Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

247Likes
282Kommentarer
56553Visninger
AA

4. Tre sekunder

ANDET KAPITEL

①⑧. juni

Solens stråler fandt deres vej gennem mit vindue og lyste hele værelset op. Langsomt trak jeg på smilebåndet, da den fredlige morgen blev fyldt med fuglesang. Den højtonede fuglekvidder indikerede, at regnen for længst var opholdt, hvilket gav mig en positiv energi til dagen. Jeg fjernede tæppet fra min varme krop, og var ude af sengen, før nogle kunne nå at tælle til tre. Det virkede allerede til at blive en god dag, og jeg håbede, at jeg forhåbentlig kunne få fundet nogle perfekte lokationer til at tage rimelige billeder til min portfolio. Det var første gang i mit liv, at jeg skulle sammensætte tyve billeder under samme emne, så det var ingen let opgave. Jeg gjorde dog mit bedste, da hele mit liv cirkulerede om fotografdrømmen. Der var intet, jeg ønskede mere, da jeg elskede hvordan et billede kunne sige så meget. Efter at have studeret fotografering i fire år, var jeg klar til at blive sluppet løs og skabe de billeder, jeg altid havde ønsket at tage.

”Beverley, jeg starter på æggene nu!” hørte jeg min farfar råbe, imens jeg fumlede med fingrene, for at få blandet mine brune hårtotter sammen til en sidefletning. Da det lykkedes efter få forsøg, smilede jeg fornøjet, og traskede hen mod trappen. Huset var ikke af fineste stand, alligevel var det et af de større huse i Northwich. Siden min farmor døde, havde huset mistet sin ynde, sin identitet og var med årene blevet mere og mere slidt. Min farfar brugte al sin tid på sine papirfly, og overvejede aldrig at få gjort noget ved det ødelagte trin på trappen. Vi havde såmænd bare vænnet os til at springe det over. Jeg havde for længst opgivet af opmuntre ham til det, da det ikke førte nogle veje. Hans undskyldning var altid, at han var oppe i årene, og huset nok alligevel blev solgt om nogle år. Det var typisk ham at tænke sådan.

Min farfar stod og lænede sig op ad køkkenskabet og holdte øje med panden med spejlæg, mens han fokuseret pressede skeen imod den varme masse, for at se, om de kunne vendes. Da han efter nogle minutter fornøjet besluttede, at de var klar, slukkede han for pandens varme, og kiggede på mig. ”Det ser lækkert ud, farfar,” komplimenterede jeg, da han med et smil serverede vores morgenmad på farmors tallerkner.

”Skal du ud og fotografere i dag?” spurgte han, inden han skar kniven mod æggets overflade.

Jeg slugte min bid, og studerede ham. ”Det regner jeg stærkt med,” fortalte jeg. ”Der er kun atten dage tilbage nu, så jeg har travlt.” Jeg havde endnu ikke fortalt min farfar, at jeg havde besvær med at tage billeder, da det blot ville sætte pres på ham. Han ønskede det bedste for mig, og sagde jeg noget, ville han overtage mit stress. Da han gav mig et venligt nik, trak på skuldrene, og følte hvordan presset voksede sig stort inden i mig. Kun atten dage – det måtte ikke gå galt.

”Tror du så, at du kan hente en bog til mig på vejen?” foreslog min farfar, da han havde færdiggjort sit spejlæg. Han begyndte straks at vaske den fine tallerken op i hånden, så han var sikret, at den forblev i samme tilstand, når han var færdig.

”Selvfølgelig. Er der kommet en ny bog om papirfly?” spurgte jeg ham ad, og flyttede mit blik over mod hans mange hylder inde ved kontoret. Det var en anderledes hobby, min farfar havde – alligevel formåede han hver gang at inspirere mig, når han snakkede om de foldede papirer.

Han nikkede. ”Jeg har skrevet titlen ned på en lap, der ligger på skrivebordet,” forklarede han og nikkede med sit hoved hen mod døren, for at signalere, jeg bare kunne hente den.

”Ved du hvad? Jeg tror bare jeg gør det med det samme,” annoncerede jeg, og gav ham et hurtigt kys på kinden, inden jeg gik ovenpå for at gøre mig helt klar. Jeg kunne ligeså godt komme i gang med dagen, da jeg vidste hvor lang tid fotograferingen kunne tage. Da jeg nåede op til værelset, tog jeg fat i min håndtaske med kameraet nede i, da jeg aldrig forlod huset uden.

Varmen fra solen bagte på min krop, da jeg traskede ned ad gågaden i Northwich, for at nå frem til boghandlen. Vejret i dag havde forbedret sig gevaldigt siden gårsdagen regn. Det var stadig muligt at se, hvordan de mange dråber havde ramt, da blomsterhandlerens blomsterjord var helt sumpet. Ellers var gågaden mere eller mindre klar til glade gæster, der skulle ordne dagens opgaver. Selv nåede jeg hen til boghandlen, der lå i midten af gågadens lange strækning.

