal man vælge retning for hvilken uddannelse, man skal på, og man skal også vide, hvad man vil arbejde med. Man skal faktisk helst have en plan for resten af livet. Det er måske også fint for nogen, men jeg ved også, at der er mange der ændrer retning, fordi det ”ikke lige var det”.

Det der med forhastede beslutninger er ikke noget jeg bryder mig om. Da jeg gik i 7. skulle vi allerede i gang med at tænke på videre uddannelse, og det er de færreste der ved, hvad de skal i den alder. Jeg havde for eksempel en idé om, at jeg skulle være mediegrafiker. Så planen var at jeg skulle tage 10. og derefter HF for så at søge ind på uddannelsen. Da jeg så kom i 10., tænkte jeg, at det også kunne være spændende at blive klinisk diætist, men den idé droppede jeg også hurtigt. Det var heller ikke det rigtige.

Men hvad så? Jo, jeg overvejede at tage på højskole, for jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville, så det kunne være en mulighed for at få prøvet nogle ting af. Men pengene var ikke til det, og det var jo vigtigt at få en uddannelse. Det endte med at jeg begyndte på HHX efter at have været i ”praktik”. Samtidig blev jeg optaget på en forfatterlinje, FGK, da jeg havde skrevet i et par år og havde fundet glæden deri.

Så blev det år 2014, der imidlertid skulle vise sig at blive et år med svære beslutninger. Det blev et år, hvor der skulle kæmpes og prioriteres. Lungerne havde det skidt og den ene lungebetændelse efter den anden meldte sig. Jeg fik arvæv i luftrøret, så jeg knap kunne trække vejret. Og som det ikke var nok, så kom jeg også ind i en sygdomsperiode der varede adskillige måneder, men lægerne fandt aldrig ud af, hvad det var.

Alt dette gjorde at mit fravær i skolerne steg. Jeg kunne se hvordan afleveringerne hobede sig op, og hvordan jeg blev mere frustreret. Begge skoler sagde til mig, at jeg bare skulle tage det stille og roligt og komme tilbage, når jeg var klar. Men det ændrede ikke på, at jeg stadig var frustreret. Jeg ville så gerne gennemføre, have gode karakterer, men overskuddet var der ikke.

Da der var gået en del uger, valgte jeg at begynde på FGK igen. Det var jo kun to dage i ugen og ikke ret mange timer. Desuden var det noget der betød noget for mig, og mennesker som jeg holdt og stadig holder af. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var træt, når jeg kom hjem, men samtidig var jeg glad for, at jeg tog af sted.

Så kom tiden med eksaminer og årsprøver, og det var der, jeg gik fuldstændig i stå. Jeg kunne ikke klare tanken om at gå til prøve, i noget jeg ikke havde været med til. Jeg følte mig slet ikke sikker. Det plagede mig i mange dage, for hvad skulle jeg helt præcist gøre? Det var umuligt at indhente, det jeg havde tabt, men dem omkring mig kunne ikke se problemet, og det fik mig til at ønske, at jeg bare kunne gå til prøve. En dag fik jeg mig endelig taget sammen til at tage et valg, og jeg skrev så til min studievejleder, at jeg ikke vurderede mig klar til en eksamen, og at jeg havde brug for et år til at komme over alt det sygdom. Han svarede, at det ikke var noget problem, og allerede der mærkede jeg hvordan det lettede.

Jeg fortsatte på FGK og gik til årsprøven uden problemer. Man skal til prøve i sin egen tekst, så det er noget man kender. Altså, ingen grund til panik. Og nu hvor jeg virkelig havde tid til at fordybe mig, kunne jeg mærke at det for første gang føltes rigtigt. Jeg gjorde det, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg brændte for det. At skrive har altid været det jeg brændte for, men når tiden ikke var til det, blev det hurtigt til en pligt.

Sommerferien gik og august kom. Det var tid til at starte op på FGK igen, og det var virkelig skønt. Jeg havde skrevet hele ferien, og nu var jeg klar til at lære flere teknikker. Det gik hurtigt op for mig, at nu hvor jeg faktisk havde tid til mit talent, kunne jeg bedre koncentrere mig. Altså, havde jeg truffet det rigtige valg.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var noget der blevet taget lige godt imod af omgangskredsen. Tænk at jeg kunne finde på at tage pause fra min ungdomsuddannelse og samtidig fortsætte på forfatterlinjen. Hvad tænkte jeg dog på? Jo ser du, jeg tænkte på mig selv. De fleste havde helst set, at jeg valgte ungdomsuddannelsen frem for alt, for jeg er jo så klog og det ville være en skam, hvis det ikke blevet brugt til noget. Og at være forfatter er ikke godt nok. Det er ikke en ordentlig uddannelse.

Suk.

Men lad os nu lige stoppe op og se realistisk på tingene. Hvis vi antog at jeg gennemførte en ungdomsuddannelse, hvad skulle jeg så helt præcist bruge den til? Jeg kan alligevel ikke holde til at arbejde, hvilket også er grunden til at jeg er førtidspensionist, så hvilken forskel skulle et stykke papir med en masse tal gøre? Ingen.

Jeg er forfatter, og jeg brænder for at skrive. Og måske er det ikke ordentlig uddannelse for den almene befolkning, men for mig er det. For mig er det en uddannelse jeg kan bruge til noget. Den giver mig redskaberne til at formidle mine tanker, og den giver mig et sted at udvikle mig og mit talent. Jeg passer ind.

2014 var året hvor jeg lærte at lytte udelukkende til mig selv. Det år satte mig på en prøve og kun tiden vil vise om jeg bestod, da jeg valgte at dreje til venstre mens alle andre skreg: ”Højre!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...