Dødsenglen

Selvom det aldrig havde været meningen, at Andrew skulle have været til, overlever han alligevel i en verden, der på ingen måde er venligt stemt overfor ham. Ikke engang hans egen far vil påtage sig ejerskab af ham. På trods af det laver han det, som han er forudbestemt til. Lige indtil han møder Kimberly...

3Likes
3Kommentarer
321Visninger

2. Andrew

Der var ikke noget så fantastisk som en smøg efter en lang dag. Jo, det skulle måske lige være muligheden for at få en stille stund med Dean. Kimberly sad helt tæt op af ham. Han havde en arm slynget om hendes skuldre og holdt hende ind til sig. Hun elskede de få øjeblikke, de havde sammen, hvor han ikke behøvede at spille smart overfor sine kammerater. Han var en anden, når han ikke var sammen med dem. Men hun holdt af ham, lige meget hvad. 

Hun så op på ham. Som han sad der, med ryggen mod pickuppens lad, en cigaret i mundvigen og et tænksomt blik, var han lige præcis så vidunderlig, som man kunne ønske sig. Det var ikke så underligt, at de fleste piger, fandt ham interessant. Men han var hendes. 

Kimberly puttede sig ind til ham, indåndede hans duft.

"Fryser du, baby?" spurgte han med en stemme, der afslørede, at han havde røget for mange cigaretter i for lang tid. 

"Lidt."

Galant som han var, vred han sig ud af sin læderjakke og lagde den over hendes skuldre, hvorefter han lagde armen om hende igen og trak hende endnu tættere ind til sig.

Det var begyndt at blive mørkt og koldt alt for hurtigt. Hendes mor ville sikkert snart ringe, og så var det slut med at hygge sig. 

"Hvad tænker du på?" spurgte Kimberly, mens hun lyttede til hans hjertes faste rytme.

"Det sædvanlige." Han trak på skuldrene. "Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med livet?" Han lagde en hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt op, så de fik øjenkontakt. "Hvornår skal vi dele en seng?"

Hun rødmede og trak sig lidt væk. Dean var 20. Fire år ældre end hende, og han havde haft andre kærester. Det havde hun ikke, og de havde kun været sammen i et par måneder. Hun var ikke klar til at tage det skridt - hvilket hun havde gjort klart for ham et par gange. Alligevel blev han ved med at bringe det på banen, og det gjorde ondt hver gang.

"Det er jeg ikke klar til endnu, Dean," sagde hun sagte. 

Han sukkede og lagde hovedet tilbage og så op mod den mørke himmel. "Nej, selvfølgelig ikke," mumlede han.

"Du må ikke være vred." Hun hadede, når han blev det. Og det hjalp ikke på fornemmelsen af skyld, der blev ved med at gnave i hende, hver gang denne samtale kom i spil. Hun vidste, at hun nægtede ham noget, som han var vant til at få. Hun vidste også, at der var andre piger, som var mere en villige til at give ham det. Det skræmte hende, at hun kunne miste ham, hvis ikke hun gav sig fuldt ud. Men hun var bare ikke klar...

"Hey, baby," sagde han og genoptog øjenkontakten. "Jeg er ikke vred. Jeg..." Han sukkede igen. "Jeg trænger bare så meget til dig." Han nussede hende op og ned af armen.

Det ville være løgn, hvis hun sagde, at hun ikke følte noget ligende. Hendes teenagehormoner var bestemt ikke døve overfor hans til nærmelser, men hendes fornuft bremsede hende. Det føltes forkert, selvom det utvivlsomt ville føles vidunderligt - men hvad med bagefter? 

"Dean, jeg -"

Et brag efterfulgt af et kvindeskrig rev dem ud af deres lille boble, og tvang dem tilbage til den virkelige verden.

"Hvad fanden...?" Dean rejste sig på bilens lad og spejdede ud i mørket. De holdt parkeret i en gyde bag en Seven Eleven, og det var meget begrænset med lys.

"Hvad sker der?" spurgte Kimberly og rejste sig også. Hun støttede sig til Dean, forsøgte at se, hvad end det var, han spejdede efter. 

"Jeg ved det ikke," svarede han uden at tage blikket fra gydens åbning.

Mere raballer, mere skrigen, lyden af tomult efterfulgt af tunge fodtramp, der kom direkte imod dem i et højt tempo.

"Bliv her," sagde Dean bestemt og hoppede ned fra laddet.

"Hvad skal du?" Kimberly fulgte ham med øjnene, da han åbnede døren til førersiden og kravlede ind. Hendes hjerte hamrede pludselig afsted. Hvad end det var, der foregik, var det ikke noget godt. 

En skikkelse kom løbende i deres retning. Høj, bred, hurtigt, alt for hurtig.

"Dean!" råbte Kimberly bange og bakkede længere bagud på bilen. Hvor helvede blev han af?

Skikkelsen stoppede brat op, da hun havde råbt. Den var godt ti meter fra hende, men henlå stadig i skygger.

"Hvem der?" fremstamme hun usikkert.

En tung vejrtrækning var det eneste svar hun fik.

For helvede, hvorfor gjorde Dean ikke noget? Hun bakkede igen, hamrede hånden ned på bilens tag et par gange i håb om, at han ville få fingeren ud.

Og det gjorde han. 

Lige idet skikkelsen tog et skridt frem, hoppede Dean ud af pickuppen med en stavlygte og en pistol. Kimberly sprang forskrækket bagud. Hun anede ikke, han havde våben med i bilen. Han stjal, bedragede folk og havde tendens til at være voldlig, når tingene ikke lige gik efter hans hoved, men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han rent faktisk ville trække et våben mod en anden.

"Hvem er du?" spurgte han hårdt og sigtede sin pistol mod skikkelsen.

Stadig intet svar. 

"Røvhul,"  mumlede han vrissent og pegede lygtens lyskegle ud i mørket. 

Han fangede en ung fyr - han måtte være omkring Kimerlys egen alder. Han var klædt i sort fra top til tå. T-shirten sad stramt over en svumlende brystkasse og afslørede muskuløse overarme, der ikke var alle forundt. Mørkt hår hang tungt ned over ansigtet, men skjulte alligevel ikke hans ungdom. 

"Jeg hedder Andrew," sagde han hæst og holdt afværgende hænderne op foran sig. 

Kimberly gispede forfærdet, da hun så blodet på hans hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...