Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56622Visninger
AA

7. Ti sekunder

FEMTE KAPITEL

②⑤. juni

Klik, klik, klik, klik. Lydene fra mit kamera gentog sig i mine tanker, da jeg stresset nedstirrede computerskærmens galleri. Det ene billede efter det andet, der virkede fuldkommen ubrugeligt, blev udskiftet mellem hinanden. Jeg kiggede på tre måneder gamle billeder, to uger gamle billeder, men ingen af dem, syntes at kunne bruges. Det var først, da jeg nåede til det nu fire dage gamle fotografi, at jeg for alvor stoppede og blot studerede det.

Papirflyet blev belyst af solens lyse stråler og dannede en skygge i vandet. Et smil udfoldede sig på mine læber, da min fantasi begyndte at danne filmscener med Harry. Jeg havde kendt ham i ti dage nu, og trods for det faktum, at vi kun havde været sammen fire af de dage, var der et eller andet ved ham, der fangede min opmærksomhed. Men hvorfor? Måske var det bare det, at han, som en af de eneste, talte til mig, måske var det fordi, han lyttede. Jeg var endnu ikke kommet med en konklusion på det ubesvarede spørgsmål. Mest fordi det endnu ikke havde lykkedes mig at regne ham ud, og der derfor stadig var en del splittede brikker, når det kom til ham.

Mit blik var endt med at studere papirfly-billedet igen. Det var det første billede i lang tid, der faktisk måske kunne bruges, men jeg var endnu ikke overbevist. Jeg lukkede computerskærmen i af ren frustration, inden min mobil gav lyd fra sig. Jeg tøvede i et kort sekund, og overvejede om jeg burde kigge, eller lade vær. Min portfolio lavede ikke sig selv, og på dette tidspunkt, var ingen af fotografierne sikre vindere. Jeg skulede over mod mobilen, og sukkede kort. Afsenderen ville enten være min bedste veninde fra New York eller Harry, og jeg var sikker på, at det ikke var den førstenævnte. Jeg havde ikke mange venner, jeg havde sågar kun Harry i området, og derfor var det stadig nyt for mig, når jeg hørte min mobil give lyd fra sig.

Efter at have skabt en indre diskussion i mine tanker, besluttede jeg til sidst at kommunikere med verden. De sidste fire dage havde jeg lukket alle ude fra min egen lille boble, da tiden tikkede. Det kom ikke bag på mig, at Harry igen forgæves, men sødt, prøvede at få min opmærksom.

Beverley, er du der?

Med tiden havde han givet op over for x’erne, og blot prøvet at trænge ind til mig ved daglige beskeder. Jeg burde have givet ham en ordentligt forklaring, for det sidste jeg ønskede var, at han skulle tro, jeg ikke gad ham. Han passede bare langt fra ind i min kalender, der var fyldt til renden med fotoopgaver og stress, der ventede forude. Derfor endte jeg, halvhjertet, med at skrive et svar, identisk med de ord, han havde modtaget for to dage siden.

Jeg har travlt med portfolioen … Undskyld

Det var ikke fair at behandle ham på denne måde, det havde jeg indset. Men selv om enden spillede sig for min fantasi, hjalp det ikke på, at jeg var for dårlig til overhovedet at prøve.  

Jeg håber virkelig, at du ikke har noget imod overraskelser …

For mig virkede hans besked helt malplaceret, og selv ikke, da jeg hørte ringeklokken give lyd nedenunder, gik det op for mig. Først da jeg hørte mine farfars sløve trin nærme sig førstesalen, forstod jeg, at noget var på færre. ”Jeg aner ikke, hvem han er, men du har besøg,” meddelte han, uden at kommentere rodet på mit værelse. Det var trods alt også nogle dage siden, jeg virkelig havde socialiseret mig med ham.

