hvem er jeg?

Tristan på 16 år, føler at han ikke længere har overblik over hans personlighed. I følge ham er hans identitet forvundet som dug for solen, som en stjerne der er faldet igennem hele universet 3 gange bare fordi. man kan vel også beskrive det, som en flaske der er blevet tabt fra 3 meters højde og ned på et marmor gulv i din mormors dagligstue. Hvad du vælger, bestemmer du vel selv.

0Likes
5Kommentarer
238Visninger
AA

1. tilbage til virkeligheden

Der var så varmt. Så modbydeligt varmt. Han gispede for at få luft ned i lungerne, men fik kvælningsfornemmelser hver gang. Luften var al for tyk til at kunne indåndes, der var al for megen røg, han følte at hans lunger krympede sammen, at alt den friske luft havde forladt lokalet. Han havde oplevet varmen før. Ikke den samme, men en sommervarme. Det her var så meget værre. Men hvad der var endnu værre, var følelsen af ikke at kunne gøre noget, og ikke vide hvad der sker. Det eneste han vidste var, at han lå i sin lille bitte seng, forsvarsløs, og følte at hans lunger stille forsvandt. 

"TRISTAN!" stemmen var bekendt, eller... Skriget var bekendt. Men hans lunger var for kolapsede til at sætte personen i perspektiv. Hans lunger var for kolapsede til at sætte noget i perspektiv. Hans syn var næsten forsvundet, og hans muskler var svækket, hans vejrtrækning var langt fra blevet bedre, og han var stadig magtesløs, han havde ingen kontrol over hverken hans lunger, luft, eller noget andet.  

"TRISTAN! Oh Gud, min lille skat, min dreng!." Der var stemmen igen, denne gang tættere på. Uden og være sikker, fornemmede han at stemmen stod foran ham, kiggede ned på ham, med panik i øjnene. Med meget hurtige bevægelser, var han slynget op i hendes arme, oh ja. Det var hende, han kunne dufte hendes parfume. Duften af roser var der, dog havde røgen sat sit præg, så duften var knap. Men han nød det, det blev han nødtil. Han havde på fornemmelsen at dette kunne blive den sidste gang han fik chancen, for nogle sinde og dufte den vidunderlige duft, på denne vidunderlig kvinde. 

Da de stormede ud igennem værelset, var der et stort hul ned til stuen, hvor der lå en mand på gulvet med loftbræder over sig. Hov! ham kendte han! I det samme han tænkte det, fik de øjenkontakt. Tristan rakte sine små bitte arme ud, men der var intet at gøre. Manden var kolapset helt sammen. Kvæstet under tunge bræder. Han fik ikke lov at tænke mere, før de stod foran et stort vindue, som vist nok havde været i stuen ovenpå, men nu var der store, røde, larmende biler, og mennesker nede foran vinduet med et stor stykke stof, som de alle stod og holdte ved, mens de kiggede ventende op på dem. Hvad ville de have der skulle ske? 

"Kast!" Råbte en af mændene pludselig, og flere kom til med forskellige råb. 

Hun kiggede på ham med bange øjne, og så ned på mændene igen. Sådan kørte hendes blik frem og tilbage. Hun ville da ikke... ville hun? Og det var det. Så var han kastet. Han fløj gennem luften, og fik med det samme øjenkontakt med hende. Hun stod der bare. Kiggede på ham som om det hele nok skulle gå, at alt ville blive bedre nu. Mens han stadig fløj igennem luften, kunne han se hende.. se at hu..

"NEJ!!"  han satte sig op med et brag, vandet løb ned over ansigtet på ham, og hans t-shirt var gennemblødt af sved. Hans tanker fløj igennem hovedet på ham, nærmest kvælte hans hjerne. han var forvirret, rundtosset, og underlig tilpas. Han havde det varmt, nærmest som om han var i branden. Det var sket før. Han tog et par jeans på, smed sin t-shirt og satte sig i vinduskammen, blottede sin veltrænede overkrop og åbnede vinduet, næste mål var den pak LA rød lange og lighter der lå på skænken ved siden af ham. Mens lighterens tykke flamme omringede smøgen og gjorde sit arbejde til perfektion, kiggede han ud af vinduet. Han hørte hende stadig, han hørte stadig hendes panikkende stemme som var den i  vinden. I dag er det 16 år siden, at de forsvandt for ham, 16 år siden at alt lys blev hans frygt. Ja, han røg, mest af alt fordi det fik ham til at slappe af, og fordi at ilden den dag i dag fik flimrende billeder frem for hans øjne af hende. Det var et af de sidste minder han havde om sine forældre. Billederne om hvordan de blev omringet af flammerne. Det gjorde ondt.

Han var allerede ved at trække i tøjet. Det var allerede morgen, og en ny skoledag skulle begynde. Weekenden var forsvundet som dug for solen.  Hans oplevelse var egentlig ikke smittet af på hans skole gang, men den havde givet ham en vis dødsforagt. Hjelmen, som han havde fået af sin plejemor, lå derfor stadig på værelset. Ud over det var scooteren tunet, og når han kørte var gashåndtaget i bund. Der gik ikke mere end 10-15 før han havde stillet scooteren og var på vej til time. 

Da han havde fundet engelsk lokalet, satte han sig på anden sidste række, og smed tasken ned ved siden af sig. Han fumlede for at tage sin mobil op af lommen. uden at tøve, klikkede han på facebook's logo, og ventede utålmodigt på skolens langsomme internet. 

Efter et godt stykke tid i samme position, kiggede han endelig op fra facebook's saftige indformationer om hverdagen, og duftede noget han aldrig troede han skulle dufte igen. Duften brændte sig ind i hans hjerne, den søde, bløde fornemmelse, som søgte efter de gennemtrængende smertefulde minder, for at hive dem frem. Hvem fanden var hun? Han gik i spåner mens han prøvede og slette skrigende fra hans tanker, de skulle ikke dukke op i skolen, der hjemme var det anderledes, duften er så meget mere i live, hvor havde hun den parfume fra?. Hele timen var et helvede med hende bag sig, op til flere gange overvejede han og forlade timen tavst, uden at komme igen. 

Han havde kigget sig over skuldrene flere gange. Han kunne ikke lade være, det var akavet, men han kunne ikke lade være. Det var som den der sygdom tix hvor man ikke kan styre sine bevægelser. Selvfølgelig var det ikke tix, men det føltes sådan, han kunne ikke styre det, ligepludselig fandt han bare sig selv i at kigge hende i øjnene. Han havde en underlig følelse hvergang. Hvem fanden var hun?. Han smilede ikke engang tilbage efter hans u høflige stirrerig. Han vidste ikke hvor hans manerer var blevet af, men de var væk.

Billederne fløj igennem ham, som var han smurt ind i benzin og en tændte en lighter 2 cm fra mig. i dette tilfælde var hun lighterens tykke gas flamme, som fløj hen mod ham, og stille og roligt begyndte og brænde ham op udefra og ind. Det gjorde ondt, sindsygt ondt. Han kunne ikke mere, han rejste sig og greb sine ting, og skyndte sig mod døren. Han blev stoppet.

"Hey hvor tror du, du skal hen mr baker?" Spurgte hans engelsk lære. i samme øjeblik ringede klokken. Han var redet, og den der var skredet. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...