Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56589Visninger
AA

12. Sytten sekunder

NIENDE KAPITEL

. juli

I dag var det hundred og tolv timer siden det grønne blik havde boret sig ind i min erindring. Følelsen, Harry oplevede sekunderne efter han trak sig væk, måtte være ulidelig. Jeg havde som dagene var gået forstået, at noget var galt. En masse tid var passeret, uden at jeg havde opnået at tilbringe kvalitetstid med ham og hans kærlige gestusser. For fem dage siden havde vi afsløret vores følelser, diskuteret livets store frygt og tilmed nævnt New York. Hvad der var gået så galt, at Harry med vilje havde ignoreret mig siden da, forstod jeg ikke. Jeg var klar over, at han ikke var tilfreds med min opførsel i bilen, men at det gik ham så meget på, kom bag på mig. Harry plejede at fortælle mig, hvis han følte sig såret, han plejede at åbne sig op for mig. Det eneste, jeg var blevet udsat for, var da han for to dage siden faktisk havde taget kontakt til mig, dog ikke som Beverley, mens som ansat i smykkeforretningen.

Harry havde besøgt butikken i onsdags, men det føltes slet ikke som om han var til stede. Den charme og latter han plejede at bringe med sig rundt i verden, var som sunket i jorden. Han var hverken kommet for at spørge til dagen, overraske mig eller sågar kysse mig. Hans ærinde lå i, at låsen til hans mors halskæde var gået i stykker, og den skulle repareres. Det havde såret mig dybt at se ham lukke døren bag sig. På få sekunder var han blevet i ét med menneskemylderet, som var han enhver anden kunde, der forlod butikken.

Det værste var, at jeg vidste, hvis skyld det var. Det var min. Havde jeg ikke været så opsat på at færdiggøre min portfolio, havde han måske i det mindste hilst. Jeg vidste, at min beslutning havde såret ham, men jeg fortrød intet, og det var nok det værste. Min drøm havde altid været at blive fotograf, og jeg havde lovet mig selv, at intet skulle komme i vejen. Også selv om det var en fantastisk fyr, der havde vist mig, hvordan jeg åbnede mig mere op. Jeg havde i den grad følelser for ham, så det pinte mig at vide, vi ikke var på talefod. Jeg savnede hans nærvær.

Mine fingre holdt hårdt fast om det sorte kamera, da jeg sad på hug i haven. Regn var faldet over Northwich i går og havde forårsaget, at græsset stadig var vådt. Dråberne og tilmed duggen var absorberet i løbet af natten, men de grønne strå var stadig fugtige af vandet. Et af mine farfars papirfly var placeret længere ude i horisonten og skinnede fra solens lysstråler. Jeg manglede to billeder til at færdiggøre min portfolio, og jeg var så tilfreds med min præstation. Det var blevet til en perfekt samling af stemningsbilleder, og trods for at alle billederne mindede mig om tiden med Harry, virkede det rigtigt.

Nogen ville mene det var åndsvagt, da jeg på denne måde hele tiden blev mindet om hans grønne øjne og kække smil, men det var ikke det eneste. Jeg påmindede samtidig mig selv om, hvilken forandring, jeg var gået igennem. Jeg havde ændret mig til det bedre, blevet mere selvsikker og mere åben. Selv om jeg ikke var ved målet, var jeg langt.

Dagen var gået med at tage billeder, og jeg gjorde mig ligeså stille klar til at tage på en sen vagt på arbejdet. Det var i dag en festdag i Northwich, så butikker på gågaden var tvunget til at holde aftenåbent. Hvert år blev der den tredje juli holdt langtidsåbent på gågaden, så os indbyggere kunne mødes og fejre sommeren, men jeg deltog sjældent. Jeg kunne huske erindringer om at deltage med mine forældre, dengang de var sammen, men nye minder var jeg foruden. Dette var sågar min første dag i mange år.

