Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56585Visninger
AA

6. Syv sekunder

FJERDE KAPITEL

②①. juni

Dagens minutter føltes som timer. Efter at have revet utallige æsker op, begyndte jeg ligeså stille at længtes efter at få fri. Jeg havde aldrig elsket at skulle sortere nyankommne smykker ud fra kategori og prisklasse. Især ikke, når vejret uden for lyste hele gågaden op. Selv om jeg elskede at hjælpe kunder med at finde den perfekte halskæde eller ring, var denne del af jobbet, noget jeg gerne ville slippe for.

”Beverley!” Jeg hørte Maurice kalde mit navn fra kontoret bag kassen, da jeg stillede en af de halvtunge kasser ved mine fødder.

Der var sjældent, at han valgte at forstyrre mig, derfor vidste jeg, at min tilstedeværelse var vigtigt. ”Du kaldte,” nævnte jeg, da jeg så ham sidde på sin sorte kontorstol i butikkens bagrum, som han benyttede som kontor.

Min farfars bedste ven nikkede, mens hans blik var rettet mod en stak papirer foran ham. ”Vi skal have bestilt nogle halskæder hjem,” forklarede han, mens hans øjne udstrålede udmattelsen fra den lange uges arbejde. ”Vores sortiment af hjertehalskæder er faldende,” fortalte han, da han pegede på de yndigste sølvhalskæder med hjertevedhæng på computerskærmen.

”Det er vel en god ting?” spurgte jeg med en løftet mundvige.

Han nikkede sagte. ”De sælger godt,” svarede han uden at kigge på mig. Ligesom min farfar kunne Maurice hurtig blive træt, hvis dagens opgaver var for hårde eller krævende for ham. Selv om han i dag mest havde siddet ved sit skrivebord for at forny vores sortiment og tjekke op med forhandlere, tog det hårdt på ham. Det var ikke mere end nogle måneder siden min anden chef, Maurices kone, Esther, havde forladt os, og det var hjerteskærende at se ham, når han mindedes hende. Butikken havde været hendes drøm, hendes livsværk, og Maurice havde støttet hende hele vejen. Selv efter hendes begravelse var han fastsat på, at butikken aldrig skulle runge af det sidste dørsmæk – han ville blive ved med at sælge smykker, så længe han levede. Jeg havde dog for længst bemærket, at det ikke var hans største interesse eller spidskompetence, og derfor var jeg stolt, hver gang han engagerede sig i emner, der havde fokus på smykker og handel.

”For resten-” Maurice nåede aldrig at afslutte sin igangværende sætning, da vi på samme tid hørte klokkens kimen, der indikerede, at en kunde havde valgt at besøge butikken.

Jeg forlod kontoret, og lod forsigtigt min hånd fjerne en tot hår, der irriterende mine øjne, og gik derefter med raske skridt ud i butikken. Mit blik spottede straks skikkelsen, der betragtede en af montrerne. Han bar en sort hat, der dækkede for det kønne ansigt, men de krøllede spidser var mere end nok, og afslørede ham med det samme. Det var Harry.

”Kigger du efter endnu en halskæde?”

Først nu registrerede han, at der var en anden person i rummet. Han genkendte straks min stemme, og vendte sin krop mod mig og fjernede solbrillerne. ”Nah, det kender vi vidst ikke hinanden godt nok til endnu,” jokede han, og hang stellet i sin lyseblå skjorte, hvis øverste knapper, han havde undladt at knappe.

”Hvad kan jeg så hjælpe dem med?” spurgte jeg ham, og løftede mine mundviger i et forsigtigt smil.

Han trak på skuldrene, så de stramme ærmer blev spændt. ”Jeg var i området, og tænkte om du snart havde fri?” Hans næsetip var lettere rød, hvilket antydede, at hatten var en beskyttelse for solens varme stråler.

”Om tre timer,” svarede jeg, og glædede mig over, at jeg ikke havde skræmt ham væk efter vores date i forgårs. Det overraskede mig faktisk.

Et stort smil formede sig om Harrys læber, da jeg havde undgået at skuffe ham. ”Kan jeg så komme og hente dig? Medmindre du har andre planer?” foreslog han, uden at fjerne sit blik fra mig, mens vi talte. Så meget af det, jeg altid havde håbet at lære, virkede han til at mestre så naturligt.

”Jeg tror godt lige, at jeg kan få dig ind i min kalender,” jokede jeg, og takkede for det tilbud, mine tanker ikke kunne gennemskue indholdet af. Endnu engang fik han mig til at droppe fotograferingsplanerne, for i stedet at tilbringe tid med ham.

Harry gav mig et sidste smil. ”Perfekt. Vi ses, Beverley,” hilste han af, og forårsagede igen, at mine mundviger løftede sig som følge af hans udtale af mit navn. Jeg havde en god fornemmelse om denne lumre sommereftermiddag.

