Forelsket i fortiden

Hvad ville du gøre hvis din ven opfandt en tidsmaskine ved en fejl? Hvis du kom tilbage i tiden og blev forelsket og ændrede hele fremtiden? Hvad så hvis du fandt ud af personen du er forelsket i er en du har et meget nært forhold til?

1Likes
1Kommentarer
251Visninger
AA

1. Familiefoto

 

Flot hus, sagde de? Jeg kunne ikke se det flotte hus, jeg kunne se en faldefærdig ruin, ikke et smukt hus!
Vi kørte ned af den lange grusvej "Det skal nok blive flot, det skal bare renoveres lidt og så får du et flot værelse med udsigt ud til haven" sagde min mor, mens hun kiggede sig selv i spejlet med læbestiften i den ene hånd.

Da vi ankom til huset, blev jeg ikke just mere fornøjet, et halvråddent skur, huller i tagene og fuglereder i tagrenderne.

Hvorfor havde en som min mor valgt at bosætte sig lige netop her, nogle gange brugte hun penge på de mest mærkelige ting, jeg husker da hun brugte penge på et massageapparat der skulle fjerne rynkerne i ansigtet, hjalp det? Næh.
Hvorfor skulle det så hjælpe at flytte fra alt vi ejede for at bo i det her hus, kunne hun i det mindste ikke bruge pengene på en taglejlighed?

Nå, men så ankom vi her, et hus, stort, gråt og gammelt, et tag med halvdelen af tagstenene ligge foran bilen i stedet for på taget.

Mor vendte sig "Er det ikke vildt? Det er vores første rigtige hus?" og råbte til min far "Jens, bær lige taskerne ind!" han kom farende som en lille hvalp.

De burde have kaldt ham James i stedet for, det passede meget bedre, nu hvor min mor altid skulle hundse sådan rundt med ham, som om han var hendes tjener.

Nå, lad mig introducere mig selv, jeg hedder Viktor, men kald mig bare Røde, det er jeg blevet kaldt siden jeg var lille, på grund af mit røde hår, ikke just pænt hvis jeg skal sige det selv.
Men fred være med det, jeg har en søster, hun er skide irriterende! Hun ender nok lidt ligesom min mor, også irriterende. Hun hedder Freja og min mor hedder Judith.


Senere på aftenen sad vi i stuen. jeg forstod det ikke rigtig alt var dækket med plastik, hvorfor? Havde der boet en seriemorder eller hvad?

"Jens, laver du ikke en kop kaffe, jeg kunne nu godt bruge en kop kaffe" sagde mor og lige som han havde sat sig, traskede han ud i køkkenet.

Freja satte sig ved siden af mor, som skrev på computer, mens Freja konstant prøvede at få hendes opmærksomhed.

Nå, men nu ved du i det mindste hvem min familie er, skøre individer.
 

"Mor, jeg går ovenpå og kigger" sagde jeg, mor rakte bare en hånd i vejret og sagde "Helt i orden Freja" uden at fjerne blikket fra computeren.
Sikken familie, min mor troede jeg var min søster, hun troede min far var hendes tjener og hun troede min søster var usynlig.

Jeg gik op ad de knirkende trapper, op ovenpå til den lange gang.
Nå hvad havde vi så her, jeg tjekkede alle de forskellige rum ud, når jeg siger alle, mener jeg 6.
Hvorfor overhovedet købe et hus med 6 rum, når vi kun havde brug for 3 værelser, havde hun regnet med et tjenerværelse til far og et kontor til sig selv for ikke at sige et rum til alt sit tøj, det hun aldrig brugte, men ikke nænnede at smide ud fordi kun havde brugt det en gang til min farmors 90-års fødselsdag.

Der sad jeg så, på et lille værelse der lugtede fælt og en gammel seng og et klædeskab fyldt med møl,
hvornår mon der sidst havde boet nogle mennesker her? 50-100 år?
"der er vel ikke andet at give sig til end at åbne skabet og flygte til Narnia" tænkte jeg, ja hvis bare man kunne det, så jeg åbnede det og håbede på at kunne komme væk fra det der lugtede af jordslåethed, men i det jeg åbnede skabet fløj det ud med møl der mindede mig lidt om fugle der flygtede til de varme lande.

Jeg fandt en gammel skjorte, måske skulle man tjekke lommerne, det kunne jo være man var heldig at kunne finde penge til en busbillet, men næh nej, det eneste der var, var et gammelt billed af en kvinde og en mand med en pige på min alder  og et par briller med kun en brillestang .
Jeg tog billedet og hængte jakken pænt på plads.

Sikken smuk pige, hende var jeg noget så betaget af, jeg vendte billedet og kunne se der stod noget.
Det var svært at læse, var det runer? hieroglyffer? eller måske en læges håndskrift?

"Julen '44" læste jeg mig frem til, og nogle navne, men det var nu mere utydeligt, så der måtte jeg give op.
Det bankede på min dør "Det er far, må jeg komme ind?" og jeg tænkte, han skal have en pause og sagde "Jo du kommer bare", ind kom min far, han smilede og satte sig på min seng.

