Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

247Likes
282Kommentarer
56555Visninger
AA

9. Tolv sekunder

SJETTE KAPITEL

②⑦. juni

Lige meget hvad jeg gjorde, og hvor jeg var, blev jeg ved med at blive påmindet om min portfolio. Dagenes timer rendte lige så stille ud. Denne morgen lyste morgensolen mine hvide vægge op og skabte et lysskær mod mine indrammede billeder. Jeg havde ni dage tilbage, og kun ét billede havde vundet sig en plads indtil videre. Ikke at der var nogen kamp mellem billederne, da dette var det eneste, der havde noget at byde på. Papirflyet, der fløj hen over søens små bølger, havde med tiden formået at få mig overbevist. Der var noget over det, jeg kunne mærke, var rigtigt. Om det var hemmeligheden bag billedet, at Harry var ved min side eller blot at det passede til mit tema, var jeg ikke helt klar over endnu. Der var dog noget, der sagde mig, at Harry hjalp fotograferingen i en god, bedre retning. Den rigtige retning.

Mens mine tanker cirkulerede om ham, gav min mobil lyd fra sig. Nysgerrig tog jeg med fingrespidserne fat om den, da jeg sjældent modtog noget. Den havde dog kimet de sidste par dage, da jeg denne gang havde sørget for at svare Harrys beskeder i en naturlig mængde.

Tænkte på, om vi skulle lave noget sammen i dag?

Det var ikke overraskende, at beskeden var fra Harry. Det havde jeg såmænd også regnet med, da lyden havde forstyrret mig fra kedsomheden. Hans ord gjorde mig glad, og gav mig en energi til dagen, og jeg havde overvejet at indvilge ham med mine planer for dagen. Jeg skulle ud og tage billeder, og da jeg havde indset, Harry indirekte hjalp med resultatet af mine billeder, kunne det vil kun gå godt, hvis han gav mig selskab.

Jeg skal ud og fotografere. Vil du med?

Mit svar simpelt, men forhåbentlig forstod han vigtigheden i mit budskab. Der kom svar med det samme, og jeg kunne glæde mig over, at han var helt klar på at give mig selskab, og til hans uvidenhed, hjælpe mig. Jeg havde virkelig for brug hans hjælp, hvis dette projekt skulle lykkes for mig. Det var forfærdeligt, men min fremtid inden for fotografering hang i en tynd tråd, og det var Harry, der kunne undgå, den blev klippet over.

Den milde sommervind blæste blidt mit hår mod højre, men mere kraft indebar den ikke. Temperaturen var omkring de femogtyve, og det kunne let mærkes, mens jeg stod og afventede Harrys ankomst. Jeg havde bedt ham om at møde mig ved en af Northwich største græsarealer, da nattetimerne havde bragt en kortvarig regnbyge med sig, og der her var størst chance for fugtig jord. Han havde heldigvis sagt blankt tak til min invitation, og som minutterne gik, voksede min nervøsitet. Jeg blev ved med at påminde mig selv om, at det var første gang, jeg skulle se Harry, siden kysset. Vi havde været i kontakt, som om intet var sket, men jeg havde ikke set ham siden episoden, og nu, når vi skulle mødes, var jeg sikker på, at vi ikke kunne glemme, hvad der var sket. Forhåbentlig betød kysset en del for Harry, ligesom det hos mig havde en helt speciel plads.

Jeg kan se dig x

Et smil bredte sig om mine læber, da jeg kiggede op fra min mobil, og så Harrys skikkelse komme gående op ad den snoede sti. Han bar hans genkendelige jeans, der i dag var grå, som han havde parret med en lysegrå T-shirt. Jeg forstod endnu ikke, hvordan han kunne udholde sommervarmen i det tøj, men som så mange andre ting, virkede varmen ikke til at være noget, der irriterede ham.

”Nå, så du skal have hjælp til at fotografere, har jeg ret?” Han var nået helt hen til mig, og da jeg igen kunne se ind i de grønne øjne, følte jeg en indre ro. Jeg mærkede, hvordan mit mod overvandt min frygt. Jeg skulle dog tage mig sammen og kæmpe for at bevare modet, da Harry blidt kyssede min kind som en kærlig gestus. Det var ikke noget, jeg var vant til, så det kom ærligtalt bag på mig.

Jeg gav ham et smil. ”Hvis du kan hjælpe mig med at få taget bare et brugbart billede, er jeg tilfreds,” fortalte jeg ham og trak på skuldrene. ”Jeg mangler alt for mange billeder lige nu.”

