Velkommen til mit forskruede hoved ...

Det her er mine tanker. Uncut. De bevæger sig langt omkring. Jeg har nu et stykke tid forsøgt at samle mine tanker på skrift i håb om, at det vil kunne hjælpe mig med at holde styr på dem. Det har hjulpet. Jeg håber, at det vil kunne hjælpe andre at læse mine kradserier. Jeg vil gerne byde jer velkommen til min forskruede verden. Se, om I kan finde rundt i det. Det er svært - nu er I advaret!

6Likes
2Kommentarer
348Visninger
AA

7. Den melankolske stund

Klokken er 20.43. Det betyder, at det er lige midt i den daglige melankolske stund. Hver aften når klokken begynder at nærme sig 20.00, bliver jeg mere og mere melankolsk. Forstå mig ret. Jeg er glad for at være melankolsk. Det er den bedste tid på dagen. Det er her, hvor jeg virkelig er mig selv. Det er her, hvor jeg har lyst til at fortælle alle omkring mig mine dybeste hemmeligheder og følelser. Samtidig er det her, hvor jeg lægger bånd på mig selv og holder det hele inde. Jeg har endnu ikke fundet den person, jeg tør åbne mig op til og indvie fuldt ud i min verden malet i grå farver. Måske sker det aldrig. Måske er det noget, der er bedst at holde for sig selv. Jeg er bange for, at hvis jeg fortæller folk om mine tanker, vil det fjerne sig fra mig. Måske, de vil blive bange. Måske, de vil forsøge at hjælpe mig. Jeg vil ikke hjælpes. Jeg trives i mine grå omgivelser.

For at holde fast i temaet om farver, så har jeg den opfattelse, at folk ser mig som kulørfuld. De ser ikke min verden som jeg ser den. Men er det dem eller jeg selv, der har fat i den lange ende? Hvis nu mit syn ikke længere var gråt, ville jeg da kunne komme min generthed til livs? Det jeg tænker er, at hvis andre ser mig som farverig, så er det måske det rigtige billede af mig, og også det billede, jeg skal have af mig selv.

Som tidligere nævnt hører det også til min melankolske tilstand, at jeg har lyst til at fortælle folk, hvad jeg virkelig synes om dem. Jeg har sjældent været så tæt på at betro mig til nogen, som jeg har været med dig. Jeg har lyst til at fortælle dig, hvordan jeg savner dig, hver gang jeg siger farvel til dig. Jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg længes efter dig, hver gang jeg ser dit navn. Jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg falder for dig. Dine kloge ord. Dine øjne, som jeg kæmper for at tyde. Dit smil, som du alt for ofte gemmer for mig. Vil du høre på den slags? Er det for meget? Er jeg for meget?

Jeg har fået den fornemmelse at du synes, jeg er for meget. Jeg skal ikke nærme mig så meget hele tiden. Problemet, tror jeg, er egentlig ikke, at jeg nærmer mig. Problemet ligger i, at jeg nærmer mig på afsted. Du ved, det der med at være genert, det gælder ikke for mig, når jeg formulerer mig på skrift. Der kører det. Kommunikation igennem diverse mekaniske apparater er intet problem. Det er først når vi står der – ansigt til ansigt. Dog er der det, at jeg heller ikke vil blotte mig for meget på skrift. Jeg skal jo kunne stå til ansvar for, hvad jeg skriver, og det kan jeg ikke når vi mødes. Tankerne, følelserne og længslen er præcis de samme, som da jeg sad derhjemme bag skærmen. Nu skal jeg bare kunne sige det samme som jeg skrev. Om jeg så læste højt af mine beskeder, så ville jeg slet ikke kunne få samme mening frem, som da jeg skrev det. Arh, den skide generthed. Skrid. Fis af. Jeg kan ikke bruge dig til noget.

Du siger godt nok selv, at du ikke synes det er noget problem, at jeg er genert. Jeg har bedt dig om at hjælpe mig med at komme af med det, men i bund og grund er det jo fordi jeg vil have dig til at tage det første skridt. Who am I kidding? Det er jo bare endnu en måde at undgå at skulle tage det skide initiativ. Det begynder at blive pinligt … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...