Forvirret overhælede jeg min farfar ned ad trappen, men stoppede brat op, da jeg genkendte de sorte jeans, parret med en hvid T-shirt, der stod i dørkarmen. Da jeg studerede skikkelsen til top, så jeg, hvordan nogle af de forreste krøller var blevet hevet bagom i en rodet knold. Det var første gang, at Harry ikke havde løst hår. ”Før du siger noget, så fik jeg din adresse fra manden i smykkebutikken,” fortalte han, og skjulte ikke, at han ikke fandt situationen helt rar.

”Maurice?” spurgte jeg forvirret, og var overrasket over min chef. Han plejede sjældent at gøre en ekstra indsats, når det kom til kunder, og han var den eneste i butikken. Jeg stirrede på Harry, uden at vide, hvordan jeg skulle reagere. Han havde givet sig tid til at finde frem til min adresse - burde jeg ikke være panikslagen, irriteret, forbavset? Selv om jeg var forundret over, at han havde gjort det besvær, mærkede jeg fremtoningen af et smil ved mine læber. Jeg havde vel savnet hans nærvær, hvis jeg adspurgte mine inderste tanker.

Harry hostede. ”Må jeg komme ind?” spurgte han forsigtigt.

Jeg nikkede som svar, og studerede ham, mens han lukkede døren og fjernede sine lysebrune støvler. Da han bukkede sig ned, faldt nogle af bagtotterne ned til forsiden af ansigtet, men selvfølgelig, gjorde han ikke noget ved dem. De var et lille problem i hans verden.

Harry fik rettet sig op, og indså, at jeg stirrede på ham. Et smil dirrede ved hans læber, og lige inden han adskilte dem, afbrød min farfar os. ”Skønt at se en gæst i vores hus,” udbrød han og havde et større smil om munden, end dem Harry og jeg havde præsteret indtil videre. ”Du må forstå unge mand, det er sjældent, at vi har gæster,” fortalte min farfar ihærdigt og vinkede ham ind mod stuen. Akavet stod jeg frosset i min position, da Harrys høje skikkelse passerede mig. Jeg havde helt glemt, hvordan jeg følte mig så lille, når han var ved min side.

”Det er et flot hus, I har jer,” hørte jeg pludselig Harry komplimentere, da han trak mig ud af mine tankestrømme. Et lille smil spillede om mine læber, da jeg mødte dem i stuekøkken-alrummet, hvor Harry ydmygt viste sin gode side. Huset var i hæslig stand og lignede et stort rod.  

Min farfar faldt dog direkte i fælden og begyndte at fortælle om husets byggeår, og endte ud i en monolog om papirflyene. Jeg så mit stik til at forsvinde, da tanken om rodet på mit værelse havde forstyrret mig, siden dørklokken havde lydt. Hvis jeg kendte min farfar ret, ville han bruge flere minutter på at fortælle, og hvis Harry var den, som jeg troede, var han villig til at lytte.

Jeg åbnede døren til mit værelse, og sukkede, da jeg så bunkerne af tøj og fotoudstyr ligge hulter til bulter. Jeg kunne ikke risikere, at Harry ville komme herop og se den realitet, jeg levede under i disse dage. Oprydningen skabte dog næsten et større rod, da alt tøjet blev kastet ind i skabet eller skubbet under sengen, men så var det i det mindste væk fra søgelyset. Mit blik scannede resten af værelset, men da jeg så det ene af mine to papirfly, ligge på natbordet i perfekt tilstand, stoppede jeg op. Tanken om, at Harry havde brugt sin tid på at lave to papirfly til mig, var noget af det sødeste, jeg havde oplevet. Det var ikke en særlig stor ting, hvis man satte det i perspektiv, men det betød alligevel en del for mig. Også selv om det var et papirfly, og jeg var omringet af dem i min hverdag.