Harry nikkede ved min side og studerede landskabet rundt omkring os. Det var ekstra flot i sommermånederne, og især når solen gik ned over horisonten, føltes det hele så magisk. ”Hvordan er det at have fotoblokering?” spurgte han mig, mens jeg tog min kamera ud af det hylster, jeg havde om halsen. ”Jeg mener, hvad ved fotograferingen har du svært ved lige nu?”

Jeg lod mit blik studere markerne, og så hvordan to små piger red rundt på deres heste, mens store smil var at finde. Det var dog ikke muligt for mig at se mulighederne i, hvordan billedet kunne se ud. Jeg kunne ikke gennemskue den bedste vinkel. ”Jeg bliver aldrig tilfreds,” startede jeg og kiggede hen på rækken af høje træer, der bag sig fyldte området med en skov. ”Selv når jeg kigger på et landskab, og jeg ved, det kunne blive til noget, kan jeg ikke se, hvilken vinkel ville være bedst,” tilføjede jeg og sukkede. Harry havde ingen forstand på det tekniske af at tage billeder, så jeg forventede ikke, at han ville forstå det.

”Og de billeder hjemme på dit værelse? Er de gamle eller?” spurgte han og kiggede mig ind i øjnene. Der var noget ved dem, der indikerede, at han holdt noget hemmeligt for mig. Jeg kendte ham bare ikke godt nok til at kunne gennemskue hvad.

”De var fra min gode periode,” svarede jeg ham og gav ham et forsigtigt smil.

Harry nikkede og studerede selv landskabet. ”Men selv om du har fotoblokering, har du dit kamera med overalt, har jeg ret?” spurgte han, uden at kigge på mig, som var han ude på noget.

Forvirret prøvede jeg at finde frem til kernen af alle hans spørgsmål, men jeg måtte hurtigt give op, da han forventede, at jeg svarede ham. ”Jeg prøver at tage billeder af alting i mit liv, intet må gå spildt,” fortalte jeg ham ærligt. ”Selv når jeg har fotoblokering, prøver jeg at få taget så mange billeder som muligt, bare for at få taget nogen.”

Harry nikkede, og stak sine hænder i bukselommerne, mens han tænkte. ”Hvad siger du til, at vi prøver at gå ned ad vejen, så vi når ned til sommermarkedet?” foreslog han og gav mig et forsigtigt smil. Der var altid proppet, fordi flere fra Cheshire kom til Northwich’s årlige sommermarked. Jeg havde med vilje bedt Harry om at møde mig en kilometer væk derfra, så vi kunne få ro og mulighed for at tænke. Men selvfølgelig skulle han foreslå det. Det var jo Harry.

”Så prøver jeg at tage billeder på vejen,” smilede jeg og tog kapslen af mit kamera, for at gøre mine bedste forsøg på at tage billeder. Harry virkede ikke så tilfreds med mit valg, da vi begyndte at gå, men da jeg ikke forstod hvorfor, lod jeg det være. Jeg havde jo bedt ham om at komme med, fordi jeg skulle fotografere. Forhåbentlig var hans nærvær nok til, at jeg kunne få taget nogen gode billeder.

Mit første forsøg blev af et stort egetræ, der flot stod ved vejkanten. Det var helt alene, så man begyndte at overveje, hvordan det mon var fundet til, at det var her i dag. Jeg studerede træet og dets grønne blade, og prøvede med alt, hvad jeg havde, at få taget et billede. Mine fingre førte kameraet op til mine øjne, og da jeg kiggede ind i det, følte jeg ikke, at det var et slemt forsøg. Egetræets blade svajede let i vinden, og den måde solen ramte kronen af træet på, endte faktisk med at se nogen lunde ud. Efter at have taget mindst ti billeder, trak jeg kameraet væk og studerede Harry. Hans nærvær hjalp mig faktisk. Et forsigtigt smil dukkede op om mine læber, da vores blikke mødtes, men han så ikke just glad ud. Det var som om gløden i hans øjne var gået ud.

Forsigtigt gik jeg hen til mig, og prøvede at tænke mig til, hvad det kunne være. Et lille smil, der ikke virkede som et, der tilhørte Harry, tonede frem ved hans læber, inden hans blik røg ned mod vejen, da vi gik videre. Forundret fulgte jeg hans blik, og kunne ikke komme frem til, hvad han så på. Det var først, da tusinde af sommerfugle begyndte at flyve rundt i min mave, at jeg forstod, hvad han studerede. Vores hænder. Langsomt snittede han mine fingre, inden han selvsikkert flettede hans fingre ind i mine. Sommerfuglene fløj om kap, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var sådan en mærkelig følelse, når Harry kyssede mig, eller gjorde noget som det her. Følelsen var ikke en, jeg havde oplevet før, den var ny, fuld af overraskelse og nervøsitet. Alligevel følte jeg mig tryg ved det, og ønskede ikke at fjerne mig fra hans nærvær.

