A World Of Fantasy

Velkommen til en verden, uden mage. i denne verden vil du opleve de mystiske sagnomspundene dyr. en verden hvor mennesket ikke har magten, men hvor dyr og magien hersker. lad dig opsluge af livet blandt bondebyen, hvor vi møder en pige, der ikke er som alle andre. velkommen til A World Of Fantasy >>Tatia løb gennem skoven. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Hun ville væk, og det skulle simpelhed bare gå hurtigt. Hun var ikke som de andre. Hun hørte ikke længer til blandt folkene i den lille landsby. Hun var forvist, fra menneskenes by. Alene i en verden, hvor den eneste lov er: Den stærkeste overlever… eller er det?<<

0Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

1. En almindelig dag

Solens stråler varmede vandet i den store sø. Det var midt på sommeren og fuglene fløj rundt og dansede på vinden, og sang.

Jeg kunne høre børnene løbe og lege nede ved vandkanten. De havde det sikkert ligeså varmt, som mig. Altså hvis ikke de havde det varmere, med al deres løben rundt.

Jeg ville ønske at jeg stadig bare kunne løbe rundt, og lege med de andre i den varme sommerdag, men når man fylder 16, ændre tingende sig. Børnehjemmet passede jo ikke sig selv og Madam Fox, var bare en ældre kvinde der havde åbnede sit hjem, for børn der havde mistet alt under krigen, mellem kong Litran og Baronen af de dødes land.

Jeg havde selv mistet alt, under den evige kamp. Jeg kunne faktisk ikke længere huske hvor jeg kom fra, eller hvem mine forældre var. Det sidste jeg kan huske, er at jeg havde vandret rundt alene ude i skoven.

Madam Fox havde været ude for at samle urter til medicin, da hun fandt mig. Hun sagde, at jeg havde været lille og beskidt, og at hun først troede at jeg var en lille trolde unge. Hun huskede mig dengang, som mager og tæt på at være udsultet, men jeg skulle efter hendes hukommelse at dømme, havde været sky og krigerisk. Det havde taget hende to måneder at vinde min tillid. Hun var kommet med mad hver eneste dag til mig, og da vinteren var på vej kom hun med tæpper og en pude. Men da sneen først var faldet, lå jeg inde i hende stue med tæpperne og en lun tomat og kartoffelsuppe.

Ja Madam Fox var en venlig sjæl.

   ”Tatia? ” Madam Fox´s stemme vækkede mig for min evige tankestrøm. Den kære gamle dame kom vandrende med af den let forfaldne stentrappe. Hendes tørklæde var tildækket med mel, og hendes lange grå hår, var samlet i en knold i hendes nakke. 

”Ja Madam? ” jeg så op på hende fra den vasketøjs bunke jeg havde stået med. Hendes øjne skinnede, som små sole og mindede mig om den dejlige kvinde der engang havde reddet mig fra at dø af kulde og sult.

”Tatia, min kære… kunne jeg ikke få dig til at løbe ned til smeden i byen med medicin til hans lille datter? ” åhh nej. Jeg hadede smeden, han var det største svin i byen. Alle andre end hans kone vidste at han gik på luderhusene inde i den mørke side af byen.    

Jeg havde bestemt ikke lyst, men jeg vidste at jeg bestemt ikke ville kunne få mig selv til at sig til Madam Fox. Ikke når hun har gjort så meget for mig.

”Selvfølge. Jeg er næsten færdig her…. Jeg går så snart at jeg er færdig her. ” hendes øjne strålede. Hun kan ikke selv gå der ned mere, ikke med det dårlige ben.

Jeg hængte hurtigt det sidste af vasketøjet op og fik et glimt af solen der var på vej ned bag de høje bjerge.

Jeg måtte se at komme afsted hvis jeg skulle have en chance for i det mindste at nå frem før det blev mørkt. Græsset føltes stadig varmt under mine fødder, og den legesyge vind legede med mit hår og bragte en vidunderlig duft af slatvand og blommer med sig.

Døren stod lidt åben og kurven med urter og sedlen til smeden om hvordan datteren skulle behandles, lå under det grønrøde ternet tæppe. ”Jeg går nu Madam Fox, jeg er snart tilbage… ” råbte jeg ind til den ældre kærlige kvinde, der med et kom ud med en lille pakke til mig.