Da jeg ikke kunne sætte mig for at blive heroppe mere, endte jeg med at slutte mig til min farfar og Harry, der stadig lystigt snakkede om interesser og livshistorier. Min farfar opfattede med det samme, at jeg var i rummet, da jeg drejede rundt om hjørnet. ”Beverley, hvorfor fortalte du ikke, at det var denne unge mand, der har lavet papirflyet på dit skrivebord?” spurgte han begejstret og pegede på Harry, der blidt gav mig et akavet smil.

Jeg gjorde et skuldertræk. ”Jeg kom fra det,” svarede jeg ærligt, da mit fokus de sidste dage, havde været på alt andet end Harrys gave.

Min farfar rystede på hovedet af mig, men fandt et smil frem, da Harry brød ind. ”Du må undskylde den ringe kvalitet. Det kan sikkert ikke flyve mere end to sekunder,” undskyldte han og håbede ikke, at min farfar ville blive skuffet over hans evner.

”Farfar, har du nu fortalt Harry om rekorden?” spurgte jeg med et suk, da jeg ikke mindedes at huske nogen havde forladt vores hus, uden at høre om det vigtige tal. 29,2.

Min farfar virkede fornærmet, men holdt alligevel humøret højt. ”Selvfølgelig har jeg det,” fortalte han mig. ”Sådan en ung mand som Harry skal da lære lidt om papirfly,” protesterede han.

Harry trak på skuldrene og tog min farfars side. ”Jeg synes, det var meget interessant,” smilede han.

Jeg vidste ikke, hvordan han kunne have sådan en stor effekt på min farfar, men et af de største smil, jeg længe havde set hos ham, viste sig. ”Har du ikke lyst til at blive til aftensmad, sønnike? Der er masser af rester fra i går,” tilbød han. Det var tydeligt at høre i hans stemme, hvordan han håbede at undgå et afslag.

Harrys blik rettede sig mod mig, og først nu forblev de grønne øjne der i mere end nogle sekunder. ”Kun hvis Beverley også vil have, jeg bliver,” sagde han. Hans øjne var varme, og formåede for tiende gang at give mig en indre ro.

”Det kan du vel godt,” mumlede jeg og kiggede ned i jorden, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ønskede at vide mere om Harry, lære ham at kende, men jeg var nervøs. Mit liv var ikke fyldt med mennesker, så at åbne det for en ny, ægte person, skræmte mig. Jeg havde min veninde fra New York ved navn Celia, der dog betød en del for mig. En fyr ved navn Taylor, var også på listen som en tidligere ekskæreste, men nu gode ven. Ellers var der kun min farfar, Maurice og så Harry, hvis jeg valgte at lukke ham ind.

Min farfar havde hurtigt fundet pastaresterne fra i går frem, men serverede dem i stilhed. Jeg tog et kig op på Harry indimellem, studerede alt fra krøllerne til de utallige tatoveringer, der var placeret på hele hans venstre arm. Der var en stjerne, et skib og en rose. Jeg fandt også flere bogstaver, der dannede ord og sætninger, hvis jeg kiggede ordentlig efter. Han måtte have fået dem, mens han havde oplevet Europa.

”Nå, Harry, hvad går du så og laver i din fritid?” spurgte min farfar og brød den ellers behagelige stilhed.

Harry kiggede kort på mig, inden hans blik faldt tilbage på min farfar. ”Jeg har en bachelor i psykologi, men har holdt pause fra at studere, da jeg har rejst rundt i Europa,” gentog han, da jeg havde hørt ham fortælle om sin drøm før.

”Spændende!” udbrød min farfar, og glemte helt at spise. ”Har du så besøgt alle de kendte steder?” spurgte han.

Harry nikkede. ”Paris, Rom, Madrid …” remsede han op, og fik tilføjet nogle lande, han havde glemt, da vi sidst talte sammen. Jeg mærkede, hvordan mit blik igen faldt på ham, og hvordan jeg studerede smilet om hans læber, mens han snakkede. Det var forfriskende, ægte.