"Hvad er det du har der knægt?" sagde han stille og jeg viste ham billedet.
"kan du læse hvad der står, far?"
Han kiggede på mig og aedede mig i håret "Jo ser du Røde, det er et billed fra 1944, julen.. nogle navne"
Jeg kiggede optimistisk på ham "Nogle navne? Hvad for nogle navne?"
han smilede og så forvirret ud "Matilda, Carlo og Marie, hun ser sød ud hende Marie hva?"
Jeg kiggede på ham og tog billedet ud af hånden på ham, mens han kiggede på mig "Nå, men kommer du ned vi skal til at spise?" jeg nikkede "giv mig to minutter, så kommer jeg" han gik ud af døren og ud til de knirkende gulvbrædder.
Sikke et liv, her var så kedeligt og gråt og så var der huller i tagene så det dryppede ind med gårsdagens regn, måske skulle man gå i skuret og se om man kunne være heldig der var en spand.
 

jeg løb lige forbi spisestuen, mor sad og snakkede i telefon, Freja halvsov over maden og far sad og spiste noget så pænt.
"kommer du ikke ind og spiser, jeg mangler noget selskab" mor tyssede og holdte hånden for telefonen "Shh, kan du ikke se jeg snakker, det er chefen, han vil havde vi skal blive partnere, det er min store chance"
jeg løb ud i skuret, der var fyldt op, med gamle ting, blomsterkrukker, gamle brædder og der, lige der i hjørnet stod såmænd en spand.
Jeg blev nødt til at flytte nogle af de andre ting for at kunne komme ind til spanden, jeg tog fat i den og faldte nærmest fra hinanden "Åh, sådan noget møg, er alt bare gammelt og ødelagt her omkring?" sagde jeg højt til mig selv.

Jeg hørte en stemme bagved mig "Nej, bor du her?" jeg vendte mig hurtigt om "Jeg kan fornemme du er ny i byen, mit navn er Louise, jeg bor... Derovre, på den anden side af marken".
Var der virkelig andre huse her? Jeg troede vi var de eneste, måske var Louise min redningsmand.. Eller kvinde, ja redningskvinde.

Hun kom over og gav mig hånden "Må jeg komme ind?" og jeg kiggede "Jamen, du er jo allerede inde.."
hun grinede "Ind i huset, må jeg komme ind i huset? Jeg kendte de forrige ejere" jeg kiggede på hende, der stod hun, hun var omtrent 2-3 år ældre end mig, havde skulderlangt mørkt hår og en lang frakke.
Jeg kunne ikke få øjnene fra hende og snublede over mine egne ben "Ja.. Øh, jo ser du.. Jeg.." Louise afbrød og grinede "Lad os gå over til mig, jeg har en spand du gerne må låne".

jeg var helt forvirret, mine ben føltes som kogt spaghetti og alt snunrrede rundt.

på vejen sagde Louise "Jeg kan godt vise dig byen, hvis du har tid?" og jeg hørte egentlig ikke efter og nikkede bare og var nærmest i trance.

"Her er byens købmand, men har er ved at gå nedenom og hjem, fordi ingen handler hos ham"
jeg nikkede bare og fulgte med "Er du okay.. Jeg fik aldrig dit navn?" jeg smilede "Røde, mit navn er røde."

hun udbrød i et lille grin "Lad mig gætte er det fordi du bliver helt rød i hovedet når du ser en pige?" og jeg stoppede op brat, kunne det virkelig ses så tydeligt? jeg mumlede noget som ingen vist helt forstod og gik videre.

"Det her er endestationen.. For kragerne selvfølgelig, det er her de vender, nu er vi så langt ude.." og grinede.
"Og her er mit hus, det er den her vej".

Vi gik ind af en stor port og kom ind til en stor grusvej med træer på begge sider og for enden lå et flot gammelt hus, vi kom hen til huset og Louise åbnede døren "Her er en spand" og rakte mig den, hendes hånd strejfede min og jeg blev endnu mere rød i hovedet.
"Drenge nu til dags" og smilede og snakkede videre "Kom, herind, der er noget jeg skal vise dig" vi kom ind i en stald, midt i det hele stod en stor kasse, en slags kuppel og jeg gik over til den, der var en lille dør og en masse knapper.
ovenover stod der skrevet "TIDSMASKINE" og jeg brød ud i et grin.

Louise sagde "Hvad griner du af Røde? Tror du ikke på den virker" og gik ind af den lille dør og stak hovedet ud.
"Tryk et årstal, en tidsalder og koden som er 1125" sagde hun og jeg lystrede som en lille hundehvalp jeg gjorde som hun sagde.

En rød lampe blinkede og en masse røg fløj op fra maskinen og en klokke ringede.

Der kom et ordentligt host inde fra maskinen "Hey, luk op, jeg vil ud" blev der råbt jeg åbnede døren og råbte "haha, hvad sagde jeg, den virkede jo ikke Louise!"
 

Ud kom en pige, der lignede langt fra Louise, jeg blev forbavset, men tænkte det her var planlagt, og kiggede ind af døren "Louise du kan godt komme frem, jeg ved dig og din veninde laver sjov" og stak hovedet ud igen.

"Louise? hvem er Louise?" sagde pigen, jeg kiggede på hende.

"Dig... Dig har jeg set før, du.. Du.. Matilda, det er dig? Men.." hun afbrød mig "Kender du mig? Hvor er jeg?". alt gyngede og alting blev sort for mine øjne og jeg gik ud som et lys.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...