”Hvad er det? ” min stemme lød som en frø der var ved at blive kvalt i sit eget kvæk.

”Det min kære er en krystalhalskædede, der skal beskytte dig på din vej gennem skovens monstre og afskyligheder, der luer bag træerne og de store sten. ”

Jeg ved at jeg så chokeret ud for hendes smil blegnede en lille smule og de ellers altid så strålende øjne fik et mat og undskyldende udtryk.”Jeg ville ikke gøre dig forlegen min kære. Men jeg vil ikke

 

 

 

 

havde du kommer til skade derude.  Jeg ville ikke kunne bære at miste dig. ” Madams Fox stemme var lav og fyldt med en undertone af sorg og frygt. En sorg og frygt der var så intenst, at jeg nærmest kunne lugte det.

En lille ubuden stemme talte engang i mellem til mig fra dybt inde fra mit indre og denne ubudne gæst var netop lige kommet på besøg nu Du er et misfoster hos dem…. Du hører ikke til her.

Hold kæft skreg mit hoved til denne irriterende stemme, der ofte kom for at plage mig med alle sine sandheder, (efter dens mening selvfølgelig).

”Mange tak Madam. Jeg vil bærer den med stolthed. ” jeg sagde det mest for at gøre hende glad igen, men en lille bitte del af mig mente det rent faktisk.

En lille del af mig ville gerne bære den hæslige krystal, den bræk blandet med tisgule krystal, så længe at de gjorde denne dame glad igen.  

Madam Fox´s øjne lyste op igen og det var som mit hjerte sprang et slag over af glæde over hendes pludselige humørskift.

 

Skoven var sm altid mørk, selv når solen endnu ikke er gået ned. Jo hurtigere jeg kommer frem jo bedre. Kurven med medicinen og den smule suppe Madam Fox havde lavet hang tungt på min arm og dinglede langsomt frem og tilbage i en harmonisk rytme der blev skabt af hvert skridt jeg tog.

 

Jeg går her ikke uden dig,

Sol du svinder over mig.

Måne lys nu på min vej,

Jeg beder en stille bøn til dig.

 

Langsomt hen af mørke sti,

Tyst du høre min melodi.

Lang at gå og umulig at se,

Svært at finde din egen sti.

 

Du følger med mig ud i nat,

Helt alene i mørkets skat.

Sol du svinder bort fra mig,

Hvordan skal jeg nu finde vej.

 

Min sang mørket fylder med glæde og fred,

Intet ondt kan komme her ned.

Måne du vogter her i nat,

Og viser vejen til skovens skat.

 

Min stille sang fyldte natten, og jog al frygten får væsnerne i skoven bort. Den store sten der var formet, som en kvinde med et sværd i den ene hånd og et skjold i den anden, begge holdt klar til kamp. Ja det var en sten, ingen vidste hvor den var kommet fra, den havde bare altid været der. Den stod hvor vejen skilte sig i to. Den ene vej fulgte ind i skovens, dybeste. Det var der jeg for 16 år siden blev fundet af Madam Fox. Men den anden vej førte ned til byen, den by hvor jeg aldrig havde været velkommen. De så på mig som om jeg var et eller andet monster. Eller måske en bombe der kunne springe i luften hvert øjeblik de nu skule være.

De nægtede bare at acceptere mig. Det føltes tit, som om jeg slet ikke hørte til i deres verden. Det

 

Var underligt.

Krag… krag... krag. Krag…. En ravns irettesættende kvælende sang fik mig ud af min nonsens tankerække, og det gik op for mig at jeg havde stået her alt for længe. Solen var gået ned og mørket havde omsluttet mig.

Krag… krag… krag… ravnen blev ved og ved med den evige lyd. Dens stemme omsluttede mig, som prøvede den at trænge ind i mit sind. Med kurven tungt hængende på min arm, og min kjole var begyndt at klistre tæt ind til min krop.

Jeg samlede den største sten jeg kunne finde og kastede den efter den irriterende fugl.

”Hold så kæft… !!!” ravnen fløj og jeg stod alene tilbage ved den smukke statue.

Jeg måtte se at komme videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...