”Ja, det er mere end man kan sige om Beverley,” jokede min farfar og fik min opmærksomhed. Jeg kiggede hen på ham og rullede med øjnene, mens jeg mærkede Harrys blik hvile på mig. ”Hun har dog boet flere år i New York,” fortalte min farfar ivrigt, som var han stolt.

Et stort suk kunne have undsluppet mine læber, hvis ikke Harry havde reageret først. ”Har du boet i New York?” udbrød han og mistede smilet fra sine læber grundet overraskelsen. ”Hvordan er det at bo der?” blev han ved i håb om, at jeg ville indvilge ham i, hvordan det var at bo i hans drømmeby. Han vidste bare ikke, at grunden til mine år i byen var på grund af mit livs største tragedie.

”Det er ikke så vigtigt,” sukkede jeg og slap taget på gaflen, da jeg havde mistet lysten til at spise.

Harrys øjne stirrede på mig. ”Du ved, den by er min drøm, Beverley,” blev han ved og forstod ikke, at jeg blot ønskede at skifte emne. ”Du kunne have fortalt mig om, hvordan det er at være der,” sagde han.

”Harry, jeg gider ikke snakke om det,” brokkede jeg mig og sukkede. Hvis han ikke forstod, at jeg ikke var i humør til denne diskussion, vidste jeg ikke, hvor længe jeg kunne klare det. ”Jeg har bare nogen dårlige oplevelser med den by,” svarede jeg kort, og håbede, at emnet kunne skiftes. Jeg mærkede, hvordan en tårer pressede sig på, men jeg holdte den inde, og rodede i stedet i pastaresterne.

Ud af øjenkrogen så jeg, hvordan Harry sagte nikkede, da han kunne mærke, at han havde ramt et ømt punkt. I stedet afbrød min farfar stilheden. ”Nå, Harry, hvor længe har du så boet her i Northwich?” spurgte han og reddede situationen.

For første gang denne aften, undlod Harry at kigge på mig, da han svarede. ”Jeg har ikke været her særlig længe, faktisk,” startede han og tog en tår vand, inden han fortsatte. ”Jeg studerer normalt i Manchester og bor der, men lige nu har jeg lånt en vens lejlighed,” tilføjede han, og jeg bemærkede, hvor interesseret min farfar virkede til at være. Han havde aldrig været ude af Cheshire, så pludselig at møde en, der havde rørt Det skæve tårn i Pisa og sejlet rundt i Amsterdams kanaler, var en speciel oplevelse for ham. ”Jeg er dog født og opvokset i Holmes Chapel,” sluttede Harry af, og formåede at videregive en førhen ukendt, men nu ny beskrivelse af ham selv til mig. Så han var altså fra nærområdet.

Tiden rundt om bordet gik forholdsvis langsomt, og det var først, da min farfar tog farmors tallerkner, at jeg opdagede, vi var færdige. Mit blik studerede Harry i for mange sekunder, for da de grønne øjne fandt mine blå, følte jeg tvunget til at kigge væk. Jeg var ikke vant til at lukke folk ind i mine fantasier og min verden. Harry var den første i mange år, der var kommet dybere ind end mit navn og alder.

Et stød fór gennem min krop, da en varm hånd lagde sig oven på min, og fik mine tanker til at eksplodere. Forundret løftede jeg hovedet og mødte Harrys skikkelse ved min side. Det glædede mig, at han endnu ikke var blevet skræmt væk; han kæmpede videre. ”Er det noget, du vil snakke om?” Hans stemme var blød, støttende, og øjnene havde skiftet karakter.

Det var ikke af tvang, at jeg gav ham et nik. Der var noget indeni mig, der tog over og tog beslutningen for mig. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg trængte til at snakke ud om det – fortælle min historie.