De sidste tre timer gik til min overraskelse i et fornuftig tempo, og var ved at nærme sig enden af min vagt. Maurice havde været stille siden vores samtale på kontoret, men det kom ikke bag på mig. Jeg havde lært, at han let som ingen ting kunne gå i baglås, hvis erindringerne om Esther blev fyldt med for meget lykke og hjertevarme.

Jeg opfattede, at tiden var inde, da jeg lidt over fire hørte den genkendelige lyd af klokken. Harry trådte ind i samme beklædning som tidligere, men havde denne gang en lille pose hængende mellem sine fingre. ”Klar til at gå?” spurgte han og forblev stående ved døren. Solens stråler skinnede ind igennem vinduet og gav ham et omrids af lys.

Jeg hilste af til Maurice, inden jeg tog min taske ved stumptjeneren og mødte Harry ved indgangen. ”Hvor skal vi helt præcist hen?”

Harrys frie hånd skubbede døren op, og da vi blev i ét med gågadens mylder, mærkede jeg for alvor solens stråler mod mine bare arme. ”Det er en overraskelse, men vi skal ikke så langt,” fortalte han og guidede mig væk fra frugtmarkedet, der forårsagede menneskevrimmelen. Jeg havde stadig ikke indset, hvorfor jeg så let gik med til de forslag, han kom med. Indtil videre kendte jeg kun til Harrys alder, interesse, uddannelse og en mulig frygt. Jeg burde nok bruge min tid på at tage billeder, men der var noget ved ham, der blev ved med at tiltrække min opmærksomhed. Samtidig virkede det også til, at han fandt en interesse i mig, så hvor galt kunne det egentlig gå?

Sommeren var over os, hvilket vi let mærkede, da vi gik imellem de ældre bygninger. Jeg havde ikke forstået, at Harry kunne holde ud af være iført så meget tøj, men da jeg havde bemærket hans brug af sorte jeans, der for ham nok var uundværlige, tænkte jeg derfor ikke videre over det. Min påstand om, at han virkede som en meget ligeglad person, når det kom til verdens små problemer, var endnu ikke blevet modbevist. Det glædede mig, hvordan han aldrig kommenterede de problemer, jeg kunne bande så meget over. Det gav mig en eller anden tryghedsfornemmelse, men samtidig fik han mig også til at tænke over livet.

Mit blik studerede de mange huse, vi passerede, og straks skyllede en følelse af ærgrelse ind over mig. Jeg plejede at stoppe op, hver gang jeg ønskede at studere et indtryk nærmere. Der plejede altid at komme følelser op, hvor end jeg gik, og jeg savnede det. Bare for få uger siden, havde jeg kunne føle min passion for fotografi helt inde i hjertet, og hver gang mine instinkter fortalte mig, jeg skulle stoppe, havde jeg lyttet. Derfor var det en helt speciel oplevelse, da jeg trods Harrys selskab, stoppede op. Det var ikke noget, jeg havde tvunget mig selv til, men noget indeni mig havde fået mig til at stoppe, da jeg så den morgengamle avis ligge på den grå asfalt i den ene ende af gågaden. En tidligere passeret vind havde pustet til avisens sider, og blandet med indtørrede pletter fra spildt vand, lå avisen ulæselig tilbage.

Da Harry nogle meter fremme indså, at jeg ikke længere befandt mig ved hans side, så jeg ud af øjenkrogen, hvordan han forvirret gik skridtene tilbage. Lige nu var alt mit fokus forsvundet fra ham, da mine fingre fumlede med at få kameraet op. Min krop havde givet mig et form for signal, og selv om jeg vidste, dette billede ikke ville ende, som jeg ønskede, ville jeg alligevel give det et forsøg.

”Øh, Beverley, hvad laver du?” spurgte Harry forundret, da jeg mærkede hans tilstedeværelse ved min side.

Efter nogle flere klik, besluttede jeg mig for, at mit held stadig ikke var på min side, og drog min opmærksomhed tilbage mod Harry. ”Undskyld, men jeg har en fotoblokering,” forklarede jeg. Hans øjne kiggede på mig, og glødede på sådan en måde, at han ikke behøvede forklare, at han var forvirret over mit stunt. ”Så hvis jeg ser noget, der måske kan hjælpe, tager jeg et billede,” tilføjede jeg og pakkede kameraet væk i tasken.

”Fotoblokering?” spurgte Harry og studerede avisen for vores fødder. ”Altså på den måde, at du ikke kan se ynden, eller ikke blive tilfreds med resultat?”

Jeg trak på skuldrene og sukkede. ”Begge dele. Denne avis kunne blive til flot kunst, tror jeg, men jeg kan ikke se ynden i det.”

Harry nikkede forstående, og tog holdning til mine ord. ”Jeg tænker, at kunsten i det er, at avisen er et symbol på hele gågaden, og sågar flere af menneskene her. De har alle skønhedsfejl.” Endnu engang stod jeg mundlam tilbage, da jeg aldrig nogen sinde havde formået at fortolke det indtryk ud af en ulæselig avis. Selv ikke, da jeg faktisk formåede at tage gode billeder, ville jeg have set det for mig.