”Vi ses senere, farfar!” kaldte jeg, da jeg nærmede mig hoveddøren, klar til at komme videre med dagen. Mit blik faldt på servicen fra i går, og det undrede mig, hvad der mon havde stået i vejen for min farfar. Fokuseret fortsatte jeg mod udgangen, men nåede aldrig længere, da hårde bank pludselig lød mod dørens hvidlakerede træ. Jeg nærmede mig med en underen, og idét jeg åbnede og så den høje skikkelse foran mig, stoppede jeg op.

”Harry.” Min stemme knækkede. Jeg havde ikke forventet hans ankomst, især ikke i aften.

Hans høje skikkelse tårnede sig nærmest op over mig, som han stod der og stirrede. ”Beverley,” hilste han med hæsheden, der til tider var at finde. De grønne øjne fortalte mig, at jeg ikke burde afvise ham. ”Forstyrrer jeg, eller?”

Min krop var som frosset fast til gulvet under mig, da jeg ikke havde regnet med at se fyren, jeg havde udviklet følelser for i mit hjem igen. Jeg var overbevist om, at vi begge havde givet op. Men her stod han, iført sine sorte bukser og en sort hættetrøje ud over den ternede skjorte – det selvsamme outfit som fra den dag, jeg mødte ham. Dengang flink og ligeglad med ligegyldige problemer, nu fantastisk, men samtidig en pine, da han vendte op og ned på timerne i mit liv. Jeg elskede ham.

”Jeg var egentlig på vej på arbejde,” startede jeg og gik i stå, da vores blikke mødtes. ”Det kan dog sagtens vente, hvis-”

Harry rystede på hovedet, så hans løse krøller let fløj til siden, inden de hang på sin plads igen. ”Jeg kører dig på arbejde, så snakker vi imens?” foreslog han.

Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var meget for at snakke under de omstændigheder, men det var det mindste, jeg skyldte ham. Hans bil satte tankerne i gang. Det sorte, gamle læder lugtede, men den milde stank blev skyllet væk af et overflød af minder. Jeg huskede, hvor meget Harry havde fyldt i min sommer indtil videre. Han var den eneste, der havde betydet noget.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.” Harry startede bilen. Der var ingen rytme i hans fingre. ”Vi havde nogle fantastiske dage, men noget gik galt,” fortalte han mig, mens han kort kiggede på mig. Det var hjerteskærende at høre ham tilstå sandheden, jeg havde prøvet at glemme. Han var stille de næste sekunder. ”Jeg kunne give flere eksempler, men jeg vil gerne høre det fra dig, Beverley. Hvad tror du gik galt?” Blikket stirrede.

Det var første gang Harry på sådan en måde forlangte, at jeg gav ham et svar. Jeg funderede over mine tanker, men om vi var enige, var et spørgsmål om personlighed. ”Vi var for forskellige.” Kort og kontant fortalte jeg ham, hvordan jeg så det. Min portfolio var en del af det svar, men dét, at han ikke havde været åben over for det, var ligeledes en svaghed.

”Er det virkelig, hvad du er kommet frem til?” Harry følte sig trådt på.

Jeg trak på skuldrene, og studerede scenerierne uden for vinduet. Vi nærmede os vores destination. ”Jeg har ikke tænkt så meget over det,” indrømmede jeg, da tidens tanker var gået til alt, der havde med fotografering at gøre. Jeg havde én dag tilbage.

Harry undslap et suk, og viste mig sin stigende irritation. ”Det er jo nærmest værre,” mente han og stoppede for rødt. For første gang, kiggede han ordentlig på mig. Den grønne farve skreg. ”Jeg følte virkelig, vi havde fundet noget i hinanden, noget der kunne holde,” lod han mig vide, intet smil. Han tog en dyb indånding, mens blikket stirrede. ”Din drøm ødelagde det, Beverley.”

”Du burde have tid til begge ting, men du valgte din drøm før mig, og ved du hvordan, det føles?” Han skar tænder, og kiggede væk, da biltrafikken rullede videre.

”Forfærdeligt,” hviskede jeg.

Han gentog mine ord. ”Forfærdeligt.”