Harry lukkede døren til mit værelse bag sig, og gav mig et blidt smil, da jeg satte mig i sengen. ”Beverley, det var ikke for at gøre dig sur,” mumlede han, inden han uden min tilladelse satte sig ved siden af mig. ”Du ved bare, at jeg ånder for New York. Det er min drøm,” hviskede han.

”Jeg kan bare ikke lide at snakke om det,” fortalte jeg ærligt og trak på skuldrene. ”Det vidste du bare ikke.” Harrys blik studerede mig fra siden, det kunne jeg mærke, selv om jeg sørgede for at holde mit mod gulvtæppet.

Harry forblev stille, indtil han blidt bevægede sin hånd op mod mit hår. Chokeret nåede jeg at have kortvarig kontakt med hans varme øjne, inden han blidt flyttede en af mine totter om bag øret, for at få mulighed for at se mit ansigt. ”Jeg lytter gerne,” hviskede han.

Jeg havde været overbevist om, at han ikke ville lave flere kærlige handlinger, men da hans hånd lagde sig oven på min, fik jeg det sidste skub. Et dybt suk forlod mine læber, da jeg stadig kunne tælle på mine fingre, hvor mange gange jeg havde nævnt mit livs værste episode til andre. 3 gange. ”Min far,” startede jeg, men stoppede hurtigt igen. Mit blik røg ned mod gulvet, mens jeg prøvede at tage mig sammen. Du kan godt. Harry flettede vores fingre. ”Min far døde af kræft, da jeg var tretten år.” Det var fjerde gang, at jeg skulle lukke en ind i det dybeste af mit liv, og det var ikke uden at blive påvirket, jeg gjorde det. Harry formåede dog at give mig en tryghed, blot ved at være ham selv og sidde ved siden af mig. ”Min far og mor var allerede skilt på det tidspunkt, så derfor blev jeg nødt til at bo hos hende … i New York.”

Harry nikkede og jeg følte, han virkelig ønskede at lytte. Det føltes ægte, som om han faktisk ønskede det bedste for mig. ”Det skal du ikke undskylde for,” kommenterede han med et smil, der ikke kunne måle sig med nogen af hans tidligere. ”Alle, der har mistet nogen, føler sorg. Hos nogen er den bare sværere at leve med, end hos andre,” forsikrede han mig og gav min hånd et støttende klem.

”Hvorfor valgte du egentlig at blive psykolog?” valgte jeg at spørge, da han virkede til at have talent inden for faget. Samtidig viste jeg ham også, at jeg ikke kunne klare at snakke om, hvorfor jeg egentlig hadede New York lige nu.

Harry trak på skuldrene, ”jeg kan være så dårlig til at sætte personer før min rejselyst, så på denne måde er jeg sikker på at hjælpe dem, der har mest brug for det,” fortalte han stille, da han vidste, jeg stadig var på bristepunktet til tårer. ”Samtidig elsker jeg også at hjælpe folk. Det gør mig glad, når jeg ser fremskridt i deres liv, noget jeg har hjulpet dem med at opnå.” Harrys stemme bar ikke længere hæsheden over sig, men den var stadig langsom og fuld af følelser. ”Hvorfor blev du fotograf?” spurgte han.

Jeg kunne huske første gang, nogen havde spurgt mig lige præcis det spørgsmål. Et af livets mysterier var blevet løst for mig, men hvad havde årsagen været? Det havde taget mig flere år, før jeg havde fundet frem til et muligt svar. ”Jeg elsker hvordan det aldrig er muligt at skabe det samme billede to gange,” smilede jeg.

Harry nikkede og gjorde sig enig. ”De billeder på væggen, er det nogen af dine?” spurgte han interesseret, og lod sit blik studere de indrammede fotografier, der var nyudskiftede, for at prøve at komme ud af min fotoblokering.

Mit blik fulgte hans og endte ved et fotografi af en smuk plante, hvor små børn, der købte is, var sløret i baggrunden. Hans øjenbryn krummede, og jeg kunne se, han tænkte. ”Hvorfor en plante?” spurgte han lettere forvirret.

