Paper Airplanes (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2016
  • Status: Færdig
Et papirfly er et symbol på et forhold. Man kaster sig ud på en lang, hård rejse igennem vinden og ved ikke, hvor hård landingen bliver. Nogle forhold falder hurtigt mod jorden og dør, andre formår at udholde den kolde brise længere. Men lige meget hvad, formår ingen forhold at holde hele rejsen igennem - selv de bedste mister den ene vinge til sidst. Rekorden for et papirfly i luften er trods alt kun 29,2 sekunder.

246Likes
282Kommentarer
56585Visninger
AA

11. Seksten,to sekunder

OTTENDE KAPITEL

. juli

Det var en anderledes fuglekvidder, der fyldte rummet med sang, da jeg slog øjnene op fra en god nats søvn. Jeg indså hurtigt, at jeg ikke befandt mig ved de trygge rammer i mit eget hus, men var på eventyr uden en kendt destination. Tankerne om gårsdagen hændelser og oplevelser fyldte mine tanker, og et ægte, stolt smil fandt frem til mine læber. Jeg kunne ikke fatte, at jeg havde givet slip og følt mig fri. I går havde jeg været sammen med Harry, og der var intet ved det, jeg fortrød.

Harry var en mand, der havde sine bekymringer for livet ligesom alle andre. Han var bange for at blive glemt. Han ønskede at have venner, mærke nærværet og blive elsket. Og så levede han i en verden, hvor livets små problemer slet ikke fandtes. Før jeg mødte ham, vidste jeg ikke, at han besad nogen af de vigtigste karakteristika, der skulle til, for at få mig ud af min skal. Han havde formået at vise mig mine egne værdier, og stole på, at de var nok værd. Jeg kunne ikke regne ud, hvordan han havde formået at overbevise mit inderste om, at jeg kunne give slip, men det var lykkedes. Jeg havde overvundet en langvarig mission, jeg ikke var klar over, var så vigtigt for mig. Jeg var stadig langt fra mit endelige mål, men starten var gået, og jeg kunne ikke være mere tilfreds med det, jeg havde opnået. Nu var min mission, at jeg skulle nå mit mål ved egne evner. Harry havde været startskuddet, nu skulle jeg afslutte det.

”Bev, er du vågen?” Harrys stemme formåede igen at trække mig ud af mine tanker. Forsigtigt drejede jeg min krop i den bløde seng og mødte øjnene, der igen og igen fik min opmærksomhed. Den grønne glød viste sig allerede, og gjorde mig tryg. ”Jeg synes nok, jeg kunne mærke dig” smilede Harry forsigtigt og kyssede mig blidt på panden.

Mit blik studerede omgivelserne omkring os, og jeg mærkede, hvordan jeg blev pinlig berørt over, at vi nu lå her i sengen, kun med lagnerne, der dækkede os. Harry bemærkede straks de lyserøde kinder, og sørgede for at berolige mig med sin charme. ”Jeg fortryder ikke noget,” hviskede han, og lod mig vide, at jeg ikke havde grund til at overtænke tingene. Vi havde begge nydt det, og jeg måtte bare indse, at der her lå en person, der kunne få større betydning for mit liv, hvis jeg lod ham være en del af det.

”Tak, fordi du tog mig med hertil, Harry,” smilede jeg og flettede vores fingre, mens vi lå der og beundrede hinanden. Vi havde begge fejl, men tilsammen nåede vi en enhed, der fungerede.

Et smil dannede sig om de bløde læber, ”det skal du ikke takke for.” Harry rykkede sin krop tættere på mig, og naturligt vendte jeg rundt. Han tog sine varme arme rundt om min krop, og en ægte tryghedsfornemmelse skyllede igennem min krop.

”Har du tænkt over-” Jeg blev afbrudt i min egen sætning, da mit blik havde studeret værelset og endt på det store ur over dørkarmen. Klokkens visere indikerede, at tiden var 10:12. Det var langt over fireogtyve timer siden, Harry og jeg havde indgået vores væddemål.

Jeg havde lov til at tage billeder igen.

Uden at tænke over glæden ved at lægge i sengen, slog jeg lagnet væk, iklædte mig tøjet fra i går og begyndte at kigge rundt i soveværelset. Min iver for at fotografere var tilbage, og jeg vidste, at jeg behøvede mit kamera lige nu, for at det ikke ville gå galt. ”Hvor har du gemt mit kamera?” spurgte jeg Harry, alt for højt og med en ivrighed, jeg var bange for skræmte ham. Vi havde endelig haft tid sammen, der ikke var blevet forstyrret af hverken kameraer eller tårer, og jeg havde elsket det.

”Beverley, helt ærligt,” begyndte Harry og brokkede sig. Han virkede til at give op, da jeg ikke tog hans ord særlig seriøst. Han udstedte et suk og fjernede sit blik fra mig. ”Fint. Det er i køkkenet,” sukkede han og vendte sig rundt i sengen, da jeg gik ud af soveværelset. Jeg havde det dårligt med at forlade ham på den måde, men han måtte have lært, at det her betød alt for mig.

