Man kan ikke skjule tårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2015
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Alle ser mig som en pige uden tårer. Jeg kan ikke græde, siger man. Men hvad de ikke ved er at jeg kæmper for at holde tårene tilbage. Jeg ved ikke hvor længe det holder. Jeg bliver vel nød til at komme ud med det.

0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. Venner igen

"Estrid, vent!" råbte Tove. Jeg løb videre. Tove satte også i løb. Til sidst havde hun fat i min kappe. Hendes røde hår blafrede i den kølige sommerbrise. "Undskyld, undskyld. Det var ikke meningen at såre dig. Jeg...jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde hun. "Hvis ikke det var meningen hvad var det så?" sagde jeg koldt. Tove kunne ikke finde ord. Jeg vidste det, men hun havde fortjent det. Til sidst brød hun ud i gråd, og jeg fik helt vildt ondt af hende. "Det er okay. Hvis du ikke taler bag om ryggen på mig igen," sagde jeg. Tove tørrede øjnene og undskyldte igen for at have talt ondt om mig sammen med Randi. Jeg gav hende et knus og så gik vi over til Randi. Randi sagde undskyld og forklarede så at hun var jaloux på mig. "Hvorfor dog det?" sagde jeg undret. "Estrid, du har alt. En bedste ven, en far, en bror og så har du Erik," sagde hun. Og så kom Randi med i vores lille gruppe. Hvem er Erik, spørger du sikkert. Han er Danmarks pæneste dreng. Og jeg er så heldig at være hans kæreste. Og min bror, Birger. Han er i træning. Han og far skal med på sommertogt. Og jeg skal passe mig selv og dyrene. Bare jeg havde mor...hun døde under min fødsel. Det sidste hun sagde var:"Det er en pige. Det er en Estrid." Og hun havde ret. Jeg blev en pige, en Estrid. Men jeg har Birger og far. De er alt for mig. Og Tove, selvfølgelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...