Harrys stemme var ved at knække, da han ledte mig ind i sine dybeste tanker. ”Jeg følte mig tilsidesat, hvorimod jeg gav dig, alt jeg havde. Jeg gav dig mit hjerte, men du smed det væk.” Ordene ramte mig hårdt. Harrys følelser havde været gengældt. Jeg havde haft mulighed for at opleve rigtig, ægte kærlighed, men jeg smed muligheden væk.

”Jeg var forelsket i dig, Beverley, men du kunne ikke tage imod mine følelser.” Ordene skar, og for hvert sekund mærkede jeg stykkerne af mit hjerte splintre. Jeg havde taget den værst mulige beslutning. Men selv, hvis jeg havde beholdt ham, var det gået galt. Jeg duede ikke til kærlighed. Det var aldrig gået. Nedgørende tanker pumpede rundt, og jeg kunne slet ikke styre det, da Harry parkerede bilen ved gågaden.

Stilheden bredte sig til en tyk tåge, der kvalte mig, men da jeg åbnede døren, og hørte hans ord, ville jeg ønske tiden kunne have stået stille, og at jeg kunne have levet med tågen for evigt.

”Farvel Beverley.”

***

Der var gået mange timer siden Harry havde forladt mig med den kommentar, og det gjorde stadig ondt at vide, han nok aldrig kom tilbage. Jeg savnede ham allerede gevaldigt, men jeg havde ingen tænkelig idé om, hvordan jeg kunne ændre den her slutning. Det var ikke meningen, at det skulle ende sådan.

Det var en halv time siden Maurice havde forladt butikken, og det var næsten uhyggeligt tomt. Glasmontrerne skræmte mig, da solens stråler gennem glasset dannede lyspletter på butikkens vægge. Jeg sukkede opgivende, da jeg satte den sidste boks med nye hjertehalskæder på bordet for at pakke dem ud. Det var sådan Harrys og mit eventyr var startet. Han var kommet ind i butikken, flink og mystisk, for at købe en halskæde til sin mor. Aldrig havde jeg troet, at der ville komme mere ud af det møde, men jeg oplevede alt det, jeg aldrig havde håbet på. Efter jeg var kommet hjem fra New York, havde min hverdag ikke været særlig interessant, da det eneste jeg brugte min tid på var min farfar og mit studie. Men nu havde jeg pludselig haft en anden at dele mine tanker med, men så gik det galt. Det var mærkeligt, hvordan der pludselig var helt stille. En anden dag ville Harry havde været her og lukke butikken med mig, måske give mig et kys, men nu stod jeg indespærret og kunne høre på den lystige latter og glæde ude fra gågaden, da gadefesten var godt i gang. På min vej herhen havde jeg set boder blive sat op, scener gjort klar og pynt blev hængt op hvor det var muligt. Jeg vidste allerede, at det ville blive et menneskemylder jeg skulle igennem, når jeg forlod butikken om en lille halv time. Hvis jeg kunne blive i butikken, havde jeg gjort det.

Jeg låste butikken efter mig, da tiden var inde til at tage hjem. Festen var godt i gang udenfor, og jeg mærkede suset i maven, da jeg prøvede at bevæge mig væk fra folkemængden. Det var noget af en labyrint. Jeg prøvede at finde den letteste vej, men det virkede helt umuligt, da folk dansede og hyggede sig over det hele. Nogen prøvede at fange æbler fra en tønde, men mislykkede, andre kastede med flødeskumskager efter hinanden. Jeg mærkede min krop sitre, og var det ikke fordi jeg var alene, havde jeg nok faktisk set mig selv prøve at fange et æble for første gang i lang tid. Det havde været et af højdepunkterne som lille, når denne festdag nåede sit højeste, men de sidste mange år havde jeg helt givet op omkring det. Alle var glade og nød livet, men da min farfar ikke omgav sig andre end mig, ville jeg aldrig kunne trække ham hertil. Derfor havde jeg droppet overhovedet at overveje at deltage, det var sågar først i år, jeg var tvunget til at arbejde.