Varmen bagede over mig, da jeg i et kvarter nu havde siddet på knæ i baghaven og taget billeder. I starten havde det været af alt for at få følelsen i fingrene, men nu mærkede jeg, hvordan jeg faktisk overvejede motiverne. En hare dukkede pludseligt op tæt ved havens hegn, og jeg mærkede, hvordan hele min krop og tanker vidste, at det her, var hvad jeg havde ventet på. Mine fingrespidser tog hårdere fat om kameraet, og gennem det så jeg haren hoppe rundt på det grønne, frodige græs. En tidligere regnbyge havde gjort græsset vådt og da den grønne farve skinnede mere igennem, var dette billede alt det, jeg havde ventet på. Jeg kunne se harens ynde op mod græsset, og jeg mærkede, hvordan den var et symbol på liv. I stedet for at tage et billede af det nærliggende træ, fokuserede jeg på dens pels, og knipsede løs. Jeg følte, at det her betød, jeg endelig kunne afslutte min portfolio. Jeg havde kun fem dage tilbage, og pludselige hastede det mere end nogen sinde før.

Haren hoppede videre, og min opgave her var færdig. Jeg rejste mig tilfredst, men da jeg vendte mig om og så skikkelsen foran mig, stod jeg tilbage med blandende følelser. Harrys øjne var ikke til at læse, men hans ene løftede mundvige, sagde noget andet. Han studerede mig, og ikke før, han gik hen til mig, turde jeg trække vejret. Hans ånde var varm mod mit ansigt, da han tog en tot af mit hår bag øret. ”Du laver fremskridt, Bev,” roste han og kyssede mig forsigtigt på panden, så stød gik igennem min krop. Mit blik faldt til jorden, da jeg havde svært ved at deltage. Min krop sitrede, og det eneste, jeg havde lyst til lige nu, var at komme hjem og tage billeder. Men jeg havde her muligheden for at stå med ham, der tog sig tid til mig, kunne lide mig, støttede mig.

Jeg fortjente ham ikke.

”Kan du ikke køre mig hjem, Harry?” Spørgsmålet kom ud, inden jeg havde regnet med, og jeg så, hvordan gløden forsvandt fra de grønne øjne. Jeg sagde altid tingene på de forkerte tidspunkter, og tit endte det med at såre modparten. Det var forfærdeligt at stå her og se sorgen i Harrys øjne, men jeg kunne ikke koncentrere mig om ham lige nu.

Der var gået to timer, da Harry og jeg nærmede os Northwich. Beslutningen om at tage hjem så tidligt på dagen, var ikke, hvad Harry havde tænkt sig, og jeg kunne mærke, hvor skuffet han var over min tvang. Han havde forestillet sig, at vi skulle have flere hyggelige timer sammen i dag, men mit kamera havde ændret det hele. Jeg havde måske taget en forkert beslutning, men der var intet, der kunne stå i mod min drøm. At være fotograf var min største drøm, og jeg lod den ikke passere, bare fordi jeg muligvis var blevet forelsket.

Grå skyer havde overhælet os på vejen hjem, og små dråber af regn begyndte at dryppe, da vi passerede skiltet til byen. Jeg håbede sådan, at Harry ville erstatte stilheden med en åndsvag joke, men jeg vidste inderst inde godt, at det var det sidste, han gad lige nu. Jeg sukkede og vendte mit blik mod den våde vej udenfor, mens bilen trillede hen over asfaltvejen. Regnen dannede en masse smukke scenerier udenfor, men jeg gjorde alt, for at lade resten af turen være foruden kamerasnak og sure miner fra min side af.

Harry kørte bilen op foran min farfars hus, og da jeg kiggede på hans opgivende mine, sukkede jeg. Jeg havde ønsket at tilbringe mere tid med ham, men hvis han ikke kunne give mig tid til at fotografere, og forstå min drøm, hjalp det ikke. Det var dog utrolig svært at skulle stige ud af bilen, da jeg var bange for hvad de kommende dage ville bringe. ”Det har været hyggeligt. Tak fordi jeg måtte se dit sommerhus,” hilste jeg af, da jeg tog fat om dørhåndtaget. Det var koldt.

Harry kiggede på rattet, men da jeg åbnede døren for at stige ud, mærkede jeg pludselig hans læber mod mine. Jeg nåede ikke at registrere noget de første sekunder, men da han kyssede mig langsomt og med masser af følelser, mærkede jeg endnu engang sommerfuglene i maven.

”Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen.” Harrys ord ramte mig, da han trak sig væk. Jeg kunne ikke tolke, om det var positivt eller negativt, og da jeg steg ud af bilen og han kørte væk, var det som om intet gav mening længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...