Dødsenglen

Selvom det aldrig havde været meningen, at Andrew skulle have været til, overlever han alligevel i en verden, der på ingen måde er venligt stemt overfor ham. Ikke engang hans egen far vil påtage sig ejerskab af ham. På trods af det laver han det, som han er forudbestemt til. Lige indtil han møder Kimberly...

3Likes
3Kommentarer
321Visninger

1. Prolog

Der var tomt. Så frygtelig tomt. På trods af bamserne og det megen legetøj, på trods af alle møblerne, på trods af alt, var værelset tomt, livløst. Den lille pige, der ejede alle de mange bamser, lå i sin seng. Lå helt stille - trak ikke engang vejret. 

Andrew stod ved siden af sengen, der var overdrevet pyntet med lyserøde flæser, og så ned på hende. Hun var en yndig lille pige. Med kønne lyse krøller og en porcelænsagtig hud. Hendes øjne var lukkede nu, men han vidste, at de var blå. De havde set på ham, først spørgende, derefter opspilede af angst, men havde til sidst lukket sig med et taknemmeligt blik. Hun havde forstået, hvorfor han var der. Hun havde forstået - uden et ord - at han var der for at hjælpe hende videre. Og selvom det var svært, havde hun accepteret, at hun skulle give slip. 

Han havde lagt hende i sengen igen. Trukket dynen op over hende, puttet en brun bamse ned ved siden af hende. Hun så ud som om hun sov. Hendes forældre ville finde hende, når solen engang stod op igen. De ville finde hende, sørge, men med tiden ville de indse, at det havde været for det bedste. De ville utvivlsomt savne hende, men de ville forstå.

Desuden var det bare et spørgsmål om tid. De ville blive taknemmelige, når de engang fandt ud af, hvor syg hun egentlig var. 

Andrew sikrede sig en ekstra gang, at dynen lå som den skulle, inden han gik tilbage til vinduet og forsvandt ud i natten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...