Jeg hørte musik og latter omkring mig, men da jeg var nået lidt ned ad gågaden, var der pludselig især én stemme, der fangede min opmærksomhed. Jeg kunne genkende Harrys klang hvor end det skulle være, og selv om det var en fin og blød sangstemme i midten af råb og latter, blev jeg betaget. Uden at tænke over konsekvensen af min beslutning trak mine ben mig hen til byens bar, der lå nogle meter væk. Harry havde fortalt mig, at han sang på en bar, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ham i aktion. Og så nu efter alt det vi havde været igennem. Det føltes helt mærkeligt, men jeg kunne ikke dy mig for at se ham igen.

Lyset var dæmpet, da jeg trådte indenfor, og for første gang, siden jeg forlod butikken, oplevede jeg, at menneske var rolige – alle lyttede til Harrys stemme, der sang de fineste toner. Jeg fik uden at vække opsigt placeret mig bag nogen høje mænd, men stadig så det var muligt for mig at smugkigge. Harry sad på en stol og forholdt sig roligt, mens han sang. Han åbnede og lukkede skiftevis øjnene, og for hver gang jeg så den grønne farve, strømmede minderne ind over mig. Vi havde ikke formået at komme igennem det her sammen, og derfor ærgrede det mig, når jeg stod her og studerede ham. Forsigtigt strøg han sin ene hånd igennem håret, og pludselig gik det op for mig, hvilke ord, han sang.

 

Now you were standing there right in front of me

I hold on it's getting harder to breathe

All of a sudden these lights are blinding me

I never noticed how bright they would be

 

I saw in the corner there is a photograph

No doubt in my mind it's a picture of you

It lies there alone in its bed of broken glass

This bed was never made for two

 

I'll keep my eyes wide open

I'll keep my arms wide open

 

Don't let me

Don't let me

Don't let me go

'Cause I'm tired of feeling alone

 

Jeg kunne se på Harry, at det betød meget for ham, når han sang disse ord. Rynker i panden dukkede op og øjnene forblev lukkede. Han havde fortalt mig, at meget få ting her i livet gik ham på, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette var en af de få ting. Det pinte mig at se ham sådan her, for jeg vidste, at en del af grunden var mig. Sangen var til mig, det havde jeg ikke overvejet mere end et sekund, og tanken om at jeg var grunden til, han sad og sang lige nu, gjorde ondt. Jeg havde valgt min karriere over ham, og selv om han heller ikke havde formået at forstå og støtte mig, følte jeg det var min skyld.

Før jeg vidste af det var sangen slut og jeg havde spurtet ud, inden Harry skulle se mig. Jeg ønskede ikke at gøre det mere akavet mellem os. I stedet fortsatte jeg mod min farfars og mit hus, da jeg nok hellere burde tænke på min portfolio og kommende udstilling. I dag havde jeg kun tænkt på Harry, og det var til trods for, at der var en dag tilbage. Jeg var slet ikke klar, men det måtte jeg tage at blive, nu når jeg havde gjort så meget ud at vælge min karriere frem for kærligheden.

”Farfar?” Jeg råbte efter ham, da jeg åbnede hoveddøren og duftede spaghetti. Klokken nærmede sig otte, og jeg vidste, at han med vilje havde ventet med at lave aftensmad til os til jeg kom hjem. Der kom aldrig noget svar fra ham, men da jeg trådte ud i køkkenet så jeg ham hælde pastaen tilbage i gryden. Jeg smilede for mig selv over at se ham og satte mig på plads ved spisebordet. Men før jeg nåede at tage skoene af, ændrede mit liv sig. Min farfar havde i det ene sekund hænderne om gryden, og det andet lå han nede på gulvet med pastaen liggende i en klump ved siden af. Skrækslagen prøvede jeg at få kontakt til ham, men der var ingen kontakt, og selv ikke da jeg grædende ringede efter en ambulance, gav han mig et tegn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...