Boghandelen var ikke en særlig stor butik, men den formåede næsten altid at have det på lager, som Northwich’s indbyggerne skulle bruge. Jeg tog i døren, og hørte den samme klokkelyd, der var i smykkebutikken, da jeg trådte ind. En blæser ventilerede kold luft mod mine bare arme, der gav mig en god fornemmelse, da vejen herhen havde været hed og lummer på grund af sommervarmen.

Mine øjne skannede ikke butikken i mange sekunder, før jeg fandt sektionen med de blandede bogkategorier – blandt andet bøgerne om papirfly. Mit blik scannede sedlen, min farfar havde givet mig, og jeg fandt hurtigt bogen, han havde efterspurgt. Den var større end hans nuværende samling på otte bøger, så han måtte være spændt omkring den, da den sikkert indeholdt en masse nytænkning og nye skabeloner. Min farfars interesse til papirfly var så gammel, at den første gave, han havde foræret mig, da jeg blev født, var et papirfly. Det havde holdt sin stand i mange år, men i mit nittende år, efter det havde været pakket ned i flere flyttekasser, havde han fået mig overtalt til at laminere flyet fladt, så jeg kunne beholde mindet. Min farfar var meget obs omkring sine fly, og nåede altid at putte sine yndlings og mest dyrebare i montrer, inden der skete dem noget. Engang havde han brugt alt sin tid på at lave det papirfly, der skulle slå verdensrekorden, men med årene havde han droppet den idé. I dag fandt han nok kærlighed i at læse om rekorder og bygge papirfly til pynt. Derfor skulle jeg i dag hente hans nye bog, da jeg vidste, at hans fly var den ene halvdel af hans grund til at komme op om morgenen. Den anden var mig.

Jeg havde været inde i boghandlen tusind gange, siden jeg flyttede tilbage til Northwich fra New York for fire år siden. Det bedste ved byen var roen, og jeg elskede, hvordan det ikke ændrede sig, når jeg trådte ind i butikkerne. New York var sådan en travl by, hvor alle hver dag gjorde alt, de havde i sig, for at opnå deres store drømme. De stressede for at nå rundt, og var der ikke en taxi hos dem inden for de første minutter, kunne de gå amok. Samtidig var der altid mennesker overalt, lige meget hvor du gik hen, og de værste lugte dukkede frem de mærkeligste steder. Jeg hadede det. I Northwich var det et helt andet miljø - et miljø, der passede meget bedre til mig.

Boghandlen havde altid været min favoritbutik af de mange, gågaden kunne tilbyde. Den var ikke særlig stor, så man kunne altid finde rundt. Der var altid de skønneste bøger, jeg altid blev slugt af, og det vigtige var, at udvalget var specielt. Jeg elskede også at gå rundt herinde, da der altid var så fredeligt, så man aldrig behøvede at-

”Beverley?” En karakteristisk, hæs stemme, jeg før havde hørt, talte til mig. Forvirret løftede jeg øjenbrynet og drejede rundt, så jeg næsten stødte ind i fyren foran mig. Jeg bemærkede igen, hvordan han nærmest tårnede sig op foran mig, heldigvis formåede jeg stadig at kunne holde en øjenkontakt, uden det blev for anstrængende. Han så min underen i ansigtet, og så pludselig skyldig ud. ”Oh undskyld, var det ikke Beverley?”

Det var ham fra Bijoux. Ham, der var ny i byen.

”Øh, jo,” stammede jeg, og fik samlet mig selv sammen, før jeg adspurgte ham om hans viden. ”Hvordan ved du dog det?” spurgte jeg forundret, da jeg ikke mindes at have udvekslet navne, da han købte halskæden.

Hans læber steg op til et fjoget smil, mens han fjernede en tot hår fra hans ansigt. ”Det stod på dit navneskilt,” forklarede han og kiggede på mig. Selv om det var tre dage siden, jeg havde mødt ham, huskede jeg stadig, hvordan han stille og roligt tog sig af de ting, han skulle ordne. ”Jeg er Harry,” præsenterede han og rakte sin hånd ud, så jeg kunne tage imod den.

Uden rigtigt at forstå, hvorfor han brugte sin tid på at hilse på mig, gav jeg hans hånd et venligt klem og studerede ham. Hans frisure sad på samme måde, rodet og uglet, men der var noget ved de lange totter, der klædte hans ansigt. ”Jeg ser, at du kigger på papirfly,” kommenterede han, mens hans blik læste bogens titel.