Jeg måtte dog indse, at da vi havde gået hundred meter i stilhed, vandt min nysgerrighed over min forstand igen. Vi var nået til et ujævnt område i vejens asfalt, og den måde en vandpyt havde dannet sig, fangede straks min opmærksomhed. Min hånd gled uden en tanke ud af Harrys, hvorefter jeg fumlede med at få kameraet op til ansigtet. Jeg ved ikke, hvad der kom over mig, men noget ved omgivelserne fik iveren frem i mig. Lige nu var jeg lige glad, om billedet var godt, jeg vidste bare, at jeg skulle tage det.

”Beverley?” Harrys stemme lød bag mig, og det første, jeg bemærkede, var irritationen i tonelejet. Jeg rejste mig op, men da jeg drejede rundt, mødte jeg ikke det smil, jeg før havde nydt at se. Harry så såret ud, træt, som om, han bare ønskede at være et helt andet sted. ”Tror du, at vi kan gå hen til sommermarkedet uden du tager flere billeder?” Jeg kunne mærke, at han ikke var meget for at foreslå det. Han ønskede ikke at stoppe min pludselige lyst til at tage billeder, men følte sig alligevel nødsaget til at spørge.

”Øh jo, jeg kan godt prøve,” lovede jeg, og gav et forsigtigt smil fra mig, da vi endnu engang begyndte at gå op ad vejen. Denne gang holdt Harry sine hænder i sine lommer, og så ikke ud til at have nogen anden intuition lige foreløbig.

Minutterne var gået, og da vi endelig nåede frem til sommermarked, var jeg delvist tilfreds med min præsentation. Jeg havde formået kun at stoppe op tre gange siden Harry havde bedt mig om at holde en pause. Det var som om min gamle trang var ved at finde vej tilbage, også selv om billederne måske ikke havde den kvalitet, jeg var ude efter.

Mit blik studerede igen Harry ved min side. Nu når vi endelig var fremme, virkede han endelig til at blive sig selv igen. Et smil spillede om hans læber, mens han så pladsen, og de mange familier, der løb rundt fra karrusel til karrusel. Det var længe siden, at jeg havde været på sommermarkedet, da det var en ting, min far og jeg havde plejet at gå til sammen. Det havde været vores ting, og jeg måtte indrømme, jeg ikke var helt glad ved situationen.

”Har du lyst til at tage en tur i Pariserhjulet?” spurgte Harry mig. Mit blik fandt hans, og denne gang var der latter i hans øjne, som om intet var galt. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg håbede på at få ud af det, da stedet havde været en tradition sammen med min far. Pludselig at skulle få nye minder med Harry, virkede på en måde forkert. Jeg kunne dog ikke modstå den måde, han endelig igen kiggede på mig. Endnu engang blev jeg overbevist, og det var slet ikke fordi, han kæmpede særlig længe.

Harry førte mig over til Pariserhjulet, hvor en masse små børn stod i kø. Sommermarkedet var tænkt til børn, men det var i ny og næ, man så andre end børn og deres forældre nyde det gode vejr og sommerstemningen. Jeg huskede, hvordan jeg selv havde stået i kø som lille, og ligesom børnene foran os havde været så spændt på, hvordan det mon var at kunne se Northwich oppefra og fra lang afstand. Jeg huskede landskabet som var det en drøm.

”Øh, Miss?” En mand, der var nogen år ældre end Harry og jeg, trak mig ud af mit tilbageblik, og holdt os fra at komme ind til vores vogn. ”Kameraer er ikke tilladt,” fortalte han mig, og påmindede mig om, at jeg bar mit kamera om halsen. Mit blik faldt ned til elektronikken, og jeg vidste ikke helt, hvor glad jeg var for de regler. Jeg kunne have taget flotte billeder deroppefra, men-

Harry trak mig ud af mine tanker, da han tog over og hev kameraet af mig. ”Der er ikke nogen, der vil stjæle det. Det lover jeg.” Han gav mig et lille smil, da han lagde det ind i en lille boks til folks ejendele. Utilpas nikkede jeg, og mærkede, hvordan Harry hev mig med hen til vores vogn. Mit blik blev på kameraet, og jeg havde det nærmest dårligt med at lade det blive nede på jorden.

”Jeg ville bare så gerne have fotograferet landskabet,” mumlede jeg, da vi havde fået placeret os i vognen. Harry valgte til min glæde at give min hånd et venlig tryk, for at påminde mig, at jeg var hos ham nu.