Jeg huskede tydeligt episoden på gågaden for en månedstid siden, hvor lyset var landet så flot på planten og skabt skygger mod asfalten. ”Den var flot,” svarede jeg med et lille grin, og glædede Harry med, at mit humør var ved at vende. Han påvirkede mig på måder, jeg ikke havde troet var muligt.

Tiden var gået hurtigere, end jeg havde regnet med. Harry havde fortalt mig mere om sin familie, mens jeg havde forklaret ham om min eksamen. Det virkede næsten urealistisk, at han allerede skulle hjem, da vi nu stod i gangen. Han havde i løbet af aftenen taget elastikken ud af de uglede hår, så de bølgede krøller nu igen omringede hans ansigt.

”Det har været hyggeligt,” fortalte Harry mig, da han havde åbnet døren for at gå. Han var frosset i sin position, da han afventede mit svar.

Jeg gik et skridt hen mod ham, så han var nødsaget til at gå bagud. ”Jeg nød det,” erkendte jeg, da jeg stod i dørkarmen. Lygtepælen skabte en silhuet bag ham, da det var blevet så sent, at lyset for længst var væk.

Harry nikkede, hvorefter en stilhed erstattede den førhen sandhedsfyldte dialog. Jeg vidste ikke, om jeg burde lukke døren, sige farvel eller bare gå. Jeg havde været i denne situation før, men det var flere år siden, så jeg turde ikke drømme om mine erindringer og tidligere oplevelser.

Pludselig mærkede jeg Harry rykke på sig, da hans blik løftede sig fra jorden og kiggede på mig. Selv om der var mørkt omkring os, skinnede de grønne øjne fra stuelyset. Han tog en dyb indånding, inden han løftede sin ene mundvige i et forsigtigt smil. ”Må jeg kysse dig?”

Spørgsmålet kom uden en sammenhæng, og så malplaceret som noget kunne være. Alligevel glædede jeg mig over, at han havde taget mod til sig. Det havde jeg aldrig selv formået. Jeg burde lade vær, jeg burde gå indenfor og efterlade ham her, men jeg kunne ikke. For da mit hoved gav et nik fra sig, var der ingen vej tilbage. Et smil spillede om hans læber, da han nærmede sig, og dybt inde, følte jeg, at dette var det rigtige på nuværende tidspunkt.

Han nåede så tæt på, at jeg kunne mærke hans åndedrag mod mig, lige inden han blidt lod vores læber snitte hinanden. Jeg nåede ikke at tænke klart, da han efter få sekunder pressede sine læber mod mine i et forsigtigt, kærligt kys. Selvom jeg burde tænke på, om min farfar nu så os, glemte jeg alt omkring mig og fokuserede kun på Harrys berøring, der skabte sommerfugle i min mave. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg sidst havde følt sådan her, og at jeg nu igen oplevede det, gav mig en indre lykke. Harrys hånd fandt op til min nakke og sørgede for, at jeg kom tættere mod ham. Han uddybede aldrig kysset, men jeg behøvede ikke mere, end disse sekunder for at vide, der var elementer i det her, jeg burde holde fast ved.

Da Harry til sidst trak sig væk, formåede han endnu engang at overgå sine tidligere smil. ”Vi ses, Bev,” hilste han af og fik sommerfuglene til at flyve om kap ved brug af mit eget specielle kælenavn.

”Vi ses, Harry,” gentog jeg og så på ham, mens han med hurtige skridt gik ned ad husets sti, for at nå frem til sin bil. Inden han satte sig ind, vendte han sig rundt en sidste gang, og gav mig et smil, der fik mig til at glemme alt om portfolioen et kort øjeblik. Det fik mig blot til at huske, hvad der lige var sket, og hvad jeg havde fået rodet mig selv ud i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...