”Noget i den stil ja,” mumlede jeg og glippede med øjnene, da jeg igen studerede avisen. Der var absolut ingen ting ved den avis, der gav mig den idé at sammenligne den med samfundet i dag. ”Jeg tror, det ved den, der fik min opmærksomhed var tegnet på efterregn.”

”Efterregn? Er det overhovedet et ord?” spurgte Harry.

Jeg trak på skuldrene, da vi begyndte at gå, men følte en indre glød ved mit selvvalgte emne. ”Jeg har selv fundet på det,” forklarede jeg og kiggede ned i jorden. ”Mine planer for min portfolio er, at billederne skal skildre en masse tegn på landskaber efter det har regnet,” forklarede jeg om det speciale, jeg havde brugt måneder på at forberede. ”Det vil forhåbentlig blive en masse billeder, der er taget lige efter det har regnet, eller hvis der indgår vand i billedet,” fortsatte jeg, og håbede inderligt, at han ville forstå min glæde ved dette emne. Hvis jeg bare kunne nå at færdiggøre mit projekt.

Harry nikkede sagte, da han studerede mig fra siden. ”Spændende - det ord må jeg huske,” lovede han og gav mig et støttende smil, inden han til min overraskelse stoppede. Vi var nået hen til starten af byens kendte svingbro, og forvirret løftede jeg mit ene øjenbryn. Hvad havde han planlagt, at vi skulle her? Det var Englands første elektroniske svingbro, men andet spændende så jeg ikke ved den. ”Nu er det ikke ligefrem, fordi det lige har regnet, men måske kan du alligevel få et billede ud af det.”

Først nu besluttede han sig for at dele indholdet af posen med mig. Det tog ikke lang tid, før han med et kækt smil hev to selvlavede papirfly op. ”Harry-” Jeg valgte at stoppe mig selv, da jeg så, hvor flot han havde bøjet papiret med fine, lige linjer, og selv havde skabt den mest normale papirfly-udgave. Men da han havde misforstået det hele, kunne jeg ikke lade vær med at have ondt af ham.

”Jeg havde ikke noget at lave derhjemme, så jeg tænkte, at du kunne tage et billede, mens det fløj udover søen,” forklarede han, mens øjnene skinnede uden hjælp fra solens stråler. ”Det andet kan du beholde.”

Et smil foldede sig ud ved mine læber, da jeg forsigtigt tog imod det ene fly, som han tydeligvis havde lagt meget arbejde i. Det var smukt. Mit blik studerede herefter Harry, der med en løftet mundvige virkede oprigtigt glad, og stolt over hans gave til mig.

”Harry, der er noget, jeg ikke har fortalt dig,” erklærede jeg og kiggede ned i jorden. Hele hans idé var noget af det sødeste, jeg havde oplevet, men det, at han havde misforstået det fra start, kunne jeg ikke lade vær med at glemme. Han troede, at jeg fandt en kæmpe interesse i papirfly, og havde simpelthen brugt sine frie timer på at glæde mig.

Hans øjne viste en forunderen. ”Det er så sødt, dine papirfly, men det er ikke mig, der kan lide papirfly,” fortalte jeg ham og gav ham et venligt smil. ”Det er min farfar.”

Harry kiggede forvirret på mig, og så ud til at skulle sluge mine ord, inden han prøvede at forstå sandheden. ”Men bogen-”

”Den købte jeg til min farfar,” afbrød jeg, og prøvede at berolige ham. Han skulle ikke tro, at han havde gjort noget galt, for jeg kunne ikke erindre at have oplevet noget så sødt. Før i tiden havde jeg ikke haft de bedste forhold til andre drenge, kun min ekskæreste Taylor var værd at snakke om.

Harry nikkede, men det virkede ikke helt til, at han havde indset, hvad jeg havde fortalt ham, for hans øjne viste en snært af blankhed. ”Men hvis du nu tager papirflyet, så finder jeg mit kamera frem,” foreslog jeg, for at afbryde stilheden. Jeg ønskede for Harry at finde sin selvsikkerhed frem igen, da det var det element, der i sidste ende, blev ved med at fange min opmærksomhed. Et forsigtigt smil dukkede frem ved hans lyserøde læber, da han havde genovervejet situationen. Jeg følte, han havde fundet sig selv igen, da vi sammen gik langs broens ene side og kom ud til midten.

”Skal jeg så bare kaste det ud?” spurgte han, mens han studerede mig tænde mit kamera.

Jeg nikkede, og pegede ud mod den flotte horisont. ”Få det til at svæve, men gør det forsigtigt, så det bliver mere fortryllende,” bad jeg, og håbede, at jeg endelig kunne formå at tage et billede, der var værd at putte i min portfolio. Harrys grønne øjne kiggede igen ud på den smukke sø, der blev lyst op af solens skær, inden han stillede sig klar. Forsigtigt gav han papirflyet kraft, inden vi kunne se det flyve hen over søens vandstrøm. Jeg tog kameraet op for øjet, og håbede at resultatet kunne hjælpe mig på vej mod min livsdrøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...