”Hvorfor ikke nyde landskabet i stedet for?” foreslog han. Pariserhjulet gik pludselig i gang, og jeg både så og mærkede, hvordan vi kom længere og længere væk fra jordens flade.

”Jeg ville bare så gerne fotografere det, for nu vil jeg ikke have mindet,” brokkede jeg mig og prøvede at studere omgivelserne, uden at blive for bitter.

Ikke engang et sekund efter mit udbrud, hørte jeg Harry sukke højlydt. ”Bev, du bør virkelig stoppe med at have den opfattelse.” Mit blik studerede ham, og der frøs mine øjne fast. Jeg formåede ikke at blinke. Harry havde uden varsel benyttet sig af mit kælenavn for kun anden gang, men samtidig virkede det til, at han skulle til at kritisere min måde at være artist på.

”Hvad mener du?” spurgte jeg ham, lettere forvirret, da jeg ikke ønskede at diskutere, før jeg vidste, hvad hans udlæg var til grund for.

Harry trak på skuldrene, mens han studerede landskabet for vores fødder. Inden han svarede kørte han sine fingre igennem sit hår – noget han gjorde, når han tænkte. ”Du går glip af virkeligheden, nærværet,” fortalte han mig. ”Prøv at se dig omkring, hvor smukt det er heroppefra,” mente han og var selv helt betaget af, hvordan Northwich så ud heroppe fra. Vi kunne se svingbroen, også tagene fra gågaden.

”Jeg kigger, Harry,” svarede jeg bittert.

Hans blik flyttede sig, og jeg mærkede, de grønne øjne kigge på mig. ”Hvis du altid har dit kamera på dig, glemmer du at nyde virkeligheden. Du kan ikke se nogets eller nogens ynde, uden at tænke, at du må fotografere det,” brokkede han sig. ”Du siger, at hvis du ikke får taget et billede, vil du ikke have mindet, ved du, hvad jeg synes det er, Beverley? Det er latterligt.” Han havde som sekunderne gik hævet stemmen, og det kom ærligt bag på mig. Siden jeg havde mødt Harry, havde der ikke været nogen ting, der havde forstyrret ham eller gået ham på. Da hans hårtot faldt ned for øjnene, var det ikke et problem, men nu i disse minutter, lærte jeg, hvad der virkelig irriterede ham. Jeg lærte, hvad han ønskede at bruge tid på, hvad han ønskede at gøre bedre. ”Du skal leve livet til fulde, nyde hvert sekund, uden at ærgre dig, hvis der var noget, du ikke lige fik fotograferet.” Hans flotte, dybe monolog ramte mig, så jeg glemte hvilken følelse, hans ord fik mig til at føle. Provokation. ”Du skaber afstand mellem dig og det du fotograferer.”

Jeg sad forbløffet og kiggede på ham, da de ord, der forlod hans mund, var så vigtige og betydningsfulde. Selv om han kritiserede det, jeg gjorde, kunne jeg godt forstå ham. Jeg havde bare aldrig selv set det på den måde.

”Hvad skal jeg så gøre?” hviskede jeg.

Harry smilede forsigtigt, da hans stemme var faldet det sekund, han havde indset, jeg ikke havde tænkt mig at råbe af ham. ”Du skal fotografere nuet, så det bliver hængende og levende. Hvis du i stedet er opsat på at fotografere alt, vil du ærgre dig, når du ikke får fotograferet de bedste øjeblikke i dit liv,” fortalte han mig og kiggede interesseret ind i mine øjne. Hans grønne skinnede.

”Som hvad for eksempel?” spurgte jeg ham.

Harry var ikke længe om at komme på noget, han havde sikkert haft det planlagt siden starten af hans monolog. Han sørgede for, at vores blikke forblev linket med hinanden, indtil vi naturligt lukkede vores øjne, for at mærke hinandens læber mod hinandens. Hans læber var bløde, og kysset føltes bedre, mere ægte end det første. Harry tog sin hånd op mod min kind, og aede den forsigtigt, inden han trak sig væk med et glimt i øjet.

”Meget bedre end et foto, ikke?” grinede han og tog blidt min hånd, idét Pariserhjulet nåede hele vejen rundt og vores tur sluttede. Vi rejste os sammen, og jeg følte mig for alvor tryg, da han førte mig hen mod mit kamera. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle føle, da jeg tog fat om remmen og hang det om min hals. Det føltes næsten mærkeligt. Så da Harry foreslog en måske sindssyg idé, valgte jeg at gå med på den, uden at tænke det yderligere igennem. ”Hvad siger du til, at jeg får dit kamera de næste 24 timer, så du ikke kan tage nogen billeder?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...