”Du får det til at lyde som en åndsvag ting,” svarede jeg tilbage, og mærkede, hvordan hans øjne tjekkede mig ud. Det var længe siden, at jeg havde talt med en, der ikke var min farfar eller Maurice, så pludselig at skulle stå og tænke over adskillelige svar, var anderledes for mig. Jeg plejede at være alene, og nyde den tid, så jeg mærkede, hvordan jeg virkelig tog mig sammen over for ham. Det var anderledes, men alligevel også rart og forfriskende.

Harry trak på skuldrene, så den hvide T-shirt, han bar, blev strukket, og viste det nederste af hans overkrop. En sort detalje kom til syne, og endnu engang overraskede han mig, da jeg ikke havde forestillet mig, at en fyr som ham, havde tatoveringer. ”Jeg havde bare ikke troet, at en pige som dig, interesserede dig for papirfly,” erkendte han og løftede sin ene mundvige op i et akavet smil.

En pige som dig. Jeg tyggede kort på hans ord, men påmindede hurtigt mig selv om, at jeg havde benyttet mig af selv samme beskrivelse til ham kort forinden. ”Hvad tror du da, jeg interesserer mig for?” spurgte jeg ham kækt. Harry lod sit blik studere mig fra top til få, mens han prøvede at opfinde et kvalificeret svar. Det var først nu, da stilheden indtræf, at jeg bemærkede, han selv havde en bog presset mod siden af sin arm. Med besvær fik jeg læst bogens titel. Turen går til New York. Selvfølgelig skulle han være interesseret The Big Apple. Det sted, jeg tildelte al min had, var naturligvis hans næste rejsedestination. Det undrede mig dog en smule, for Harry virkede ikke som en person, der ville passe ind i New Yorks menneskemylder. Mon det var snart, han tog af sted?

Harrys stemme fik hevet mig ud af mine indre tankestrømme, da han begyndte at gætte. ”Det ved jeg ikke, maler du?” spurgte han.

”Maler?” udbrød jeg, og kiggede med et smørret grin på ham. Hvordan var han dog kommet frem til den konklusion?

Han tog sin hånd op til håret og kørte nervøst sine fingre igennem de lange krøller. ”Du virker bare som et kreativt menneske,” uddybede han, og prøvede at virke mere selvsikker, så jeg ikke ville opfatte, at han egentlig følte sig en smule nervøs over mit udbrud til hans udspil. 

For at få ham tilbage til den person, han i starten havde været, gav jeg ham et peg. ”Du er ikke helt ved siden af,” fortalte jeg ham. Jeg så straks, hvordan hans skuldre slappede mere af, og glædede mig over at have regnet ham ud på det punkt.

”Hvad skal det så betyde?”

Jeg gjorde et skuldertræk og smilede forsigtigt. ”Det må du vel prøve at finde ud af,” foreslog jeg.

Harry så ikke ud til at være tilfreds med mit svar, da han lettere irritabel gav op. ”Hvordan?” spurgte han, og regnede med, at jeg ville forære ham svaret.

”Det ved jeg ikke, prøv dig ad – vær kreativ,” jokede jeg, og håbede at få åbnet op for hans kreativitet, hvis han havde nogle lystige idéer at tilbyde.

Et fjoget grin voksede på hans læber, og noget ved hans grønne øjne, fortalte mig, at jeg snart ville fortryde min opfordring til ham. ”Så lige meget, hvad jeg tænker, siger du ja?” grinede han.

Forvirret over hans idé, prøvede jeg forgæves at gætte mig til hans tankespil. Jeg kom ikke frem til noget, der var værd at holde ved. ”Hvis du har en god grund,” endte jeg med at sige til ham. På den måde kunne jeg ikke ende ud i noget, jeg ikke var tryg ved. Forhåbentlig.

”Nu må du ikke misforstå det her, men så kan du vel møde mig på Café Luna i morgen klokken tolv?” foreslog han med et grin. Jeg kunne ikke gennemskue, om han var nervøs eller selvsikker omkring invitationen. ”Jeg hader bare at være alene, så det kunne vel være hyggeligt,” sagde han og trak på skuldrene.

Overrasket, men ikke mindst forundret, kiggede jeg på ham, da han lod mig stå alene tilbage, og gik op for at betale for sin turistbog. Han lod mig ikke engang svare, og forventede altså blankt, at jeg ville dukke op. Da han forlod butikken, stod jeg med en forvirret tankegang, da han med et fjollet smil omkring læberne gik forbi mig. Der var flere ting, der havde overrasket mig, når det kom til Harry. Jeg havde selv svært ved at lukke folk ind, så at han uden videre fortalte mig hans måske eneste frygt, kom bag på mig. Samtidig overraskede det mig også, hvordan han spontant havde inviteret mig på frokost. Café Luna var det hyggeligste spisested i hele Northwich, så jeg havde for længst indset, hvad hans forslag indebar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...